Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
reportage
2. november 2012 - 12:07

Parlamentsvalg i Litauen: Konservativt nederlag

Hvordan er stemningen blandt socialister i Litauen efter det nyligt afholdte parlamentsvalg? Aksel Carlsen rapporterer fra Litauen.

Parlamentsvalget i Litauen den 14. og 28. oktober blev et nederlag for den borgerlige koalitionsregering.

Det førende, konservative parti gik tilbage fra 45 til 33 mandater.

Valgdeltagelsen ved valgets første runde var kun på 52 pct. og ved anden – endnu lavere.

Litauen, det første land, der brød med Sovjetunionen i 1990-91, har, trods massiv støtte fra EU, langtfra formået at leve op til drømmene om velstand og demokrati. Hverken de konservative eller liberale, der har domineret den politiske scene, eller socialdemokraterne har kunnet motivere befolkningen til at engagere sig i politik eller skabe bedre livskvalitet. Og udvandringen til Vesten er vokset.

Efter flere års offentlige besparelser, lønnedgang og 15 pct. arbejdsløshed samt politiske skandaler - herunder afsløringen af et hemmeligt CIA-fængsel - var de konservatives valgnederlag ventet. Samtidig blev deres ide om opførelse af et atomkraftværk nedstemt ved den vejledende folkeafstemning. Der blev afgivet 34 pct. ja-stemmer. 

Da jeg for to uger siden var i Vilnius, klagede en taxachauffør: ”I sovjet-tiden var vi i Litauen på mange felter førende. I dag har vi intet skabt, men ødelagt meget og er EU's fattig-Per”. I stedet for at udnytte mulighederne for samhandel med Rusland, valgte man konfrontation med tvivlsomme erstatningskrav for angivelige materielle tab i sovjetperioden.

Landet er splittet mellem euro- og NATO-skeptikerne og de konservative, der klager over en ”fortsat afhængighed af Ruslands energiforsyninger og kultur”.

Den 14. oktober fik alle vælgere tre stemmesedler. En til partilistevalg, en til enkeltmandskredsvalg og en til folkeafstemning om a-kraftværk.

Allerede efter 1. valgrunde viste stemmeoptællingen, at valgets sejrherrer blev tre centrumorienterede oppositionspartier. Efter 2. valgrunde i enkeltmandskredsene to uger senere, befæstede Socialdemokratiet stillingen som valgets sejrherre med 38 mandater. Det var derfor oplagt, at de tre skulle danne en ny koalitionsregering.

Da de sidste stemmer var talt op, havde de tre partier samlet 78 af de i alt 141 mandater. Et enkelt mandat er dog ikke fordelt, fordi valget i en valgkreds, hvor der var afsløret snyd med salg af stemmer, skal gå om.

Den nye koalition havde næsten fået fordelt alle ministerposterne, da præsident Dalia Grybauskaite, ifølge den lokale presse, med en upassende kommentar blandede sig i forhandlingerne. Hun står det hidtidigt regerende konservative parti nær og glemte for en stund at være hele landets præsident. Hendes indblanding er blevet kritiseret af litauisk presse.

I skrivende stund forhandler de tre centrumpartier med det polske mindretals valgalliance om dets deltagelse i en ny regering. Hvis denne alliance indgår i en ny regering, vil denne i alt have 86 mandater bag sig og have de 60 pct. mandater, der skal til for at kunne afvise et eventuelt præsident-veto. 

Socialisternes debut

Partiet Socialistisk Folkefront, SLF, stillede op for første gang. Deres partiliste opnåede 1,2 pct. stemmer. Deres valgdebut blev markeret ved, at en konservativ modkandidat under en TV-debat brutalt kastede et glas vand efter den socialistiske kandidat, som havde forlangt en officiel undersøgelse af de konservative lederes ugerninger.

SLF's valgprogram henvendte sig ”til alle, der er træt af kapitalismen og af den måde, man har misbrugt den post-sovjetiske uafhængighed på”. Partiet opfordrede til nationalisering af storbanker og tog afstand fra den borgerlige regerings omfattende spareprogrammer, der har medført lukning af skoler, sygehuse og biblioteker.

I en samtale på partikontoret i Vilnius fortalte partiets næstformand Mihail  Bugakov: ”Vi kræver udmeldelse af NATO, men ikke af EU. Vi siger nej til euro i Litauen, fordi det vil svække vor suverænitet. Men vi ved, at et befolkningsflertal finder EU attraktivt. Det skyldes et håb om støtte fra EU's strukturfonde samt muligheden for arbejdskraftens frie bevægelighed, som især benyttes af de unge”.

”Vi er EU-kritiske, fordi Unionen grundlæggende tjener storkapitalens interesser og udgør et bureaukratisk Mekka. Men set i et civilretsperspektiv, er det kun hos EU's retsvæsen, vi kan hente hjælp. Vort eget retsvæsen er i en kritisk tilstand...” bemærkede Mihail Bugakov.

Ved valget fik SLF's partiliste overraskende over 10 pct. stemmer ved tre valgsteder og 5 pct. stemmer i byen Visaginas, tæt ved det sted, hvor de konservative ville have opført et a-kraftværk. I en af Vilnius' arbejderkredse med en etnisk blandet vælgerbefolkning blev det til 6 pct. stemmer. I samme kreds fik partiformanden Algirdas Paleckis 12 pct., hvilket gav ham en tredjeplads. Han var tæt på at kunne gå videre til 2. runde. I alt opstillede SLF dog kun i 11 ud af 71 enkeltmandskredse.

Algirdas Paleckis – socialist og antinazist

I 2009 blev SLF stiftet ved, at Det Socialistiske Parti, der var dannet i 1994 af tidligere kommunister, og bevægelsen Frontas gik sammen.

Den 41-årige Algirdas Paleckis fra Frontas blev formand for det nye parti. Han er en markant litauisk politiker.

Hans bedstefar, Justas, var sovjetisk-litauisk kommunist, og var det sovjetiske Litauens første præsident og desuden næstformand for hele Sovjetunionens Øverste Sovjet. Hans far, Justas Vincas, er nulevende socialdemokratisk politiker, medlem af EU-parlamentet og glødende antikommunist. Sønnen Algirdas var fra 2001-03 departementchef i Litauens udenrigsministerium. Fra 2004 til 2007 havde han, som socialdemokratisk medlem, plads i parlamentets NATO-udvalg.

I 2007-08 blev Algirdas, som socialdemokratisk viceborgmester i Vilnius, fortørnet over sit daværende partis højredrejning og dets accept af de lokale oligarkers enorme magt. På grund af hans uenighed med partiet blev han i 2008 først afsat fra denne post, derefter væltet som formand for partiets Vilnius byafdeling og ekskluderet fra partiet.

Han stiftede straks efter bevægelsen ”Frontas”, der i 2009 sammen med Litauens Socialistiske parti dannede SLF. I 2010 var Paleckis medstifter af det internationale netværk ”World without nazism”.

Han blev den første, som blev dømt efter en ny paragraf i litauisk straffelov for ”benægtelse af sovjetisk besættelse”.

Årsagen var, at han i februar 2011 i et radiointerview om de blodige begivenheder i Vilnius 13. januar 1991 havde udtalt: ”Det viser sig nu, at det var landsmænd, der skød på deres egne”. Der var tale om mordet på civile demonstranter, som var tilhængere af et brud med Sovjet. De blev dræbt, da en sovjetisk militærenhed stormede byens tv-tårn.

Den officielle version lyder, at de alle blev dræbt af sovjetiske soldater. Algirdas Paleckis kunne derimod påvise, at de fleste var blevet skudt af litauiske nationalister, der var placeret som skarpskytter på hustagene. I første instans frikendte retten ham i januar 2012, men ved anden instans blev han i sommer idømt en stor bøde.

I en samtale på partikontoret i Vilnius fortæller Paleckis om det unge partis forsøg på at vinde opbakning i landet. Han erkender, at magthaverne har formået ihærdigt at udnytte deres magtposition til at præge befolkningen med en klar antisocialistisk holdning, som i høj grad bygger på en bestemt historiefortælling. Kort fortalt, siger han, bygger ”deres ideologiske legitimitet på et primitivt (og derfor letfordøjeligt) 5-punkts skema om landets historiske baggrund”.

- Punkt eet i dette skema, siger han - hedder: ”Molotov-Ribbentrop-aftalen” fra 1939. Den er, påstås det, roden til alt ondt. Men ingen har set originalerne til denne aftales vigtige hemmelige protokoller. Hvad, der derimod vides, er, at det var takket være denne pagt, at Lituauen i 1939 faktisk IKKE blev en del af Nazityskland. Det var takket være den, at Litauen fik Vilnius tilbage efter, at Polen havde besat byen i 1919. Og efter anden verdenskrig fik Litauen i øvrigt byen Kleipeda (Memel) tilbage. Desuden blev anden verdenskrig jo fremprovokeret af vestmagternes opportunistiske politik. Og ikke af Sovjetunionen.

Punkt to i deres skema hedder: ”Besættelsen i 1940”. Underforstået - at Sovjet angiveligt ”besatte” os. Men ifølge Den Internationale Haag-konvention kan begrebet ”besættelse” kun anvendes om forløbet efter en militærkonflikt. I 1940 var der dog ingen militærkonflikt mellem Sovjetunionen og de baltiske lande.

Punkt tre handler om en nok så heltemodig ”partisankrig fra 1944 til 1956”. Den var åbenbart så heltemodig, at man dræbte 25.000 sovjetisk-litauiske civile borgere, ja hele familier inkl. børn, fordi de var loyale over for sovjetmagten.

Punkt fire omhandler det, de kalder ”den mørke sovjet-tid”. Den var åbenbart så mørk og sort, fordi man efter krigen fik genopbygget alt det, som nazisterne havde ødelagt. Klaipeda blev givet tilbage til Litauen, befolkningstallet voksede, og landbruget blomstrede. Der blev skabt en velfungerende industri, og kulturlivet fik et flot opsving.

Og punkt fem omhandler den ”syngende og fredelig genopstandelse”. Den var så fredelig, at snigskytter 13. januar 1991 skød fra hustage mod en menneskemængde. Magthaverne forsøger nu at skjule det faktum, at de i 1990 så at sige placerede os i en utæt robåd, hvor vandet nu strømmer ind i”.

Alle disse fem punkter kommenterer Algirdas Paleckis med indignation og ironi. Han fremlægger dokumentation for hvert punkt, men indrømmer, at det er vigtigt at argumentere bedre for at overbevise befolkningen. Selve behovet for at gøre op med den herskende klasses ideologi blev også afspejlet i SLF's valgprogram, hvor det hed: ”Vi vil have den historiske sandhed frem”. 

Ung litauisk marxist i konservativ højborg

Midt i Kaunas, Litauens næststørste by og gammel katolsk og konservativ højborg, beretter 22-årige Vytuatas Liutkus om livet som ensom socialist blandt højrekræfter. Tilbagevendt efter studier i England tog han arbejde her på en Statoil-benzintank.

- ”Min mor sendte mig efter folkeskolen til Vesten, for at jeg skulle lære engelsk. Det gjorde jeg, men efter tre års studier i engelsk og historie i Nottingham, vendte jeg, tidligere spontant-liberale skoledreng, hjem som voksen marxist”.

Kaunas (340.000 indb.) lever i et jalousiforhold til hovedstaden Vilnius. Mere end 90 pct. af byens indbyggere er etniske litauere, modsat det multietniske Vilnius. Da Polen i 1920 erobrede Vilnius, blev Kaunas Litauens hovedstad. Frem til 1939 oplevede den nye hovedstad en opblomstring, som stadig skildres i et romantisk og nationalistisk skær.

Ved valget 14. oktober var Vytautas, som medlem af SLF, tilforordnet. Han blev overrasket over, at SLF's liste på hans valgsted fik 15 stemmer og knap et tusind i hele byen, ”uden at vort parti har rørt en finger her. Fantastisk, at nogen alligevel støtter os. Det skaber optimisme”.

Han fortæller, at da SLF i 2009 blev stiftet ved en samling af socialister og bevægelsen Frontas, forlod de medlemmer i Kaunas, der ønskede en blød linje, partiet. De mente ikke, at marxister i denne konservative by havde aktuelle chancer. Tilbage blev kun en lille gruppe ex-kommunister og han selv, som nyt medlem.

- ”Vi, der blev tilbage, var enige om, at Litauen har brug for et parti på et klassemæssigt grundlag. Mine ældre kammerater her er dog ikke aktive mere, så jeg samarbejder med partikammeraterne i Vilnius. Desuden er jeg ved at skabe et netværk for unge, der, som jeg, vil danne en fagforening på serviceområdet, så vi ikke en efter en bliver udnyttet af vore litauiske arbejdsgivere, der blot vil behage de norske Statoil-ejere. Mine kolleger bukker blot nakken, accepterer overarbejde og ydmygelse. Men for at få ordnede arbejdsforhold, må vi organisere os.

- Politisk må vi her i byen ofte holde lav profil. Det er ikke blot katolikker og konservative, der dominerer, men også nynazister. 300-400 unge nynazister flokkes omkring den lokale basketball-klub her i Kaunas og markerer sig hvert år ved den afskyelige march 16. februar, på årsdagen for Litauens selvstændighed i 1918.

- Mine tidligere skolekammerater er apolitiske. De respekterer mine holdninger, men vi har aftalt ikke at diskutere politik offentligt, eller når vi er på familiebesøg hos hinanden. Fx. ville min kammerats bedstemor, der i Stalin-tiden var seks år i en landsby Sibirien, ikke blive begejstret, hvis hun hører, at jeg er socialist.

Da jeg kom til England for at læse historie, opdagede jeg, at den liberalistiske historieskrivning, min generation blev opflasket med i 1990-erne her i Litauen, var ensidig.

Jeg fik gennem mine engelske lærere og studiekammerater øjnene op for nye tilgange. De anbefalede mig alternativ litteratur, fx til at forstå hvilke interesser, der lå bag Irak-krigen, krigen mod Afghanistan, 2. verdenskrig og den kolde krig. Jeg læste bøger om imperialismens væsen og fik altså en opvågnen i Nottingham, inspireret, ikke kun af Robin Hood, men især af Marx, Engels og Lenin. Senere har jeg fået inspiration ved at tale med gamle litauiske kommunister, der var med i klassekampen i 1930-ernes Litauen.…”

Kampen fortsætter

I et brev til SLF's medlemmer skriver ledelsen efter valget, at i forhold til de få ressourcer partiet har, var resultatet godt:

”Vi fik kontakt med mange mennesker, der for første gang mødte os, da vi under valgkampen stemte dørklokker.... Vor kamp fortsætter, og vi skal forud for lokalvalgene i 2015 udnytte vore nye erfaringer. Derfor hedder det fortsat: ”For et Litauen - uden de konservative, uden svindlere og oligarker!”

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce