Annonce

Ulykke
21. maj 2012 - 17:30

Politiet: Brand i Folkets Hus ikke påsat

Sidste uges brand i Folkets Hus var ikke påsat, mener politiets teknikere. Ulykken udsætter genåbning af det brugerstyrede kulturhus på ubestemt tid. 

Det er stadig uklart, hvad der egentlig er årsagen til, at der opstod brand på anden sal i Folkets Hus på Nørrebro i København tirsdag morgen den 15. maj.

Og ifølge Københavns Politis Brandsektion så er der heller ikke udsigt til, at det bliver opklaret lige med det samme.

Politiets teknikere har undersøgt stedet og afsluttet efterforskningen uden at kunne komme frem til en forklaring.

Kun én ting er sikkert.

– Der er intet belæg for at sige, at branden er påsat, og vi har ikke fundet nogen brandbar væske på stedet. Men det er ikke til at sige, om branden skyldes et askebæger eller en cigaret. Vi ved det simpelthen ikke, fortæller Bertel Hejlesen fra Brandsektionen til Modkraft.

Vandskader på to etager

Tirsdagens brand ødelagde størstedelen af anden sal i det brugerstyrede kulturhus og betød, at politiet efterfølgende afspærrede hele huset af hensyn til de tekniske undersøgelser.

Læs artiklen »Politiet lukker Folkets Hus efter brand« hos Modkraft.

Først mandag den 21. maj har brugerne af Folkets Hus fået adgang til etagen, der indtil i sidste uge lagde lokaler til værestedet Café Go Still.

To aktivister besigtigede de udbrændte lokaler sammen med repræsentanter for Københavns Ejendomme, der er de juridiske ejere af huset.

– Der venter et stort arbejde forude. Ikke kun på anden sal, men også i stuen og på første sal. Brandslukningen har medført alvorlige vandskader, og gulvet skal måske skiftes, fortæller en af aktivisterne til Modkraft efter besøget.

Hun glæder sig over, at Folkets Hus er dækket af Københavns Kommunes forsikring, men siger samtidig, at den planlagte genåbning af huset denne sommer er blevet udskudt på ubestemt tid.  

Læs artiklen »Folkets Hus vil afspejle hele Nørrebro« hos Modkraft.

Pandekager og ansigtsmaling  

De frivillige i huset vil dog ikke vente på, at Københavns Kommune sætter stedet i stand.  

– Vi er gået i gang med at rydde op, og sportsaktiviteterne på øverste etage fortsætter ufortrødent. Næste mål er at åbne cafeen i stueetagen hurtigst muligt og begynde at lave rundvisning for naboer og andre nysgerrige, siger aktivisten.

Samtidig planlægger de frivillige også deltagelse Firkantens Festival, som finder sted på Blågårds Plads på Nørrebro i pinsen den 26.-28. maj.

Festivalen er arrangeret af lokale foreninger og ildsjæle omkring pladsen, og Folkets Hus står for at lave ansigtsmaling, pandekager og en klatrevæg.

– Vi vil rigtig gerne være en aktiv del af vores lokal miljø, så det er helt naturligt for os at deltage. Formålet både med festivalen og med vores aktiviteter i huset er jo netop at skabe et rum, hvor vi kan møde hinanden og lære hinanden at kende i bydelen, lyder det fra Folkets Hus-aktivisten. 

Besøg »Firkantens Festival« på Facebook.

Se og hør Historien om Firkantens Festival.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce