Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
7. marts 2014 - 15:45

Prostitution bør forbydes

Kriminalisering af prostitution er et signal imod et patriarkalsk menneskesyn, hvor kvinder skal stille sig til rådighed for mænds begær. Forbud skal ikke ske af hensyn til de prostituerede, men for os andre og vores børns skyld.

Ud fra en liberal tankegang ligger en tankegang om at forbyde prostitution mig fjern. Det forekommer mig at være en aktivitet, som må være op til den enkelte at afgøre.

Der er naturligvis stor forskel på den prostitution, som nogle kvinder vælger at udøve og så den, handlede kvinder og narkomaner er underlagt.

De sidstnævnte har brug for en hjælp som kriminalisering af prostitution ikke nødvendigvis tilbyder.

Det forekommer mig, at et forbud mod prostitution vil ligne forbuddet mod hashsalg i dag. Det vil sige: ikke være afskrækkende nok. Selvom om folk er bekendt med de negative følger, hashrygning kan have for hjerne og psyke, afholder det ikke folk fra at købe det.

Omvendt overvældes min liberale idealer af kvalme, når jeg hører om internationale topmøder, der får fløjet ludere ind til deltagerne. Fortrinsvis til mandlige deltagere, går jeg ud fra. Luderne kan deltagerne muntre sig med, når pauser i de storpolitiske forhandlinger tillader det.

Eller når jeg ser en dokumentarudsendelse om ludermekkaer i Spanien og Belgien, hvor hoteller udbyder kvinder i massevis til horder af mænd, der kommer langvejs fra. Hoteller bliver indrettet til at servicere mænd, der vil have fisse.

Mændene surfer rundt i et menneskehav af letpåklædte kvinder, der faldbyder deres seksuelle ydelser i indbyrdes konkurrence.

Eller når jeg læser om helt unge danske mænd, der tager til solkysten i Spanien på maratondruk, og hvor et luderbesøg er noget, der skal afprøves – som  en vandscooter.

Når optikken på prostitution ekspanderer fra at være et mellemværende mellem to mennesker til det massefænomen, prostitution også er, bliver det alvorligt bekymrende. 

I sidste ende er prostitution ikke et spørgsmål om, hvorvidt det er synd for den enkelte luder. Det er et spørgsmål om, hvorvidt vi vil have et samfund, hvor seksualitet mellem mennesker skal være et gensidigt seksuelt givende foretagende. Eller grov udnyttelse og objektivisering af kvinden.

Selv om der findes mandlige ludere og bøsse-prostitution, men er det konstellationen af kvindelige ludere og mandlige kunder, der skaber alvorlige sociale problemer. Ikke kun i form af omfattende kriminalitet, men også med spor i den generelle mentalitet i det indbyrdes forhold mellem kvinder og mænd. 

Prostitution er en bærende grundpille i den patriarkalske samfundsorden og er med til at sikre maskulin dominans i forholdet mellem kønnene.

Derfor er prostitution dybt problematisk. 

Prostitution handler ikke kun om kundeforholdet i et kapitalistisk, liberalt samfund, men om et værdigt menneskesyn, der har afgørende betydning for relationer mennesker imellem.

Hvis man forbyder prostitution, så er det ikke for de prostitueredes skyld – uanset graden af frivillighed. Det er for os andre – samfundets – og vores børns skyld, sønner som døtre. Og det er måske grund nok.

Jeg tror ikke, at et forbud mod prostitution, vil få den til at blive udryddet – ligesom lovgivning heller aldrig får udryddet at forældre slår deres børn eller hindrer mobning på arbejdspladser.

Kriminalisering af prostitution er først og fremmest et signal om, at vi ikke vil have det menneskesyn, det generer:

At kvinder per definition skal være seksuelt til rådighed for mænd og servicere dem alt efter deres lyst og dekret. At kvinder opfattes og sammenlignes med ludere, hvis de udlever deres seksualitet og aktivt går efter at realiserer eget begær. Og fordi udlevelse af det begær i praksis er umulig, idet mænd ikke respektere kvinders seksuelle behov.

Prostitutionens implikationer synes i dette perspektiv en del værre end hashsalg. Prostitution synes skadeligt og lukrativt på samme måde som ved salg af organer.

Pengene kan være lettjent og nødvendige, men handlen til så stor skade for sig selv og samfundet på længere sigt at staten bør forbyde det.

Prostitution er et en ambivalent anliggende. Et forbud virker ikke som en løsning. Men det er en normalisering heller ikke.

Stigmatisering af prostituerede sker, selv hvis prostituerede får rettigheder og officiel anerkendelse af deres arbejde.

Vil mænd, der går til ludere, og ludere selv, anbefale deres børn at sælge sex for penge? Vil man anbefale unge kvinder og mænd at gå i erhvervspraktik som ludere? Næppe.

Pernille Rübner-Petersen er sanger og skribent.

Læs mere på www.pernillerp-mix.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce