aftale
15. maj 2012 - 14:01

Palæstinensiske fanger afslutter sultestrejke

Efter snart en måneds sultestrejke har omkring 2.000 palæstinensere accepteret israelske løfter om mildere fængselsbetingelser. Nyheden blev modtaget med glæde blandt palæstinensere, og modtaget med skepsis og lettelse i Israel.

Mandag kunne israelske, palæstinensiske og egyptiske kilder fortælle, at cirka 2.000 sultestrejkende palæstinensiske fanger i israelske fængsler har lovet at indstille deres kollektive faste.

De fleste af fangerne påbegyndte deres sultestrejke den 17. april, og har altså aktioneret i knap en måned. Enkelte længere. Blandt disse er Thaer Halaleh, der nåede at faste i 76 dage, inden gårsdagens aftale faldt på plads.

Det sker efter forhandlinger mellem Israel på den ene side og fangernes ledere og palæstinensiske grupper udenfor på den anden side.

Forhandlingerne var gået i hårdknude, men ved egyptisk mellemkomst lykkedes det parterne at nå den aftale, der blev kendt mandag.

Besøgsforbud ophævet

Aftalens præcise indhold har stadig til gode at blive kendt i detaljen, men i følge TV-stationen Al-Jazeera involverer den, at isolationen for 19 fanger bliver ophævet. Desuden skulle der være tale om en lempelse af det totale forbud mod besøg fra pårørende fra Gaza.

Israel fastholdt totalt besøgsforbud fra den belejrede Gaza-stribe siden tilfangetagelsen af soldaten Gilat Shalit i 2006. Shalit blev sidste år udvekslet med mere end 1000 palæstinensiske fanger i israelske fængsler.

Se videoklip »Deal reached over Palestinian hunger strike« På Al Jazeera.

Håb for administrativt indespærrede

Aftalen giver også håb om en afklaring af forholdene for de sultestrejkende fanger, der er administrativt indespærret. Administrativ indespærring består i, at israelske militære myndigheder uden egentlig rettergang kan tilbageholde palæstinensere i perioder på op til seks måneder ad gangen.

Efter hver periode kan myndighederne vælge at forlænge indespærringen, og der er ingen øvre grænse for, hvor mange gange, det kan ske.

Ifølge Al Jazeera har Israel accepteret, at de fanger blandt de sultestrejkende, der er administrativt tilbageholdt, enten bliver løsladt eller stillet for en domstol, når deres nuværende periode løber ud.

Det forklarer en kilde fra Shin Beth, Israels interne sikkerhedstjeneste, til Al Jazeera

En præmie til terrorister

I Gaza blev nyheden om aftalen vel modtaget af palæstinensere, der fik udsigt til at at kunne besøge deres indespærrede familiemedlemmer. I Israel er kommentatorer og politikere uenige om, hvorvidt aftalen er en en god ide.

Danny Danon, der er medlem af Knesset for højrefløjspartiet Likud, betragter aftalen som en »præmie til terrorister« og vil mobilisere israelske parlamentarikere i et forsøg på at bremse aftalens realisering.

- Aftalen var en alvorlig fejltagelse. I stedet for at gøre tingene sværere for terroristerne, giver den dem en præmie. Situationen for sikkerhedsfanger må klart være: Ingen besøg, ingen særlige privilegier. Og særligt vigtige fanger skal være i isaolation, udtaler Danny Danon til avisen The Times of Israel.

Politisk eksplosion afværget

Avi Issacharoff, der skriver for dagbladet Haaretz, er af en anden opfattelse. For ham er aftalens timing afgørende. Aftalen blev indgået dagen før Nakba-dagen (i dag), hvor fordrivelsen af trekvart million palæstinenserne i månederne før og efter Israels oprettelse den 14. maj 1948, mindes.

Og kombinationen af Nakba-dag og fortsat sultestrejke blandt de palæstinensiske fanger ville, mener Issacharoff føre til en »politisk eksplosion«. Og det er den eksplosion, der er afværget med gårsdagens aftale:

- I lyset af denne udvikling må palæstinenserne på Vestbredden lade sig nøje med symbolske demonstrationer, der mindes Nakbab ( ’katastrofen’), der begræder Israels oprettelse, skriver Avi Issacharoff i Haaretz.

Læs »MK slams hunger strike deal as ‘serious mistake’«, hos Haaretz.

»Many winners, few losers in deal to end Palestinian prisoners' hunger strike« hos Haaretz.

Redaktion: