Podemos vil være gadens stemme

Podemos betyder »Vi kan«, og organisationens kampråb "¡Si, se puede!" er næsten identisk med Barak Obamas »Yes, we can!«

Men hvad er det, man kan?

Ja, i hvert fald kan man slå igennem politisk, selvom man kommer fra gaden. Eller måske netop fordi man kommer fra gaden.

Men kampråbet er også et svar til de borgerlige politikere fra de to store partier i spansk politik, som siger, at man i krisetiden ikke både kan bevare et stærkt offentligt uddannelses- og sundhedsvæsen og samtidig sætte gang i beskæftigelsen. Man kan ikke komme uden om at skære ned, siger de borgerlig.

Men jo, man kan!

Det er Podemos, man taler om i spansk politik lige nu. Organisationen repræsenterer en væsentlig politisk kraft i Spanien, som hidtil ikke har været repræsenteret i landets parlamentaristiske politik, nemlig gadeprotesterne.

Partiet Podemos, som fik 8 % af stemmerne ved den nys overståede EU-parlamentsvalg i Spanien, er det opsigtsvækkende nye, men hvordan er de nye, og hvorfor har der været behov for netop dem?

Landet har siden parlamentarismens genetablering i anden halvdel af 1970'erne været ledet af enten det konservative PP (Partido Popular, Folkepartiet) eller det socialdemokratiske PSOE (Partido Socialista Obrero Espagnol, Spaniens socialistiske arbejderparti).

PP har dels spillet rollen som kulturkonservative, royalistiske og katolske økonomiske liberalister, dels har det forvaltet arven fra den fascistiske diktator, general Franco. Partiet har dækket over de forbrydelser, som under Francos regime blev begået mod befolkningen i almindelighed og venstrefløjen i særdeleshed.

PSOE var forbudt under Francos regime og er partiet, som har ført Spanien ud af fascismens skygge - og ind i EU. Det har været symbol på kampen mod fascismen, men også på moderniseringen af samfundet, sekulariseringen, den kulturelle, seksuelle og politiske frigørelse og den økonomiske vækst, der har været resultatet af, at landet ikke længere er så isolerede, som det var under fascismen.

Det har givet partiet en stor popularitet, som dog de senere år har været stærkt vigende.

Med tiden er de to store, statsbærende partier kommet til at ligne hinanden mere og mere. Deres retorik er forskellig, men deres krisepolitik er svær at skelne fra hinanden.

Det seneste skridt i tilnærmelsen mellem de to store partier er taget af PSOE, som nu omfavner det monarki, som blev genetableret af Franco.

For nylig meddelte den spanske kong Juan Carlos 1 sin abdikation fra den trone, som hans læremester, Franco, placerede ham på i 1975.

Monarkiet har traditionelt ikke nydt stor opbakning i Spanien og var allerede et overstået kapitel i spansk politik, da de røde vandt det valg i 1936, som senere førte til Francos kupmageri og den efterfølgende borgerkrig.

Men kongen vandt en vis popularitet, fordi han var fornuftig nok til at støtte udviklingen af en slags parlamentarisme efter Francos død. Og især fordi han var klog nok til at takke nej, da kupgeneralerne under et udsigtsløst statskup i 1982 tilbød ham at være kransekagefigur i et genetableret fascistisk diktatur.

Abdikationen kom efter en lang række skandaler, som havde svækket kongens popularitet. Særligt en korruptionsskandale, hvor kongens svigersøn og datter svindlede sig til nogle millioner fra en sports-NGO, har svækket monarkiet.

Det har heller ikke hjulpet, at kongen tog på ulovlig safarijagt og skød fredede afrikanske elefanter, mens han var præsident for Verdensnaturfonden.

Efter meddelelsen af kongens abdikation skyllede der en jubelbølge gennem landet. Nu var havde Spanien en chance for at genetablere den republik, som Franco havde stjålet fra dem. På den måde kunne man endelig tage afsked med de mørke år under fascismen. Tusinder gik på gaden med republikkens trikolore, som ligner det spanske flag, men hvor den nederste røde stribe er udskiftet med en lilla.

I den gunstige situation for republikken (de republikanske faner hænger fra altanerne overalt i arbejderkvarterer som Lavapies og Vallecas i Madrid) har PSOE vurderet det rigtigt at gå i medierne og slå fast, at det vil bevare monarkiet. Det har fjernet sig mere og mere fra den folkelige politik, det tidligere repræsenterede.

Ved siden af de to store partier har Spanien nogle regionale nationalistpartier (røde og blå), som også stiller op til de landsdækkende valg, og så en enhedsliste, som hedder IU (Izquierda Unida, Det Forenede Venstre).

IU er mere præget af arven fra PCE, Partido Communista Espanol, det spanske kommunistparti, end Enhedslisten er præget af DKP, og selvom kommunisterne vandt stor styrke og en vis prestige (især fordi republikken stort set ikke kunne købe våben andre steder fra end Sovjetunionen) under borgerkrigen i 1930'erne, har spanierne aldrig taget PCE til sig, som fx italienerne gjorde det med Partito Communista Italiano, PCI. Venstrefløjen i Spanien er langt mere præget af anarkismen end af sovjetkommunismen.

Den spanske anarkisme har siden september 1911 været repræsenteret af den syndikalistiske fagbevægelse CNT (Confederación Nacional del Trabajo – Den nationale arbejdssammenslutning) som i årene op til borgerkrigen 1936-39 var den klart stærkeste kraft på venstrefløjen. Den havde enorm tilslutning både blandt fiskere, landarbejdere, småbønder og industriarbejdere.

Men CNT anerkender ikke parlamentarismen som demokratisk og har derfor aldrig stillet op til valgene, hverken lokalt, regionalt, nationalt eller i EU.

Derfor har store dele af den spanske venstrefløj været hjemløse ved parlamentsvalgene. Man har ikke villet stemme på PSOE, fordi partiet efterhånden ligner PP for meget, IU lugter lidt for meget af sovjetkommunisme, de regionale nationalistpartier har af gode grunde ikke noget kvalificeret bud på en politik for det samlede Spanien, og CNT stiller ikke op til valgene.

Mange har modvilligt stemt på PSOE eller IU, men lige så mange har undladt at stemme.

Siden PP kom til magten i 2011, har der rejst sig en bølge af gadeprotester mod nedskæringer i sundhedsvæsnet og uddannelsessektoren, mod ungdomsarbejdsløsheden og forringelserne af understøttelsen, mod de grådige banker, mod manglen på boliger, som arbejdsløse familier kan betale, mod udsmidningerne fra lejlighederne, når lejen af samme grund ikke bliver betalt.

Og mod regeringens forsøg på at skjule Francotidens forbrydelser. De grønne t-shirts ses overalt.

Den såkaldte 15 M-bevægelse, der startede 15. maj 2011, oprindeligt som en national protestdag mod landets enorme ungdomsarbejdsløshed. Det er gadens stemme, og det er den stemme, Podemos gør krav på at repræsentere.

For fem måneder siden fandtes Podemos ikke, men pludselig var organisationen der. Den blev blevet opstillingsberettiget til EU-parlamentsvalget, hvor den fik fem mandater for deres cirka 8 % af stemmerne.

Og så var de på alles læber.

Partiet har i høj grad ført valgkamp via de sociale medier på internettet og ved at være til stede under gadeprotesterne, hvorfor det hurtigt blev kendt og populær i de store, venstreorienterede submiljøer, mens de endnu var helt ukendte i resten af befolkningen.

Også IU fik et rigtig godt valg. Partierne til venstre for PSOE fik over 20 %.

PSOE og PP fik helt sensationelt under 50 % tilsammen. Man taler om en dyb krise for det etablerede politiske system.

Podemos har for at forklare, hvor det står politisk, sammenlignet sig selv med det unge antiautoritære venstrefløjsparti Syriza fra Grækenland.

En af de fem valgte er partiets stifter og ansigt i medierne, Pablo Iglesias Turrión. Han er forfatter, jurist og professor i politologi i Madrid og har ved forskellige lejligheder optrådt som studievært og ekspertkommentator i politiske debatprogrammer på tv.

Han er ung (35 år gammel) og kendt blandt de unge i de grønne t-shirts og blandt de unge på universiteterne. Han har været en del af bevægelsen fra begyndelsen, hvilket giver ham en styrke i protestmiljøet, men han er også blevet kritiseret for at forsøge at gøre sin egen person vigtigere end bevægelsen, fx ved at skulle have sit ansigt på alt det valgmateriale, som Podemos delte ud.

Og det er en kritik, som gør ondt, for den fortæller noget om Podemos som organisation. Den er gået til valg på slogans om, at den er protestbevægelsernes repræsentant, at den består af aktivister, ikke politikere, at den ingen ledere eller talsmænd har.

Men senest har Pablo Iglesias Turrión udpeget 20 talspersoner, som nu er dem, medierne kan henvende sig til. Det har han naturligvis, fordi at budskaberne fra et nystiftet protestparti som Podemos nemt kan komme til at stikke ud i alle retninger, sådan som også gadeprotesterne gør det.

Talspersonerne skal sikre en stømlining eller homogenisering af partiets politik med henblik på at blive taget alvorligt af det politiske establishment, at etablere sig politisk og få indflydelse.

Men det er jo et dilemma, for jo mere strømlinet Podemos bliver, desto mindre ligner partiet den pluralistiske gadebevægelse, som det gerne vil være et spejl af.

Det er klart, at en hurtigt voksende venstrebevægelse som Podemos opfattes som en trussel af PSOE. Ikke alene tager den mange af PSOE’s vælgere. Den udstiller også, hvor højreorienteret og asocial en politik PSOE kommer til at ville vælges på ved næste års nationale parlamentsvalg.

PSOE’s svar er at ignorere Podemos i håbet om, at partiet er glemt inden næste efterår. Den taktik synes det at være enige med PP om.

IU har valgt en helt anden linje. Det har siden EU-parlamentsvalget advokeret for en fælles venstrefront, et valgsamarbejde mellem IU og Podemos.

IU-lederen Cayo Lara taler konstant om det fællesskab, IU har med Podemos, hvad angår ideer og programmer. Det forekommer da også som det naturlige svar fra en venstrefløjs-enhedsliste som IU.

Fremtrædende IU-repræsentanter som landsledelsesmedlemmet og sociologen Manolo Monereo har udtalt, at IU overhovedet ikke behøver at skifte politik for at indgå i et nærmere samarbejde med Podemos.

Hele Podemos' (begrænsede) politiske platform er, siger han, som kalkeret fra IUs program. IU skal ikke skifte politik, blot være lidt bedre til at følge med tiden.

IU har ikke blot signaleret, at det ønsker et nærmere samarbejde med Podemos. Det har også taget en kærlig omklamringstaktik i brug. Det sørger nu for at blive set og fotograferet sammen med Podemos, hver gang det har chancen for det.

Står Podemos på Puerta del Sol med den republikanske fane, stiller IU sig op med en magen til lige ved siden af. Den taktik har Podemos naturligvis lagt mærke til.

»Det generer os ikke, at andre advokerer for en republik, mens vi gør det, men at der tilfældigvis står nogle andre og demonstrerer for en republik samme sted og samme tid som os, er ikke ensbetydende med, at det er den samme republik, vi vil have«, har Podemos svaret, adspurgt om IU’s bjørnefavntag.

Mens IU ikke føler sig i modsætning til Podemos' politik og derfor finder et samarbejde uproblematisk, er det ikke indlysende, at Podemos føler sig i overensstemmelse med hele IUs langt mere omfattende program.

Der er jo en grund til, at det stillede op som nyt parti til EU-valget og ikke blot stemte på IU. Måske er det bange for, at noget af den dynamik, som det har taget med sig fra de spontane sociale protester, vil drukne, hvis det skal slæbe rundt på IU’s tunge ideologiske gods og kompromiterede kommunistiske arv.

Og måske er det bange for at blive slugt af det organisatorisk langt stærkere IU, hvis det skal danne en formaliseret fælles front.

At IU vil vinde ved sådan et samarbejde forekommer indlysende, og lige så indlysende virker det, at Podemos risikerer at tabe pusten.

Derfor kan de forbeholdne reaktioner fra Podemos da heller ikke overraske.

»Venstrefløjen er os, ikke veteranerne fra IU«, har Pablo Iglesias Turrión fra Podemos udtalt.

Han har også omtalt IU som alt for præget af »de gamle kadre fra kommunistpartiet, som kender alle de bureaukratiske fiduser.«

»Vi er ikke blot IU med et nyt navn. IU har en lang historie med fraktionskampe, splittelse og interne magtkampe. Det er ikke noget, vi ønsker at gentage. Vi er en åben bevægelse, som holdes sammen af gadeaktioner«, siger han.

Derfor ønsker han et hjerteligt samarbejde med IU, men kun fra sag til sag.

»IU kommer ikke op at ride på den bølge, som vi er båret frem af. Vi ved, at mange af vores vælgere tidligere har stemt på IU, og der er en grund til, at de har forladt det. Og vi har også mobiliseret nye, unge vælgere, som aldrig har stemt på andre.«

Jens Peter Kaj Jensen er bosat i Madrid

Kilder:

http://www.larepublica.es

http://elpais.com