Pia Olsen Dyhr er frihandelsfundamentalist

For nylig løftede SF's handels- og investeringsminister, Pia Olsen Dyhr, sløret for udkastet til en »Ny handelspolitisk strategi«, som udstikker regeringens prioriteter og interesser i den frie verdenshandel.

Det skete i den lukkede kreds Beach Club, som er Udenrigsministeriets business-forum, hvor danske arbejdsgivere og erhvervsorganisationer har mulighed for at mødes med Udenrigsministeriets teknokrater og udveksle ønskelister over prioriteter på de udenlandske markeder.

Nå ja, og så er de danske NGOer – herunder Afrika Kontakt – inviteret til at sidde med for at afbalancere sammensætningen af stakeholders og opfylde rollen som nyttige idioter.

Pia Olsen Dyhr (som i øvrigt er tidligere forkvinde for 92-gruppen og rådgiver for CARE) påstår i hvert fald, at strategien er blevet til i »dialog« med blandt andet NGOer.

Strategien er ikke offentliggjort endnu (det bliver den først i juni), men vi kan da afsløre, at Afrika Kontakt er lodret uenig med strategien, da den forfølger den deregulerende frihandelspolitisk, som har kastet verden ud i den nuværende krise.

At der er hældt lidt suppekøkken-politik over strategien med et par afsnit om hensynet til de mindst udviklede lande ændrer ikke på, at den konsoliderer en kolonialistisk handelspolitik, som i årtier har modarbejdet social og økonomisk inklusion for almindelige mennesker i udviklingsverden.

Strategien sendes ikke i offentlig høring (hun har jo lyttet til de vigtigste stakeholders: erhvervslivet) men vil blive offentliggjort i juni. Det betyder dog ikke, at vi ikke kan have en offentlig debat om Danmarks prioriteringer i udenrigshandlen.

Men inden det her indlæg går for meget i selvsving, må vi hellere forklare hvorfor i alverden handel er relevant for Modkrafts læsere.

Handel handler ikke kun om handel

Handelspolitik handler ikke bare om import og eksport af varer (som muligvis kan være en kilde til økonomisk vækst – men ikke nødvendigvis en kilde til velfærd for almindelige mennesker).

Handelspolitik handler først og fremmest om de grundlæggende rammer for, hvordan mennesker i Nord og Syd organiserer samfundene.

For eksempel har frihandelsaftaler bidraget til privatiseringen af natur og basale tjenesteydelser i Afrika. Millioner af almindelige mennesker står nu uden adgang til sundhed, uddannelse, rent vand og energi. Samtidig har privatiseringen bidraget til et sygt misbrug af verdens ressourcer.

Frihandelsaftaler har desuden været med til at organisere samfundene i et race to the bottom, hvor lande i både Nord og Syd konkurrerer om, hvem der kan stille de slappeste krav til private virksomheder.

For eksempel har ethvert land brug for kapital til at sikre offentlige investeringer og økonomisk og social udvikling. Men når kapital er privatejet, og når frihandelsaftaler (fx GATS/FTA+) indebærer, at demokratier ikke må indføre lovgivning, der begrænser kapitalens bevægelighed (fx reel og effektiv kapitalkontrol) så har man historisk set kun haft én måde, hvorpå man kunne sikre sig, at kapitalen forblev i landet: at tiltrække investeringer gennem »investeringsvenlige politikker«.

Dels har regeringer tildelt private investorer særlige vilkår, som minimerer omkostningerne og maksimerer profitten – for eksempel ved at sænke eller afskaffe selskabsskatter. Og dels har regeringer undladt at stille krav til virksomhederne – for eksempel de miljø- og sundhedsmæssige regler.

Allerhelst skal vilkårene være lidt bedre og kravene være lidt lavere end i nabolandet.

Denne situation karakteriserer stort set alle udviklingslande – særligt de afrikanske – der har optaget rocker-gæld hos IMF og Verdensbanken.

Love bestemmes af markedet

Vi kender også denne situation i Nord. Her er forholdene bare ikke blevet os påtvunget i samme omfang af internationale teknokrater udefra, men er blevet indført af socialdemokratiske og borgerlige regeringer.

Dels har truslen om, at virksomhederne flytter sine investeringer og arbejdspladser ud (til for eksempel udviklingsverden) ført til et 'regulatory chill'. Stort set ingen regeringer tør indføre lovgivning, der måtte indebære en reel begrænsning af kapitalen. For eksempel er det på grund af en hysterisk frygt for, at investeringerne flytter ud, at den danske regering nægter at støtte en finansiel transaktionsskat.

Og dels har arbejdsgiverne fået et værktøj til at svække og de-politisere det organiserede arbejde. Under henvisning til den globale konkurrence og truslen om udflytning (som kan være mere eller mindre reel) har fagforeningsbureaukratiet i vid udstrækning accepteret løndumping, øget arbejdstid og øget fleksibilitet.

Men det er ikke kun på indirekte vis, at frihandelsaftaler bestemmer hvilke sociale og miljømæssige krav, vi må stille til private virksomheder. Bilaterale Investeringstraktater (BITs) dikterer direkte hvilke krav, vi (ikke) må stille til udenlandske investorer og multinationale virksomheder, der opererer indenfor vores samfund.

Vil man vide mere om investeringstraktater, så læs vores tidligere indlæg: »EU vægter igen multinationales interesser højest (Information), »Demokrati versus multinationale« (Modkraft) og »Pia og de multinationale« (Afrikablog)

I sin bredeste forstand handler frihandel ikke kun om handel, men om markedsgørelse af demokratiske beslutninger og offentlige goder i både Nord og Syd med det ideologiske formål om at beskytte den private kapital mod fællesskaber.

Finansiel deregulering

Afrika Kontakt mener, at en ny dansk handelspolitisk strategi må gøre op med EU’s frihandelspolitik.

Det kan for eksempel ske ved at arbejde for en tilbagerulning af EU-kommissionens enekompetence til at formulere den fælles handelspolitik og til at forhandle bilaterale og multilaterale handels- og investeringsaftaler med omverden på vegne af EU-medlemslandene.

Når vi mener, at Danmarks og EU’s handelspolitik er fundamentalistisk, så drejer det sig om, at Danmark og EU fortsat forhandler den samme slags frihandelsaftaler, som var med til at føre til den finansielle krise – under henvisning til, at kun yderligere deregulering og liberalisering kan skabe jobs, vækst og velfærd.

At den er helt gal, ser man for eksempel, når det gælder handel med finansielle tjenesteydelser (som leveres og handles af banker, kreditinstitutioner, forsikringsselskaber, investeringsfonde).

Hvor EU på papiret forsøger at regulere finansmarkederne indenfor banksektoren – men reelt hverken har viljen eller evnen til det (jvf. det latterlige kapitalkravsdirektiv og den monstrøse bankunion, som bankerne allerede er i stand til at modellere sig ud af, inden de overhovedet er implementeret) så er der slet ingen forsøg på at regulere den finansielle sektor indenfor handelspolitikken. Tværtimod!

I alle forhandlinger om nye frihandelsaftaler slås EU ihærdigt for yderligere deregulering af finansielle tjenesteydelser (for eksempel derivat-handel) og for at bekæmpe enhver form for kapitalkontrol, som om finanskrisen aldrig havde eksisteret.

Hvor EU i årtier har været en førende aktør på landbrugsmarkedet, så er det indenfor investeringsområdet og handlen med tjenesteydelser, at der er yderligere vækstterræn at vinde for EU's erhvervsliv.

Det gælder for eksempel de nuværende frihandelsforhandlinger med USA, Canada, Indien og Singapore. Det gælder desuden forhandlingerne med de post-revolutionære lande i det sydlige middelhavsområde.

En af årsagerne er liberaliseringsreglerne under WTO’s General Agreement on Trade in Services (GATS) hvor alle former for finansiel regulering betragtes som protektionisme og ulovlige handelsbarrierer. For eksempel kan en finansiel transaktionsskat i EU vise sig at være ulovlig i henhold til GATS artikel XI, som forbyder begrænsninger på kapitaloverførsler.

Andre lande som Brasilien, Taiwan, Sydkorea og Indonesien har i mellemtiden indført bestemmelser i deres handelsaftaler, der forsøger at begrænse kapitalbevægelser for at sikre sig mod overdreven finansspekulation. Det skyldes bl.a. en erkendelse af, at finansiel stabilitet trods alt er et offentligt gode.

Snævre interesser

Udover at WTO’s regler (som i vid udstrækning er blevet bestemt af EU og USA) står i vejen for en international handel, der er baseret på offentlige goder, så er den største forhindring, at EU og Danmark alene baserer sig på erhvervslivets kortsigtede og snævre interesser.

For eksempel er det veldokumenteret, at big business som BusinessEurope (den europæiske arbejdsgiverforening), European Services Forum (som i øvrigt blev skabt af EU-kommissionen) og ikke mindst European Round Table of Industrialists nyder »priviliged access« i udviklingen og implementeringen af EU’s handelspolitik.

Pia Olsen Dyhrs nye handelspolitiske strategi har kopieret den tidligere regerings handelspolitiske strategi ved at videreføre det såkaldte »virksomhedsspor«. Det beskriver, hvordan regeringen ønsker at hjælpe danske virksomheder med at fjerne konkrete handelsbarrierer på markeder udenfor EU.

Når vi fremhæver videreførelsen af virksomhedssporet, så er det ikke for at fremhæve ministerens mangel på originalitet – selvom det er en pointe i sig selv, at det »nye« i strategien er til at overse ligesom så meget andet med denne regering.

Pointen er, at der er en lang tradition for at betragte private virksomheders vækst som den eneste legitime interesse i verdenshandlen.

Et alternativ

Som medlemmer af Afrika Kontakt mener vi, at en dansk handelspolitisk strategi i stedet bør arbejde for, at verdenshandlen baseres på nogle langt bredere hensyn:

• Økonomisk og social inklusion gennem en tilbage-erobring af den offentlige sektor som en leverandør af basale tjenesteydelser samt jobsikkerhed, anstændigt arbejde og ordentlige arbejdsvilkår i Syd og Nord.
• Fri adgang til basale tjenesteydelser – særligt i udviklingsverden – som sundhed, uddannelse, vand og energi samt demokratisk kontrol med finansmarkederne, så de tjener den produktive sektor. Det kræver en tilbagerulning af GATS.
• At love, som skal sikre finansiel stabilitet, offentlig sundhed, klimaet og miljøet, altid har forrang over internationale handels- og investeringsaftaler. Det betyder et grundlæggende kursskifte i de såkaldte FTA+ forhandlingerne med Canada, USA, Indien og ASEAN-landene, eller at disse forhandlinger helt må droppes.
• Støtte til regional Syd-Syd integration. Det betyder, at EPA-forhandlingerne med ACP-landene og DCFTA-forhandlingerne med de post-revolutionære lande i det sydlige middelhavsområde må droppes.
• Et stop for de multinationales virksomhedsprotektionisme (dvs. et stop for forstærket IPR-beskyttelse) tilbagerulning af TRIPS-aftalen og et stop for alle forsøg på at overføre den mislykkede ACTA-aftale til de bilaterale frihandelsforhandlinger med USA og Canada.
• En erkendelse af, at frihandelsaftaler ikke er et instrument, der kan sikre fred og menneskerettigheder, men i en række tilfælde er blevet brugt til blåstemple regimers ulovlige besættelser og grove menneskerettighedsbrud. Under dansk EU-formandskab indgik EU frihandelsaftale med Columbia, som er det land i verden med flest mord på faglige aktivister. Under den seneste israelske bosætteroffensiv opgraderede EU sin markedsadgang for israelske industrivarer, som vil betyde import af bosættervarer. EU forhandler i øjeblikket fiskeri- og frihandelsaftaler med Marokko, som inkluderer det marokkansk besatte Vestsahara.
• Demokratiske staters ret til at regulere import/eksport af mineraler og naturressourcer i overensstemmelse med principper om demokratisk og gennemsigtig kontrol.
• Forstærket bindende bestemmelser om mærkningsstandarder og gennemsigtighed i globale værdikæder, som muliggør, at forbrugere kan gennemskue varernes produktion og oprindelsessted.
• En aktiv inddragelse af den brede offentlighed fra EU's medlemslande såvel som partnerlandet i alle dele af forhandlingerne (herunder udarbejdelse af forhandlingsmandater til Kommissionen) omkring indgåelse af nye handelsaftaler, således at de endelige aftaler afspejler en bredere interesser end blot arbejdsgivernes og virksomhedernes.

Henrik Bang Andersen og Mads Christian Barbesgaard er aktivister i Afrika Kontakt

Afrika Kontakt arbejder for en international handelspolitik baseret på disse hensyn i den internationale koalition: »Towards an alternative trade mandate for the EU«