Proletarisk diktatur - fra klassedominans til partidiktater

Kan Lenin, Trotskij, Kautsky og andre fremtrædende marxister have misforstået, hvad Marx mente med udtrykket proletariatets diktatur?

Det spørgsmål stiller den amerikanske socialist Hal Draper (1915-90) i bogen ’Proletariatets diktatur’ fra Marx til Lenin, der nu udkommer på dansk på forlaget Solidaritet.

Begrebet proletariatets diktatur har været forkætret – uanset om man tænker på socialismens, kommunismens eller de borgerlige revolutioners historie; ikke mindst efter guillotineringen af adelen i den franske revolution og nedslagtningen af kulakker, kontrarevolutionære og politiske modstandere i den russiske.

Draper gennemgår i sin bog systematisk begrebets betydninger og forandringer i forståelsen hos ledende socialistiske teoretikere siden den franske revolution i 1789 indtil den russiske revolution stivner som et partidiktatur i starten af det 20. århundrede.

Draper viser, hvordan diktaturbegrebet i 1800-tallet bruges som et dominansbegreb, der ikke forstås i modsætning til demokrati. Draper argumenterer for, at Marx og Engels konsekvent vender sig imod konspiratoriske og antidemokratiske tendenser inden for arbejderbevægelsen. Deres forståelse af proletarisk diktatur lægger vægten på klasseaspektet, uden at opfatte det i modsætning til demokrati.

Men det ændrer sig hos Marx og Engels ideologiske arvtagere, hvor ’proletariatets diktatur’ af næsten alle (muligvis med undtagelse den sene Rosa Luxemburg) i praksis underforstås som ’partiets diktatur’.

Det bliver dog først direkte formuleret af Vladimir Lenin, mener Draper – med et bedrøveligt resultat.

I bogens Lenin-kapitel gennemgår Draper systematisk, hvordan begrebet bruges i Lenins skrifter. Op til splittelsen mellem mensjevikker og bolsjevikker i 1902 dukker begrebet nok op – og i den moderne betydning af diktatur som en modsætning til demokrati. Men begrebet er uden afgørende betydning for Lenins strategiske forståelse af den kommende russiske revolution, som han mener må være demokratisk og ’borgerlig’.

Men efter den russiske 1905-revolution begynder Lenin at anvende begrebet »proletariatets og bøndernes revolutionært-demokratiske diktatur« og opstille det som en strategisk målsætning.

Det er et begreb, der er anderledes end Marx' diktaturbegreb, der ikke kan omfatte to klassers forskellige interesser. Men det skal i stedet forstås som et løfte til det overvejende flertal af bønder i Rusland om, at de som klasse ikke vil blive overhørt og mødt med socialistiske foranstaltninger efter en omstyrtelse af det feudale zar-styre, mener Draper.

Det afklarer imidlertid ikke hvori, det diktatoriske i begrebet består. Lenin beskriver ud fra  Marx’ artikler om 1848-revolutionerne diktatur på denne måde: »et [revolutionært] diktatur har til opgave at ødelægge resterne af de gamle institutioner.«

Men hvad er det diktatoriske ved det, hvis revolutionen er demokratisk baseret, spørger Draper. Lenins definition af diktatur er »en teoretisk ulykke i højeste potens«, skriver han.

I 1917, umiddelbart op til oktoberrevolutionen, vender Lenin tilbage til diskussionen af det kommende diktatur i et af sine hovedværker, Staten og revolutionen.

Han laver her en definition på det diktatoriske som »en magt der støtter sig direkte på en revolutionær erobring, på det umiddelbare initiativ hos folkemasserne nedefra, og ikke på en lov som er udstedt af en centraliseret statsmagt.«

Men magten grunder sig jo så på regler skabt af en ikke-centraliseret statsmagt, den sovjetiske dobbeltmagt, der udøves af bønder og arbejdere, skriver Draper. Og det kan kun gribes og initieres af det bolsjevistiske parti.

Ståltråden

Efter revolutionen brugte Lenin udtrykket ’proletariatets diktatur’ første gang i en udtalelse i december 1917, Teser om Den konstituerende forsamling. De to henvisninger i denne udtalelse var af ren rutinemæssig karakter.

Sådan begyndte det: På grund af en Sovjetstats øjeblikkelige behov blev det at underkaste sig ’proletariatets diktatur’ et fremskridtsvenligt skridt, når staten var omgivet af kontrarevolutionære kræfter, når den var blevet maltrakteret af hvide interventionshære, når industrien lå i ruiner, når den imperialistiske blokade havde medført hungersnød, når kampen drejede sig om at holde sig i live indtil revolutionen i Vest kunne komme den belejrede fæstning til undsætning.

Sådan kom virkelighedens historie til at se ud, og vores udvalgte emne befinder sig i et lille hjørne af den historie.

Der var masser af dødsofre. Enkeltpersoner, institutioner og ideer omkom også.

Presset var kolossalt og enhver forestilling blev forvrænget. Det kræver alt sammen, at historien fortælles på en helt anden måde.

Men før vi begiver os hen til vores lille hjørne, er der i den større sammenhæng et par ting, der kræver vores opmærksomhed.

(1) Under den periode, hvor revolutionen kæmpede for sit liv mod fjorten invaderende hære, mente Lenin, at resultatet ville blive et enten/eller: enten ville den russiske revolution blive løbet over ende, inden den europæiske revolution kunne frelse den, eller også ville revolutionen brede sig som en kontinental og verdensomspændende rejsning. Altså kapitalismens ødelæggelse over hele kloden.

Han kalkulerede ikke med den mellem-situation, som faktisk fandt sted: Den europæiske revolution nåede et niveau, som sammen med udmattelsen efter krigen var tilstrækkelig til at svække den imperialistiske verdens intervention, men uden at det medførte en samfundsmæssig revolution på kontinentet, således at den russiske revolution overlevede militært, men isoleret.

Den Belejrede Fæstning ventede på sejren i den revolutionære krig, så den kunne få undsætning, men fæstningen blev ved med at være belejret.

I årtier havde alle russiske marxister forklaret, at i deres land ville en rent proletariske revolution, en socialistisk regering, være en umulighed, hvis ikke en verdensrevolution fandt sted. Ellers ville et kontrarevolutionært sammenbrud være uundgåeligt.

Derfor forekommer det unødvendigt at skulle forklare, hvorfor det alle troede ville ske, hvorfor det faktisk skete, hvis ikke lige det var for en detalje.

Kontrarevolutionen kom fra det herskende parti selv, og partiet blev ikke væltet. Det var snarere partiet, der omstyrtede arbejderstaten.

Hvis det nu var en helt anden historie, ville vi have været nødt til at forklare den nærmere. Vi skulle gøre rede for den kendsgerning, at den belejrede arbejderstat, der var etableret af bolsjevikpartiet, blev transformeret til en stat, der blev regeret af et kollektivt bureaukrati: Den interne kontrarevolution, kaldet stalinismen.

Men det er, som vi sagde, en helt anden historie.

Hvad vi vil fremhæve er ganske enkelt dette: Der måtte finde en kontrarevolution sted indenfor den belejrede fæstning, og den fandt sted, lige meget hvilke forestillinger man end kan have om en kontrarevolution.

(2) Som vi allerede har betonet, var sådan en kontrarevolution et resultat af et enormt samfundspolitisk pres, og et af resultaterne af presset var, at det deformerede. Indenfor den Belejrede Fæstning kom principper og opfattelser også under et pres, der deformerede.

Pres forvrænger den aktuelle situation: Hænger man en serie vægte på en ståltråd, vil den strække sig igen og igen, indtil vægten bliver fjernet, og herefter vil ståltråden atter antage sin oprindelige facon.

Med en fysisk terminologi ville man sige, at presset på tråden ikke oversteg stålets elastiske grænse. I politik ville man sige, at deformationen ikke overskred den principielle grænse.

I et univers af en anden tid, som er velkendt for science fiction læsere, ville man måske kunne sige, at den tyske Novemberrevolution i 1918-19 overskred de grænser, som socialdemokraterne havde sat. Frem voksede et sovjet-Tyskland med økonomisk effektivitet, med et uddannet og fremskredent proletariat, med teknisk kunnen og rigdom.

Tyskland og Rusland er det samme som det kommunistiske Europa, sagde Lenin.

Sovjetrusland blev forvandlet til et trist dødvande i den nye verdensorden, som overlevede i kraft af den europæiske revolutions begejstringsbølge.

Ståltråden i den Belejrede Fæstning havde strakt sig og strakt sig og kunne nu svirpe tilbage til sin oprindelige længde ...

Men det var jo ikke det, der skete i virkeligheden. Lad os derfor finde ud af, hvad der faktisk skete.

Hvis vi igen bruger metaforen med ståltråden skete der dette: Under det ufattelige pres, som den Belejrede Fæstning var udsat for, blev principper først forvredet på grund af pres fra en nødsituation, og så blev forvrængninger selve princippet.

Ståltråden er identisk med arbejdernes og partiets demokrati. Dette mønster blev lagt i overensstemmelse med et antal spørgsmål, der opstod med henblik på de nye sovjetinstitutioners kapacitet til at sikre kontrol nedefra.

Et typisk spørgsmål af denne slags var beslutningen på den 10. kongres i 1921 om at opløse organiserede fraktioner, en beslutning som Trotskij senere indrømmede var med til at sikre den juridiske basis for Stalins despotiske regime.

Beslutningen var typisk, fordi den var blevet foreslået og vedtaget som en undtagelse i en nødsituation, en afvigelse fra den ønskede grad af demokrati, kun retfærdiggjort ved situationens livsvigtige behov.

Da det var blevet vedtaget af denne grund, blev det accepteret som normen.

Spørgsmålet om etpartistaten gennemgik en lignende udvikling.

Lige meget hvordan man betragter sovjetisk politik i denne periode, møder man »undtagelser«, der bliver reglen.

Ståltråden afslog at svirpe tilbage. Den var blevet strukket ud og forblev der. Den repræsenterede den molekylære proces med intern degeneration.

Hvis enhver opfattelse og enhver institution under arbejderdemokrati var under pres i den belejrede fæstning, så var det generelt sådan, at opfattelsen af ’proletariatets diktatur’ og ’diktatur’ var under hammeren.

Det er kun et spørgsmål om hvordan, af hvem og hvor hurtigt forvrængninger blev til normen. Spørgsmålet om tempo var afgørende, for lige i situationen var der ingen, der kunne vide, hvor hurtigt den belejrede fæstning ville blive løbet over ende.

I denne periode giver det ingen mening at opregne, hvor man gange glosen ’diktatur’ forekommer. Spørgsmålet drejer sig om at finde steder, hvor ståltråden bliver udsat for et nyt pres.

’Diktatur’ det første år

Men vi skal se på et lille hjørne af historien i denne periode, som går under parolen ’proletariatets diktatur’.

Den første ildevarslende begivenhed, der skal fortælles om, er en eksklusion, en fremgangsmåde som plejede at være sjælden i partiet.

Den omfattede udelukkelsen fra bolsjevikpartiet af dets fagforeningsleder, A. Losovskij. I henhold til Lenins forslag til beslutning fra januar 1918 skulle han ekskluderes for at fremkomme med denne mening:

... han udtrykte en opfattelse, som på afgørende måde afviger fra partiets og det revolutionære proletariat i almindelighed. Den er på alle vigtige punkter sammenfaldende med småborgerskabets benægtelse af proletariatets diktatur ...

Losovskij måtte ekskluderes, fordi han »ikke forstår nødvendigheden af proletariatets diktatur ... som ikke er underkastet borgerligt-demokratiske formler ...«

Men det var en lemfældig og skødesløs formulering, han blev ikke ekskluderet på grund af manglende »forståelse.«

Punkt 6 var mere oplysende: Partimedlemsskab var ikke muligt for en person

der nægter at acceptere tanken om, at det er fagforeningernes pligt at påtage sig statsfunktioner ...

Her blev ’proletariatets diktatur’ ideologisk lagt til grund for en eksklusion for første gang, så vidt jeg ved.

Den virkelige grund var endnu værre: Losovskij havde som formand for fagforeningerne afvist at følge centralkomiteens perspektiv med at integrere fagforeningerne i statsapparatet.

Senere nærmede Lenin sig den samme holdning under den såkaldte fagforeningsdiskussion i 1920. Losovskij blev senere genoptaget i partiet, men ståltråden var blevet udsat for en betydelig ekstra vægt.

Samme måned bemærkede Lenin i et ikke-offentliggjort papir:

»Hvad diktatur medfører og betyder, er en tilstand af lurende krig, en tilstand hvor militære forholdsregler inddrages i kampen mod fjenderne af det proletariat, der har magten.«

Det ligner mere en parole end en definition; når man indsætter ordene »militære forholdsregler«, har man antydet i hvilken udstrækning, periodens specielle karakter slørede Lenins forestillinger.

De gik i retning af det, som han på næste side kaldte det »videnskabelige« udtryk for at bryde den kapitalistiske modstand.

Ved månedens slutning holdt han en tale på den tredje alrussiske kongres for sovjetter den 25. januar, som man i lighed nogle af de foregående kunne karakterisere som en teoretisk katastrofe.

Måske led han af søvnmangel den pågældende dag ... men uanset hvad kunne man høre følgende:

En af dem [fra højre] der kom med indsigelser erklærede, at han var tilhænger af demokratiets diktatur, at vi havde anerkendt demokratiets regler. Den ytring var så absurd og helt meningsløs, den er bare et tilfældigt udvalg af gloser. Det er det samme som at sige »sne af jern« eller sådan noget ...
 De, der taler så meget om demokratiets diktatur, siger bare noget, der ikke har nogen mening, lufter absurde fraser, som hverken røber kendskab til økonomi eller forståelse for politik.

»En af de der kom med indsigelser« kan meget vel have været en repræsentant fra De Socialrevolutionæres venstrefløj, som på dette tidspunkt havde rejst parolen om »demokratiets diktatur« (eller »demokrati«) i stedet for ’proletariatets diktatur’.

Hermed mente de bøndernes »diktatur« sammen med proletariatets, som O.H. Radkey skriver i bogen Sickle under the hammer.

Kunne Lenin virkelig ikke huske, at man engang havde talt om »demokratiets diktatur «? Mindede det ham slet ikke om en vis kendt formular ved navn »demokratisk diktatur«?

Ikke alene gentog han påstanden om, at det var helt uden mening, men han kom heller ikke med nogen forklaring.

I tilgift rettede han bare dette angreb på »demokratiet«:

Demokrati er en udgave af den borgerlige stat, som understøttes af alle forrædere mod socialismen ... som påstår at demokrati er det modsatte af proletariatets diktatur. Indtil revolutionen ændrede grænserne for det borgerlige system var vi tilhængere af demokrati. Men så snart vi så de første tegn på, at revolutionen udviklede sig i retning af socialisme, indtog vi en fast og beslutsom stilling til fordel for proletariatets diktatur.

Man vil have svært ved at finde en mere vulgær måde på helt enkelt modstille »demokrati« og »diktatur« sådan abstrakt.

Det var præcist det, han flere gange havde advaret mod. Denne sætning indeholder en sådan teoretisk ubehjælpsomhed, at det er ganske uforståeligt.

Men dens politiske følger er det på ingen måde, specielt ikke når man tager tidens strømninger i betragtning.

Nogen har måske fortalt Lenin det dengang, for næste dag da jernbanearbejdernes fagforening havde kongres, var tonen en helt anden: »det passer ikke, at vi ødelægger demokratiet« osv. og han roste sovjetterne som en højere form for demokrati, et »virkeligt demokrati« med mere.

Men nogle måneder senere var »korrektionen« faktisk gået i glemmebogen: Alternativet, sagde han, var enten proletariatets diktatur eller »borgerskabets diktatur«, forklædt som »... demokrati og andet borgerligt bondefangeri ...«

I foråret begyndte ordet »jern« at dukke op i hans beskrivelser af ’proletariatets diktatur’.  

Men det er klart som blæk og blanksværte, at han ikke talte om et klassediktatur. »Enten Kornilovs diktatur ... eller proletariatets diktatur«, påstod han, men »Kornilov« var altså ikke en social klasse.

Samtidig begyndte definitionen på ’proletariatets diktatur’ at ligne en altmuligmand:

... vores proletariatets diktatur er etableringen af orden, disciplin, arbejde, produktivitet, bogholderi og kontrol via den proletariske sovjetmagt ...

Måske var det også god for en stærk kop kaffe? Det var skik og brug at proklamere at ’diktaturet’ måtte knuse »udbytterne«, men så opfandt Lenin lige tilføjelsen: »udbytterne og bøllerne ...«

Forestillingen om et klassediktatur rettet mod landets bøller kan jo nok få forvirringen op på et højere niveau.

Påkaldelsen af »diktatoriske metoder« begynder også at ligne en patentkur:

... vor opgave er at lære af tyskernes statskapitalisme, kopiere den af alle kræfter og ikke vige tilbage for diktatoriske metoder for at fremskynde denne overtagelse endnu mere.

Der blev her henvist til den tyske krigsøkonomi, som indebar tvangsforanstaltninger overfor kapitalistklassen, altså et forslag om stats»diktatur« over den herskende klasse.

Via en uigennemskuelig tankerække endte afsnittet med en appel til ikke at »tøve med at bruge barbariske metoder til at bekæmpe barbariet.«

Atter: Det er åbenlyst at ’proletariatets diktatur’ ikke kun dækkede over en klasseopfattelse, når han argumenterede for at »der må være diktatur over hele Rusland ... ikke kun centralt.«

Ved afslutningen af år 1 talte Lenin ved et jubilæumsmøde, hvor han prøvede at opsummere året, der var gået:

... det år der er gået, har været præget af et ægte proletariatets diktatur. Denne opfattelse var tidligere en lukket bog, en samling uforståelige ord. [Lige som ’proletariatets og bøndernes revolutionært-demokratiske diktatur’?]. De intellektuelle prøvede at finde en forklaring på udtrykket i lærde værker, som kun gav dem tågede forestillinger om, hvad proletariatets diktatur i virkeligheden var.

Det eneste lærde værk der fandtes om det emne, var hans egen Staten og revolutionen. Disse lavpandede udtryk fortsætter sådan:

Det mest afgørende, vi kan rose os af i det år, der er gået, er, at vi har åbnet den lukkede bog, så den nu kan læses af alle. I det år, der er gået, har arbejderklassen ikke brugt tiden på at læne sig tilbage og tænke over tilværelsen, men har udført det praktiske arbejde, der består i at skabe og udøve proletariatets diktatur ...

Processen med at åbne »den lukkede bog« indebar, at den klassemæssige substans i ’proletariatets diktatur’ blev begravet under den politiske side af udtrykket.

Den følgende dag, den 7. november, talte han til et møde for ledelsen af Tjekaen og sagde til den: »Det vigtigste for os er, at Tjekaen direkte udøver proletariatets diktatur ...«

Formodentlig udøvede resten af staten den så kun indirekte.

Med udgangen af år 1 var det åbenlyst, at Lenin ikke mere brugte udtrykket ’proletariatets diktatur’ som betegnelse for en arbejderstat, der fungerede ved arbejderklassens demokratiske regler.

Udtrykket dækkede nu over et diktatorisk regime, organiseret på en særlig måde. Det var diktatorisk på den måde, som i stigende grad var blevet den fremherskende, og som i stigende grad blev modstillet abstrakt demokrati.

Et antal bolsjevikiske talsmænd førte denne teoretiske degeneration endnu længere. De åbnede på denne måde op for (selv om de ikke forårsagede) den samfundsmæssige kontrarevolution, som Stalin repræsenterede.

Artiklen er et uddrag af kapitlet »Lenin og diktatur« fra Hal Draper: ’Proletariatets diktatur’ fra Marx til Lenin, Solidaritets forlag 2014. Oversættelse: Stig Hegn. Pris: 100 kroner.

Se også Modkraft Bibliotekets personliste om Hal Draper