Prostituerede i filmens verden

Udover Cph Pix Festivalens arrangement om gadeprostitution med Pretty Woman og debat, som vi har omtalt tidligere, fandt jeg fire andre film på festivalen, der i et eller andet omfang omhandler prostitution.

Luder-karakteren er så udbredt i både mainstream- og undergrundsfilm, at det indimellem er værd at undersøge, hvorledes film gør brug af denne karakter.

Ofte er det sådan, at film, ligesom Pretty Woman, benytter luder-set-uppet som spektakulær staffage eller som den enkleste måde at skabe en lidt mere kompleks kvindefigur på. Lidt surt for kvindelige skuespillere og kvindeligt publikum, vil jeg mene.

Ligesom det må være anstrengende for mænd så ofte at skulle relatere til psykopat-figuren på film. Ikke så sjældent som den mandlige modkarakter til den kvindelige luderrolle.

Læs "Julia Roberts i Skelbækgade".

Like Someone in Love

Like Someone In Love er centreret omkring en ung kvinde, der prostituerer sig. Hun har en kæreste, en vred ung mand, rendende efter sig. Til gengæld har hun også en kunde, gammel mand, der ikke vil i seng med hende, men som passer på hende.

Her er tilfældige hændelser og møder og mange, lange samtaler i en fortælling, der (alligevel) virker stringent anlagt. Der tales meget i telefon. En bedstemoder hænger på telefonsvareren en hel dag. De unge er forvirrede og synes fremmedgjorte overfor sig selv og hinanden.

Fremmedgørelse blandt mennesker er symptomer på et samfund, hvor traditionelle værdier er under opløsning. Det er også en ofte anvendt fortolkning af moderniteten og livet i storbyen. Filmens titel i sig selv henviser til forelskelsen som symptom, ikke som en realitet.

Den unge kvinde er luder, fordi det er åbenbart, hvad der ligger lige for, når man kommer til storbyen.

Kæresten mistænker hende for utroskab, hvilket man nu godt kan følge. Hun lyver stærkere end en hest kan rende, mens hun i telefonen gentager, at det gør hun bestemt ikke.

Hun er provokerende lillepigeagtig. Han er en voldelig desperado. Begge higer efter et fast holdepunkt i tilværelsen. Det er set hundrede gange før, og det bliver ikke bedre at genbruge stereotyper og stemninger a la Fransk Nybølge for 117. gang.

Filmens startindstilling har dog sin egen fascinerende em af mystik: Vi ser en halvtotal-total indstilling af en (luder)café med mennesker siddende rundt omkring, mens vi hører en kvindestemme tale. Der går lang tid, før man indser at det er kvindens pov (point of view), indstillingen viser, og hendes stemme, der taler i telefon. Herfra bliver man hurtig klar over, at den unge kvinde lyver. Hvorfor afslutter hun ikke bare telefonsamtalen?, tænkte jeg, nu allerede lidt træt af filmen.

Her var ellers en perfekt entré til den fremmedgørelse mennesker imellem, filmen vil vise. Men i sin helhed blev filmen en repetition af stereotyp kvinde-mand konstellation i en traditionel historie om traditionernes forfald i en moderne verden, hvor mennesker alligevel forfalder til traditionelle handlinger. Kvinden tyr til prostitution, manden til vold.

Like Someone in Love er en japansk/fransk film, instrueret af en iransk instruktør.

I forhold til en vesteuropæisk virkelighed og film generelt virker filmen gammeldags i sin tematik og i relationerne menneskerne imellem. Filmen mindede mig om film fra Den Franske Nybølge i 60'erne, når de på mest irriterende vis havde en kvindelig hovedkarakter, som alligevel endte som objekt for mænd og ikke mindst kameraet. Som om filmen siger: Det moderne samfund er her, men vi må ty til traditionen for at holde det ud.

Eden

En ung koreansk-amerikanske pige bliver bortført og tvunget til prostitution i USA. Historien er baseret på ”virkelige hændelser”.

Alle mine advarselslamper blinkede, før jeg så filmen. For dette kunne være en film, hvor man under dække af at vise den tragiske, frygtelig historie om slavehandel i Guds Eget Land ville udpensle diverse volds- og sexscener med en smuk mindreårig koreansk pige som det perfekte offer og optimal fetich for husarerne.

Men sådan var det ikke. Filmen forstod at klippe væk i tide og brugte bortklipningen som en generel klippeteknik, således at mange scener ikke blev fortalt til ende. Dog vidste man udmærket, hvad der skete. Det holdt fortællingen spændstig og flydende.

