KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
kommentar
30. august 2012 - 16:39

Politisk vold: Sådan er det jo

Tyveriet af dagpenge er politisk vold mod sagesløse, mener Modkrafts kulturredaktør.

Om vold

Voldelig kaldes den rivende strøm

Men flodsengen der indsnævrer den

Er der ingen der kalder voldelig

Bertolt Brecht.

(fra Digte. Gyldendal – 1978)

 

I et politisk forlig for et par år siden besluttede en række borgerlige partier, at dagpengene skulle tages fra de arbejdsløse, når de har været arbejdsløse i to år.

Beslutningen betyder, at et sted mellem 20.000 og 30.000 mennesker falder ud af dagpengesystemet til nytår eller umiddelbart efter, har A-kassernes Samvirke beregnet.

Begrundelsen for beslutningen er, at når den arbejdsløse ser frem til en fremtid uden indtægt, tager hun sig sammen og finder et job.

Tidligere mente man, at den effekt var gældende, når man havde været arbejdsløs i fire år.

Men argumentet om, at manglende kompensation for arbejdsløn fører til arbejde, kan ligeså godt bruges til at afskaffe dagpenge generelt.

For det forudsætter, at den arbejdsløse selv styrer sin arbejdsløshed. At arbejdsløsheden afskaffes, når den arbejdsløse ændrer adfærd.

At det er falsk tale, kan enhver høre, der nogensinde har været arbejdsløs eller som kender en lille smule til det økonomiske styre, vi lever under.

I den sommer, der snart er gået, med kun et halvt år til, at overgrebet på de arbejdsløse effektueres, valgte de borgerlige, højredrejede medier at fokusere på venstrefløjens politiske vold, som den præsenterer sig i abstrakte diskussioner om tænkte situationer.

Men at fratage et menneske sit livsgrundlag er en konkret voldelig handling. Den kan få voldsomme konsekvenser, både materielt, fysisk og psykisk.

Dagpenge?

Det er altid et hårdt slag at blive fyret, og arbejdsløshedsforsikring tegner man for at afbøde slaget, indtil det næste job kan findes.

Forsikringen, der udbetales i form af dagpenge, er altså ved et pennestrøg gjort halvt så meget værd af politiske partier, der selv indrømmer, at de er ”ansvarlige”.

Og det er sket, uden at ”præmien” til a-kassen er ændret.

Som Woody Guthrie sang i ”Pretty Boy Floyd”: ”Some will rob you with a six-gun, and some with a fountain pen”.                      

Måske skal vi lige huske os selv på noget.

At der overhovedet findes arbejdsløshed skyldes, at vi lever i et kriseramt markedsstyret samfund.  Der er ikke er garanti for arbejde i et sådant samfund.

Og ansvaret for distributionen af arbejdsløshed kan i første række placeres hos virksomhedsejerne, da de af det gavmilde samfund er tildelt retten til at lede og fordele arbejdet.

Dermed er virksomhedsejerne nemlig også tildelt retten til at lede og fordele arbejdsløsheden.  Uden at der stilles modkrav.

Det er derfor ALDRIG dagpengemodtagerens skyld, at der er arbejdsløshed. Hvis man er selvforskyldt ledig eller ikke søger job, kan man nemlig slet ikke få dagpenge. Der er regler for den slags.

Men selv om ansvaret for den konkrete fyring kan placeres hos en konkret arbejdsgiver, kan man ikke lægge skylden for arbejdsløsheden på enkeltindivider. Arbejdsløshed er en systemfejl.

Den kan imødegås med politiske initiativer i den offentlige sektor, det eneste sted, hvor politikerne har reel økonomisk magt. Og den kan imødegås ved at sætte arbejdstiden ned. Men den kan kun afskaffes ved at skifte systemet ud.

Ansvar

Tydeligvis er politikken og visionerne forsvundet fra de ansvarlige politikeres sfære til fordel for ”ansvarligheden”.

Ansvar kan sædvanligvis oversættes til magt, og det er derfor et falsk ord at bruge. Hvad, der menes, er, at politikerne står til ansvar for den økonomiske nødvendighed.

Bag alle synlige magtforhold styres de af blinde markedskræfter, der præsenterer sig som nødvendigheder, der strukturerer handlinger og tanker.

De politisk besluttede angreb på dagpengene, på efterlønnen, på sygedagpengene og meget mere præsenterer sig for eksempel som nødvendige ”reformer”.

De kan ikke diskuteres, de er en bunden opgave, der skyldes objektive forhold,  der ikke er noget at gøre ved.

Når der ikke er noget at gøre, indskrænkes feltet for politisk handling.

Men en politiker uden valgmuligheder er blot et tandhjul i et uoverskueligt maskineri. Og altså ikke en politiker.

Hvis vi accepterer, at tvingende nødvendighed styrer de politiske handlinger, forsvinder ansvaret for de politiske valg, vi træffer, ud af synsfeltet.

Vi ser ikke systemet, vi er systemet. Vi ser ikke volden, vi er volden. Den vold, der er indlejret i systemet, i ordenen, i situationen.

Der er hul i planen

Også Margrethe Vestager går i ét med systemet, med ordenen, med situationen.

Konfronteret med konsekvenserne af tyveriet af dagpengene, nemlig, at der er mennesker, der mister deres indtægt, og at nogen sandsynligvis drives fra hus og hjem, svarer hun blot:

”Sådan er det jo”.

Hun indrømmer i interviewet i TV2, hvor hun siger nej til at redde dem, det går ud over, at det egentlig er ligegyldigt, at nogle falder ud af dagpengesystemet 1. januar 2013.

Første begrundelse er, at der allerede nu i år er mennesker, der falder ud af systemet, og at der altid har været mennesker, der falder ud af systemet.

Så et problem bliver ikke et problem, man skal tage sig af, hvis det allerede er et problem. Volden er allerede systematiseret, så hvorfor tænke mere over ofrene?

Anden begrundelse er, at det er vigtigere at skabe arbejde, og at man vil se en effekt af regeringens indsats i løbet af 2013.

Man kan vel indvende, at det er en utopi, der næsten overgår alle drømme om en helt anden samfundsorden, for indtil videre kan alle andre end politikere kun se, at arbejdsløsheden stiger.

Men oven i købet indrømmer Margrethe Vestager, at den borgerlige dagpengereform, hun støtter op om, får negative virkninger langt tidligere, end hendes økonomiske politik kan nå at få positiv effekt.

Der er altså hul i planen. Og det kan de arbejdsløse falde i. Sådan er det jo.

Den objektive vold

Den arbejdsløse er et menneske i samfundets vold, en politisk vold, der er anonym og urørlig.

Hvis hun styrter i et hul på sin vej, er det et hul, som ingen øjensynlig har ansvar for at afskærme hende imod.

Men den voldelige handling, der styrter hende ned i hullet, kan hun ikke forsvare sig imod, der kan ikke føres retssag imod den. Den virker gennem ”uheldige, men uundgåelige bivirkninger”.

Slavoj Zizek har i sin bog "Violence" (Polit Press London 2008) kaldt denne type vold for samfundets objektive vold, da den ikke kan tilskrives konkrete individer og deres ”onde” hensigter.  

Den politiske beslutnings konsekvenser betragtes som et beklageligt uheld, en ulykke, men desværre:  Sådan er det jo.

Bedre kan det ikke illustreres, at den egentlige politik, den åbenlyse og legitime interessekamp, er forsvundet fra magtsfæren og dens udøveres bevidsthed.

Politikken er helt økonomiseret, der er kun det diktatoriske stumme system og dets villige tjenere tilbage.

Men Margrethe Vestager gjorde en stor fejl, da hun udtalte ordene. For hermed fik den objektive vold et ansigt og det stumme system en stemme.


Kim Ingemann er kulturredaktør på Modkraft.

Redaktion: 

Kommentarer

Stærkt indlæg!

 

Bare en lille info til dem, der synes Zizek-bogen lyder spændende: Den er også på dansk.

Slavoj Zizek: Vold, udgivet i serien 'Radikalfilosofi' på forlaget Philosophia.

Margrete Thatcher!