På trojkaens nåde

Tirsdag den 24. februar sluttede en højspændt uge i europæisk politik, da eurogruppen og Trojkaen (EU-kommissionen, Den Europæiske Centralbank og IMF) godkendte en græsk handlingsplan – en liste over politiske initiativer, den nye venstrefløjsregering vil tage for at leve op til kreditorernes krav om en sund, økonomisk politik.

Der skulle gå præcis en måned fra den store triumf ved valget i Grækenland til indgåelsen af en aftale med EU, og selvom grækerne generelt synes at give gode karakterer til sin nye regering, blev det ikke smertefrit for regeringspartiet Syriza.

Aftalen fastholder Trojkaen i en magtposition, og selv de indrømmelser, den græske regering bryster sig af, kan ende i meget lidt.

Den cocktail er svær at servere i dele af partiet. Mest markant var udmeldingen fra EU-parlamentarikeren Manolis Glezos, der gav en ”undskyldning til det græske folk” for at have bidraget til ”illusionen” om at en ny regering ville afskaffe Trojkaens regime, og rulle EU-institutionerne og IMF’s politik tilbage.

For sin del talte regeringen om at have vundet et slag, og partiets støtter rundt omkring i Grækenland og Europa taler om, at de har fået et ”pusterum”.

Om man er skuffet eller moderat begejstret afhænger nok af, hvad man forventede. Men man kommer ikke uden om, at partiet befinder sig et helt andet sted i dag, end det havde stillet grækerne i udsigt før valget.

Hvedebrødsdage med høj cigarføring

Syriza indledte bravt sin regeringstid i slutningen af januar med at blæse forventningerne op. Kort tid efter valgsejren var en realitet, holdt den nye premierminister Alexis Tsipras en tale, hvor han erklærede Trojkaens epoke for slut.

”På mandag begynder det hårde arbejde. Folkets dom annullerer memorandaerne (trojkaprogrammerne, red.), som har bragt nedskæringer og ødelæggelse, og den afslutter Trojkaens epoke,” sagde han i sin sejrstale.

Og der skulle ikke gå mange dage før de første lovforslag, der skulle tilbagerulle elementer i Trojka-programmerne, var under udarbejdelse. Mindstelønnen skulle hæves, pensioner forbedres, kollektive overenskomster genindføres, fyrede i den offentlige sektor genansættes, og privatiseringer stoppes.

Hvis man har sit indtryk og sine forhåbninger fra hvedebrødsdagene lige efter valget, må skuffelsen være fæl efter aftalen mellem den græske regering, eurogruppen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og IMF.

Mens Syriza havde en række ultimative krav, så måtte de også give efter på alle væsentlige parametre, og er endt med at skrive under på en aftale, der placerer dem under administration på en måde, som ikke adskiller sig fra det gamle Trojka-regime.

Troen på de gode argumenter

Forhandlingerne blev ellers åbnet i storslået stil, da den græske regering meldte ud, at den ikke ønskede videreførelse af trojkaprogrammet, ikke ønskede at videreføre det gamle ”memorandum”, som det kaldes.

I stedet ville den have et lån, der kunne dække de største behov for de første måneder ved magten. Og behovet er der.

Skal Syriza kunne gennemføre et program, hvor partiet både skal afhjælpe den værste fattigdom, krisen og krisepolitikken har skabt, og hvor de skal vende år med nedskæringspolitik til en tid med investeringer i arbejdspladser, så koster det penge. Og især, når man lægger afbetaling på gælden oven i. Afbetalinger som beløber sig til 17 mia. euro i 2015, alene til EU og IMF. Hertil skal lægges gælden til private kreditorer.

De mål kan forfølges ved at forlade euroen og trykke penge selv, og ved at fremtvinge en genforhandling af gælden med trussel om at suspendere afbetalingerne, men det er ikke Syrizas tilgang, og var det heller ikke før valget.

Partiets linje er at indgå i forhandlinger med "partnerne" i EU om en fornuftig løsning, at følge reglerne i håbet om, at reglerne en dag kan laves om. I den forstand mødte den nye græske regering ubevæbnet op til forhandlingerne og blev mødt med revolverpolitik.

For et lån uden betingelser er en naiv drøm i dagens EU, og planer for ekspansiv finanspolitik, retfærdig løn gennem kollektive overenskomster, og robuste overførselsindkomster er alle tiltag, der hæmmes af reglerne for Den Økonomiske og Monetære Union, der er blevet skærpede i løbet af krisen.

Grækerne fik hurtigt klar besked om, at lån får man på betingelser, og især den tyske regering satte sig for hurtigt at spænde ben for Syrizas første forsøg på at rulle de gamle reformer tilbage. Således gik den tyske finansminister Schäuble lukt efter at forhindre grækerne i at hæve mindstelønnen og rulle pensionsreformer tilbage, som det fremgår af en tysk tekst fra dagen før, aftalen blev indgået.

Samtidig – og uden den store medieopmærksomhed - lagde ECB sit eget hårde pres på den græske chefforhandler, finansminister Yanis Varoufakis.

Hver anden onsdag tager banken stilling til, om de græske banker skal have nødlån for at holde sig flydende, og onsdag den 18. februar lå der en ansøgning fra de store græske banker om en øget støtte på 10 mia. euro.

ECB nøjedes med at tildele de græske banker 3,3 mia. euro – et varsel om at uden en aftale ville kassen utvivlsomt blive smækket i, og bankerne løbe tør for penge.

Trojkaen rebranded

Fredag den 20. februar endte det så med en aftale, der dækker de kommende fire måneder, og som på de centrale punkter strider mod de forhåbninger, Syriza havde indgydet i dagene efter valgsejren.Fra småt til stort er partiets program blevet underkendt af eurogruppen: 

Grækerne f.eks. måttet skrive under på, at de midler fra Centralbanken, de ville have brugt som startkapital til en offentlig investeringsbank, kun må bruges til rekapitalisering af eksisterende banker. Og de har måttet erklære, at de vil betale alle kreditorer tilbage til tiden. Ingen reduktion af gælden er altså umiddelbart i sigte, og ingen andre penge er i sigte til brug for en aktiv beskæftigelsespolitik.

Og især har den græske regering skrevet under på, at den vil fortsætte med det gældende Trojka-program, om end i en tilrettet form.

Med programmet følger budgetmål – der skal føres en stram økonomisk politik. Efter planen skulle Grækenland f.eks. have et budgetoverskud på hele 3 procent i 2015, et mål, som ifølge finansminister Varoufakis nu er taget af bordet og reduceret til 1,5 procent, eller det samme mål som den græske regering nåede i 2014 – med svære omkostninger til følge. 

Så allerede i udgangspunktet er den nye græske regering klemt på økonomien, trods lån.

Og – helt afgørende – det er i sidste ende trojkaen, som beslutter om den græske regering har holdt sig inden for de afstukne rammer, og som beslutter om lånene skal udbetales eller ej.

Skal lånet i sidste ende udbetales, skal regeringen ikke bare sikre måltallet for statens overskud, men også afholde sig fra en række reformer, som eurogruppen og trojkaen vurderer er skadelige, og gennemføre reformer, den finder gunstige.

Den græske regering må ikke foretage sig noget, som ifølge institutionerne ”vil have en negativ indflydelse på budgetmålene, den økonomiske genopretning eller den finansielle stabilitet”, og det betyder, at alle økonomiske initiativer vil blive nøje overvåget af ”institutionerne”, d.v.s. Trojkaen.  

Varoufakis’ mini-memorandum

Der er altså sat en snor i Syriza-regeringen, der skal føres en stram økonomisk politik som modydelse for lån.

Under den forrige regering blev de betingelser fastsat i et langt memorandum, som i princippet stadig gælder. Men den største indrømmelse, grækerne fik ved forhandlingsbordet var altså, at de selv kunne fremlægge en liste over de reformer, de ville gennemføre. Og listen, som blev fremlagt af finansminister Varoufakis, blev godkendt få dage efter vedtagelsen af eurogruppens resolution.

Den er udformet behændigt, så den på den ene side søger at inddrage elementer af Syrizas politik, og på den anden side ikke træder trojkaen og eurogruppen over tæerne.

Blandt hovedpunkterne i Varufakis’ plan er følgende:

• Reformer af skattesystemet, særligt med henblik på mere effektiv skatteinddragelse. Dele af programmet for skattereformer minder om memorandummet, mens andre dele bærer Syrizas klare fingeraftryk.
• Vedtagne privatiseringer vil ikke blive rullet tilbage, men privatiseringer, som er nået til udbudsfasen, vil ikke blive stoppet.
• Bedre ”kontrol” med udgifterne til sundhedssektoren ”for at forbedre ydelsen og kvaliteten” af lægelige ydelser.
• Fortsat arbejde med ”pensioner” for at ”strømline” pensionsordninger og ”fjerne smuthuller”, som kan give anledning til for tidlig tilbagetrækning.  Dvs. næppe en tilbagerulning af de forringelser af pensionerne, som Syriza ellers havde bebudet.
• Tiltag for at imødegå ”den humanitære krise”, bl.a. gennem fødevaremærker, dvs. billigere fødevarer til de fattigste – dog ikke på en måde så det har ”en negativ virkning på statens finanser”.  

Varoufakis har tydeligvis anstrengt sig for at tilrette og beskære dele af Syrizas eget program, kaldet Thessaloniki-programmet, og servere stumperne i en form, som eurogruppen og trojkaen kan acceptere. På den måde har han opnået indrømmelser – som et stop for nye privatiseringer – men har også måttet skrue ned for ambitionerne på de centrale områder.  

Ikke tåge nok

Det er på mange måder en tåget tekst, som bærer vidne om, at Syrizas top bekender sig til ”konstruktiv tvetydighed”, d.v.s. at der er bygget bro over principielle uenigheder ved at formulere sig ukonkret. Men tågen er ikke tyk nok til at dække de tilbagetog, Syriza er blevet tvunget til at foretage.

Blandt en af mærkesagerne har været at hæve mindstelønnen fra 680 euro (tilbage) til 750 euro. I tiden før krisen blev den lave mindsteløn angivet som en af årsagerne til, at en stor del af ungdommen levede i fattigdom. ”750 euro generationen”, som tidens unge blev kaldt. 

Alligevel gik det den modsatte vej, da Trojkaen gjorde sit indtog - mindstelønnen blev sat ned. Og at dømme efter teksten i Varoufakis’ reformprogram har det lange udsigter med at komme den anden vej, både med genetablering af kollektive overenskomster og hævelse af mindstelønnen.

Den fantastiske tekst lyder som følger:

”Indfasning af en ny ”smart” tilgang til kollektive forhandlinger for at oprette afbalanceret fleksibilitet med rimelighed. Dette indebærer ambitionen om med tiden at strømline og hæve mindstelønnen på en måde, der sikrer konkurrencedygtighed og beskæftigelse. Omfanget og tidshorisonten for ændringer af mindstelønnen vil blive afgjort efter høring af de sociale partnere og europæiske og internationale institutioner, herunder ILO, og vil tage fuldt højde for råd fra en ny uafhængig institution om ændringer af lønnen er på linje med udviklinger i produktivitet og konkurrencedygtighed.”

Hvad de sprogblomster mere præcist vil føre til er svært at forudse, men de placerer i hvert fald Syriza langt fra løftet om umiddelbart at indføre kollektive overenskomster gennem forhandlinger, og at hæve mindstelønnen.

På trojkaens nåde

Der er ingen tvivl om, at den græske regering har skabt sig et spillerum med Varoufakis reformliste, og der er næppe heller tvivl om, at den vil kæmpe på flere fronter for at udnytte det maksimalt. Og på nogle punkter har grækerne allerede bebudet kamp til stregen.

Den nye energiminister Panayiotis Lafazanis, som tilhører partiets venstrefløj, har f.eks. udtalt, at der nu er sat stop for privatiseringer, selvom f.eks. det statslige elektricitetsselskab allerede er sendt i udbud, og tilsyneladende skal privatiseres ifølge aftalen.

På samme måde vil grækerne kunne vedtage initiativer for at imødegå de værste udtryk for stigende fattigdom, det være sig støtte til de fattigstes varmeregning, lempeligere vilkår for fattige med gæld til det offentlige, fødevarestøtte, og måske et stop for tvangsauktioner af huse eller lejligheder tilhørende folk med lav indkomst. Et program, som på forhånd var sat til at beløbe sig til omtrent 3 mia. euro.

Det vil derfor være forkert at sige, at der ikke kommer noget ud af regeringsskiftet i Grækenland. Det er lykkedes den græske regering at klemme nogle indrømmelser ud af eurogruppen og Trojkaen, som skaber nogle andre betingelser end dem, der rådede under den konservative regering.

Men det er små indrømmelser, og det er indrømmelser på trojkaens nåde. I de fire måneder låneaftalen er sat til at vare, vil Trojkaen stadig være en afgørende faktor i græsk politik, og uden grønt lys fra ”institutionerne” er der intet lån.

Går Syriza-regeringen for vidt på et hvilket som helst område – det være sig arbejdsmarkedet, den offentlige sektor, offentlige ydelser, eller hvad angår privatiseringer eller mangel på samme - kan trojkaen gøre gældende, at den førte økonomiske politik ikke er tilfredsstillende og smække kassen i. Og alt i Syrizas optræden hidtil tyder på, at det ikke er en risiko, partiet vil løbe.  

Skuffer Syriza?

Betyder det så, at Syriza har svigtet? Det kommer jo an på, hvad man bruger som målestok.

Tager man de første dage efter valget som målestok, kan man kun blive skuffet. Lovinitiativer om f.eks. hævet mindsteløn er nu skrinlagt, og påstanden om trojkaens død skulle vise sig at være stærkt overdreven.

Også hvis man tager partiets regeringsgrundlag, Thessaloniki-programmet, meget bogstaveligt, er der en afgrund til forskel. Det taler f.eks. om at erstatte trojkaprogrammet med Syrizas plan for ”national genopbygning” allerede i regeringens første dage, og om ”gradvis tilbagerulning” af de nyliberalistiske reformer, tidligere regeringer har gennemført under trojkaens åg.

Og ingen af de planer for offentlige investeringer, partiet udruller i genopbygningsprogrammet, ser i dag ud til at have en gang på jorden.

Alligevel er det strengt taget ingen overraskelse, at det græske venstrefløjseksperiment befinder sig i den situation. Det har hele tiden været Syrizas erklærede strategi at forhandle sig til rette inden for de eksisterende rammer. Hvis partiets i sin egen selvforståelse har begået fejl, er det at have fejlvurderet styrkeforholdene, herunder at overvurdere den støtte det ville få fra f.eks. Frankrig og Italien.

Hjemme har aftalen med eurogruppen og Trojkaen fået en relativt blid medfart. Kun 5 af Syrizas 149 parlamentsmedlemmer vendte tommelfingrene nedad, mens lidt under en tredjedel af partiets ledelse gjorde det samme – helt proportionelt med størrelsen af partiets venstrefløj.

Men spørgsmålet er, hvad der sker på lidt længere sigt.

Forløbet har vist, at der i dagens EU ikke er plads til et egentligt venstrefløjseksperiment inden for rammerne af ØMU’en, og at heller ikke en massiv valgsejr i et af de mest kriseramte lande i eurozonen skaber nye gunstige vinde.

Et venstrefløjseksperiment i Grækenland, eller måske snarere et venstresocialdemokratisk, forudsætter tilsyneladende et opgør med euroen. Det er et skridt, partiet ikke vil tage i dag, meget under indtryk af den massive støtte til euroen i den græske befolkning, også blandt partiets egne vælgere.

Spørgsmålet er, om den mindst lige så store støtte til et opgør med nedskæringspolitikken alligevel fører Syriza ind på den vej.

Om fire måneder, når Syriza har gennemført sit eget ”mini-memorandum”, er vi klogere.