Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
Filmguide
5. november 2014 - 10:08

Politisk filmaktivisme på DOX

Dokumentarfilmfestivallen CPH:DOX, der starter den 6. november har sat politisk aktivisme på programmet. Her er et bud på, hvad man ikke må misse. Blandt andet har Laura Poitras, journalisten der hjalp Edward Snowden, valgt film ud.

CPH:DOX 2014 løber fra 6.-16. november og har over 200 film på programmet, der bliver vist på over 30 forskellige venues og biografer i København. Det store program kan være svært at finde rundt i, men Modkraft viser vejen til de film, der drejer sig om politisk aktivisme, ulighed og uretfærdighed.

The Great Invisible

Er en dybdeborende doku-thriller, der blotlægger oliebranchens lukkede og notorisk lyssky verden, hvis uhyrlige magt ofte er større end hele staters.

En film om en tragedie, som de samme selskaber ville ønske verden glemte: eksplosionen på boreplatformen Deepwater Horizon i den mexicanske golf i 2010, som var årsag til en af de værste miljøkatastrofer nogensinde. 11 mennesker blev dræbt, og konsekvenserne af forureningen er nærmest ufattelige.

Alligevel blev olien ved med at pumpe ud i månedsvis, imens de ansvarlige lagde et juridisk røgslør over ulykken. Filmen vandt hovedprisen på SXSW tidligere i år.

Se hvornår 'The Great Invisible' går og læs mere her

The Look of Silence

En af filmene i årets hovedkonkurrence er Joshua Oppenheimers 'The Look of Silence', der er en opfølgning til hans film The Act of Killing om folkemordet i Indonesien i 1960'erne, og som i 2012 vandt hovedprisen ved CPH:DOX. I 'The Look of Silence' får vi historien fra et af ofrenes side. Oppenheimer vil være til stede ved visningen den 9. november, og han vil tillige fortælle om arbejdet med sine film ved en masterclass i Grand Teatret den 12. november. 

Se traileren til  'The Look of Silence'  og læs mere og hvornår den går her

The Price We Pay

Handler om et emne, der nok kan få sindet i kog hos de fleste: skatteunddragelse, og især når der for alvor går sport i den hos de superrige og hos multinationale selskaber, der skufler milliarderne af vejen i obskure skattely og dermed snyder alle andre skatteydere for milliarder af kroner hvert år.

Igennem grundig research har Harold Brooks, der også stod bag 'The Corporation’ der sammenlignede multinationale virksomheder med psykopater, har Brooks afdækket den kreative bogførings skyggeverden. En verden, der viser sig at være en hel industri i sig selv, efterhånden som Crooks kommer i dybden med skatteunddragelsens historie og de skader, den forvolder

Se traileren til  'The Price We Pay'  og læs mere og hvornår den går her

Speculation Nation

Da den økonomiske krise ramte Spanien som en finansiel tsunami, var beviserne ikke kun at finde på avisernes spisesedler og bankernes bundlinjer.

Den satte tydelige spor i landskabet og efterlod boligspekulanternes ufærdige spøgelsesbyer som bevis på de verdensfjerne drømme, der havde skabt dem. Samtidig måtte tusindvis af mennesker gå fra hus og hjem uden andre at ty til end hinanden.

Og hvad gør man så, når man ikke længere kan søge hjælp fra en stat, der ellers skulle beskytte én? Man flytter ind i de tomme huse og forsøger at skabe et andet samfund i ruinerne af de brudte løfter.

Se traileren til 'Speculation Nation' og læs mere og hvornår den går her

Black Ice

Da Greenpeace-skibet 'Arctic Sunrise' satte kurs mod den første olieboring i det arktiske ocean i 2013, havde skibets ombordværende aktivister næppe forestillet sig, hvad de havde i vente.

I et idealistisk forsøg på at beskytte det arktiske klima blev Greenpeace mødt af russiske styrker og truet til at standse deres protest. Og med ét befinder de sig i en bitter, international strid, der chokerer verden.

De 30 arktiske aktivister står til op mod femten års fængsling med anklager om pirateri mod sig. Et tumultarisk, følelsesladet drama, hvor ikke blot lovgivningen, men også absurditetens grænser overtrædes.

Se traileren til 'Black Ice'  nedenfor , og læs mere og se hvornår den går her

Debat: Richard Wilkinson: Equality equals quality?

Man kan også komme til debat om ulighedens konsekvenser. Overvægt, psykiske lidelser, teenagegraviditeter og narkotikamisbrug forekommer alt sammen hyppigere, jo mere ulige et samfund er.

Det hævder Richard Wilkinson, forfatter til bestselleren 'Lighed', som gæster CPH:DOX for at forklare sammenhængen mellem lighed, sundhed og social sammenhængskraft, samt helt eksklusivt at vise klip fra den kommende dokumentarfilm, 'The Spirit Level', der er baseret på hans bog.

Efterfølgende vil Richard i selskab med den danske filosof og lighedsekspert, Nils Holtug, diskutere betydningen af ulighed i Danmark. Arrangementet præsenteres i samarbejde med Center for Alternativ Samfundsanalyse.

Debatten foregår  i Cinemateket 6/11, klokken 17.00

Curated by Laura Poitras: Astro Noise

Den amerikanske filminstruktør og journalist Laura Poitras, der var med til at få Edward Snowdens afsløringer ud til et bredere publikum har gæstekurrateret et program, der kun kan opleves på CPH:DOX. Hun har følgelig sammensat en lille den af programmet, og i den forbindelse kan hun opleves i en samtale med den tidligere NSA-sikkerhedsofficer og whistleblower William Binney ved et arrangement, som afholdes hos Dagbladet Information den 13. november.

Citizenfour

Laura Poitras' Citizenfour om whistlebloweren Edward Snowden, er blandt filmene i festivalens hovedkonkurrence, og ved visningen den 11. november vil der mulighed for at møde instruktøren.

'Citizenfour' var whistebloweren Edward Snowdens dæknavn, da han første gang kontaktede Laura Poitras og fortalte, at han sad med en viden og en historie, der ville ændre verden. Og at hun var nødt til at fortælle den. Med ét blev hele verden konfronteret med den amerikanske sikkerhedstjeneste NSAs massive aflytning og overvågning.Filmen fortæller om en af vor tids største, politiske skandaler - fortalt indefra.

Den sidste film i Laura Poitras trilogi om amerikansk politik efter 9/11 er en dokumentarisk thriller, som minut for minut opruller den nervepirrende og voldsomme proces forbundet med afsløringen.

Se traileren til 'Citizenfour'  nedenfor og læs mere og hvornår den går her

Blandt de andre film som Poitras har valgt til sit program kan nævnes '1971' af Johanna Hamilton, om den politiske paranoia i 1970'ernes USA, der i filmen forsøges genskabt ned i hver detalje; en rekonstruktion af et røveri af afslørende filer fra FBI's tophemmelige arkiver.

’The 3 Rooms of Melancholia’, som prøver at give et indblik i konflikten imellem Rusland og Tjetjenien set fra børnenes perspektiv. Samt dokumentaren ‘Underground’ som er en amerikansk 1970'er-klassiker om den militante aktivist-gruppe The Weathermen.

Du kan se det fulde program for dokumentarfilmfestivallen her

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce