Dramatisk valg
19. juni 2012 - 16:49

Parlamentsvalg udløser gadevold i Grækenland

Racistisk gadevold og afbrænding af stemmeboks ved det græske parlamentsvalg, som halverede kommunisternes stemmeantal og skabte glæde på børserne.

Opgøret om den politiske magt i Grækenland er langt fra begrænset til kampen om pladser i parlamentet.

Det stod endnu en gang klart i forbindelse med søndagens valg, som var præget af flere episoder med racistisk motiveret gadevold og militante aktioner fra venstreradikale aktivister.

Mens det konservative parti Nyt Demokrati på et hængende hår vandt valget foran den venstreorienterede alliance Syriza ved stemmeurnerne, så markerede formodede sympatisører af fascistpartiet Gyldent Daggry valget ved at overfalde immigranter og venstreorienterede.

Læs artiklen »Wave of anti-migrant Nazi attacks in the hours after election results« hos From The Greek Streets.

Læs artiklen »Greece's far-right Golden Dawn party maintains share of vote« hos The Guardian.

Stemmeboks brændt af

Samtidig benyttede en gruppe anarkister valget som en anledning til at gøre opmærksom på deres foragt for det politiske system og sende solidaritetshilsner til deres fængslede kammerater.

I den venstreorienterede bydel Exarcheia stormede 10 aktivister ud på aftenen således et valgsted og satte ild til en af stemmeboksene.

Den anti-parlamentariske aktion er i en efterfølgende erklæring blevet dedikeret til et fængslet medlem af den anarkist-nihilistiske byguerillagruppe Conspiracy of Cells of Fire.

Læs artiklen »Responsibility claim for the burnt ballot box in Exarcheia« hos From The Greek Streets.

Kommunister halveret

På resten af venstrefløjen var der også frustrationer i luften efter valget.  

De græske gammelkommunister i KKE led et svidende nederlag og fik halveret sit stemmetal i forhold til valget i maj og endte på blot 4,5 procent af stemmerne.

– Dette er et tilbageslag for den radikale orientering. Men kun midlertidigt. Det uomtvistelige tab for KKE her og nu vil dog få betydning for folkets indflydelse på den politiske situation. Valget blev domineret af de to poler, Nyt Demokrati og Syriza. Den ene part brugte trusler, den anden part spredte illusioner, sagde kommunistpartiets formand, Aleka Papariga, efter at nederlaget stod klart.

Læs udtalelsen »Statement of the GS of the CC of the KKE on the elections results of 17th June 2012« hos KKE (engelsk).

Læs også artiklen »Græsk valgresultat: EU lettet« hos Arbejderen.

Vælgerlussingen til KKE tolkes af iagttagere som en reaktion på kommunisternes afvisning af et samarbejde med Syriza, hvilket i praksis gør det umuligt for venstrefløjen at danne regering. 

Næste slag

Venstrealliancen Syriza blev ved søndagens valg Grækenlands næststørste parti, med 26,9 procent af stemmerne.

Alligevel måtte alliancen se sig slået af det selvsamme parti, som er blandt de hovedansvarlige for, at landet befinder sig i en altødelæggende økonomisk krise, Nyt Demokrati, der indkasserede 29,7 procent.

Og det resultat kan ikke tolkes anderledes end som et nederlag, mener Enhedslistens Europa-ordfører Nikolaj Villumsen.

»Valgresultatet er et foreløbigt nederlag for det håb, som SYRIZA havde tændt for, at der kunne føres en anden politik, der fik landet på fode igen og sagde fra overfor EU’s krav om nedskæringer,« skriver han i en analyse af valget på Modkraft.

Han mener dog samtidig, at venstrefløjspartiets styrkede position som oppositionsparti i parlamentet giver håb for fremtiden.  

»Bankerne og højrefløjen vandt søndagens slag i Grækenland, men spørgsmålet er hvem, der vinder det næste,« skriver Nikolaj Villumsen.

Læs analysen »Nederlag til det græske håb« hos Modkraft.

Optimismen deles af Alfred Lang fra den alternative nyhedstjeneste Autonom Infoservice, der mener, at hvis Syriza og det venstreradikale miljø kan finde fælles fodslag, så er der masser af muligheder.

»Hvis det lykkes SYRIZA og den anden, langt mindre, revolutionære alliance ANTARSYA (”Antikapitalistisk enhed for revolutionær omvæltning”), samt de store venstreradikale og anarkistiske miljøer at udvikle fælles fodslag i bevægelseskampene, vil dette sætte yderligere skub i en samfundsmæssig dynamik i retning af en før-revolutionær situation. Til gavn for størstedelen af befolkningen,« skriver han i en analyse på Modkraft.

Læs også analysen »Grækenland: Angsten sejrede over vreden« hos Modkraft.

Redaktion: