Annonce

Uddannelse
4. april 2016 - 17:05

Politiet fjerner blokade af Undervisningsministeriet

Politiet måtte af flere omgange fjerne elever fra gymnasieuddannelserne, som mandag blokerede Undervisningsministeriets indgang i protest mod regeringens planer om at indføre et adgangskrav på minimum 4 for at få adgang til de gymnasielle uddannelser.

Blokadedeltagerne blev fjernet af politiet to gange, da 80 elever opretholdt en blokade af undervisningsministeriet i tre timer mandag morgen for at protestere mod et fremtidigt højere karakteradgangskrav til gymnasielle uddannelser.

Enkelte folkeskoleelever deltog også.

Solidaritet på tværs

Det forventes at undervisningsministeren Ellen Trane Nørby (V) præsenterer regeringens forslag til en gymnasiereform inden længe, og der vil karakterkrav være i fokus.

Regeringen argumenterer for, at et karakterkrav til gymnasierne vil løfte kvaliteten, men hos eleverne mener man ikke, at karakterkrav vil løfte kvaliteten, men at man kommer til at tabe mange, der kunne have været blevet løftet.

Læs artikel »De borgerlige vil tilbage til et elitært gymnasium« på Modkraft

Hvis forslaget vedtages, rammer det de kommende gymnasieelever og enkelte folkeskoleelever deltog da også i protesten.

Modkraft har talt med 18-årige Sally Morks, selv handelsskoleelev og næstforkvinde for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever:

- Vi kunne jo ligesom godt være ligeglade med højere adgangskrav, for vi er jo kommet ind, men man kan sige, at det er solidaritet på tværs.

Hårdhændet politi

Blokaden gik ud på at gøre det umuligt for de ansatte i ministeriet at komme på arbejde.

Sally Morks fortæller om aktionen:

- Den første blokade lykkedes det os at holde i 1 ½ time, før politiet fjernede os. Det foregik stille og roligt. Og inden da havde vi skabt en større kø af biler på vej ind til Undervisningsministeriet. Nogle af bilisterne, jeg snakkede med, var lidt irriterede, og andre syntes, at det var okay. Vi ville gerne have gjort det sådan, at ingen kom igennem. Så anden gang tænkte vi, at, nu er det nok! Den anden gang politiet fjernede os var mere voldsom. Nogle af politibetjentene var aggressive og fysisk grove. Så nogle af deltagerne fik hårde puf, de ikke havde fortjent. Men ingen blev anholdt.

Man kan i fremtiden forvente flere aktiviteter og aktioner fra Landssammenslutningen af Handelsskoleelevers side:

- Vi har masser af forskellige aktiviteter i støbeskeen lige nu, men endnu ikke noget fast planlagt, fortæller Sally Morks. 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce