Annonce

10. maj 2001 - 20:22

Pigtrådshegn omkring »muhamedanere«

»Boligområdet Vollsmose ved Odense skal hurtigst muligt indhegnes af et 3 meter højt pigtrådshegn, hvor alle muhamedanere skal deponeres«.

Sådan lyder den bombastiske indledning på en kort pressemeddelelse fra Fremskridtspartiets næstformand, Pia Andersen, der ikke mener, at »disse utilpassede og ikke-integrerede såkaldte kulturberigere fortsat skal have lov til at terrorisere os danskere«, som det hedder i udtalelsen fra den 28. april.

Og forslaget er ifølge Pia Andersen selv, ment helt alvorligt:

– Jeg mener det! Pressemeddelelsen er sendt ud i forbindelse med den svage retsstilling og retssikkerhed, som vi kvinder i det hele taget har, og konkret på baggrund af den demonstration, der for nylig fandt sted i Odense med det samme emne, siger hun til Monsun Nyheder.

Pia Andersen kan godt frygte, at hendes internerings-forslag vil blive »misforstået og drejet over i en ekstrem højredrejning«, for hun synes selv, at der er langt fra hendes forslag til retorikken i 30’ernes Tyskland.

– Det er ikke for at udrydde et folkefærd, som nazisterne gjorde, hvilket jeg synes var forfærdeligt.

– Men uanset, så er nazisme – eller nationalsocialisme – jo mange ting. De har taget mange ting i livet med ind i deres politik, og det kan ikke undgås, at partier, der har noget nationalt i deres program, har noget med, der kan stemme overens med nazismen.

Kritikere vil sige, at netop fordi du skærer alle over en kam, og snakker om pigtrådshegn, er du inde på det samme som nazisterne.

– Ja, det er rigtigt, men formuleringen »alle muhamedanere«, det er jo for at starte et sted. Det kan så senere blødes op.

Tilbageholdende myndigheder

Den nye centerleder i Dokumentations- og rådgivningscenteret (DRC), Niels-Erik Hansen, er ikke overrasket over tonen i Pia Andersens pressemeddelelse.

– Det her er hverken mere eller mindre end det, Glistrup tidligere har sagt, så det ligger fint i forlængelse af den politik, som vi må forvente fra dem, siger han.

Fremskridtspartiets formand, Mogens Glistrup, er for nyligt idømt en betinget straf efter den såkaldte racismeparagraf.

– Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at partiets næstformand bliver sendt i byen for at sige nogle af de her ting. Glistrup kan af gode grunde ikke sige det, fordi det ville udløse hans betingede dom, siger Niels-Erik Hansen.

DRC vil nu overveje en politianmeldelse af Pia Andersens udtalelser, selvom Niels-Erik Hansens erfaring er, at myndighederne er »ret tilbageholdende« med at rejse den slags sager.

– De kunne gøre det helt på egen hånd, hvis de ville, men det har de aldrig gjort. Det har i mange år været sådan, at de først gik igang, hvis de fik en anmeldelse, selvom de egentlig er forpligtet til også på eget initiativ at tage de her sager op.

Ifølge Niels-Erik Hansen meddelte de danske myndigheder for nogle år siden FN’s Racediskriminationskomité – som netop havde spurgt til det – at de nu ville begynde at være mere aktive.

– Men det har vi altså ikke mig bekendt oplevet endnu. Myndighederne lægger sig stadig fladt ned, og venter, indtil der kommer en anmeldelse.

– Udtalelser som denne, hvor man vælger at gøre en bestemt gruppe til syndebuk, og gennem nogle meget, meget grove generaliseringer får hængt dem ud, går jo i virkeligheden tilbage til jødeforfølgelsen før og under 2. Verdenskrig.

– Den atmosfære, der skabes omkring den befolkningsgruppe kan så – som vi f.eks. har set i Jugoslavien – medføre, at man i yderste konsekvens oplever etnisk udrensning.

– Så galt går det ikke herhjemme, men det er nøjagtig den samme mekanisme, siger Niels-Erik Hansen.

Flere indhegnede områder

Truslen om en anmeldelse for overtrædelse af racismeparagraffen får dog ikke Pia Andersen til at trække sin udtalelse tilbage.

– Jeg synes, at det er vigtigt, at vi ytrer os offentligt, og når man udtaler sig, så er det noget, der kommer indefra. Jeg tror ikke, det bare kan stoppes. Det er noget, der bare er for meget, og nu skal det frem. Så skal man ikke lægge bånd på sig selv, siger hun.

De praktiske problemer med f.eks. beboere i Vollsmose, der ikke er »muhamedanere«, vil Pia Andersen løse ved at tilbyde disse en ny bolig udenfor det afspærrede område. De tomme lejligheder kan så passende overtages af »fremmede«, der nu bor udenfor området.

Og på trods af pigtrådshegnet er Pia Andersen sikker på, at forslaget vil være til gavn for de muslimske kvinder.

– Når vi ser, hvor mange muslimske kvinder, der er på krisecentre osv., så tror jeg på, at der er mulighed for, at de lettere kan komme væk fra deres voldelige mænd.

Bliver det ikke tværtimod sværere for dem at komme væk, hvis de er hegnet ind?

– Nej, for selvfølgelig skal man hjælpe de kvinder, der har brug for det i sådan en situation, det er klart. De skal jo kke spærres inde sammen med mændene.

Kan man forestille sig andre områder i landet, som skal hegnes ind?

– Ja, f.eks. Gjellerupparken. Steder, hvor der er rigtig mange muhamedanere i forvejen, slutter fremskridtspartiets næstformand.

Af Martin Lindblom/Monsun Nyheder

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce