Problemet kaldes Ocean Grabbing – løsningen hedder småfiskere

I dag er det World Fisheries Day, fiskernes internationale dag. En dag i fiskens, fiskerens og havets tegn.

Og skønt fiskeri og fiskeripolitik kan virke fjernt og uvedkommende for mange os, er vi samtidig en hel del, der nyder godt af en lækker laks på middagstallerkenen, en makrelmad i madpakken eller den obligatoriske karrysild til julefrokosten.

Dertil kommer, at vi har valgt en række politikere, der blandt så meget andet træffer beslutninger om, hvem der må fiske hvad, hvor og hvornår. Det betyder, at vi som forbrugere og borgere alle i sidste ende både påvirkes af og har indflydelse på, hvordan fiskeriet forvaltes i denne verden.

Og på en dag som i dag mener jeg, at det er værd at reflektere over, hvem der i virkeligheden har og bør have ret til at fiske i havet. Fordi denne ret betyder noget for rigtig mange mennesker – specielt, når den pludselig tages fra dem.

Hvad er det egentlig, der foregår?

Verden over ser vi en stigende tendens til, at småfiskere får frataget deres rettigheder til at fiske, fordi forskellige magtfulde økonomiske aktører – det være sig multinationale virksomheder, investorer, regeringer eller andre nyliberale organisationer – øger kontrollen over ret og adgang til fiskeriet.

Den tendens har fået termen Ocean Grabbing og tager mange forskellige former.

Eksempler dækker over alt fra udvidelse af luksus-turist-ressorter, der ekskluderer kystfiskere på Sri Lanka, til destruktion af mangrove-områder i Ecuador til fordel for eksportorienteret akvakultur, såvel som rendyrket privatiseringspolitik, der har omfordelt havets ressourcer til fordel for stordriftsfiskeriet i Canada.

Fællesnævneren for disse eksempler er, at beslutningerne omkring fordelingen af havets ressourcer træffes bag lukkede døre, af mennesker, der som regel befinder sig langt, langt væk fra småfiskernes virkelighed.

Og de beslutninger, der træffes, tager hverken højde for småfiskerne, lokalmiljøet eller den lokale økonomi, men styres i stedet af andre interesser og aktører.

På verdensplan afhænger 800 millioner menneskers livsgrundlag af småfiskeri. Det er rigtig mange mennesker, og konsekvenserne af Ocean Grabbing rammer ikke kun dem selv.

Småfiskerne skaber levebrød og fødevaresikkerhed for sig selv, men også familien og lokalsamfundet. Når småfiskere sælger fisk på det lokale marked, forankrer det sig videre i den lokale økonomi.

I stordriftsfiskeriet fiskes der derimod ofte med henblik på eksport til udlandet og økonomisk profit for en given virksomhed, og lokalsamfundet går dermed glip af egne naturressourcer og den økonomiske gevinst.

I småfiskeriet ejes produktionsmidlerne af producenterne selv, og fiskerne kan altså beholde de fisk, som de selv og familien har brug for, og selv tjene på et eventuelt overskud. Dette sikrer fiskernes selvstændighed.

I overgangen til stordriftsfiskeriet fratages lokale småfiskere denne selvstændighed, idet produktionsmidler og fiskerettigheder overtages af virksomheder. Småfiskerne går fra at være selvstændige til at være ansatte – ofte med tvivlsomme arbejdsforhold – og deres lønninger reguleres nu ud fra priserne på det globale marked, uden hensyn til lokale behov.

Småfiskernes metoder er ofte mere skånsomme over for miljøet og havets biodiversitet, fordi småfiskerne ikke fanger mere, end de selv kan spise og sælge på det lokale marked. Lokalt fiskeri er generelt mere effektivt og skaber mindre ressourcespild end industrielt fiskeri, fordi småfiskere fanger flere fisk pr. liter brændstof og skrotter færre fisk.

Småfiskerne er også bedre til at fiske forskellige arter, frem for at overfiske én bestemt fiskebestand, og fisker i overensstemmelse med sæsonskift.

Stordriftsfiskeriet orienterer sig mod eksport, og indebærer derfor ofte overfiskeri, bifangst, forurening, og ødelæggelse af havbunden.

Fair fordeling frem for fisk og fiskestænger

Kort sagt har Ocean Grabbing rigtig mange ærgerlige konsekvenser. Netop derfor er dette en vigtig diskussion – der eksisterer et stort og stigende problem, som meget få af os er bekendte med.

En ven sagde forleden til mig: »Fiskeripolitik er nok noget af det mest komplicerede i hele verden«. Og det kan jeg jo et eller andet sted kun give ham ret i.

Måske er det netop derfor, et problem som Ocean Grabbing er så overset. Det er kompliceret.

Vi bliver alle hyppigt mindet om denne verdens problemer, hvoraf nogle er nemmere at forholde sig til end andre. Til gengæld er det ikke alle problemer, hvor løsningen allerede foreligger, og i virkeligheden er ret ligetil.

Og i denne henseende er Ocean Grabbing måske i virkeligheden slet ikke så kompliceret endda.

Alternativet til stordriftsfiskeriet og den stigende privatisering er ganske enkelt at lytte til småfiskerne. De ved bedst selv, hvilke fiskerimodeller, der tjener dem selv, samfundet og naturen.

En velkendt frase inden for udviklingsmiljøet lyder: »Giv en mand en fisk, og han er mæt i en dag. Giv ham en fiskestang og lær ham at fiske, og han er mæt resten af livet«.

Heri ligger selvfølgelig en vigtig pointe om, at langsigtet udviklingsbistand og hjælp til selvhjælp på sigt er en bedre investering i verdens fremtid end kortsigtet nødhjælp.

Dog er der også meget at indvende. For det første udelukker det ene ikke det andet. For det andet er der lige så mange kvinder i fiskeindustrien, som der er mænd. For det tredje – og vigtigst af alt – findes der massere af dygtige mennesker i både udviklingslandene såvel som her i Danmark, der i forvejen sagtens kan finde ud af at fiske, og i øvrigt er eksperter i, hvordan man gør det mest skånsomt over for havet.

Så i virkeligheden handler det hverken om at give fisk, fiskestænger eller noget som helst andet, men derimod om at undlade at støtte op om initiativer, der fratager de mange småfiskere retten til at fiske og dermed forsørge sig selv, deres familier og lokalsamfund.

Fra Sydafrika til Nordjylland

Der er altså mange gode grunde til at lade småfiskerne fortsætte med at fiske. Og fordi denne ret i stigende grad tages fra dem, har de valgt at slutte sig sammen, bl.a. i det internationale netværk World Forum of Fisher Peoples.

De kæmper en hård kamp for en menneskerettighedsbaseret tilgang til fiskeriet, der prioriterer fødevaresuverænitet, miljømæssig ansvarlighed og social retfærdighed højere end profit og eksport.

Den samme kamp udfolder sig herhjemme i Danmark, hvor fiskere for nyligt har sluttet sig sammen og stiftet Landsforeningen Levende Hav, og for ganske nyligt Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri.

En af medstifterne, Max Christensen fra Vedbæk, udtalte for nyligt i en pressemeddelelse: »Vi står med fingrene i suppen og har en stærk fornemmelse for havets sundhed. Men vi har i meget høj grad oplevet, at vi ikke har kunnet få vores synspunkter repræsenteret«.

Som vælger og forbruger i det konstante møde med et virvar af informationer, kan man hurtigt komme til at føle sig magtesløs. Men her står vi over for en udfordring, hvor løsningen er ligetil, og hvor rigtig mange mennesker verden over endda i stigende grad slutter sig sammen og tager kampen op.

Det første skridt for alle os andre må være at støtte op om disse organisationer og mennesker. Eksempelvis ved at skrive under på protester og breve, der støtter op om småfiskernes kamp.

Det er på tide at lytte til og bakke op om småfiskerne.

Og hvorfor ikke starte på en dag som i dag?

Sofia A. Hansen læser filosofi på Københavns Universitet, og er koordinator på Afrika Kontakts kampagne mod Ocean Grabbing.

Læs mere om kampagnen på www.stopoceangrabbing.dk