Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
kommentar
23. november 2012 - 10:43

Parlamentarisk "demokrati" er ikke en del af visionen

Den revolutionære vision må indebære et opgør med den borgerlige stat. De nødvendige forandringer er så grundlæggende, at de griber ind i alle sociale relationer i samfundet. Sådanne forandringer kan ikke skabes gennem parlamentet.

Siden i sommers har der verseret en revolutionsdebat internt i Enhedslisten, men også i offentligheden.

I offentligheden har medierne, journalisterne og kommentatorerne skiftet mellem henholdsvis at klandre Enhedslisten for at være utopiske drømmere eller ligefrem totalitære (se f.eks. kronikken i Berlingske den 27.07.2012), eller for egentlig ikke at mene det der med revolution alvorligt (se f.eks. Information den 17.07.2012 side 6).

Det er bemærkelsesværdigt og interessant, at der nu diskuteres revolution, også i offentligheden. Det er under alle omstændigheder vigtigt, at Enhedslisten diskuterer spørgsmålet om revolution. Hvis Enhedslisten som det eneste revolutionære parti ikke diskuterer revolution, hvad er partiets eksistensberettigelse så?

”Internt” i Enhedslisten er der da også blusset en debat op (se de mange indlæg på Modkraft.dk). I en form for gentagelse af arbejderbevægelsens og venstrefløjens debatter gennem de sidste 100-150 år, stilles det af Rosa Luxemburg centrale spørgsmål: reform eller revolution?

Begge ”sider” mener at svare ”både og”, som Rosa selv gjorde.

I en anskueliggørende simplificering synes debatten at stå mellem den mere reformvenlige fløj og den mere revolutionære fløj. Mikkel Warming skriver f.eks., at ”Vi skal have konkrete forslag, der betyder demokratiske forandringer. Det kan være alt fra større indflydelse til elever - til bedre rammer for lokalområders indflydelse gennem lokalråd - og til etablering af statsbanker, der ikke tænker i kortsigtet profit.”

Se Mikkel Warmings kommentar "Revolution og demokrati".

Dette skal og kan ifølge Warming kun ske gennem de nuværende politiske institutioner, hvilket betyder, at en traditionel revolutionær socialistisk strategi som ”dobbeltmagtsstrategien” skal smides på ”historiens mødding”.

Heroverfor har en række andre personer peget på lige præcis denne traditionelle revolutionære strategi.

De skitserer en dobbeltmagtssituation, hvor parlamentet og kapitalen står overfor en revolutionær bevægelse baseret på arbejderråd.

”Da der ikke i længden kan være to konkurrerende magtcentre i en stat, må det ene nedkæmpe det andet. Da kontrarevolutionen i den situation naturligvis flokkes om parlamentet, må den revolutionære bevægelse, i det øjeblik den via rådene kan konstatere, at et flertal støtter revolutionen, overtage magten, opløse det borgerlige parlament og overgive al politisk suverænitet til de demokratisk-valgte arbejderråd.”

Se Anna Rytter m.fl.: "Svar til Pelle Dragsted: Din strategi er fejlslagen".

På denne måde burde linjerne være trukket op. Jeg vil i det følgende fremlægge mit eget perspektiv på debatten. Jeg mener, at det er vigtigt først og fremmest at gøre sig Enhedslistens vision klar: Hvad er det egentlig, partiet vil? Herefter vil jeg forsøge at komme med nogle strategiske overvejelser over, hvordan partiet kan komme derhen.

Visionen

Når vi taler om visionen, er det vigtigt først og fremmest at gøre sig klart på hvilket niveau, man befinder sig. Med det mener jeg, at hvis dette ikke gøres klart, risikerer man at falde enten i den ”utopisk socialistiske” fælde, dvs. at man kommer til at fremlægge ét perspektiv på fremtidens samfund som det eneste rigtige, eller man risikerer at falde i den reformistiske fælde, hvor ”målet” er skubbet så langt ud i fremtiden, at enhver tale om det anses for ligegyldig.

Karl Marx skrev i Den Tyske Ideologi: ”Kommunismen er for os ikke en tilstand, der skal skabes, et ideal, hvorefter virkeligheden haver at rette sig. Vi kalder den virkelige bevægelse, der ophæver den nuværende tilstand, for kommunisme. Betingelserne for denne bevægelse fremgår af den netop nu bestående forudsætning.” (Marx 1974: 45).

Vi kan ud fra dette citat stille tre spørgsmål: Hvad er det vi gerne vil ophæve, dvs. hvad er det vi gerne vil gøre op med? Hvad er denne virkelige bevægelse, dvs. hvad skal der sættes i stedet for det nuværende i og med dennes ophævelse? Hvordan skal det gøres, dvs. hvad er forudsætningerne for denne bevægelse?

Hvad vil vi ophæve?

Kort sagt må målet være, og har altid for den revolutionære arbejderbevægelse været, at ophæve kapitalismen og dennes politiske form.

Vi befinder os her på det mest overordnede plan, hvor vi næsten kun kan definere vores bevægelse negativt: antikapitalistisk, antiborgerligt, antiracistisk, antifascistisk etc.

Helt grundlæggende må vi tage udgangspunkt i den marxistiske analyse af merværdi produktionen. Jeg vil ikke komme ind på en lang udredning af denne analyse, men grundlæggende set, så baserer produktionen af merværdi sig på to magtforhold: et direkte magtforhold, f.eks. magtfordelingen på arbejdspladsen, og et mere indirekte økonomisk-ideologisk magtforhold, nemlig kapitalforholdet.

Dette analyserede Marx første gang i de økonomisk-filosofiske manuskripter. Marx peger på, at de ting som arbejderne producerer, står overfor disse som en uafhængig fremmed magt (Marx 1970: 104).

Senere udvikler Marx denne analyse i Grundrids og Kapitalen, hvor han analyserer den kapitalistiske vareøkonomi, som producerende en bestemt værdiform, nemlig kapitalen, hvis virksomhed så at sige foregår bag ryggen på individerne.

En hel række senere marxister har analyseret dette på flere forskellige måder, og det kan kun anbefales at give sig i kast med læsningen (Karl Korsch, Georg Lukacs, Kapitallogikken, Herbert Marcuse, Moishe Postone).

Det mere direkte magtforhold betyder altså, at et opgør med kapitalismen må betyde et opgør med hierarkiserede forhold på arbejdspladsen, men også mellem individerne generelt.

Visionen må altså indeholde en udvikling af demokratiet udover det nuværende parlamentariske flerpartisystem, til en langt mere deltagende og direkte form.

Et opgør med kapitalforholdet må betyde et opgør med vareproduktionen (en vare er ikke det samme som en ting), og derfor også et opgør med markedsmekanismerne.

Det er derfor heller ikke muligt at forestille sig et opgør med kapitalismen, uden at hele komplekset af bank- og finansvæsen bliver afskaffet. Dette må være en del af en antikapitalistisk vision.

Hvad kan vi sætte i stedet?

Dette er det nok mest komplekse spørgsmål og det ultimativt farligste at svare på.

Jeg er meget imod at opstille en model og specielt, hvis denne præsenteres som det eneste rigtige.

Jeg mener dog, at ovenstående vision kan hjælpe os på vej med at skitsere nogle mere konkrete visioner. De historiske erfaringer med mere eksperimenterende og deltagende demokratiformer skal heller ikke bare ”smides på historiens mødding”.

Først og fremmest mener jeg, at den rådsdemokratiske tankegang og tradition i høj grad kan hjælpe os med at formulere nogle forslag til et langt mere demokratisk samfund. Traditionen er på ingen måde homogen og kan derfor ikke skæres over en kam.

En række teoretikere indenfor denne tradition har forsøgt at skitsere en rådsmodel (se Jan Appel 1930, Cornelius Castoriadis 1972 og Michael Albert 2003). En sådan model vil f.eks. kunne basere sig på en række arbejder- og forbrugsråd.

Enhver arbejdsplads vil have et råd bestående af alle medarbejdere. På samme måde vil ethvert lokalt område have et forbrugsråd, bestående af f.eks. 50-100 personer. Rådene vil hver især sende delegerede til henholdsvis regionale forbrugsråd, regionale og/eller brancheopdelte arbejderråd, helt op til et nationalt niveau.

Disse vil i samarbejde, og på en decentral måde, planlægge produktionen efter forbrugernes ønsker og behov. Der rejser sig selvfølgelig en helt række spørgsmål, som jeg ikke vil komme ind på her pga. omfanget. Jeg vil henvise til ovenstående teoretikere.

Udover disse arbejder- og forbrugsråd vil der også kunnet etableres politiske råd, der tager sig af en række andre, men relaterede spørgsmål. F.eks. racisme spørgsmål, religionsspørgsmål, økologiske spørgsmål, sundhedsspørgsmål etc.

Alle har de selvfølgelig at gøre med de andre råds arbejde og må derfor også, stadigvæk på en decentral måde, kombineres hermed.

Denne politiske struktur kan opbygges på samme antihierarkiske måde som arbejder- og forbrugsrådene (Shalom 2005).

Termen ”arbejderråd” skal selvfølgelig ikke kun opfattes som råd bestående af fabriksarbejdere. Det handler om, at enhver tænkelig arbejdsplads skal organiseres på samme deltagende og direkte demokratiske måde.

Modellen kan hjælpe os med at tænke, hvordan vi udvikler demokratiet, eller rettere sagt: etablerer et egentlig demokrati.

En række principper kan desuden med fordel kombineres hermed, f.eks. tilbagekaldelsesret af de delegerede, rotationsprincip, konsensusbeslutninger, forskellige former for super-majoritets stemmeprocedurer etc.

Et udviklet rådsdemokrati vil kombinere det politiske og økonomiske, dvs. være en egentlig sammensmeltning af den politiske og økonomiske sfære, som Marx skriver:

”[F]ørst når mennesket har erkendt og organiseret sin ”egenmagt” som samfundsmagt, og derfor ikke mere skiller samfundsmagten ud fra sig i skikkelse af den politiske magt, først da er den menneskelige frigørelse fuldbyrdet.” (Marx 1962: 50).

At opstille nogle mere konkrete pejlermærker for vores vision har desuden en mere strategisk pointe, som jeg vil indlade mig på nu.

Strategien

Det tredje spørgsmål var, hvad er forudsætningerne for denne virkelige bevægelse, som ophæver tingenes nuværende tilstand?

Det er et strategisk spørgsmål, nemlig: hvad er mulighederne for at negere/ophæve kapitalismen?

Først og fremmest er der spørgsmålet om det politiske system. Kan/skal og bør vi handle gennem det nuværende politiske system? Er det overhovedet muligt at ændre noget gennem det nuværende politiske system? Ja og nej, i nævnte rækkefølge.

Jeg har andetsteds analyseret netop dette spørgsmål, og for en mere uddybende forklaring vil jeg henvise hertil (http://baggrund.com/de-repraesenterede/).

Kort sagt, så er det borgerlige parlamentariske/republikanske politiske system en udløber af de repræsentative organer i det gamle stændersystem, og det er et produkt af borgerskabets kamp imod enevælde og adelen til fordel for egne økonomiske privilegier.

På intet tidspunkt var dette oprindeligt en demokratisk kamp. Den demokratiske kamp trådte først ind på scenen med arbejderbevægelsen og dennes kamp for repræsentation i det politiske system, hvilket medførte en hel række demokratiske rettigheder, som vi selvfølgelig ikke må give køb på.

På et mere teoretisk niveau kan vi definere den moderne socialitet som den gensidige afhængige og historiske opståen af kapitalismen og den moderne stat, dvs. en opdeling af den økonomiske og politiske sfære (eller civilsamfund og moderne stat som den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831) traditionelt anses som værende en af de første til at analysere).

Kapitalismen og den moderne stat hænger altså sammen på en sådan måde, både historisk og konstitutivt, at et opgør med kapitalismen også må være et opgør med denne stat (uanset hvilken form, denne aktuelt har).

Vores strategi må altså rette sig herefter. Den slovenske filosof Slavoj Zizek forklarer det meget præcist i følgende citat:

“It is here that Marx’s key insight remains valid, today perhaps more than ever. For Marx, the question of freedom should not be located primarily in the political sphere proper (Does a country have free elections? Are its judges independent? Is the press free from hidden pressures? Are human rights respected? Etcetera). The key to actual freedom rather resides in the network of social relations, from the market to the family, where the kind of change needed if we want genuine improvement is not political reform, but a change in the “apolitical” social relations of production. We do not get to vote on who owns what, or on relations in a factory and so on, for all this is deemed beyond the sphere of the political, and it is illusory to expect that one can actually change things by “extending” democracy to this sphere, by, say, organizing “democratic” banks under the people’s control. Radical changes in this domain should be made outside the sphere of legal “rights,” etcetera: no matter how radical our anticapitalism, unless this is understood, the solution sought will involve applying democratic mechanisms (which, of course, can have a positive role to play)—mechanisms, one should never forget, which are themselves part of the apparatus of the “bourgeois” state that guarantees the undisturbed functioning of capitalist reproduction.” (Zizek 2012: )

Ud fra denne teoretiske indsigt er der behov for nogle mere konkrete betragtninger.

Arbejderbevægelsens engang så massive og demokratiske masseorganisationer er i dag ikke længere til stede. Arbejderpartierne har reduceret sig selv til vælgerforeninger, fagbevægelsens ledelse svigter konstant dens medlemmer, og kulturbevægelsen er så godt som forsvundet fra jordens overflade.

Når talen falder på dobbeltmagtsstrategien, så henvises der som regel til den russiske revolution af oktober 1917. Et andet, måske endda bedre eksempel, er den østrigske arbejderbevægelse i mellemkrigsårene.

Ved allerede at udgøre ”[e]t samfund i samfundet, et kontra-samfund, en begyndende socialisme allerede i nutiden”, formåede den austromarxistiske arbejderbevægelse (som virkelig bevægelse) helt konkret at ophæve tingenes nuværende tilstand, gennem en hel række organisationer, såsom fagforeninger, kooperative foreninger, ungdomsorganisationer, børneorganisationer, kvindeorganisationer, oplysning- og uddannelsesorganisationer, sangforeninger, musikforeninger, biblioteker, teater, politisk kabaret, idrætsorganisationer, kolonihaveorganisationer, og mange flere (Sørensen 1992: 145).

For denne bevægelse handlede det simpelthen om at etablere socialismen i nutiden.

Socialismen var ikke noget mål skubbet langt ud i fremtiden. Dette enorme netværk af demokratiske masseorganisationer var ikke noget særegent kun for den østrigske arbejderbevægelse, men fandtes i en lang række europæiske lande, ja sågar, dog i mindre form, i Danmark.

Pointen er ikke, at vi blot skal etablere de samme organisationer igen. Historien går altid fremad, aldrig tilbage. Pointen er snarere, at vi kan tage ved lære af denne dobbeltmagtsstrategi.

I flere lande har denne strategi faktisk slået rod. Arbejderstyrede virksomheder findes i næsten hele verden. Den spanske by Marinaleda styres gennem indbyggernes direkte deltagelse og baserer sig på et landbrugskollektiv, hvor alle er sikret indflydelse, arbejde, mad og bolig. Hvorfor ikke begynde at tænke denne model på et mere nationalt plan?

Overalt i verden skyder dobbeltmagt op, fra Occupy Wall Streets nødhjælpsarbejde under Sandy til den islandske befolknings afsættelse af parlamentet.

Den islandske befolkning skrev en ny forfatning; kunne man ikke forestille sig det samme ske i Spanien?

I Spanien har befolkningen i flere omgange omringet parlamentet og insisterende krævet dets afgang. I en endnu mere tilspidset situation, hvor parlamentet bliver afsat, og der skal skrives en ny forfatning, kunne man sagtens forestille sig etableringen af en langt mere demokratisk rådsmodel, hvor økonomien bliver lagt i hænderne på befolkningen og dennes demokratiske organer.

Det er sådanne konkrete erfaringer, som må veje tungest i vores strategiske overvejelser.

Forandringer kan ikke ske gennem parlamentet. Det er det traditionelle slogan for den revolutionære venstrefløj.

Der mangler bare at tilføjes, at den parlamentariske form for ”demokrati” slet ikke kan være en del af visionen.

Vores vision indeholder både et opgør med kapitalismen, men også med den borgerlige stat. Denne stat er et historisk produkt og hører på samme historiske måde sammen med kapitalismen.

Vores vision for et fremtidigt samfund kan derfor ikke indeholde denne form for stat. Det må vores strategi selvfølgelig indrette sig efter.

Derfor bør vores politiske hovedfokus ligge uden for parlamentet, uden for staten. Repræsentation i folketinget bør indskrænkes til kun at være en talerstol for vores politiske arbejde ”ude i virkeligheden.”

Der findes en hel række erfaringer, vi kan tage fat på. De ovennævnte er blot få eksempler. I 1970’ernes Italien udviklede den revolutionære venstreorienterede gruppe Lotta Continua en strategi under overskriften ”Take over the city”.

Denne indeholdt, hvad man kan kalde ”basisstrategier”, f.eks. lejestrejker, besættelser, rød distribution (hvor folk selv organiserer varedistributionen udenom de kapitalistiske forretninger), organisering af egen kollektiv transport, organisering af basisfagforeninger (f.eks. den nylige etablering af L’Unione Sindacale di Base i Italien) og alle mulige former for kulturelle organiseringsformer.

Det handler ikke om at kopiere tidligere strategier, men om at lade os inspirere af konkrete erfaringer.

Afsluttende overvejelser

Det helt centrale er, at revolution ikke er noget, vi kan vente på, eller noget, som vi først må bygge op til, og som derfor forskubbes ud i fremtiden.

I den globale kapitalisme af i dag er det ikke længere muligt at forestille sig, at traditionelle arbejdskampe for f.eks. højere lønninger på længere sigt skulle føre til et opgør med selve kapitalismen.

Det er heller ikke muligt at forestille sig, at reformer gennem parlamentet skulle kunne føre sådan et opgør med sig.

Den nationale repræsentative maskine er i dag mere end nogensinde underlagt globale økonomiske strukturer og mekanismer, internationale teknokratisk-politiske strukturer og organisationer samt industrielle-militære og imperialistiske magtforhold, som gør det næsten umuligt for disse nationale, og i nogle tilfælde regionale repræsentative institutioner at udøve nogen form for egentlig magt (Hardt & Negri 2012).

I dag består proletariatet af den store globale klasse af almindelige mennesker, der ikke har andet end deres arbejdskraft at sælge, og uden nogen egentlig kontrol over deres eget liv, dvs. almindelige lønarbejdere (oftest under massive prekære forhold), arbejdsløse, studenter, immigranter etc.

Indenfor denne klasse er der ikke nogen samlende faktor, den er splittet. Kun enkelte steder er der en allerede eksisterende samlende faktor. Kun i lande som Kina finder vi stadigvæk store fabrikker, hvor arbejderne allerede er samlet, og som derfor udgør grundlaget for arbejderkampene her.

I det meste af den vestlige verden findes sådanne forhold ikke længere i samme grad. Derfor skabes solidariteten ikke hovedsagligt gennem en identifikation af allerede eksisterende forhold (f.eks. alle arbejdere indenfor en bestemt branche), men derimod gennem selve kampen.

Den eneste samlende faktor er kampen mod kapitalismen, som på samme tid er kampen for at ophæve de eksisterende forhold (de Mattis 2011).

Revolution er ikke noget, der først kommer, når vi har opbygget ”et samfund i samfundet”.

De to ting må være det samme, præcist som vi ser det i en hel række sydamerikanske og sydeuropæiske lande i dag.

Konkret i forhold til den verserende debat, så indeholder den vision og strategi, som f.eks. Mikkel Warming fremlægger, hverken en egentlig antikapitalistisk vision eller en revolutionær strategi.

Der kan knapt nok være tale om en vision, når denne indskrænker sig til minimale reformer af det nuværende politiske og økonomiske system.

Det er f.eks. ”større indflydelse til elever”, ”bedre rammer for lokalområders indflydelse” eller ”etableringen af statsbanker”. Den vision og de strategiske overvejelser, jeg her har opridset, lægger sig i højere grad i forlængelse af den mere revolutionære ”fløj”.

Se f.eks. Anna Rytter m.fl.: "Skal Enhedslisten være et nyt socialdemokrati". 

Faren ved de overvejelser, som denne ”fløj” fremlægger, er, at man i stedet for at opbygge nye og mere radikale bevægelser, hægter sig på allerede eksisterende og systemetablerede stivnede ”bevægelser”, mest af alt fagbevægelsen i dens nuværende form. Men også store dele af elev- og studenterbevægelsen er stivnede og bureaukratiske.

I stedet foreslår jeg opbygning af nye bevægelser og deltagelse i mere radikale bevægelser. Det betyder ikke, at man overhovedet ikke skal deltage i eksisterende bureaukratiske institutioner, fra fagbevægelse til folketing, men at man på ingen måde skal lade sig begrænse af disse.

Lad os derfor droppe det ensidige fokus på folketingsarbejdet og gå ud i verden.

Er forhandlinger i folketinget den eneste måde, hvorpå vi kan hjælpe f.eks. dagpengemodtagere, der står til at miste dagpengene?

Udenomsparlamentarisme handler ikke om at lave demonstrationer o. lign. for at styrke vores forhandlingsposition i parlamentet. I så fald bliver det ikke andet end parlamentarisme med støttehjul.

Genuin politisk handling kan i dag kun foregå udenfor de etablerede politiske og repræsentative institutioner. Hvis vi som venstrefløj skal ”modernisere” os, så nytter det ikke noget at falde tilbage på en traditionel socialdemokratisk politikforståelse.

Der findes store mængder inspiration at hente, både fra historien og fra verden i dag. Lad os tage denne inspiration, og gå ud i virkeligheden.

Esben Bøgh Sørensen er kandidatstuderende i idéhistorie ved Aarhus Universitet og medlem af Enhedslisten

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce