Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Historie
30. april 2015 - 18:07

Polemik eller forskning?

Bent Jensens spionanklager mod Gert Petersen i bogen »Ulve, får og vogtere« kan koges ned til en ting: Gert Petersens insisteren på at fastholde et marxistisk idegrundlag. Alt andet er tom polemik, i al fald ikke kritisk historieforskning.

»… professor Bent Jensen, en af fløjens fanebærere, som man ikke kan gribe i historiske unøjagtigheder eller fusk med kilderne«.
Gert Petersen i Verden er endnu ung (side 117)

For mange år siden udkom en bog, der hed Købmænd og kommissærer, om det unge Sovjets forsøg på at få et handelsmæssigt fodfæste i Skandinavien. Forfatteren var Bent Jensen.

Det var et velskrevet og underholdende værk, der troværdigt og veldokumenteret fortalte om et spændende stykke Danmarkshistorie, der dengang i slutningen af 1970’erne lige var begyndt at åbne sig efter Tage Kaarsteds disputats om Påskekrisen en del år tidligere.

Købmænd og kommissærer lå i fin forlængelse af Kaarsteds værk.

Bent Jensens fortsatte forskning i Sovjetunionen, samt ikke mindst dens ugerninger, havde åbenbart til følge, at han efterhånden indtog en håndfast og ufravigelig sort-hvid position over for de mange temaer, der er bearbejdet i hans omfattende skribentvirksomhed.

Hans udgangspunkt synes i tiltagende grad at være jagt på og udhængning af dem, der i hans øjne var medløbere. At de, der ikke er med os, er i mod os.

Efter denne opskrift er der forsket på livet løs bl.a. publiceret i bøgerne Stalinismens fascination og Gulag og glemsel.

Ser man bort fra forskningsperspektivet, havde Bent Jensens seneste værk Ulve, får og vogtere vel kunnet anses som endnu et bidrag i efterkoldkrigstidens polemik om skyld og ansvar for dansk udenrigspolitik under den kolde krig, og derefter skrevet det på kontoen for den diskussion.

En polemik, der med varierende styrke har vist sig på firmamentet siden Peter P. Rohdes opgør med og eksklusion fra DKP i 1950’ernes begyndelse.

Da Bent Jensen imidlertid har fået 10 mio. kr. på en finanslovsbevilling til at lave et forskningsprojekt om den kolde krig, stiller sagen sig noget anderledes.

Som udgangspunkt må man kunne forvente en ikke-polemisk undersøgelse af det materiale, der er til rådighed samt en grundig metodisk diskussion af de mest kontroversielle kilders brugbarhed samt i øvrigt iagttagelse af almindelige principper for videnskabelig forskning.

Man burde tillige kunne forvente en indledning, der opstiller de relevante problemstillinger, ikke blot dansk-sovjetiske, dansk-amerikanske relationer og forholdet til NATO, men tillige helt centrale spørgsmål som Forbundsrepublikken Tysklands forhold til Sovjet, DDR og den øvrige del af landene i den daværende Warszawapagt.

Tysklandsspørgsmålet var jo særdeles centralt i bedømmelsen af USA’s og Sovjetunionens handlinger efter 1945.

Danmarks, og navnlig Socialdemokratiets, forhold til den vesttyske forbundsrepublik, SPD og det østrigske SPÖ, burde have været gransket ud fra de daværende geopolitiske omstændigheder.

SPÖ, hvis udenrigspolitik navnlig under forbundskansler Bruno Kreisky (1970-1983) vel i Jensens optik må have været det rene kommunistiske medløb, var jo med statstraktaten fra 1955 bundet til neutralitet. Den binding gav Østrig en række muligheder for en »mellemposition«, som Kreisky søgte at udnytte.

Det er et centralt spørgsmål, fordi den socialdemokratiske internationale, navnlig under Willy Brandt og Bruno Kreisky, søgte andre svar på øst-vest konflikten end, hvad den fastlåste NATO-Warszawapagt problemstilling kunne byde på.

Er det videre helt forbigået forskerholdets opmærksomhed, at betydende kredse i den såkaldt tredje verden forsøgte at placere sig mellem USA og Sovjet? Og at disse statsmænd (Nehru, Sukarno, Nasser, Tito, Kim Il Sung og senere Kreisky) gennem en alliancefri status i bl.a.  FN søgte afspænding?

Og er det nærmest illegitimt, at nogen danske politikere, forfattere og andre intellektuelle søgte efter mulige ståsteder inspireret af de alliancefri nationer?

Det forhold, at den nukleare afskrækkelsesstrategi for mange forekom som et uantageligt livsvilkår, får ikke nogen fair eller i bedste fald yderst nødtørftig og nedladende behandling. 

Den analyse er der, om overhovedet nogen, ikke meget af.

Bent Jensens udgangspunkt gør ham blind for den problemstilling, fordi enhver tvivl om terrorbalancens sikkerhedsmæssige rationale og enorme risici i hans verdensbillede sidestilles med varetagelse af Sovjetunionens interesser og accept af alle styrets rædsler.

Et forhold, der i denne sammenhæng kunne være inddraget i tolkningen af den kolde krig kunne have været den slet skjulte vesttyske revanchisme i 1950’erne og 1960’erne (»Niemals dreigeteilt«). Den vesttyske Forbundsrepublik fastholdt dengang, at en endelig fastlæggelse af grænserne efter verdenskrigen kun kunne ske ved en fredstraktat. Indtil da var grænserne fra 1937 gældende.

Det betød, at hverken Polen, Tjekkoslovakiet eller Sovjet kunne føle sig sikre på at beholde de tidligere tyske landområder, der var erobret ved verdenskrigens afslutning.

Den vesttyske forbundsrepubliks medlemsskab af NATO og den deraf følgende genoprustning måtte naturligvis på den baggrund, berettiget eller ikke, give anledning til panderynker i Moskva, Warszawa og Prag og i vide kredse i Danmark.

I 1970’erne gjorde Villy Brandt op med en del af denne frygt, og takket være ham ligger Oder-Neisse grænsen mellem Polen og Tyskland i dag fast.

Og betød Jugoslaviens brud med Sovjet i 1949 slet ingenting for en venstreorienteret opfattelse af Sovjet?

Videre ville det have været velgørende, om værket have nuanceret sit begrebsapparat. Marxismen bliver stort set uden undtagelse sidestillet med »marxismen-leninismen«. Det sker uden smålig skelen til, at marxismen som sådan næppe kan gøres ansvarlig for Lenin og de uhyrligheder, der pågik i Sovjetstaten samt SUKP’s selvopfundne monopol på tolkningen af Marx og Engels.

Hvor er analysen af den marxforståelse, der lå til grund for megen, af kommunismen uafhængig, men bevares socialistisk, tankegang?

Underkender Bent Jensen, eller kender han bare ikke Frankfurterskolen, austro-marxismen, Robert Havemann (Dialektik uden dogmer), Ernst Bloch og eurokommunismen (Gramsci, Palmiro Togliatti) som brugbare forståelsesrammer i kapitalismekritikken?

Kunne det slet ikke tænkes, at andre tolkninger end den leninistisk/stalinistiske brug af Marx kunne være inspiration og idé til en kritisk holdning til kapitalismens politiske økonomi f.eks. Rosa Luxemburg og Gramsci?

Eller er al marxistisk funderet kritik i Bent Jensens øjne, uanset hvilken, suspekt og fundament for unational tankegang, der leder direkte over til handlinger som såkaldt påvirkningsagent eller det, der er værre?

Hvis det er tilfældet, og meget kunne tyde på det, kasserer mammutværket Ulve, får og vogtere et udogmatisk marxistisk tankesæt, der har haft afgørende betydning, ikke blot for sociale omvæltninger efter 1. Verdenskrig, men tillige for udviklingen af velfærdsstaten i de nordiske lande og store dele af det øvrige Europa.

Det forekommer en smule dristigt gjort af en historiker, der skal levere en forskningsbaseret undersøgelse af handlinger og personer, der påvirkede Danmark under den kolde krig.

Bent Jensen er ganske vist ikke idéhistoriker. Men det havde vel været muligt at bemande Center for Koldkrigsforskning med en enkelt af slagsen? Og hvis det mod forventning skulle være tilfældet, at Bent Jensen har udstyret sig med en idéhistoriker, ville det have været velgørende, om vedkommende var gået mindre enøjet til værks.

Den efterlyste begrebsmæssige nuancering leder man længe, men ganske forgæves efter.

I det hele taget synes Ulve, får og vogtere ikke at interessere sig for dybere forklaringer på den adfærd, der blev lagt for dagen af mange af værkets udskældte personer.

På forhånd har man udpeget en række slubberter, og værkets hovedhensigt synes at være en dokumentation af disse slubberters landsskadelige adfærd.

Denne fremgangsmåde udelukker enhver mulighed for at inddrage det politisk legitime i at indtage et tredje standpunkt i konfrontationen mellem øst og vest, selvom den daværende nukleare strategi nok kunne gøre sådanne positioner forståelige.

Og det udelukker videre, at de handlinger, som personer, der var aktive i f.eks. fredsarbejdet foretog, forskningsmæssigt kan forstås i en anden ramme.

Gert Petersen

Det er ikke muligt her at gennemgå Bent Jensens værk fra ende til anden med de kritiske briller, der ovenfor er sat for øjnene.

Men for en mangeårig SF’er og aktiv netop i den periode, som Bent Jensen gør mest ud af, 1970’erne og 1980’erne, falder det naturligt at se på, hvordan han behandler SF’s afdøde mangeårige partiformand Gert Petersen.

Er der tale om en fair behandling af hans omfattende skribentvirksomhed og politiske handlinger?

Det har bl.a. af pladshensyn ikke været muligt at medtage, kontrollere og kommentere samtlige henvisninger til Gert Petersen i værket. Derfor er der alene foretaget en række nedslag i det omfattende materiale.

Systematikken i denne undersøgelse er først og fremmest kontrol af rigtigheden i karakteristikken af Gert Petersen og dernæst en undersøgelse af holdbarheden i en række påstande om Gert Petersens virksomhed som påstået påvirkningsagent i Sovjetunionens interesse.

Disse nedslag belyser imidlertid ganske godt Bent Jensen-holdets forskningsmoral.

Jørgen Dragsdahl har på Facebook igennem længere tid med sine opslag »Dagens fusk«, givet adskillige prøver på kvaliteten af forskningen i Ulve, får og vogtere. Mangt og meget i Dragsdahls kritik viser et sammenfald med resultatet af nedenstående gennemgang.

Gert Petersen fylder meget i Ulve, får og vogtere. Knapt halvtreds henvisninger inklusive billedtekster og avistegninger bliver det til i stikordsoversigterne.

Omtalen hos Bent Jensen falder i to kategorier: En mere generel omtale af Gert Petersens skribentvirksomhed samt de holdninger, og politiske virke, der kan afledes heraf, og en beskrivelse og analyse af hans konkrete handlinger i kontakten navnlig med Sovjetunionens ambassade i København.

Kildemæssigt har Bent Jensen haft et righoldigt materiale til rådighed, da Gert Petersen har efterladt sig en betragtelig bogproduktion samt talrige artikler, taler og debatindlæg til belysning af hans ståsted og politiske forestillinger.

Gert Petersen har desuden efterladt sig et omfattende materiale, der befinder sig på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. Dette Gert Petersen-arkiv er der dog af uransagelige grunde ikke benyttet.

Alle disse kilder har været tilgængelige for Bent Jensens forskerhold. Det har derimod knebet gevaldigt at få adgang til alle statslige klassificerede oplysninger til belysning af Gert Petersens angivelige sovjetvenlighed og påståede sikkerhedsmæssigt betænkelige omgang med sovjetisk ambassadepersonale.

Gert Petersens ståsted

Først et par bemærkninger om Gert Petersens marxistiske placering. Bent Jensen har svært ved at forlige sig med, at Gert Petersen som medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og i redaktionen for det af DKP uafhængige tidsskrift Dialog, interesserede sig for udviklingen i Sovjet, herunder også det sovjetiske kommunistepartis (SUKP) forståelse af marxismen.

1956 blev for Gert Petersen, som for så mange andre kommunister, herunder bl.a. Mogens Fog, et vendepunkt med den 20. partikongres i SUKP i februar samt Sovjets invasion i Ungarn i november samme år.

Det slår stærkt igennem Bent Jensens tilgang til Gert Petersens skribentvirksomhed, at han har svært ved at tro på Gert Petersens kritik af Sovjet (Ulve, får og Vogtere, s. 264 ff).

Som dokumentation referer han til sig selv som kilde (Stalinismens fascination s. 150-163) og fortsætter:

»Myten om, at kommunisten Gert Petersen ’omgående’ drog en radikal konsekvens af den sovjetiske partkritik af Stalin, blev dyrket af SF-ideologen Torben Krogh, der hævdede, at Petersens omgående brud dokumenteres af en stor tidsskriftartikel«. 

Kildehenvisningen er her Torben Kroghs bog fra 1987, Gert – en bog om Gert P (s. 63). I forlængelse af Kroghs udsagn afviste Bent Jensen, at Gert Petersen havde taget afstand fra stalinismen.

Torben Krogh skriver om Gert Petersens kritik:

»Skulle der være mening i Khrutsjovs opgør (på den 20. partkongres) med Stalin-tiden, var det ikke tilstrækkeligt at konstatere følgagtigheden over for Stalins politik havde været en frygtelig fejltagelse. Så måtte der gøres op med hele ideen om, at der skulle være fodslag i den kommunistiske verdensbevægelse under SUKP’s uanfægtede ledelse. Denne konsekvens drog Gert Petersen omgående i en stor artikel i Dialog. Han skrev den, da indtrykkene fra den 20.partikongres var suppleret med dybe anfægtelser over Sovjetunionens blodige undertrykkelse af folkeopstanden i Ungarn«.

Om dette skriver Bent Jensen:

»Påstanden er vildledende. Gert Petersen skrev først en større dybt dogmatisk artikel, hvori han priste stalinismen og henviste til de marxistisk-leninistiske autoriteter Ib Nørlund, Nikolaj Bulganin og Mikhail Suslov som sandhedsvidner….«

Lidt senere hedder det:

»I endnu en artikel, efter den mere alvorlige kritik af Stalin i Khrutsjovs hemmelige tale var blevet kendt, fastholdt Gert Petersen stalinismens overlegenhed….«.

Gert Petersens indlæg i Dialog

Bent Jensen har her været i arkivet og gravet Dialog årgang 1956 frem. Her har Gert Petersen skrevet tre artikler.

Den ene er fra marts 1956 (Dialog 1956 nr. nr.2) Overskriften er: Vejen til frihed.

Den næste er fra maj 1956 (Dialog nr. 4) med overskriften: Ved et vendepunkt i socialismens historie. Den handler om den 20. partikongres.

Den sidste er fra november 1956 (Dialog nr. 7) og hedder: Socialismen, Stalinismen og Fremskridtet. Her behandles bl.a. Ungarn-opstanden og Sovjets invasion.

Om den første artikel fra marts bemærkes, at Khrustjovs hemmelige tale og opgøret med Stalin fandt sted umiddelbart efter kongressen fra 14-25. februar 1956. Dialogs nummer 2 udkom senere i marts.

Da hverken Aksel Larsen eller Ib Nørlund fra DKP deltog i dette møde, kan Khrustjovs kritik næppe være nået frem til Dialogs redaktion tids nok til at blive omtalt i marts-udgaven.

Denne tale er da heller ikke overhovedet, lige så lidt som Khrutsjovs navn, nævnt i den pågældende artikel, der kun en passant nævner den 20. partikongres som en kongres, der »..var præget af fri skaben og kamp mod klicheer, spekulative dogmer og stiv, forældet tænkemåde«.

Ikke just en lovprisning af Stalin.

Stalin er intetsteds nævnt i artiklen, der var en kommentar til en diskussion om marxisme og liberalisme mellem to tidskriftredaktører, Henning Fonsmark (Perspektiv) og Peter P. Rohde (Vindrosen).

Kommentaren benytter ganske rigtigt citater af Nørlund, Bulganin og Suslov, men som led i en marxismeforståelse. Artiklen handler om forståelse af marxismen som et teoretisk fænomen og ikke om andet.

Man kan sikkert kritisere Gert Petersen for mangt og meget, men ligefrem forlange, at han skal tage stilling til noget han (endnu) ikke kender, kan vist ikke med alvoren i behold kritiseres.

I den forstand er det altså lige lovlig dristigt at hævde, at Torben Kroghs påstand er »vildledende«, da Krogh slet ikke henviser til denne artikel.

Den anden Dialog-artikel fra maj-nummeret 1956 er også omtalt af Bent Jensen, der skriver, at »Gert Petersen stædigt fastholdt Stalinismens overlegenhed, og han tilslørede det sovjetiske barbari blot ved at tale om ’visse mangler og fejl’ – hans stærkeste kritiske udtryk«.

Heller ikke det er en rigtig læsning af artiklen, der kan og skal læses som en selvkritik med et fremtidsperspektiv.

Gert Petersen omtaler opfattelsen af visse »sorte pletter«, der før 1956 af kommunister blev opfattet som hverken principielt afgørende eller voldsomt sorte.

Og Gert Petersen fortsætter med at fastslå, at de sorte pletter ikke (ud fra en marxistisk bedømmelse) var principielt afgørende, men »…sortere end vi troede« og at kampen mod klassefjenden »ramte uskyldige, og at demokratiet og åndslivet osv. var behæftet med større mangler, end vi havde forestillet os«. »()..vi var naive, og det var vi i en del spørgsmål – på trods af vore traditioner og vort marxistiske grundlag«.

Og senere hedder det: »Der kom noget religiøst ind i vort forhold til Stalin. Det faldt os ikke ind at diskutere rigtigheden af hans teser«. »Når der stilledes spørgsmål vedrørende USSR, undlod vi at anvende den marxistiske metode, analysen af virkeligheden, af kendsgerningerne, og erstattede denne fremgangsmåde med deklarationer«.

Det er da vist noget ganske andet end »stædigt at fastholde stalinismens overlegenhed«.

Den tredje og sidste artikel, som er den, og kun den, Torben Krogh henviser til på s. 63 i Gert- en bog om Gert P, handler om Ungarn og Sovjetunionen.

Denne artikel er, som Dialogs leder i november-nummeret, et voldsomt opgør med Stalin og tesen om Sovjets ledende rolle i verdenskommunismen og i særlig grad i Østeuropa.

Tilsyneladende er det forbigået forskernes opmærksomhed, at denne artikel fandtes.

Artiklen beskæftiger sig med to hovedemner. Stalin og sovjetkommunismens ledende rolle.

Gert Petersen skriver om Stalin:

»J.V. Stalin (var) på samme tid tyran og geni. Stalin var genial i sin forudsigelse af, at det socialistiske Rusland måtte forvandles til industriland, ….hvis det skulle undgå tilintetgørelse,…….Men han var tillige en blodig tyran, en hensynsløs erobrer af personlig magt, en mistænksom despot….. ’Vi alene vide’-mentaliteten, brutaliteten i valg af metoder, tilbøjeligheden til at afgøre alt af administrativ vej, den skånselsløse centralisering, priviligeringen af de administrative kadrer, det chauvinistiske præg, krænkelsen af arbejderdemokratiet og retssikkerheden, ufejlbarlighedsdogmet  - alle disse træk stammer fra Stalin-tiden..«. (Dialog nr. 7 s. 25ff).

Lidt senere anfører Gert Petersen:

»Denne teori og praksis har skadet fremskridtsbevægelsen i hele verden uhyre meget ()…Resultatet har vi kunnet se i de sidste måneder: Kløften (mellem arbejderklassen og dens ledelse) blev så dyb:« at den truede med at sætte de socialistiske erobringer (samfundsmagten) over styr.

Og: »Den forvanskede socialismen ved at sætte despoti og persondyrkelse i stedet for kollektivitet og demokrati, ved at sætte den hensynsløse konsolidering af statsmagten over hensynet til menneskers behov, og ved at erstatte den frie drøftelse og den gensidige respekt med dogmatisme og brutal kommanderen«.

Disse citater tyder vist heller ikke på en fastholden af »stalinismens overlegenhed«.

Om Ungarn skriver Gert Petersen blandt andet:

»Det skridt sovjetregeringen tog den 4. november (invasionen), var både krænkende og overmåde alvorligt, når det ses på baggrund af, at størstedelen af Ungarns befolkning – som følge af Rakosi-klikens forbrydelser, der nu udnyttes af reaktionen – synes at have været i mod...«

Længere nede i artiklen efter en diskussion af det program, som Janos Kadar-regeringen havde fremlagt bl.a. om tilbagetrækning af de sovjetiske tropper og indførelse af arbejderråd, skriver han:

»Får den ikke lov til det (omsætning af programmet i handling), og sker denne tilbagetrækning ikke, så er det et tegn på, at stalinismen atter for alvor har vundet indpas i sovjetledelsen; og vi må da tage konsekvenserne af denne erkendelse«. (Dialog nr. 7 s. 30-31).

De konsekvenser, der foresvævede Gert Petersen, var en løsrivelse fra Sovjethegemoniet, således som det tidligere var sket med Jugoslavien.

Disse citater rækker vel til at tage luften ud af Bent Jensens påstande om Gert Petersens lovprisning af og tro på stalinismens overlegenhed.

Om det nu var »omgående« eller efter nogen tids indsamling af informationer og tankevirksomhed, er næppe afgørende.

Gert Petersens værker

Bent Jensen har i Ulve, får og vogtere en overskrift (s. 281, bind 1). Den hedder kort og godt: »Gert Petersen som marxistisk-leninistisk ideolog«. Lidt længere nede i teksten betegnes han som en »troende marxist-leninist«.

Nu kunne man vel antage, at en gruppe historikere kunne have undersøgt, om lige netop den betegnelse, der søges retfærdiggjort på de følgende sider, var holdbar.

Gert Petersens egne bøger, der i øvrigt gentagne gange henvises til, var jo tilgængelige og er med tankevækkende, men særdeles selektiv omhu brugt.

Af en eller anden grund er det forbigået forskernes opmærksomhed, at Gert Petersen i erindringsbogen fra 1998 Indenfor systemet – og udenfor om lige netop leninismen i forbindelse med SF’s dannelse i 1959 skrev (s. 63ff):

»En side af opgøret med den kommunistiske total-ideologi, den såkaldte marxisme-leninisme, var der fuld enighed om, i hvert fald på det principielle plan … I princippet var alle enige om, at i SF skulle der ikke være plads til ’demokratisk centralisme’, det leninistiske organisationsprincip, der slet og ret var overførsel af militært hierarki til et politisk parti (…) Men leninismen var også en bestemt revolutionær strategi.(…). Det betragtede Aksel Larsen fra første færd som helt uacceptabelt vanvid under danske, demokratiske forhold«.

Det synspunkt tilsluttede Gert Petersen sig helt og fuldt i teori såvel som i sin politiske praksis som folketingsmedlem og senere formand for SF.

Bent Jensen understreger sine påstande om Gert Petersens leninistiske tilbøjeligheder ved at henvise til bogen Om socialismens nødvendighed fra 1980.

Her anfører han (s. 281) om Gert Petersens forhold til Lenin: »Vi kan stadig hente megen inspiration hos ham«.

Som et ekstra krydderi på leninismepåstanden støtter SF’s formand sig angiveligt bl.a. også til »Gramsci og andre marxistiske ideologer…«.

Der henvises som kildedokumentation (note 106) til bogens forord og s. 84.

Antonio Gramsci omtales ganske rigtigt i forordet med et citat, der understøtter Gert Petersens udsagn om den såkaldt historiske nødvendighed af socialismen.

Det anføres her af Gert Petersen: »Der er ingen historisk skæbne, der garanterer os socialisme. Hvis bestemte læresætninger hos de gamle klassikere kan læses som messianske profetier om socialismens uundgåelighed, må man, som Gramsci sagde, holde en gravtale over denne holdning…«.

Hvordan dette citat kan blive til en særlig understregning af leninistiske tilbøjeligheder forekommer noget gådefuldt, medmindre forskerne ikke har forstået, hvad Gert Petersen (og Gramsci) mener med »socialismens nødvendighed«.

Opgøret med stalinismen-leninismen ligger lige netop i Gert Petersens tilslutning til Gramsci-citatet. Lenin (og Stalin) anså socialismen som en historisk konsekvens af kapitalismen, forstået som en lovmæssig konsekvens.

Det er det Gramsci (og Gert Petersen) vender sig i mod.

På s. 84 i Om socialismens nødvendighed er der ganske rigtigt af Gert Petersen anført, at »Vi kan stadig hente megen inspiration hos ham (Lenin)«.

Læser man bare et par linjer videre står der, ».. men hans organisations- og revolutionsteori er ikke alene ubrugelig, men skadelig under vore forhold«.

En lidt sær form for leninisme må man vist sige.

På s. 282 lægger Bent Jensen ordene »Selv miljøet var bedre beskyttet i de socialistiske stater, fordi de var socialistiske« i munden på Gert Petersen.

Endnu engang er kilden Om socialismens nødvendighed (s. 14, 21-26 og 180).

En omhyggelig læsning af disse sidehenvisninger afslører, at der intetsteds står noget, der bare minder en smule om hverken indhold eller sprogbrug, som anført af Bent Jensen.

Derimod skriver Gert Petersen på s. 14: »I øvrigt opviser de samme lande bedre resultater, når det drejer sig om økologi og miljø – i hvert fald i deres lovgivning, som er langt strengere end i de kapitalistiske lande«.

Dette forbehold uddybes med en bemærkning om, at det »vistnok kniber med at få overholdt denne lovgivning«.

Det kneb gevaldigt med at overholde miljø- og naturlovgivningen. Faktisk ved vi i dag, og vidste delvis allerede i midten af 80’erne, at den lovgivning i det store og hele kun var til pynt.

Men det vidste kun de færreste noget om i 1980, da bogen udkom.

Man kan næppe med den forskningsmæssige nøjagtighed i behold hævde, at Gert Petersen siger, at miljøet var bedre beskyttet i de socialistiske stater, fordi de var socialistiske.

Det var utvivlsomt disse landes eget syn på miljø- og naturpolitikken. De havde en bedre natur- og miljøpolitik, fordi de var socialistiske, mente de.

Men det siger Gert Petersen ikke. Han begrænser udtrykkeligt gyldigheden af sit udsagn til den formelle lovgivning (som på mange punkter var skrappere end i den kapitalistiske verden). Ydermere tilføjes et forbehold om håndhævelsen af denne lovgivning.

At miljø- og naturbeskyttelse i kraft af »kommandoøkonomien« umiddelbart burde være nemmere at gennemføre end i et markedsstyret samfund, siger sig selv. Det er da også det, Gert Petersen påpeger.

Og Bent Jensem fortsætter umiddelbart efter med en kritik af bogen Verden er endnu ung (1984). Også her hævder Bent Jensen, at Gert Petersen fortsat bekendte »…sin tro på både Marx og Lenin«. Sidstnævnte skulle efter Gert Petersens opfattelse endda være demokrat.

Videre angives, at »Nordkorea og Cuba udgjorde håbet for den 3. Verden«, og at: Ytringsfriheden var intet værd, hvis man var ved at dø af sult. Af en eller anden grund er den sidste sætning ikke anført som et citat, selvom det faktisk (næsten) kan genfindes i bogen.

Kildeangivelsen (note 110) er ikke nøjagtig, men en generel henvisning.

Hvad er det så Gert Petersem skriver? Lad os først se på det med ytringsfrihed og sult.

Emnet er omtalt på s. 47 i Verden er endnu ung. Det sker som led i en omtale af FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948. Det hedder her:

»Denne erklæring bekræfter to slags rettigheder, de juridisk-personlige og de sociale. De hænger tæt sammen. Hvad hjælper ytringsfriheden den, der er døden nær af sult og elendighed

Gert Petersem gør her det, at han sammenkæder disse to typer menneskerettigheder, hvad der også er meningen med erklæringen, og siger kun noget, der er temmelig selvfølgeligt, men unægtelig væsentligt. Andre har påpeget helt det samme.

Hvordan det hænger sammen med Gert Petersen som marxistisk-leninistisk ideolog, er ikke helt nemt at begribe.

Senere i Verden er ung endnu (s. 84) omtaler Gert Petersen under overskriften »Sovjet og venstre i Vesten« bl.a. den sovjetiske forfatning.

Afsnittet indledes med følgende: »…for venstrefløjen i Vesten er Sovjet og den sovjetiske model ikke nogen drivkraft eller inspirationskilde i den socialistiske kamp«.

Marxistisk-leninistisk trosbekendelse er det vist ikke.

På side 16 skriver Gert Petersen: ” …det (er) ret klart, at den sovjetiske model er totalt ubrugelig som socialistisk model i Vesten og, at den derudover må kritiseres på en lang række punkter«.

Hvor i Verden er endnu ung Gert Petersen udnævner Lenin til demokrat, har det ikke været muligt at finde.

Bent Jensens kildekritiske kreativitet fornægter sig ikke i det sidste afsnit af beskrivelsen af Gert Petersen som marxistisk-leninistisk ideolog. Han formår på s. 283 Ulve, får og vogtere I at lave et helt patchwork af citater, som vistnok endda ikke er rigtige citater, da halvdelen af citationstegnene mangler.

Går man med noget besvær på grund af den helt generelle henvisning til Verden er ung endnu efter i sømmene, er det svært at få hold på meningen med dokumentationen, der er et såvel teoretisk som praktisk bidrag til diskussionen om kapitalisme versus socialisme.

Lige bortset fra én bemærkning.

Bent Jensen skiver: »Kort sagt: ’Fjenden står til højre’. Højre blev aldrig defineret på bogens 158 sider«.

Bent Jensem og forskerholdet kan ikke være nået ret langt i læsningen af Verden er endnu ung.

På s. 12 tager Gert Petersen fat på inddelingen i højre og venstre og diskuterer Viggo Hørups betragtninger over samme emne. Og på siderne 13-14 gør han omhyggeligt rede for forskellen på højre og venstre.

Jo »højre« blev defineret på s. 13, hvor det anføres:»Højre vil fastholde det givne magtmønster, den eksisterende magtstruktur«.

Man kan naturligvis diskutere definitionens brugbarhed m.m., men det er ubestrideligt, at der i det mindste i bogen er gjort et forsøg.

Der kunne givetvis findes flere eksempler på, at Bent Jensen og hans forskergruppe tilsyneladende på forhånd har besluttet sig til, at Gert Petersen er marxistisk-leninistisk ideolog og derefter pænt sagt hugget hæle og klippet tæer i lange baner for at nå til noget.

Der ikke blot ikke er noget bevis. Det ligger endda langt fra, hvad der kan betegnes som sandsynliggørelse.

Hvad hensigten med det er, udover almindelig mistænkeliggørelse og nedrakning af helt legitime bidrag til diskussionen om kapitalisme og socialisme, er ikke umiddelbart til at blive klog på.

Hvis Bent Jensem havde ønsket en afbalanceret karakteristik af Gert Petersen, kunne han og forskerholdet med fordel have læst videre i Om socialismens nødvendighed, hvor Lenin (og Stalin) kritiseres på siderne 145-151 bl.a. med en henvisning til Rosa Luxemburgs bidende kritik af Lenins opløsning af den russiske nationalforsamling i 1918 (Rosa Luxemburg: Den russiske Revolution).

Men Bent Jensens felttog mod Gert Petersen finder måske sin forklaring i hans efterfølgende påstande om Gert Petersem som det, der i PET-jargonen blev kaldt påvirkningsagent. Når man på forhånd har tegnet et billede af en person, der trods sit brud med DKP og dermed Sovjet, alligevel bevarede sin »tro på både Marx og Lenin«, er det lettere for venligt stemte eller godtroende læsere at sandsynliggøre, at en sådan person nok også gik fjendens ærinde.

At det er noget sådant, der foresvæver Bent Jensen fremgår af Ulve, får og vogtere I s. 522, hvor der (udokumenteret) refereres til, at KGB opfattede Gert Petersen som:

 »… tro mod den socialistiske tankegang og det ideologiske slægtskab mellem Gert Petersen og Sovjetunionens bærende ideologi marxismen-leninismen….Der bestod faktisk et sådant stærkt ideologisk slægtskab, hvilket Gert Petersen selv har dokumenteret i sine mange artikler og bøger«.

Som det er påvist er det forkert og en pænt sagt overfladisk læsning af Gert Petersens værker.

Gert Petersen som påvirkningsagent

Bent Jensens bemærkninger fremkommer i værkets kapitel 10 om KGB og Stasi-nære danske statsborgere, hvor det primært med Oleg Gordijevskij som kilde søges påvist, at bl.a. Gert Petersen samarbejdede med KGB, og hvor det insinueres, at Gert Petersen udleverede fortrolige oplysninger til KGB-folkene, selvom Bent Jensen i kildematerialet har ualmindeligt store vanskeligheder ved at finde belæg for sine antydninger.

I et PET-notat fra 1978 hed det, med Gordijevskij som kilde, at »Gert Petersen … havde videregivet fortrolige oplysninger bl.a. fra Udenrigspolitisk Nævn……………..Han havde angiveligt ikke udleveret hemmelige oplysninger og havde angiveligt heller ikke fået betaling for sine tjenester”.

Her er der altså tale om, at Bent Jensens egen kilde, ganske vist på anden hånd via PET udtaler sig noget selvmodsigende, hvad Bent Jensen dog er klar over.

Bent Jensen er dog ikke så nøjeregnende. Det afholder ham nemlig ikke fra at bruge kilden. Kildekritikken synes her ganske åbenlyst lagt til side.

Det forhindrer derfor Bent Jensen ikke i et par linjer længere fremme at fremsætte følgende udtalelse:

»… der (er) al mulig grund til at tro, at Gert Petersen kan have fortalt sine KGB-officerer meget af interesse. Ellers ville de nok ikke have spenderet alle pengene til vådt og tørt samt gaver for slet ikke at tale om deres tid på Gert Petersen og de andre«.

Bent Jensen understreger dette ved (endnu engang) at påstå, at SF betragtede USA, NATO og kapitalismen som hovedfjenden, mens de omvendt betragtede Sovjetunionen og de andre stater med virkeliggjort socialisme som deres de facto-forbundsfæller stærkt motiverede til at hjælpe Sovjetunionen.

Dokumentationen blafrer i vinden og lødigheden i den forskningsbaserede argumentation taler for sig selv.

Der er her tale om renlivet spekulation uden nogen anden dækning end, hvad Bent Jensen har tænkt ind i hovedet på KGB-folk fra residenturet i København.

Og det fortsætter i samme stil. I kapitelafsnittet »Fortrolige oplysninger?« er det anført, at Gert Petersen i 1971 skal have givet KGB oplysninger om møder i Udenrigspolitisk Nævn, og at han skal have modtaget penge fra KGB.

Kilden er her PET-kommissionen (Bind 7 s. 235), hvor det anføres:

»Ifølge KGB-residenturets noter over kontakten til Gert Petersen fra 1970 til 1973, som blev udleveret af Gordijevskij, skal den senere partiformand i flere tilfælde have modtaget gaver og et pengebeløb af sin KGB-kontakt, 2. sekretæren ved den sovjetiske ambassade Leonid A. Makarov. Det skal dog understreges, at sådanne oplysninger fra KGB-materiale ikke altid er fuldt pålidelige. Gordijevskij hævdede i 1976, at Gert Petersen aldrig havde modtaget penge fra KGB. Det var ikke en ukendt foreteelse under den kolde krig, at KGB-officerer forfalskede kontaktrapporter og selv beholdt pengene«.

Bent Jensen er fortørnet over, at han ikke har haft adgang til det materiale, PET-kommissionen bygger på. Denne utilfredshed er markeret med en lille hammer-og-segl-vignet. Når fortørnelsen over den manglende, men ønskede afklassificering af oplysninger tager til, øges antallet af de små vignetter med helt op til seks.

Bent Jensen fortsætter dog uanfægtet sine gætterier i takt med, at notehenvisningerne tynder ud. Til gengæld dukker de små hammer-og-segl markeringer op hyppigere og hyppigere.

På s. 522 beretter Bent Jensen, at der »..heller ikke synes grund til at betvivle, at han (Gert Petersen) fortalte sine føringsofficerer, hvad der stod i (nogle) af de fortrolige diplomatiske indberetninger, han fik kendskab til«.

Hvordan det kan hænge sammen med, at Bent Jensen umiddelbart efter kan referere sin egen hovedkilde Oleg Gordijevskij for at sige, at »Gert Petersen sjældent deltog i Udenrigspolitisk Nævns arbejde, og at han ikke fortalte sin føringsofficer, hvad der skete i Nævnet«, er noget gådefuldt.

De fortrolige indberetninger tilgik nemlig alene nævnet.

Senere konstaterer Bent Jensen, at Gert Petersen »..havde omfattende adgang til fortrolige indberetninger fra den danske udenrigstjeneste, og at han videregav oplysninger til sine KGB-kontakter«.

At Gert Petersen havde adgang til fortrolige ambassadeindberetninger er ubestrideligt. Om han videregav disse oplysninger ved Bent Jensen ikke, jf. sætningen »og han videregav oplysninger..«.

Der står ikke disse oplysninger. Men insinuationen er der, og den er til at få øje på.

Som en yderligere understregning af Gert Petersens subversive virksomhed nævnes, at han over for DDR’s ambassadør skal have givet oplysninger om »det indenrigske politiske spil i 1988«.

Det er nok rimeligt at antage, at danske politikere i det år ved ambassadernes cocktailparties har underholdt netop om dette emne, der jo førte til atomubåds-valget i maj 1988.

En ganske banal kildekritisk betragtning ville tilsige at lade sådanne insinuationer falde.

Afslutningsvis kommer Bent Jensen ind på spørgsmålet om, hvorvidt Gert Petersens kontakt til Sovjetambassaden var strafbar.

Baggrunden herfor er, at Gert Petersen i 1992 blev politianmeldt. Københavns Politi bad derfor rimeligt nok PET om en vurdering. Denne konkluderede, at PET ikke ville anbefale, at der blev rejst straffesag, fordi det kunne blive vanskeligt at løfte bevisbyrden.

Herefter følger en noget besynderlig argumentation, der tyder på, at PET-redegørelsen til Københavns Politi enten i sin helhed forekommer meget forvirrende eller, at denne helhed ikke er forstået rigtigt af Bent Jensen og hans forskere, hvoraf ingen åbenbart har juridisk uddannelse.

Udtalelsen gengives ikke i sin fulde længde, og det er derfor ikke muligt at bedømme dens indhold. Noget kan dog udledes.

Bent Jensen anfører to forhold fra udtalelsen. Det ene drejer sig om, at Gert Petersen efter PET’s opfattelse objektivt set havde gjort sig skyldig i overtrædelser af straffelovens § 108 stk. 1 (den milde spionparagraf).

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

»Den, som, uden at forholdet falder ind under § 107, i øvrigt foretager noget, hvorved fremmed efterretningsvæsen sættes i stand til eller hjælpes til umiddelbart eller middelbart at virke inden for den danske stats område, straffes med fængsel indtil 6 år«.

Som det fremgår af bestemmelsen, skal der ikke meget til (»foretager sig noget«) før en fremmed efterretningstjeneste sættes i stand til, eller hjælpes til, at virke inden for den danske stats område.

Der må være ganske mange, der har hjulpet f.eks. de amerikanske eller britiske efterretningstjenester med at foretage sig noget og dermed objektivt set har gjort sig skyldige overtrædelser af § 108 stk. 1.

Objektivt set skal der næppe meget til, hvis bestemmelsen skal tages for pålydende. Løs snak, der afstedkommer indberetninger til hovedkvarteret kan efter omstændighederne være nok.

Sådanne indberetninger var KGB-residenturet i København efter alt at dømme mestre i.

Derfor må bestemmelsen forstås således, at der skal foreligge visse kvalificerede omstændigheder. Og her er det, at det begynder at blive interessant.

Ifølge Bent Jensen havde PET kun Gordijevskijs oplysninger at støtte sig til, og de oplysninger var igen baseret på en kilde, som PET i hvert fald ikke har haft megen tiltro til.

Problemet for PET var altså i første omgang, om det overhovedet kunne bevises, at Gert Petersen havde foretaget sig handlinger, der kunne hjælpe KGB til umiddelbart eller middelbart at virke her i landet.

Eller sagt på juridisk: Om bestemmelsens gerningsindhold var realiseret. Eller om der overhovedet forelå en objektiv lovovertrædelse som hævdet.

Bent Jensen anfører, at det var PET’s juridiske vurdering, at Gert Petersen havde begået en strafbar handling.

Nu må man gå ud fra, at hele PET-redegørelsen til Københavns Politi har drejet sig om juridiske vurderinger på grundlag af det materiale, PET havde indsamlet om Gert Petersen.

Det er derfor ikke noget vægtigt argument, når den angivne jura ikke bruges til andet end at fraråde en sag. Det vil sige fraråde sigtelse for overtrædelse af den nævnte straffelovsbestemmelse med henblik på senere tiltalerejsning.

Det er vanskeligt at tro, at PET har konstateret, at der objektivt set forelå en lovovertrædelse, når beviserne herfor betvivles i den samme redegørelse ved henvisningen til, at redegørelsens forfatteres manglende tillid til den kilde, der leverede beviserne.

Der altså tale om rimelig bevis-tvivl, og så holder anklagemyndigheden, som den skal i henhold til retsplejeloven, fingrene væk.

Det andet problem i en juridisk vurdering er, om den mistænkte har haft det fornødne forsæt til at begå en strafbar handling.

Hvis PET havde vurderet, at der objektivt set var begået noget strafbart, herunder evt. videregivet fortrolige/hemmelige oplysninger fra Udenrigspolitisk Nævn, kan det næppe have været noget stort bevismæssigt problem at dokumentere forsættet.

Tavshedspligtsbestemmelserne for arbejdet i nævnet er bekendt for samtlige medlemmer, der altså må have vidst, at videregivelse af fortrolige oplysninger modtaget som led i nævnsarbejdet, var ulovlige.

Der blev selvfølgelig heller ikke nogen straffesag. Gert Petersen er altså uskyldig, idet man da må gå ud fra, at Bent Jensen kan tilslutte sig den retsgrundsætning, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

For lige som at reparere på ovenstående ejendommelige form for dokumentation af Gert Petersens fordækte aktiviteter, der altså efter PET’s opfattelse ikke var stafbare, fordi de ikke kunne bevises, kritiserer Bent Jensen PET-kommissionen, der fandt det »usikkert«, hvor meget Gert Petersen havde fortalt russerne, samt at oplysningerne efter kommissionens opfattelse syntes at have været af begrænset værdi.

Det er efter Bent Jensens mening at gå galt i byen, fordi kommissionen tænkte i »klassiske spionbaner«.

Han skriver derfor: »Selv om Gert Petersens leverancer af egentlig fortrolige oplysninger måske var beskedne (vi ved som sagt ikke, hvor omfattende de var), var der mængder af andre værdifulde oplysninger, som ikke var tavshedsbelagte. Han havde f.eks. en omfattende viden om de politiske partier, ledende politikere (herunder deres svagheder og brist), hele det politiske spil osv…«.  

Bent Jensen må være i svært bekneb for argumenter, når han kaster sig ud i tankelæservirksomhed om kommissionsmedlemmernes opfattelse af udtrykket spionvirksomhed.

Men dermed er Bent Jensen også havnet hinsides enhver form for straffelovsovertrædelse. Nu er det Gert Petersens viden, der i sig selv gør ham suspekt.

Det er svært at tage alvorligt.

Kort og godt. Det har ikke været muligt at hænge Gert Petersen op på noget, der bare lignede spionage. Derfor skal han hænges op på, at han var i besiddelse af en masse ikke tavshedsbelagte oplysninger (som vi heller ikke ved noget om, hvorvidt han videregav).

I betragtning af at tidligere statsminister Erik Eriksen (Venstre) i 1959 angiveligt ifølge Bent Jensen skal have fortalt den sovjetiske ambassadør, at Socialdemokratiet ønskede det danske forsvar udrustet med kernevåben (Ulve, får og vogtere II, s. 178) er det vist uden for enhver form for rimelighed at hænge Gert Petersen op på rene spekulationer om viderebringelse af oplysninger om de politiske forhold i Danmark.

Enhver journalist med et rimeligt kontaktnet på Christiansborg var i besiddelse af den slags oplysninger og udnyttede dem i arbejdet, der jo også blev fulgt tæt på Warszawapagtens ambassader, hvor en del journalister i øvrigt færdedes som led i deres arbejde.

Afslutning

At beklikke Gert Petersens eftermæle på så spinkelt et grundlag, som Bent Jensen og forskningsprojektet stiller op med, er ikke kønt, når forventningen er historievidenskab.

Gert Petersen var, som han også selv vedgik i en af de citerede artikler fra Dialog maj 1956, undertiden naiv.

Gert Petersen var et meget lyttende menneske, der grundigt satte sig ind i sine modstanderes synspunkter og ofte lod sine egne synspunkter præge af samtalepartnerne. Han havde en grundlæggende forhåndstillid til mennesker.

Den slags kunne føre til naivitet og opfattes som svaghed. Men det var det, der gjorde ham til en fremragende politisk leder.

Gert Petersens lange politiske løbebane koncentrerede sig om at gøre op med myter i den sikkerhedspolitiske diskussion, hvad man kan læse i hans sidste værk Med frygten som drivkraft (2001).

Han var oprigtigt bange for atomkrigens ragnarok. Ikke udløst bevidst, men på grund af misforståelser og pres fra militære kredse i vest som i øst.

At hans ståsted var socialisme på et marxistisk idégrundlag, som han aldrig blev færdig med at tænke over som inspiration til fortsat politikudvikling, kan vist heller ikke kritiseres.

Men det er dybest set det Bent Jensen og hans forskere gerne vil. Det har de brugt en masse penge og knapt så pæne metoder til.

Og det er de sluppet skidt fra.

Kildekritisk synes Bent Jensens behandling af Gert Petersen samlet set at være særdeles problematisk.

Bent Jensens kildekritik og forskningsmoral har professor emeritus Curt Sørensen på Modkraft i en anmeldelse af Gulag og Glemsel i øvrigt taget grundigt fat på.

Denne artikel blev indledt med et Gert Petersen-citat fra Verden er endnu ung. Gert Petersen anså faktisk Bent Jensen for at være en god historiker, som citatet viser.

Måske var det udslag af naivitet.

Leif Hermann er pensioneret seminarielærer og var medlem af Folketinget fra 1984-1990 for Socialistisk Folkeparti.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce