Patruljen til Udrensning af Tvangsheteroseksualitet

Den politiske gruppe Patruljen til Udrensning af Tvangsheteroseksualitet, med forkortelsen PUT, eksisterede i det københavnske venstrefløjs- og homomiljø fra midt i 1990’erne til starten af 2000’erne. I dag er gruppen hedengangen; men det er ikke kun som historiske dokumenter, PUTs arbejde bør trækkes frem. Venstreradikale kan lære en del af PUT i 2015.

Patruljen til Udrensning af Tvangsheteroseksualitet er interessante af mange grunde, men især fordi de konfronterer hvad der kan forstås som politisk, og fordi deres praksis afviser netop det, der i mainstreamen går for at være politik.Gruppens praksis håndterer egen sociale såvel som politiske eksklusion, og tilbyder redskaber til at etablere modmagt og erhverve agens: gennem afvisning af tilsyneladende almen viden og afsløring af indlysende logik som indlejret i magtens diskurs. Det følgende er en undersøgelse af PUTs projekt.

Undersøgelsen tager udspring i analyser af en række tekster fra gruppens hånd. Fra første til sidste bevarede tekst udviser PUT en konsekvens og kompromisløshed, som bør inspirere.

Afvigelse som konfrontation

”Lesbiske angriber tvangsheteroseksualitet”er den første pressemeddelelse fra PUTs hånd, fra 1997. I teksten, der annoncerer dannelsen af gruppen, stiller PUT en række krav, som ikke er til forhandling. Teksten er en karikatur på et politisk program, der tydeliggør at gruppen overhovedet ikke er interesserede i reformatorisk politik. Det er ikke umiddelbart muligt at læse ud af pressemeddelelsen præcis hvad gruppen vil, andet end at virke forstyrrende. Teksten starter med ordene:

»Lesbiske fejrer i dag, fredag d. 16.5.97, dannelsen af ”Patruljen til Udrensning af Tvangsheteroseksualitet” (PUT). Patruljens opgave er, gennem aktioner af mere eller mindre ubehagelig karakter, at udvikle lesbisk politik og bremse tvangsheteroseksuel propaganda« (1).

PUT indikerer dermed at alle lesbiske kender til gruppen, og støtter dens politik. Det er naturligvis ikke tilfældet, ligesom det er ikke PUTs projekt at indrullere alle lesbiske, eller være lesbiskes talerør. Derimod søger PUT at afsløre, hvordan afvigende seksualitet essentialiseres og hver enkelt afviger gøres til repræsentant for gruppen. Tekstens forudsætning er forestillingen om, at der overhovedet findes noget sådant som et ’alle lesbiske’; en gruppe, der kan genkendes af andre.

Ved at tage denne forestilling på sig, men accentuere genkendelsen som noget internt (lesbiske, der genkender hinanden), både forstærker og underminerer PUT forestillingen. Michel Foucault har vist hvordan den afvigende seksualitet i moderne tid ikke blot er gjort lig med afvigerens essens, men også er blevet til objekt i vidensproduktion:

»what came under scrutiny was the sexuality of children, mad men and women, and criminals; the sensuality of those who did not like the opposite sex […] It was time for all these figures, scarcely noticed in the past, to step forward and speak, to make the difficult confession of what they were« (2).

PUT bekender deres afvigelse, men de gør mere end det. De insisterer på fantasien om et særligt lesbisk fællesskab, der gør alle lesbiske ens. PUT opsøger stigmatiseringen, det sygelige og perverse. At homoseksualitet kan være noget, der opfattes som ulækkert, ser PUT som udtryk for, at det sociale og politiske er viklet ind i hinanden så det der afviger fra normen, truer normens enhed og derfor må bekæmpes.

Under liberalismen manifesterer disciplinen – der skal sikre ordensopretholdelse og markedets stabilitet – sig ifølge Foucault som frivillig lydighed. Men samtidig har normen brug for det der er udenfor, til at markere sin grænse.

Derfor fungerer disciplinen også relationelt: individer opdrager hinanden og normbrydere udgrænses socialt, fx i det æstetiske og symbolske. PUTs reaktion er at æstetisere eksklusionen og udpege det politiske i det privatiserede, noget de blandt andet gør med sætningen: »Tværtimod er vores værste fjende det, der opfattes som sundt og alment« (3). Normen er nøjagtig det PUT bekæmper, blandt andet ved, med det absurde, at prikke huller i det der er indlysende.

”Vi vil have en lesbisk bar og den skal ligge her” er den sidste, offentliggjorte tekst fra gruppens hånd, og blev udgivet i den feministiske antologi Nu er det nok. Så er det sagt. Teksten ridser nogle af PUTs konflikter i forhold til venstrefløj og heterofeminister op, og gennemgår en række aktioner, som gruppen har taget ansvar for.

”Vi vil have en lesbisk bar og den skal ligge her” indleder med en redegørelse af baggrunden for PUTs projekt og illustrerer, hvordan gruppens politiske forståelse bunder i oplevelser i det sociale; i gruppemedlemmernes liv og erfaringer. Det, PUT beskriver, er valget mellem at tage usynligheden på sig eller risikere eksklusion:

»Dannelsen af kategorien homoseksualitet er kun mulig gennem benævnelse og sygeliggørelse af homoseksualitet« (4). Gruppen påpeger, at der altid er et modsætningsforhold mellem afvigere og majoritet, men at dette alene opleves af afvigerne. Det er først, når afvigerne italesætter konflikten, at den også bliver åbenbar for majoriteten. Dette kan ske, når nogen’springer ud’ som afviger, eller hvis den efter udspring tilbudte tolerance afvises. Tolerancen er nemlig betinget af afvigerens selvudlevering på normens præmisser.

PUT skriver at det liv, man har mulighed for at leve, hvis man ikke kan eller vil leve op til normerne, er et liv »i åben konflikt« (5) – det er altid afvigerne, der ødelægger den gode stemning. Gruppens medlemmer springer ud som lesbiske, fordi de mener at åbenheden tjener dem, idet den tydeliggør konflikten: »aldrig fordi vi skylder heteroerne at være det« (6).

Formuleringen markerer PUTs afstandtagen til forestillingen om, at man overhovedet kan skylde nogen at springe ud. En forestilling, der muligvis er forbundet med noget andet, PUT bringer i spil - og bekræfter – nemlig forestillingen om, at lesbiske er tiltrukket af alle kvinder, og at heteroseksuelle kvinder dermed konstant er i fare for seksuelt overgreb, når der er lesbiske i nærheden:

»det samlede selskab undgår at have øjenkontakt med os, fordi heteroseksuelle kvinder notorisk tror, at lesbiske forsøger at dyne dem (de skulle bare vide...)« (7).

PUT relaterer dermed spring ud/bliv i skabet-konflikten til ideen om den truende afviger.

PUT beskriver den situation, de som afvigere befinder sig i, som en situation, hvor de tvinges ind i synligheden og her er overladt til blikkets nåde. PUTs strategi er at tage synligheden på sig, men afvise blikkets konstituering. Gruppen fremviser den norm, der anerkender nogle som politiske subjekter, men ikke andre. De afslører hvordan den norm fungerer, der udelukker visse kroppe, markeret som afvigende, fra det politiske rum. I det øjeblik afvigelsen er synlig, afsløret, bliver den definerende – og man er markeret som afviger.

Kroppen determinerer, hvad der kan siges i det offentlige rum; hvem der kan høres. Men PUTs praksis konfronterer kompromisløst præmissen for egen eksklusion. Ved at invitere eksklusionen, synliggør de den orden, som fremstiller netop eksklusionen.

Modstand mod normen

I maj 1997 aktionerede gruppen i Holmens Kirke i forbindelse med folkekirkens overvejelse af at tilbyde homoseksuelle "inklusion" gennem indførelse af et velsignelsesritual for det registrerede partnerskab. Under aktionen, der afbrød en gudstjeneste, læste en af gruppens medlemmer en erklæring op, der siden blev udsendt som pressemeddelelse.

Erklæringen, som er meget kort, går primært ud på, at PUT lægger afstand til kirken som repræsentant for det normale, og søger at obstruere debatten om velsignelsen ved at iscenesætte gruppens medlemmer - og med dem alle homoseksuelle - som perverse.

Gruppen betragter forslaget som udtryk for en mere subtil form for undertrykkelse, og siger, at fortalerne for velsignelse udøver deres privilegier ved at tilbyde afvigerne en ’pseudo-vielse’. Dette præsenterer PUT som et faktum, det er umuligt at være uenig i, og følger op med en konstatering af, at det »må være et problem for gejstlige, der forstår sig selv som progressive« (8).

Med angrebet på de progressive gejstlige understreger gruppen endnu en gang at de betragter tolerance som langt mere problematisk end direkte konfrontation. Erklæringen slutter med ordene:

»Vi tager konsekvensen af, at vi er afvigere. Vi er meget mere perverse, end I har fantasi til at forestille jer. Vi vil ikke have jeres pseudo-vielse. Vi vil ikke have et hjørne af jeres lusede normalitet.
Vi vil have en lesbisk bar, og den skal ligge her« (9).

PUT benægter ikke de negative stereotyper og forsøger heller ikke at omdanne dem i en positiv identitet, men favner, netop, de negative stereotyper – og fremviser dem som virkelighedsfortolkninger. Gruppen udstiller de identifikationsmuligheder de får stillet til rådighed, og forkaster dem som repressive. Ved at tage de værste modeller for det lesbiske subjekt på sig; såsom den gængse fordom om at lesbiske er drikfældige, fejrer PUT disse modeller, og svælger i den afsky, de vækker.

Gruppens projekt kan forstås som en strategi til at navigere i den norm der afviser dem, uden at de dermed forfalder til identitetspolitik. For PUT betyder det at tage konsekvensen af at være afvigere, at de tager prædikatet på sig, og bruger det som et afsæt for politisk agens.

Faktisk er gruppen slet ikke interesseret i vielser, pseudo eller ej. Dét, der interesserer dem, er, hvad det betyder at blive tildelt en næsten rigtig vielse. De interesserer sig for den tolererede tilstand som bestemte, markerede medlemmer af samfundet befinder sig i.

Deres afvisning af den lusede normalitet er ikke kun en afvisning af den lille del af normaliteten, de homoseksuelle tilbydes med velsignelsen (pseudo-vielsen), det er også en afvisning af normaliteten som sådan – og af den magttilskrivning der fører med det normale.

Iscenesættelse af det afvigende som norm

Flyvebladet ”PUT tager for sig af retterne”, producerede PUT i forbindelse med en aktion i Folketinget i november 1997. Sammen med peberkorn smed PUT flyveblade ud over folketingsmedlemmerne under aktionen, der var en reaktion på Folketingets vedtagelse af, at enlige kvinder og lesbiske ikke skulle være omfattede af retten til kunstig insemination. Vedtagelsen betød, at disse grupper selv måtte betale for insemination, samt at læger ikke havde tilladelse til at udføre proceduren på dem.

Flyvebladet har den håndskrevne overskrift: »PUT – Patruljen til Udrensning af Tvangsheterosexualitet TAGER FOR SIG AF RETTERNE!!« (10) og ledsages af en tegning af en skaldet person med bryster og hugtænder, som holder kniv og gaffel i den ene hånd og tydeligvis signalerer, at PUT er en flok menneskeædere.

Det er næppe uden betydning at netop smag italesættes i denne tekst, der visuelt tematiserer fortæring. I teksten redegør gruppen for, hvad de protesterer imod, og for hvordan lovgivningen har betydning for levede liv.Med det på plads skriver PUT:

»Loven er udtryk for kriminalisering af lesbiske og en hyldest til en familieform, som PUT finder usmagelig« (11).

De mange led der nødvendigvis må være mellem den konkrete lov, og en egentlig kriminalisering af lesbiske, ignorerer gruppen, som ikke ser den store forskel på at være nægtet civile rettigheder og på at være kriminaliseret; med andre ord opfatter PUT en halv inklusion som eksklusion. Den anden del af udsagnet - om at gruppen opfatter loven som en hyldest til en ‘usmagelig’ livsform - er en gentagelse af en pointe i ”Lesbiske angriber tvangsheteroseksualitet”:

»Tvangsheteroseksualitet er ikke blot et tilfældigt udslag af dårligsmag« (12), skriver PUT og fælder en æstetisk dom, også over heteroseksualitet. Smag anvendes her både som henvisning til konventionen om, at det er dårlig smag at tale om sex, religion, politik og penge, og som udtryk for en bourdieusk kapital-tænkning.

PUT har langt fra adgang til at dømme over god og dårlig smag, eftersom de, som lesbiske, er symbolske bærere af den dårlige smag. Det kræver kapital at have smag og kunne omsætte den, og det er netop de privilegerede, som kan bestemme, hvad det er pænt at tale om – således er det dårlig smag at fremvise sine egne normbrud. Men PUT gør ikke desto mindre det, endda mens de insisterer på, at det er de andre, der bryder normerne. Dermed udfordrer gruppen rammerne for identifikation og udstiller dem som konstruktioner.

PUT giver sig ikke af med repræsentation, og deres formuleringer er ikke bare retoriske valg; de fremviser normens æstetisering af køn og seksualitet som allerede politisk, og anvender den æstetisering i egen politisk praksis. PUTs dyrkelse af deres afvigelse afslører at den orden, afvigere forventes at underordne sig, gælder for alle subjekter; ikke kun afvigerne.

Men forskellen er, at ordenen understøtter de kroppe, som passer til den. At bære en neutral krop er at kunne indtage det politiske rum objektivt. Det er en fantasi, men en fantasi som opretholder den privilegerede position. Italesættelsen af noget som alment, usynliggør de politiske processer, som fører til at nogle ikke er almindelige (nok). Dermed er ordenen kun til ulempe, og kun synlig, for dem der ikke passer ind. Og det bliver dem, den er gal med – ikke ordenen.

»Vi vil anvende de midler vi selv vurderer er de bedst egnede, uden smålig hensyntagen til straffeloven eller hvad, der normalt forstås ved god opførsel« (13) skriver PUT, men gruppen er ingen Rote Armee Fraktion og de aktioner, gruppen har taget ansvar for, kan bedst karakteriseres som civil ulydighed. Den sproglige radikalitet er pointen.

Med erklæringen skaber PUT et billede af en revolutionær gruppe af afvigere og overskridere, som er så langt ude, at de ikke kan tales til fornuft.

De italesætter sig som en gruppe, der på grund af deres afvigelse ikke kan få adgang til det politiske rum. PUT iscenesætter denne manglende adgang på en måde, der cementerer eksklusionen; de forstørrer afvigelsen, og samtidig udfordrer de ordenen. Hos Jacques Rancière er dét at have sprog at være genkendt som én, der har ret til at tale og er i stand til at argumentere.

Det, der er på spil, er, hvem der har adgang til at tale i det offentlige rum, og hvem der kan høre det. I Rancières Disagreement: Politics and Philosophy starter undersøgelsen af, hvem der er inde og hvem der er ude af det politiske rum med en definition af politik som konflikten mellem magthaverne og dem, der står udenfor magten.Rancière formulerer det således:

»Now, politics comes about solely through interruption, the initial twist that institutes politics as the deployment of a wrong or of a fundamental dispute« (14), og netop afbrydelsen mestrer PUT. Men derudover siger Rancière at politik også er karakteriseret ved, at de, der bliver konfronteret med uenigheden, benægter dens eksistens: »From Athens in the fifth century B.C. up until our own governments, the party of the rich has only ever said one thing, which is most precisely the negation of politics: there is no part of those who have no part« (15).

De rige, magthaverne, agerer ud fra deres interesse i at bevare magten. Deres reaktion er at nægte at acceptere de fattiges krav på at tale ind i det politiske. De rige nægter at anerkende de fattige som nogen, der kan tale det politiske sprog.

I ”Lesbiske angriber tvangsheteroseksualitet” advarer PUT om, at de vil skride til handling overfor »institutioner og enkeltpersoner, der har gjort sig skyldige i udbredelse af tvangsheteroseksualitet« (16). PUT fremlægger en række tiltag, som de råder disse institutioner og enkeltpersoner til at gennemføre, hvis de vil undgå at få besøg af gruppen. Slutteligt fastslår PUT, at gruppen selv vurderer om foranstaltningerne er tilfredsstillende, og advarer om, at der er konsekvenser, i fald de ikke er.

Pressemeddelelsen kan kun læses som politisk satire: PUT kan reelt ikke føre deres trusler ud i livet. I pressemeddelelsen redegør gruppen for, hvordan tvangsheteroseksualitet gennemsyrer samfundet på mikro- såvel som makroplan. Når PUT skriver: »hører vi slet intet fra hetero-propagandister, kan disse imødese patruljens besøg« (17), er det jo ikke fordi PUT faktisk tror sig i stand til at besøge alle de mener, promoverer tvangsheteroseksualitet. PUTs krav er tilsvarende absurde; de forventer at modtage pengebeløb:

»Pengene vil blive brugt til uniformer og udstyr samt træning af patruljen« (18), og de forventer, at dagbladene flyder over med undskyldninger; noget der naturligvis ingen chance er for, vil ske. Hensigten er derfor en anden. PUT vil gøre opmærksom på sig selv, de stiller sig an som militaristiske, kompromisløse og magtfulde.

Med pressemeddelelsen søger PUT, gennem brug af det absurde at tydeliggøre det, de oplever som absurde livsvilkår. Gruppen postulerer en ’verden på hovedet’ hvori magthaverne; betydningsfulde enkeltpersoner og institutioner, ikke anerkendes. PUT iscenesætter sig selv som i besiddelse af talens brug og magthaverne som uden.

Udfordring af det politiske

PUT skriver: »Vi er kun til stede i kulturen og sproget som ”det man ikke er” […] Det at være lesbisk er ikke en mulighed, det er en ”ikke-mulighed”« (19). Idet gruppens medlemmer påtager sig den ikke-identitet, de oplever sig indskrevet i, afviser de også at etablere en positiv mod-identitet indenfor dualiteten.

PUT fejrer ikke det smukke i afvigelsen, a la Gay Pride: deres mål er modstand, ikke rettighedsopnåelse eller anerkendelse af essentiel forskel. Gruppen udstiller eksklusionen, blandt andet ved at tage den på sig. Et eksempel på hvordan PUT påtager sig afvigelsen, er deres afvisning af kategorien kvinde, som de forstår som så heteroseksuelt konnoteret, at den ikke dækkende beskriver deres livsvalg og erfaringer. PUTs indflydelse er ikke-eksisterende, men alligevel insisterer de på at tale ind i, og obstruere, det politiske.

Rancière skriver at subjektiviseringsprocessen gør pluralitet til det politiskes vilkår, og forstyrrer: »Any subjectification is disidentification, removal from the naturalness of a place, the opening up of a subject space where anyone can be counted since it is the space where those of no account are counted« (20). Det politiske subjekt bliver til i en proces, hvori den naturliggjorte identitet erfares som konfliktfyldt position. PUT forstyrrer, fordi deres tale ikke har egentlig effekt men stærk symbolsk ladning, og fordi deres synlighed i det offentlige rum gør, at gruppens medlemmer, og det de siger, bliver en mulig umulighed.

»The war of the poor and the rich is also the war over the very existence of politics« (21) skriver Rancière. Det, som de rige insisterer på bør stå i stedet for politik, er ifølge Rancière ordensopretholdelse; forvaltning. Politik bliver til, fordi der er nogle, som insisterer på det politiske rum – og på deres ret til tale ind i det. Hos Rancière handler konflikten om selve det politiskes eksistens.

Det politiske kommer i spil, når de, der står udenfor magten, insisterer på at få del i den, og de, der har magten, hverken vil anerkende kravet eller at magten eksisterer. PUT, der forsøger at etablere et politisk udsigelsesrum for gruppens medlemmer, har som projekt netop at fremvise magten og tydeliggøre alle de måder, hvorpå den virker.

PUT opererer retorisk med forestillingen om falsk bevidsthed, når de skriver, at »90-95% af befolkningen i dag i Danmark lever som heteroseksuelle, og langt den overvejende del af disse er sig slet ikke bevidst om hvilken propaganda, de har været udsat for« (22). Det er meget muligt, at det faktisk er gruppens holdning, at langt flere ville leve homoseksuelt, hvis tvangsheteroseksualitet ikke eksisterede, men der er mere på spil i formuleringen end det.

Ved hjælp af statistiske og marxistisk-freudianske pseudovidenskabelige formuleringer, iscenesætter PUT sig, som om gruppen er en politisk bevægelse med en agenda fokuseret på forandringspotentiale. De iscenesætter sig, som om de agerer acceptabelt indenfor de eksisterende rammer for politisk argumentation.

I det følgende afsnit skriver PUT »Patruljen til Udrensning af Tvangsheteroseksualitet vil vende denne skræmmende udvikling« (23), her er ordet ’skræmmende’ ikke anvendt, fordi PUT tror, at modtagerne af pressemeddelelsen, eller Danmarks befolkning som sådan, er enige i, at der er tale om hverken noget skræmmende – eller en udvikling. PUT anvender et sprog, der hører andre sammenhænge til, som hører normen til, for derigennem at vise, at sproget i sig selv er uanvendeligt for de, der falder udenfor normen.

Måske er det også PUTs hensigt at gøre sproget uanvendeligt, eller i hvert fald ustabilt, indenfor normen. Ved at profanere alment accepterede formuleringer og normative antagelser såvel som videnskabelig diskurs, markerer PUT sprogets magt men også dets grænser. PUT ved, at deres politiske projekt slet ikke anerkendes som sådant af langt de fleste, og deres formuleringer imødekommer dette.

Med et indhold som er ekstremt og absurd, men som overholder de formelle, sproglige rammer, illustrerer gruppen, at det, der accepteres som politik, bare er det, Rancière kalder politiordenen. Dermed stiller PUT det meget vigtige spørgsmål om, hvad politik egentlig er.

Noter

1 Patruljen til Udrensning af Tvangsheteroseksualitet. ”Lesbiske angriber tvangsheteroseksualitet” (Adgang via Kvindehusets arkiv: Kvindehuset, Gothersgade 37, København), afsnit 1

2 Michel Foucault. The History of Sexuality. Volume 1: An Introduction (1976). Oversat af Robert Hurley (New York: Random House, 1990), 38- 39

3 Patruljen til Udrensning af Tvangsheteroseksualitet. ”Vi vil have en lesbisk bar og den skal ligge her”. I Nu er det nok. Så er det sagt, red. Anita Frank Goth, Karen MacLean, Lene Myong Petersen og Katrina Schelins, s. 84- 93 (København: Rosinante, 2000), 89

4 PUT, ”Vi vil have en lesbisk bar”, 87

5 Ibid, 85

6 Ibid, 86

7 Ibid, 85

8 Patruljen til Udrensning af Tvangsheteroseksualitet. Pressemeddelelse, erklæring fremsat under aktion i Holmens kirke (Adgang via Kvindehusets arkiv: Kvindehuset, Gothersgade 37, København), afsnit 4

9 PUT, Pressemeddelelse, afsnit 5

10 Patruljen til Udrensning af Tvangsheteroseksualitet. ”PUT tager for sig af retterne”, distribueret under aktion i Folketinget (Adgang via Kvindehusets arkiv: Kvindehuset, Gothersgade 37, København), s. 1, afsnit 1 (caps i originaltekst)

11 PUT, ”PUT tager for sig af retterne”, s. 1, afsnit 3

12 PUT, ”Lesbiske angriber tvangsheteroseksualitet”, afsnit 3 (markering i originaltekst)

13 PUT, ”Lesbiske angriber tvangsheteroseksualitet”, afsnit 7 (markering i originaltekst)

14 Jacques Rancière. Disagreement: Politics and Philosophy (1995). Oversat af Julie Rose (USA: University of Minnesota Press, 1999), 13

15 Rancière, Disagreement, 14

16 PUT, ”Lesbiske angriber tvangsheteroseksualitet”, afsnit 9

17 Ibid, afsnit 13

18 Ibid, afsnit 11

19 PUT, “Vi vil have en lesbisk bar”, 89

20 Rancière, Disagreement, 36

21 Ibid, 14

22 PUT, ”Lesbiske angriber tvangsheteroseksualitet”, afsnit 5

23 PUT, ”Lesbiske angriber tvangsheteroseksualitet”, afsnit 6

Litteraturliste

Brown, Wendy: Regulating Aversion – Tolerance in the Age of Identity and Empire, USA: Princeton University Press, 2006

Foucault, Michel: The History of Sexuality. Volume 1: An Introduction, 1976. Oversat af Robert Hurley. New York: Random House, 1990

Patruljen til Udrensning af Tvangsheteroseksualitet: ”Vi vil have en lesbisk bar og den skal ligge her”. I Nu er det nok. Så er det sagt, red. Anita Frank Goth, Karen MacLean, Lene Myong Petersen og Katrina Schelin, s. 84- 93. København: Rosinante, 2000

Patruljen til Udrensning af Tvangsheteroseksualitet: Diverse pressemeddelelser. Adgang via Kvindehusets arkiv: Kvindehuset, Gothersgade 37, København

Rancière, Jacques: Disagreement: Politics and Philosophy, 1995. Oversat af Julie Rose. USA: University of Minnesota Press, 1999