To programatiske uenigheder

[Uenighed om forståelse af den offentlige sektor og bevægelsers rolle i en socialistisk forandringsproces, har i et udkast til nyt principprogram i Enhedslisten ført til alternative forslag. Mikkel Warming og Michael Voss, der begge har deltaget i programgruppens arbejde, begrunder her hver deres forslag.
Michael Voss argumenterer i sit indlæg for afsnittet »A: Velfærden og staten« [1] og for en tilføjelse, der ikke kunne opnås enighed om i programudvalget. [2].
Mikkel Warming har opdelt sin tekst i to dele. Den ene argumenterer for afsnittet »B: Kimen til et ny samfund« [3] og det andet imod tilføjelsen.
Debatindlæggene, der også bringes på Enhedslistens interne debatforum, har fået en fælles indledning af Michael Voss og Mikkel Warming.]

Læs udkastet til principprogram, inklusiv uenigheder, på Modkraft

Om uenighederne i programudvalget

Udvalget bestod af Stine Brix, Pia Boisen, Per Clausen, Mikkel Warming og Michael Voss. Som forventeligt var vi ikke enige om alt. Disse uenigheder greb vi an på forskellig måde.

Vi forsøgte at skrive og diskutere os ind på hinanden, dvs. afklare hvor omfattende og dybtgående uenighederne var. Det førte i flere tilfælde frem til formuleringer, alle kunne acceptere. På nogle felter valgte vi simpelthen at lade være med at behandle det aspekt/den pointe, vi ikke er enige om.

Men der var også nogle felter, som vi ikke kunne udelade, og hvor vi trods flere forsøg ikke kunne nå frem til formuleringer, alle kunne acceptere.

Det er derfor, at vi to steder i udkastet til nyt program har alternative formuleringer. Vi håber, at den åbne fremlæggelse af uenighederne vil styrke debatten om programmet frem til Årsmødet.

Herunder fremlægger to af os en uddybende argumentation for de versioner, vi hver især støtter. 

På udvalgets vegne,

Mikkel Warming og Michael Voss

Michael Voss: Hvor er kimen til socialisme?

Med dette debatindlæg vil jeg forklare, hvorfor jeg - sammen med to andre udvalgsmedlemmer - støtter forslag »A: Velfærden og staten« i modsætning til forslag »B: Kimen til et nyt samfund«. Indlægget er kun på egne vegne.

I slutningen af indlægget vil jeg begrunde det ændringsforslag, der står i linje 870-878.

Mit udgangspunkt er, at den kapitalisme-forståelse, som vi fremlægger i hovedafsnittet »Kapitalisme står i vejen for frihed, tryghed og demokrati«, også gælder i Danmark i 2013.

Når vi har lavet et særligt afsnit om Danmark, er det derfor ikke for at dementere det foregående afsnit, men for at kunne fremlægge en mere præcis kritik af den danske, nutidige version af kapitalismen.

Det betyder, at Danmark ikke »et demokrati«, hvor opgaven blot består i at forsvare det eksisterende demokrati og udvide det.

Samfundssystemet i Danmark er fundamentalt udemokratisk - også selv om vi har flere demokratiske rettigheder og muligheder end i mere diktatoriske versioner af kapitalismen.

Det skyldes, at kapitalismen som system samt ejerskabet og magten over kapitalen sætter snævre rammer for, hvilke beslutninger det politiske system kan træffe. Tænk blot på de jævnlige trusler fra virksomhedsejere om at flytte investeringerne, hvis Folketinget træffer de forkerte beslutninger.

Det betyder også, at Danmark ikke er »en velfærdsstat«, hvor opgaven blot består i at forsvare og udvide den offentlige velfærd.

I det kapitalistiske samfundssystem gennemføres en systematisk udbytning af de arbejdende og en lige så systematisk udgrænsning af mennesker fra arbejdsmarkedet – også selv om vi har opnået velfærdsordninger og rettigheder.

Denne logik kan staten kun delvis rette op på – og logikken i kapitalismen vil altid undergrave og angribe opnåede velfærdsordninger.

Det betyder også, at det offentlige/staten ikke er kimen til socialisme, og opgaven består ikke blot i at lade staten overtage mere og mere og at demokratisere statsapparatet.

Staten kan ikke løsrive sig for de rammer, kapitalismen sætter, og staten som institution er konstrueret til at bevare kapitalismen og bevare magten hos de kapitalejere, der har den grundlæggende magt over samfundet – også selv om det kan styrke vores kamp i hverdagen, at en opgave flyttes væk fra det private profitområde og lægges ind under det offentlige, også selv om staten/det offentlige administrerer nogle af de vigtige delsejre, vi har opnået inden for velfærd.

Derfor skal kapitalismen afskaffes, og afskaffelsen af kapitalismen er andet og mere end at udvide »demokratiet« og »velfærdsstaten«.

Spiren til vores alternativ ligger ikke i statsapparatet. Den ligger i kampen og organiseringen for at forsvare de demokratiske rettigheder og opnå flere, og den ligger i kampen og organiseringen for at forsvare, forbedre og udvide opnåede velfærdsrettigheder med mere.

Det er muligt, at tilhængerne af forslag »B: Kimen til et nyt samfund« ikke vil synes, at jeg her har præsenteret deres synspunkt retvisende.

Men under det i øvrigt meget konstruktive og åbne arbejde i programudvalget er disse modsætninger dukket op om og om igen i forskellige sammenhænge.

Jeg synes, at det er vigtigt at få disse modsætninger op til overfladen og få dem debatteret frem til næste Årsmøde.

Der er en vis sammenhæng mellem disse uenigheder og mit ændringsforslag senere i teksten (linje 870-878). Med disse linjer forsøger jeg at sikre, at programmet klart og tydeligt markerer, at vi ikke afskaffer kapitalismen blot ved at vælge nogle andre og bedre politikere (plus et par støttedemonstrationer).

Det er kun en folkelig bevægelse, kamp og organisering, der er i stand til at løse den enorme opgave, det er, at afskaffe kapitalismen og påbegynde opbygningen af et helt andet samfundssystem, socialismen.

Uden sådan en bevægelse og organisering kan vi ikke hamle op med den enorme magt, som kapitalismen som system og kapitalen som magtfaktor besidder. Kun sådan en bevægelse og organisering kan i praksis overtage magten over produktionen og de økonomiske centre.

Hvis ikke vi skaber sådan en bevægelse og organisering kan vi i bedste fald vælte en regering, indsætte en ny og få vedtaget nogle vigtige reformer, men vores opgave er at revolutionere samfundet på alle niveauer.

Når det er sagt, skal vi naturligvis ikke udelukke, at den konkrete proces kan få et gevaldigt skub fremad af et socialistisk flertal i Folketinget og en socialistisk regering. Og – som der står mange andre steder i teksten – så er det en god ide, at flertallets opbakning til revolutionen bliver bekræftet ved en folkeafstemning eller gennem valg til en folketingslignende forsamling.

Mikkel Warming: Der eksisterer allerede kim til socialisme

Jeg har været med til at formulere afsnit B : »Kimen til et nyt samfund«, som jeg synes bør indgå i principprogrammet.

Arbejderbevægelsen og andre progressive kræfter har i mange års kamp opnået sejre, som vi kan stå på skuldrene af, når vi skal agitere for og opbygge et andet samfund.

Ideerne om sociale rettigheder, der skal forhindre mennesker i at gå til bunds, ret til gratis uddannelse og hospitaler m.m. viser i sig selv i glimt nogle af de tanker, vi vil virkeliggøre i et socialistisk samfund.

Men der er også bevægelser og institutioner, der fungerer, eller har potentiale til at fungere, på andre vilkår end det jag efter profit, som er kapitalismens kendetegn.

Eksempelvis bevægelser, socialøkonomiske virksomheder og den offentlige sektor har nogle andre rammer omkring sig end den dominerende kapitalistiske produktion.

Profitfri-produktion
Der produceres ikke direkte for profit, når der eksempelvis bygges almene boliger, lægges jernbaneskinner, leveres hjemmehjælp og undervises i skolerne.

Andre samfundsmæssige hensyn spiller en rolle, når den offentlige sektor o.lign producerer varer og tjenesteydelser, selvom de dominerende samfundsmæssige strukturer, og dermed kapitalens behov, selvfølgelig er med til at præge udformningen af såvel rammerne for som de konkrete beslutninger, der tages.

Det viser, at højrefløjen tager fejl, når de siger, at privat profit er nødvendig for at der kan produceres i vores samfund. Vi gør det i dag!

Det er også derfor at højrefløjen konsekvent har bekæmpet den offentlige sektor og hele tiden forsøger at begrænse den og privatisere de ting, der produceres i det offentlige.

Det skyldes ikke kun ønsket om umiddelbar profit, men også at den offentlige sektor viser, at ikke profit-orienteret produktion er mulig.

Fordi der ikke direkte produceres for profit i den offentlige sektor og at de overordnede rammer som udgangspunkt fastlægges af demokratisk valgte forsamlinger, er der større potentiale for medarbejderindflydelse og demokratisk gennemsigtighed i den offentlige frem for den private sektor.

Og der er også både større medarbejderindflydelse og bedre løn og arbejdsforhold i den offentlige sektor end i den private i dag.

Demokratisk valgte forsamlinger kan ændre den måde den offentlige sektor fungerer på. På godt og ondt. Det giver et stort demokratisk potentiale – fordi vi gennem den offentlige sektor kan ændre forhold i samfundet. Hvilket arbejderbevægelsen også har gjort op gennem historien.

Kapitalismen sætter rammer
Danmark er et kapitalistisk samfund. Det sætter også rammerne for produktion af varer og tjenesteydelser i den offentlige sektor.

Men det er at undervurdere klassekampen at tro, at alle dele af vores samfund som udgangspunkt tjener kapitalens interesser. Den løbende kamp mellem forskellige økonomiske, sociale og politiske kræfter har betydet, at dele af samfundet er blevet skabt med et udgangspunkt, der ikke er kapitalens krav omprofit.

Vi skal huske at vores uddannelsessystem, vores sociale rettigheder, gratis hospitaler og den offentlige sektor, der leverer disse ting, ikke er blevet foræret til os eller etableret for at skaffe profit. Sejre og fremskridt er kommet i kamp.

Det betyder ikke at den offentlige sektor er et stykke fungerende socialisme. Langt fra. Kapitalens behov er som sagt med til at bestemme rammerne for og derved dele af indholdet af de konkrete beslutninger, også i den offentlige sektor.

Der er i øjeblikket et voldsomt pres for både at ændre grundlaget for velfærdssamfundet og afvikle den offentlige sektor til fordel for private løsninger, hvor der produceres for profit. Klasekampen foregår hele tiden..

Men alligevel har klassekampen i Danmark skabt en offentlig sektor (og andre dele af samfundet), som er løsrevet nok fra kapitalen til at kunne fungere uden direkte profitkrav og med mere demokratisk ledelse .

Som socialister skal vi ikke forfalde til en firkantet forestilling om, at alle dele af samfundet på samme måde tjener kapitalens interesser.

Det er at negligere den løbende klassekamp, dynamikken i samfundets udvikling og de historiske forandringer, som arbejderbevægelsen har kæmpet igennem som muligheder i det eksisterende samfund.

Når vi kan ane kim af socialisme i dele af vort eget samfund, så har vi noget at bygge videre på.

Som andre mennesker kan spejle sig i og derved lettere forstå, hvad vi vil – og mobiliseres til at kæmpe sammen med os.

Mikkel Warming: Hvordan når vi frem til socialismen

Der er her tale om at foreslå et ekstra afsnit. Jeg mener ikke, at det skal med.

For det første har vi tidligere nævnt, hvordan de centrale økonomiske samfundssektorer skal være under fællesskabets kontrol, for at der overhovedet kan være tale om socialisme.

Det er der ingen grund til at gentage, eller for den sags skyld gøre listen længere i dette afsnit. Ikke mindst fordi at denne del af principprogrammet handler om, hvordan vi når frem til socialismen.

Det kan umuligt være fornuftigt i vores principprogram at lægge forudsætninger ind for at vi kun kan nå frem til det andet samfund, vi kæmper for, ved at »de ansatte (altså mens omvæltningen foregår) skal overtage kontrollen med virksomhederne osv..”

Først og fremmest bør vi ikke lægge en skematisk køreplan ned for revolutionen. Ingen af os ved, hvordan de grundlæggende samfundsforandringer vil foregå. Det er netop det aktive flertal af befolkningen, som selv skal styre forandringerne, uden at vi behøver at forsøge at definere processen i detaljer.

At samme grund er jeg modstander af den anden linje om, at »det aktive befolkningsflertal skal styre processen gennem de bevægelser og organiseringer der opstår undervejs«.

Fordi vi som sagt ikke skal have en grundmuret og fast forestilling om, hvordan verden skal ændres

Helt personligt og for egen regning vil jeg så i øvrigt tilføje, at jeg ikke er enig i den dobbeltmagtsstrategi som disse linjer kan repræsentere.

Hvor kernen i samfundsforandringen er nye bevægelser der bygges op for at være modmagt – det stilles op overfor det »gamle system« og til sidst overvinder det.

Hvis det er en dobbeltmagttstrategi, der menes, så er jeg simpelthen ikke enig i den.

Dobbeltmagt i 1917
Dobbelt magtstanken stammer fra den måde den russiske revolution blev gennemført på i 1917. Hvor sovjetterne – de indirekte valgte råd af arbejdere og bønder – blev en magt, som Bolsjevikkerne brugte som redskab (og alibi) for at gribe magten i 1917.

Hermed skabtes de grundlæggende demokratiske problemer som martrede Sovjetunionen og førte til systemets hurtige degeneration til et diktatur. Fordi sovjetterne ikke var repræsentative eller udtryk for et flertals ønsker. (Mange glemmer, at der faktisk blev valgt en Duma i november 1917, hvor bolsjevikkerne ikke havde flertal. Langtfra endda. Dumaen blev lukket af Lenin med militære midler i januar 1918, med henvisning til sovjetternes ønsker.)

Parlamentariske institutioner har en helt anden og bredere legitimitet og rodfæstelse i den danske befolkning end det nye, spinkle og elitære borgerlige demokrati havde i Rusland i 1917.

Beslutninger truffet i de demokratisk valgte parlamentariske organer som det danske Folketing accepteres og følges, fordi institutionerne har en legitimitet, der er opbygget gennem mange år.

Hvis vi eksempelvis ser på de store påskestrejker i 1985, hvor 100.000 mennesker fyldte Christiansborg slotsplads, så stod de der ikke for at afskaffe Folketinget – men for at få Folketinget til at tage andre beslutninger vedr. overenskomsten.

Ved at lægge sig fast på, at bevægelserne skal styre en samfundsforandring, åbner vi op for risikoen for at en selvorganiseret bevægelse gør vold på flertallets ønsker, ved at definere sig selv op som flertallets legitime repræsentanter. Uden at vi aner noget om hvorvidt, det er sandt.

Det betyder også, at der kan opstå situationer, hvor der er tvivl om, hvor beslutninger skal tages – i indirekte råd og bevægelser, eller i repræsentative direkte valgte organer.

De demokratiske principper, vi vedtog på Enhedslistens seneste årsmøde, er derfor for mig at se helt centrale – også i principprogrammet.

I øvrigt skal vi vel også huske, at de interessante, progressive og modsætningsfyldte samfundsforandringer i en række latinamerikanske lande i disse år jo netop har handlet om, at bevægelserne også handler i forhold til og går gennem parlamenterne, ikke at de »overvinder dem«.

Jeg ved lige så lidt som andre, om de latinamerikanske erfaringer kan bruges i en dansk kontekst. Men det kan ikke afvises, selv man ikke har haft en bevægelse, der har overtaget magten over alle virksomhederne her og nu.

Helt personligt mener jeg, at vores strategi skal være offensiv i den forstand, at vi aktivt vil forandre ting i vores samfund ved at foreslå og gennemføre konkrete forandringer.

For når først mennesker får mulighed for større indflydelse på hverdagen, i stort og småt, så vil mange benytte sig af det, opdage at indflydelse giver mening og skaber forandringer, i stort og småt, så vil krav om yderligere demokratiske forandringer komme naturligt.

Det vil være krav, der på mange måder vil løbe mod grænserne af de samfundsstrukturer, vi kender, og som derfor vil presse de samfundsmæssige grænser, samtidig med at rammerne for den politiske debat flyttes. Det vil være aktive bevægelser, der rejser krav og presser kravene igennem, parlamentarisk og igennem selvorganisering.

Det er kamp – klassekamp.

Jeg er ikke sikker på, at man ikke kan skabe en glidende proces, hvor historikere bagefter kan slå en streg og sige: »Her var bruddet, som satte sig igennem i en ny grundlov«, hvor de eksisterende demokratiske institutioner i kraft deres legitimitet i befolkningen har en anderledes og større rolle, end de havde for en del år siden i lande med noget anderledes demokratiske traditioner.

Om det lykkes ved jeg som sagt ikke, for ingen af os kan og bør lægge en skematisk forventning ned over fremtiden.

Derfor skal disse tanker heller ikke skrives ind i principprogrammet. Men at afskrive muligheden for at forandringer kan ske på andre måder, end man tidligere troede, vil være mærkeligt.

Og det vil indsnævre gruppen af mennesker, der kan identificere sig med og være en aktiv del af Enhedslisten. Jeg synes faktisk,, at der bør være plads til alle, der vil et grundlæggende andet samfund – uanset hvordan man så personligt tror, vi kan nå derhen – inden for de overordnede demokratiske rammer de fleste af os er enige om.

Michael Voss og Mikkel Warming er begge medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse og den programgruppe, der har skrevet udkast til nyt principprogram for partiet.  

Besøg Modkrafts specialside med debat om vejen til socialisme