Filmen handler om den unge kvinde, der en aften i byen falder i de forkerte hænder. Nemlig i mandlige psykopathænder: En korrupt sherif, der kynisk rydder folk af vejen, hans utilregnelige assistent på stoffer, som bliver mere og mere vanvittig, og en håndfuld ”gorillaer” af almen voldelig karakter.

Kvinden bliver seksuel slave og dermed fuldstændig afmægtig i sit liv. Ved hjælp af snilde, tilfældigheder og bedrag på de rigtige tidspunkter formår hun at handle trods afmagten og komme fri. Prostitution er blot rammen, egentlig ikke et regulært indhold i filmen. Det optræder ikke med nogen form for substans eller som problematik i egen ret.

Min ledsager spurgte bagefter, flere gange: Hvad handlede filmen egentlig om? De såkaldte virkelige hændelser syntes at udgøre filmens skelet med en effektiv spændingskurve, hvor plot og psykologi var skåret til og tilpasset. Med hvad ville filmen fortælle?

Filmen havde taget det valg at være en spændingsfilm. Som sådan kunne den sit kram. Intet andet.

The Call Girl

Filmen The Call Girl er også baseret på virkelige hændelser. Men af mere vidtrækkende karakter og konsekvens.

I 70’ernes Sverige foregår en socialdemokratisk baseret revolution i den svenske samfund med velstand og velfærd, social sikkerhed og seksuel frigørelse og ligeberettigelse for kvinder. Her bliver to mindreårige piger fra et ungdomshjem trukket ind i et bordelforetagende.

Sagen får eksplosiv karakter, da det viser sig at den daværende justitsminister er kunde og i den forbindelse ifølge et notat kan udgøre en sikkerhedspolitisk risiko.

Filmen viser, hvorledes magten hos politikere og politi udøves med selvsikker manipulation og afstumpet arrogance, når magtens mænd føler sig truet.

Retskafne politifolk bliver dirigeret rundt med. Politikere lyver en hel befolkning lige op i hovedet. Sagen nedtones. Men den ”gode” efterforsker, en slags helt i filmen, insisterer på, at bordel-foretagendet optrevles. Der rejses tiltale. Bordelmutter bliver anklaget.

Da den ene unge pige omsider modstræbende indvilliger i at vidne, bliver hun afvist pga. juridiske spidsfindigheder. Bordelmutter får et minimum af straf. 

I et pacende tempo skifter fokus mellem ungdomshjem, tarvelige pigeværelser, magtens klaustrofobiske korridorer, arbejdsrum hos politiet og politikerne, smukke herskabslejligheder. Alt sammen i en 70’er æstetik så ædende grim, at den er smuk i sin suveræne autoritet for filmens samlede setting.

Det hele foregår i en sky af cigaretrøg. Der ryges konstant. Så er der sprut og stoffer. Og pengene selvfølgelig. De unge piger er nysgerrige unge menneske med en glubende appetit på livet og verdenen, selvom de allerede har problemer med den.

Bordelmutter forstår at komplimentere og bekræfte de 14-årige piger på en måde, de ikke har oplevet før af deres forældre eller af andre i deres unge liv.

Deres sind opblødes fra mut ligegladhed og kontra-attitude til en næsten forsvarsløs åbenhed. Senere går bordelmutters postulerede forståelse over i direkte ordrer og ender med en lussing.

Der pirkes til deres spæde seksualitet. I næste nu forgribes der på den. Man følger forskellen på at skulle lade sig bolle af en 30-40 år ældre mand, og så trygt glide ind i favnen på en jævnaldrende fyr i en kinddans.

I udgangspunktet har pigerne 70’ernes naturlige unisex look med langt halvuglet hår, stramme cowboy bukser med vide ben og syntetiske bluser over bh-frie bryster. Efterhånden bliver pigerne sminket, får krøllet hår og får tynde gevandter på. De bliver til pigede glamourludere for højtstående politikere. Æstetisk anskuet er skiftet formidabelt.

På et tidspunkt kører tv'et i baggrunden med de to ABBA piger syngende. De to kusiner matcher dem med deres glamour-udseende, en lys og en mørk. Men matcher dem også negativt på en symbolsk måde. Tilbage på ungdomshjemmet i de tarvelige omgivelser og med sminken tværet ud, begynder de at fornemme, hvilket spind, de er manipuleret ind i.

Det er ligeså ondt, som det næsten er morsomt. De to unge piger bliver både et billede på succes-Sverige, gennem identifikationen med den suveræne popvare som ABBA udgjorde i 70’erne, såvel som på den underliggende råddenskab, det magtkorrumperede Sverige, som hele bordelaffæren er udtryk for.

Man kan måske ligefrem påstå, at figuren, den psykopatiske mand, her er repræsenteret institutionelt gennem et lands regering og politi.

Filmen viser her et meget godt eksempel på den glidebane, prostitution er for nogle kvinder. Ikke bare hvorledes selve prostitutionen konkret kan foregå ved subtil manipulation.

Den viser følelsen af ”empowerment” og øget selvværd, som prostitution umiddelbart kan give og som senere afløses af et snigende og voksende ubehag. Som tømmermænd efter en effektiv rus af bekræftelse.

Fra at være en verden, der åbnede sig for de unge piger, bliver prostitutionen hurtig en verden, der mere og mere lukker sig om hemmeligheder, tvang og usikkerhed.

Hvad skal der nu ske, hvem skal man være sammen med og hvordan? Og som i øvrigt benævnes som ”babysitning”, når bordelmutter ringer ud på Ungdomshjemmet for at få fat på pigerne. 

På den måde har filmen en helt anden substans i forhold til prostitution end nogle af de andre film om emnet. Den viser prostitutionen som et specifikt problem for det enkelte menneske og samfundet.

Concussion

Den daglige trummerum som hjemmegående husmor bliver åbenbart ikke mindre kedeligt af være den bedre halvdel i et lesbisk parforhold med børn.

Abby keder sig bravt. Da hun heller ikke får noget sex, er vejen banet for et hemmeligt parallelliv som call girl.

Til at starte med køber hun sex til sig selv, men hun får at vide, at hun ser godt nok ud til selv at sælge. Det gør hun så. Først til unge piger og dernæst også til kvinder på hendes egen alder. 

Bortset fra et første fejlskud er kvinderne smækre, og Abby kysser og knalder på livet løs. Det seksuelle samvær virker ikke synderligt som en køb/salg situation.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis det er så ukompliceret at have sex med fremmede og oven i købet få penge for det – What the Hell are we waiting for.. ?! Og er det virkeligt så lækkert, når kvinder prostituerer sig med kvinder?

Prostitutionen foregår her i en verden, der er defineret fra en vinkel af lesbisk begær. Den (sædvanlige) mandlige psykopat, og prostitution som overmagt med konstant trussel om vold er fraværende i historien. Det er befriende. Tilbage er blot en ven, som i starten fungerer som en slags alfons, men som fyres, da han ikke gør sit arbejde ordentligt.

På et tidspunkt møder Abby en kvinde, hvor de begge fravrister de seksuelle møder et følelsesmæssigt ”spin off”. Her virker det som om, at pengetransaktionen er forsvundet – eller er den? Abby synes at få nogle følelser i klemme.

Det skyldes givetvis, at kvinderne kendte hinanden fra fitness centeret, og distancen gennem anonymiteten dermed røg for Abby. Hun blev sårbar og åben.

I almindelighed fordrer seksualitet et eller andet niveau af følelsesmæssig kontakt. Men det er vel prostitutionens akilleshæl og dermed strengt forbudt med følelsesmæssig involvering overhovedet.   

Abby bliver omsider afsløret af sin kone og holder op. Hun indser, hvorledes hendes parallelliv blot er en kompensation for en dybere sult og grundlæggende kedsomhed,  som hun ikke kan komme til livs. Medmindre hun bliver skilt.

Det tør hun åbenbart ikke. Selvom hendes kone indrømmer, at hun egentlig ikke vil ”have nogen” – altså heller ikke Abby.

Filmen ender enormt uforløst.

Filmen slipper fint uden om prostitutionen som moralsk problem med kvinden som offer. Den fokuserer mere på prostitution som kompensation og symptom på dårligt parforhold, livskrise og manglende livsudfoldelse gennem seksualitet.

Nøjagtig det, som kønsdebattøren Nanna Kalinka Bjerke var inde på i debatten om prostitution.

Men filmen insinuerer nogle følelsesmæssige lag og omkostninger, som den slet ikke følger op på.

Forud for prostitutionsdebatten i Skelbækgade havde denne film ikke desto mindre, og især filmen Call Girl, været mere bevendt som inspiration end filmen Pretty Woman. Emnet gadeprostitution blev denne aften alligevel hurtigt udvidet til at handle om prostitution mere generelt, og de to film ville i højere grad havde givet bud på hvorfor, og hvornår, prostitution er problematisk.

Like Someone in Love. (Instruktør: Abba Kiarostami, 2012, Japan, Frankrig)

Eden. (Instruktør: Megan Griffiths, 2012, USA)

The Call Girl. (Instruktør: Mikael Marcimain, 2012, Sverige, Irland, Norge, Finland)

Concussion. (Instruktør: Starcie Passon, 2013, USA)