Paradoksernes kunst

ANMELDELSE: Lad os få overstået forbrugeroplysningen med det samme.

Hvis du er til æstetisk udfordrende film fulde af politisk engagement, så skynd dig i biografen og se Aki Kaurismäkis nye film »Miraklet i Le Havre«!

Men måske går du ikke normalt ind og ser mærkelige film på fransk af obskure instruktører fra lande fjernt fra Hollywood?

Til gengæld er du måske ved at være træt af amerikanske mainstreamfilm, fordi de aldrig handler om noget væsentligt, slet ikke repræsenterer dine holdninger og altid er så forudsigelige?

Eller du vil måske bare gerne vide, hvorfor jeg uden forbehold anbefaler den originale finske filmkunstners nyeste værk?

En politisk og æstetisk pakke

»Miraklet i Le Havre« har hele pakken. Først og fremmest er den en ætsende kritik af europæisk asyl- og migrationspolitik, der udstilles i al sin brutale umenneskelighed. Tilmed handler filmen om modstand og solidaritet i hverdagen, så politisk kan man ikke forlange mere.

Kaurismäki formår desuden at lave politisk kunst uden belærende løftede pegefingre, hvilket især hænger sammen med filmens befriende nedtonede og underspillede humor, og det er i sig selv en bedrift.

Filmen er dog ikke bare sympatisk og sjov, den er også æstetisk spændende at se på. Samtidig passer det stærkt stiliserede udtryk, som også bidrager til den sorgmuntre stemning, ikke rigtig sammen med den temmelig regelrette historie.

Sammenstødet er dog snarere filmens styrke end dens svaghed, og det trækker absolut ikke fra i forhold til min anbefaling af »Miraklet i Le Havre«.

Skopudseren, drengen og miraklet

Scenen er titlens franske havneby, hvor den aldrende skopudser Marcel (André Wilms) lige netop tjener til dagen og vejen. På sine vandringer gennem byen støder han på den afrikanske dreng Idrissa (Blondin Miguel), som er på flugt fra politiet efter at være kommet illegalt til Frankrig.

Samtidig bliver Marcels kone Arletty (Kati Outinen) alvorligt syg, og de to begivenheder sætter handlingen i gang. Folk i kvarteret slutter nemlig ring om Marcel og hjælper ham med at skjule Idrissa fra myndighederne, mens han prøver at finde frem til drengens slægtninge.

Det lykkes til sidst, og da den sammenbidte strømer Monet i det afgørende øjeblik sender sine kolleger på vildspor, kan Idrissa blive skibet af til sin mor i London.

Til sin egen og lægens store overraskelse er Artletty nu blevet fuldstændig rask, og filmen slutter dermed med det, der tilsyneladende er titlens mirakel.

Den klassiske fortællings skabelon

Det er et udbredt og overset problem, at vi reducerer historier til den klassiske fortællings skabelon, når vi refererer dem. Den måde at fortælle på — som faktisk kun er én blandt flere — er nemlig så indgroet i (især) den vestlige kultur, at mange simpelthen tror, at det er den eneste måde.

Fortællemæssigt er »Miraklet i Le Havre« dog gennemført klassisk i sin opbygning med korrekt placerede vendepunkter og en tydelig konflikt. Ved siden af sit »verdslige« plot har filmen også den traditionelle »intime« sidehandling, og der bindes en fin sløjfe på begge fortællingens tråde i slutningen.

At filmen dermed lever op til den dominerende forestilling om »den gode historie«, vil sikkert få mange til at hylde Kaurismäki for at være blevet mere rund og imødekommende over for publikum på sine gamle dage.

Fra et politisk — og moralsk — perspektiv er problemet dog, at den klassiske fortælling bygger på og viderefører det herskende borgerlige menneskesyn. I princippet er det altså ligegyldigt om helten er rød eller blå. Historien — både den lille og den store — bliver stadig drevet fremad af det handlekraftige individ.

Underholdt og udfordret

Det geniale i Kaurismäkis tilgang til filmkunsten ligger dog netop i det nævnte sammenstød, hvor stilen skaber en ironisk distance til fortællingens traditionelle opbygning.

Jeg vil endda påstå, at der er skruet op for stiliseringen i forhold til Kaurismäkis seneste film, og man kunne spekulere i, om det er gjort bevidst for ideologisk at undergrave den mere klassiske opbygning af fortællingen i »Miraklet i Le Havre«.

I hvert fald opnår han netop det med to gennemgående greb, som han bruger i alle sine film: den urealistiske og tidsforskudte scenografi og skuespillernes stive, ikke-naturalistiske måde at levere den sparsomme og kantede dialog.

Men selvom filmen ligner en folkekomedie fra 1950’erne, der ved en fejl er blevet instrueret af en maniodepressiv russer — i en depressiv periode — så står Kaurismäkis politiske stillingtagen og kritik faktisk endnu stærkere.

Det er bare et af filmens store og små paradokser — såsom at skopudseren for eksempel ikke pudser sine egne sko — som gør, at Kaurismäki både underholder og udfordrer mig.

»Miraklet i Le Havre« (Instr.: Aki Kaurismäki, Finland/Frankrig/Tyskland 2011, 93 min.). Premiere d. 15. marts i Grand Teatret (København), Øst for Paradis (Aarhus), Biffen (Aalborg), Nicolai Biograf (Kolding) og Reprise Teatret (Holte).