Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Medier
23. juni 2015 - 12:21

Propaganda forekommer også i Vesten

Russiske medier gør sig skyldige i propaganda. Fænomenet er dog også kendt i det vestlige mediesystem, mener cand. public. Anne Clausen, der har skrevet speciale om propaganda i vestlige medier.

'Hadefuld', 'propagandistisk', 'løgnagtig' – den danske udenrigsminister Martin Lidegaard og en række EU-kolleger holder sig ikke tilbage i deres kritik af russiske medier for tiden.

Problemet er at især to landsdækkende tv-stationer har en noget lemfældig omgang med sandheden. Derfor har gruppen af udenrigsministre iværksat initiativer, der skal sørge for at EU's syn på Ukraine-konflikten får en chance for at nå frem til russiske mediebrugere. Sammen med gruppen af EU-kolleger har Lidegaard sat sig for at »bibringe den russiske befolkning et billede af fakta«.

EU barsler med en handlingsplan, der først på sommeren skal klarlægge, hvordan Kreml-propagandaen bedst kan stoppes. EU vil finde ud af, hvordan russernes alternative adgang til informationer kan forbedres.

Udenrigsministrene fra EU er frustrerede over de statslige russiske tv-kanaler. Ifølge Lidegaard »skaber de et helt andet billede, end det der er virkeligheden«. Den danske udenrigsminister beskylder russisk propaganda for at »forvride sandheden«.

Vestlige journalister og politikere er hurtige til at beskylde russiske medier for at udøve propaganda – uden at skele så meget til hvilket socioøkonomisk system de selv agerer i, og om fænomenet også forekommer i eksempelvis USA og EU.

En forklaring kan være, at de landsdækkende tv-stationer i Rusland er statsstyrede og at landets stærk autoritære lederskab derigennem har let ved at formidle sit syn på konflikten i Ukraine.

Denne form for nyhedsdækning, hvor staten konsekvent går ind og styrer medierne er let at identificere som propaganda, fordi den svarer til en traditionel opfattelse af, hvad der ligger i ordet. Sådan kender vi propaganda fra totalitære idelogier som stalinismen og nazismen.

Der kan dog være brug for at nuancere denne primitive og lidt naive opfattelse af propaganda:

– Hvis man forstår propaganda som noget, hvor en lille elite af ejere eller politikere bevidst går ind og styrer et medie, altså direkte giver redaktører og journalister besked på, at I må ikke skrive eller sende det her, I skal bringe det her i stedet, så er det klart, at det er ikke noget vi kender i Vesten i særligt stort omfang. På den baggrund har Martin Lidegaard sandsynligvis ret i at fremhæve vestlige medier på bekostning af russiske. På den anden side er der god evidens for, at der alligevel er visse rammer for, hvad journalister kan skrive og sende også i vestlige medier, siger cand. public Anne Clausen, der er forfatter til et speciale, hvor hun anvender propaganda-modellen.

Det er en teori udviklet af de amerikanske medieforskere Edward Herman og Noam Chomsky.

Clausen har brugt modellen til at analysere baggrunden for Riffelsyndikatsagen fra 1999, hvor journalister fra Berlingske Tidende på trods af massiv modstand lykkedes med at beskrive, hvordan avisens aktionær A.P. Møller producerede våben for nazisterne under Anden Verdenskrig ud over hvad samarbejdspolitikken krævede.

Kort tid efter solgte A.P. Møller sin aktieandel i Berlingske Tidende og gjorde dermed avisens fremtid højst usikker.

Gør livet let for journalister

Til trods for at det er mere end 25 år siden, at Herman og Chomsky fremsatte deres teori om propaganda i et ikke-totalitært samfund, og at deres forskningsresultater i vidt omfang er bekræftede, er Anne Clausen den eneste, der har anvendt modellen i en akademisk afhandling i Danmark.

Det betyder også, at det aldrig er blevet undersøgt, i hvilken grad propaganda-modellen fungerer i Danmark. Men visse af dens elementer var aktive under Riffelsyndikatsagen på Berlingske i 1999.

Ifølge modellen er mediernes indhold i høj grad defineret af markedskræfterne og reflekterer den måde, magt er organiseret i samfundet. Modellen er en analyse af, hvordan det frie marked indvirker på mediernes indhold.

Clausen ridser Herman og Chomskys argumentation op:

– Der er ikke nogen konspiration. Det handler ikke om at nogen sætter sig ned og tænker, nu skal vi rigtig propagandere. Derimod konkluderer de to medieforskere, at de samfundsmæssige relationer, medierne indgår i, præger dem i en bestemt retning. En række faktorer påvirker mediernes indhold: hvilke ejere de har, at de er afhængige af annoncører og at de er afhængige af nogle nemme kilder at gå til. Typisk vil det være de samme kilder igen og igen med privilegerede positioner i samfundet og behov for at levere et budskab, siger Anne Clausen:

– Mediernes profitorientering gør, at historier skal skrives så hurtigt og effektivt som muligt. Der er ikke tid til at lede efter alle mulige historier eller kilder: Journalisterne skal helst vide fra starten, at der er en historie at komme efter, ellers er det muligt, at de spilder tid og dermed penge. Tidspres og et organisatorisk pres efter autoritative kilder, der ikke behøver verificeres, gør at officielle kilder får forrang i medierne, siger hun.

Ifølge Anne Clausen er et element i propaganda-modellen desuden, at ministerier og virksomheders presseafdelinger gør livet let for journalister og holder deres omkostninger til research nede – blandt andet ved hele tiden at stå til rådighed og sende eksempelvis rapporter og fotomateriale til et medie med kort varsel.

– På den måde subsidierer de faktisk medierne og gør, at der kan sættes spørgsmålstegn ved journalisternes uafhængighed. I forhold til aktører, der ikke har ressourcer til at drive udgiftstung pressehåndtering får institutioner af den kaliber i realiteten særbehandling. Fordi mange medier er presset økonomisk virker denne mekanisme ekstra kraftigt.

Anne Clausen peger på endnu en faktor, der bidrager til at nogle historier er nemmere at skrive end andre:

– At forsvare en historie mod kritikere, at besvare dårlig omtale i andre medier, at modgå verbale angreb fra politikere og deres spindoktorer samt at føre retssager tager tid og kan betyde store udgifter. Derfor kan medier være tilbøjelige til at undgå historier, der forventes at tiltrække mange negative reaktioner, og i stedet nøjes med historier, der ikke er helt så kontroversielle.

Muligheden for at producere negativ respons på journalisters arbejde er forbundet med penge og magt – igen er det således store organisationer med egne PR-afdelinger, der er bedst til at komme igennem med omfattende kritik af en historie, ifølge Clausen.

Hendes undersøgelse af Riffelsyndikatsagen viste, at nogle af propaganda-modellens forskellige elementer virkede på Berlingske Tidende dengang.

– Det var ret exceptionelle omstændigheder, der gjorde, at historien alligevel kom frem: at der var flere nyansatte, der ikke var tilpasset kulturen på avisen, at Berlingske havde nedsat en grave-gruppe, der lå lidt uden for den almindelige redaktion, at journalisterne var godt fagligt organiserede, så de truede med at nedlægge arbejdet, hvis de ikke fik lov at skrive den her historie. Men den kunne ligeså godt være faldet til den anden side.

En ond mand

I Herman og Chomskys teori indgår desuden begrebet 'den dominerende ideologi', som kan oversættes til forudfattede holdninger i samfundet.

– I mit speciale om Riffelsyndikatsagen var journalisterne på Berlingske oppe imod nogle meget stærke ideologier, nemlig angående Danmarks noget idylliserede rolle under Anden Verdenskrig samt A.P. Møller som en slags dansk ikon. Det var med til at skærpe kravet til dokumentation og gjorde, at historien stødte på ekstra stor modstand, siger Anne Clausen.

I konfrontationer mellem lande, hvad enten det er USA mod USSR, Danmark mod Irak eller som nu konflikten mellem Vesten og Rusland fungerer ideologi på en særlig måde:

– Det handler meget om, at der er os her og det, vi tror på, vores værdier, som er gode. Så er der de andre, det de tror på, deres værdier, som ikke er ligeså gode eller måske ligefrem onde. At bringe falske historier om den Anden, der skaber frygt, viste Herman og Chomsky var noget der eksisterede i vidt omfang i amerikanske medier under den Kolde Krig. Sovjetunionen blev holdt frem som et 'ondt imperium'. Anti-kommunistisk ideologi var meget udbredt og påvirkede mediernes indhold, siger hun.

Men at medier tager sig til takke med blot at videreformidle grundfæstede – men ikke altid lige velbegrundede – fordomme, har der været graverende eksempler på lang tid efter den Kolde Krig sluttede:

– Det er aldrig blevet undersøgt, men man kan jo bare tænke på, da Irak-krigen blev besluttet i 2003. Dengang rapporterede mange medier, at det var ret sikkert, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben. Informationerne kom fra højtstående regeringskilder. Der var tale om 'gode kilder' som journalister sædvanligvis opfatter som troværdige – autoritative kilder, der ikke behøver verificeres.

– At Saddam Hussein skulle have masseødelæggelsesvåben passede også med det, man i forvejen gerne ville tro. Det passede med det, man synes, man vidste om den irakiske præsident. Ifølge den dominerende ideologi i Vesten var Saddam Hussein bare en ond mand. Så for journalister var der ingen grund til lige dobbelttjekke eller lige at tage en ekstra kilde med ind.

– På den måde bliver mediedækningen om masseødelæggelsesvåbnene til noget, der skaber endnu mere frygt, noget der kører i en bestemt retning, men viser sig ikke at være sandt. I forhold til klassisk statsstyret propaganda i totalitære ideologier foregår processen mindre bevidst. Men resultatet er det samme.

– Så det med at skabe frygt og dæmonisere den Anden – som russiske tv-stationer gør, når de bringer historien om ukrainske regeringsstyrker, der korsfæster en lille dreng – selvom det foregår på en lidt anden måde – kan det også forekomme i det vestlige mediesystem.«

Bør journalister være mere kritiske over for det mediesystem, som de selv arbejder i og bidrager til?

– Ja, men det er svært, når noget er systemisk. Det her handler om selve organisationen af samfundet og har med hele den politiske og økonomiske virkelighed at gøre. Så at en enkelt lille journalist skærper opmærksomheden og får større indsigt i de her mekanismer, batter faktisk ikke det helt store.

– Journalister lever og arbejder i det her system og er i vidt omfang nødt til at indrette sig på dets præmisser. Derfor er det svært at være indsigtsfuld omkring og handle derefter. Det kræver virkelig meget. At sige for eksempel jamen journalister skal bare være bedre en for en, det er at lægge et kæmpe pres på et enkelt lille menneske. Det kan næsten ikke lade sig gøre.

I den forbindelse peger Clausen på at udvælgelsen af medarbejdere til en given medievirksomhed sandsynligvis begrænser, hvor kritiske journalister har lyst til at være over for de store bladhuse og tv-stationer.

– Ansættelser og forfremmelser kan fungere som en slags arbejdsmarkedets darwinisme: Den, der tilpasser sig mediesystemet, bliver ved med at være ansat; andre forbigås ved forfremmelse, bliver fyret eller vælger selv at gå, siger hun.

Når Danmarks udenrigsminister Martin Lidegaard sammen med sine EU-kolleger nu langer meget hårdt ud efter de russiske medier, er det så berettiget at opfordre dem til at sætte sig ind i, at propaganda også kan være noget andet end den traditionelle eller klassiske variant, som de synes at lægge til grund for deres kritik?

– Jeg synes ikke, der er noget i vejen for at kritisere russisk propaganda. Det er jo dybt problematisk, hvis magthavere i et land går direkte ind og bestemmer over medierne. Og der er nok ikke nogen tvivl om, at mediedækningen i f.eks. Danmark har meget mere diversitet end i Rusland. Men derfor kan det alligevel være fornuftigt at være opmærksom på at ens egne medier også har bias.

Jens Malling er journalist. Hans artikler kan læses på jensmalling.dk

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce