Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Vejen til socialisme
29. januar 2014 - 12:20

På sporet af socialisme

Man kan ikke nøjes med at kritisere kapitalismen, man må også forstå og analysere sammenhængene. Ændringsforslag til principprogramudkast for Enhedslisten.

Hvorfor et nyt alternativ?

Lad os slå det fast fra start: Forslagsstillerne til dette ændringsforslag er enige om, at det ville være bedst for både Enhedslisten såvel som for et nyt principprogram, hvis diskussionen får lov til at fortsætte et år mere, indtil vi har nået en større klarhed om, hvilket program vi har behov for.

Forløbet har været kaotisk, uigennemtænkt og i øvrigt påbegyndt alt for sent i forhold til de to år, der oprindeligt var afsat.

Efter en gennemlæsning af de fire udkast og de mange fremsendte ændringsforslag, har vi måttet konstatere, at ingen af disse har formået at løfte den opgave at give vores parti et fyldestgørende program.

Og da spørgsmålet om udsættelse stadig er uafklaret, ser vi os nødsaget til i alle tilfælde at fremsætte ændringsforslag til skrivegruppens forslag.

Vores forslag forsøger i hovedtræk at samle de mange perspektiver fra de fire udkast samt ændringsforlagene samtidigt med, at vi først og fremmest har ønsket at tilføre principprogrammet et konkret element af analyse.

Vi mener ikke, det er nok blot at kritisere problemerne, som de træder frem under kapitalismen. I forhold til kapitalismen er det nødvendigt at fastholde den grundlæggende modsætning mellem arbejde og kapital som udgangspunkt for kritikken.

Gør man ikke det, kan man ikke forstå kapitalismen.

Derfor har vi indføjet afsnit, hvor vi i kort form definerer, hvad vi mener, når vi f.eks. taler om kapitalisme, udbytning, klassesamfund og socialisme. Hertil kommer, at vi også mener, det har betydning for forståelsen af det nuværende kapitalistiske samfund at have kendskab til dets historiske forudsætninger.

Det er vores opfattelse, at grundlaget for forståelsen af kapitalismen ikke findes bedre steder end i den marxistiske kritik af kapitalismens politiske økonomi.

Vi har med vores forslag villet vise, at man godt kan præsentere en sådan analyse for et bredere publikum også i år 2014, hvor den er mere relevant end nogensinde.

Hvis et principprogram skal have appel – inden for Enhedslisten såvel som udenfor – må denne kritik været forankret i virkeligheden.

Vi har efterstræbt, at indholdet skal være korrekt frem for populært. Derfor har idealkrav måttet vige pladsen for logiske slutninger draget ud fra samfundets nuværende udvikling og modsætninger. Marxistiske begreber er blevet brugt hvor nødvendigt, men aldrig uden en forklaring.

Et principprogram skal give anvendelige retningslinjer for partiets arbejde og give principper, der kan forstås og ikke bare accepteres.

Vi har derfor forsøgt at koble analysen af kapitalismen med de kampe, som Enhedslisten skal tage side om side med befolkningen i Danmark.

Frem for alt forsøger vores forslag at inspirere ved at tage udgangspunkt i det, man som medlem af Enhedslisten bør tage fat på i den politiske kamp for et socialistisk Danmark. Ingen af de fire tidligere fremsatte forslag lever op til disse kvalifikationer på én gang.

Vi fremlægger et alternativ, som vi håber vil kunne samle de mange holdninger til principprogrammet og samtidigt give os et stærkt grundlag for de kommende års arbejde.

PÅ SPORET AF SOCIALISME

1. Indledning

Principprogrammet er det ideologiske grundlag for Enhedslisten. I det fastlægger vi vores visioner og ideer om socialismen, vores opfattelse af det kapitalistiske samfund, vi lever i, vores strategi for at nå frem til socialismen og vores principper for det daglige politiske arbejde.

I vores dagligdag oplever vi alle uretfærdighed, uret og meningsløshed. Hvad, der ved første øjekast kan virke som tilfældigheder, viser sig ved nærmere eftersyn at have en sammenhæng. Hvad, der virker som tilfældige sammenfald, viser sig ofte at være symptomer på et mere grundlæggende problem i vores samfund. Problemet er samfundssystemet – kapitalismen.

Vi er klar over, at mange mennesker ikke har kendskab til, hvad socialisme er, og vi er også bevidste om, at mange heller ikke ved, hvad kapitalisme egentlig er.

Med dette principprogram er det vores håb, at du som læser opnår forståelse for det samfund, vi lever i og hvordan, vi i fællesskab kan forandre det.

1.1 Kapitalismens rammer

I vores samfund har den teknologiske udvikling gjort, at der skabes nok værdi til, at vi ikke behøver arbejde hele dagen for at overleve, ingen behøver at gå sultne i seng, og ingen behøver at lide.

Alligevel eksisterer alt dette i vores samfund. Ikke fordi der ikke er nok til alle, men fordi værdierne er fordelt ulige. Samfundets økonomiske indretning er kendetegnet ved, at det er et lille mindretal, der tilegner sig værdien af den samfundsmæssige produktion, mens det store flertal end ikke ser en brøkdel af den værdi, de producerer.

Enhedslisten arbejder for at skabe et samfund, hvor ingen lever af andres arbejde, hvor ingen bliver udbyttet og alle yder en arbejdsindsats efter deres evner og modtager de fornødenheder, der skal til for at opretholde livet, efter deres behov.

De problemer, som kapitalismen skaber, kan ikke løses inden for rammerne af kapitalismen selv. Men for at kunne bryde med det kapitalistiske system kræver det en fælles indsats af dem, der ønsker at omdanne samfundet i retningen af socialisme.

1.2 Enhedslistens program

For at et sådant samfund skal kunne se dagens lys, er det først nødvendigt at definere en række opgaver og dernæst pege på deres løsning. Kun ved at forstå det samfund, vi lever i, har vi mulighed for at forandre det.

Til det formål er principprogrammet en vejledning. Det er vores ønske, at både nye og gamle medlemmer og alle andre interesserede med principprogrammet i hånden vil finde inspiration og redskaber til handling og politisk uddannelse.

Principprogrammet afklarer, hvad vi er enige om indadtil i Enhedslisten, men klargør også samtidig vores afgrænsning udadtil, således at andre – uden for partiet – får kendskab til vores politiske virksomhed og standpunkter.

Vores politiske perspektiv er det klasseløse samfund, hvor enhver yder efter evne og modtager efter sine behov.

2. Kapitalismens grundbegreber

»Jeg står op om mor’nen og går hen på mit job
og jeg laver noget, og jeg får min løn.
Men det jeg laver er mere værd end det jeg får.
Hvordan sku’ nogen men’sker ellers
blive rige uden at lave no’et?«

I den kapitalistiske måde at producere på er det ikke menneskers behov, der bestemmer, hvad og hvordan der skal produceres. Kapitalisten igangsætter kun en produktion, hvis der er udsigt til, at den giver profit. Og profit kan kun skabes gennem udbytning af arbejdende mennesker.

I Jesper Jensens »Sang om merværdi« beskrives det på en forsimplet måde, hvad udbytning er. Arbejderen udfører sit arbejde, og på den måde bliver der skabt værdi i produktionen, men det er kun en del af denne værdi, der udbetales som løn.

Arbejdsgiveren, også kaldet kapitalisten, ejer produktionsmidler, det vil sige maskiner, bygninger og råvarer. Arbejderen derimod ejer ingen produktionsmidler, han ejer kun sin arbejdskraft. Så for at få en løn til at leve af, må han sælge sin arbejdskraft til kapitalisten.

Arbejdskraften er altså en vare på lige fod med alle andre varer. Den har en brugsværdi og en bytteværdi.

Brugsværdien i alle varer er udtryk for deres anvendelighed. Derimod afgøres varernes bytteværdi af den mængde arbejdstid, der er brugt til at fremstille dem. Dette gælder naturligvis også for varen arbejdskraft.

Arbejdskraftens brugsværdi er mennesket selv med arbejdsevner og kompetencer. Arbejdskraftens bytteværdi er, som alle andre varers værdi, summen af den mængde arbejdstid, der er forbrugt til at fremstille den. Det vil sige, løn til at dække de udgifter, der  gør mennesket i stand til at forsørge sig selv og familien på en måde, der svarer til samfundets velstandsniveau.

Lønnen skal samtidigt være stor nok til at kunne opfostre børn, som kan være grundlag for en ny arbejdskraft.

2.1 Værdi og pris

Alle varer får først pengeværdi på markedet, når de omsættes i handelen. Der findes mange forskellige markeder, f.eks. et råvarermarked, detailhandel og interessant i denne sammenhæng også et arbejdsmarked.

Varens pris fremkommer ved udbud og efterspørgsel på markedet. Udbuddet af arbejdskraft som vare bestemmer også her arbejdskraftens pris – det vil sige lønnen. Jo flere mennesker, der er arbejdsløse, desto større er udbuddet af arbejdskraft. Dermed stiger presset på lønnen.

En vares pris er altså ikke nødvendigvis det samme som dens værdi. I virkeligheden ser vi, at varer sælges både over og under deres værdi. Dette gælder altså også for arbejdskraften.

2.2 Merværdi og profit

Når kapitalisten ansætter en arbejder til en aftalt løn, så køber han arbejdskraftens brugsværdi, men han betaler for dens bytteværdi, altså lønnen.

Lad os sige, at ansættelsen gælder i 8 timer. Det tager 4 timer at producere den værdi, der svarer til prisen på de varer og ydelser, som arbejderen kan købe med den aftalte løn. De næste 4 timer producerer arbejderen altså ud over det, som han har fået i løn. Den værdi, som han producerer i disse timer, er merværdi.

En del af merværdien skal bruges til dækning af kapitalistens omkostninger i forbindelse med produktion, administration, pensioner, reklame og salg, mv. Den overskydende del af merværdien er kapitalistens profit.

Udbytningen består i, at kapitalisten, i sin egenskab af ejer af produktionsmidlerne, tilegner sig merværdien, som er skabt af arbejderen. Det er udbytning, og det er grundlaget for den kapitalistiske produktionsmåde.

Det er værd at bemærke, at merværdien først bliver til penge og profit, når de varer, der indeholder merværdien, er solgt.

2.3 Arbejde og konkurrence

Kapitalisterne lever i en evig konkurrence med hinanden om at afsætte deres varer. For at være konkurrencedygtige har den enkelte kapitalist kun én udvej – at investere i nyt og mere effektivt produktionsudstyr.

Det er investeringerne i stadig dyrere maskiner, der kan producere mere end de gamle, som sender kapitalisterne ud i en evig jagt på profit.

Det betyder, at de mere effektive produktionsmidler erstatter anvendelsen af menneskelig arbejdskraft. Det betyder så igen, at værdien i det enkelte produkt (eller vare) falder, fordi det kun er arbejdskraften, der kan tilføre varerne værdi.

I det store hele produceres der stadig mere værdi på grund af den øgede varemængde  af hvilken, arbejderens løn udgør mindre. Således intensiveres udbytningen.

Den stigende produktivitet medfører, at tempoet og dermed arbejdets intensitet hele tiden øges med stress og nedslidning som resultat.

3. Klasser og klassekamp

Som vi har set i det foregående kapitel, har vi ikke alle samme interesser i nutidens samfund. Nogle mennesker ejer produktionsmidlerne, mens andre er tvunget til at sælge deres arbejdskraft.

I samfundet findes der mange indbyrdes modsætninger mellem mennesker – både blandt individer og blandt grupper. De økonomiske tilhørsforhold rækker dog ud over disse interne uenigheder, og det er disse forhold, der afgør, om man skal arbejde, eller om man kan leve af andres arbejde.

De økonomiske tilhørsforhold inddeler befolkningen i overordnede grupper. Det er det, man betegner som sociale klasser – eller bare klasser. I Enhedslisten opfatter vi overordnet klasser som menneskegrupper, der har samme forhold til den samfundsmæssige produktion.

Det betyder, at en »arbejder« ikke kun skal forstås som et menneske, der arbejder med at fremstille værdi men også de mennesker, der har en produktiv funktion i samfundet, f.eks. inden for handel, distribution, service og i den offentlige sektor.

I al historisk tid har der eksisteret klasser. Den kapitalistiske samfund har frembragt de vigtigste klasser i nutidens samfund, arbejderklassen og kapitalistklassen.

I dag spiller disse to klasser den afgørende rolle i samfundsudviklingen. Som beskrevet i det foregående kapitel, er deres interesser modsatrettede. Kapitalisterne er interesserede i en fortsat større udbytning af arbejderne gennem øget produktivitet, forlængelse af arbejdstiden og nedsættelse af lønnen. Arbejderklassen, derimod, er interesseret i det modsatte.

De forskellige klasser kæmper altså en kamp om at bestemme samfundets udvikling. Lønnens størrelse, arbejdsdagens længde og arbejderens produktivitet udgør den økonomiske klassekamp.

3.1 Klassekamp under kapitalismen

Klassekampen foregår ikke kun på arbejdsmarkedet. Alle aspekter af samfundet er en del af klassernes kampe.

Som eksempler kan man tage uddannelse, sundhed eller omsorg. Under kapitalismen er arbejderklassen interesseret i at få så mange gode og skattefinansierede muligheder som muligt. Dette sørger for, at arbejderen i tilfælde af arbejdsløshed eller sygdom er sikret basale rettigheder i samfundet, f.eks. behandling og pleje, og at hans børn kan komme i skole.

Arbejderen er også interesseret i lige adgang til uddannelse, der sikrer, at alle har lige muligheder, når de forlader skolen.

Kapitalistklassen har derimod kun interesse i at uddanne mennesker i det, som de skal bruges til på arbejdsmarkedet. Ligeledes har de kun interesse i at sikre behandling og pleje, så længe det sikrer arbejdskraften.

Klassekampen afspejles også i den måde, hvorpå mennesker tænker. Fordi vi lever i et kapitalistisk samfund, der er tilpasset kapitalistklassens idéer, er det disse, der påvirker menneskers tænkning. Gennem hele livet præges vi derfor til at tænke i konkurrence, individualisme og til at identificere os med arbejdsmarkedets præstationskrav.

Op imod dette kan arbejderklassen kun sætte sin solidaritet. Gennem fælles aktivitet og ved at angribe ideen bag kapitalismen, kan vi udfordre det præg, kapitalismen sætter på vores tænkning. Denne del af klassekampen kan derfor betegnes som den ideologiske klassekamp.

De ovenstående kampe finder også deres udtryk i politik. Politik handler først og fremmest om, hvem der har magten til at ændre på eller opretholde de nuværende forhold i samfundet.

Da det er kapitalistklassen, der ejer produktionsmidlerne, er forholdet mellem klassernes ikke lige. Som ejere af produktionsmidlerne er det altså kapitalisterne som klasse, der er samfundets herskende klasse.

Fordi den herskende klasse konstant angriber arbejdernes interesser, må arbejderklassen sørge for at sikre disse interesser som rettigheder. Det er f.eks. stemmeret, retten til uddannelse, retten til sygebehandling, retten til dagpenge og strejkeretten for bare at nævne nogle få.

I den nuværende situation i Danmark kræves der forsvarskamp mod de konkrete angreb på de erhvervede rettigheder. Dette er dog ikke klassekampens egentlige mål. Man må ikke fortabe sig i øjeblikkets udslag af modsætninger.

Arbejderklassens enkelte krav og kampe skal bruges som samlet løftestang i kampen mod udbytning.

3.2 Splittelse i arbejderklassen

Arbejderklassen er som nævnt ikke betegnelsen for en samlet, social gruppe – snarere tværtimod. Den er splittet på mange leder og kanter, f.eks. på alder, køn, etnicitet og uddannelse.

Men det er netop klassekamp, der er medvirkende til at konstituere arbejderbefolkningen som klasse for sig selv. Det betyder, at mennesker begynder at opfatte sig som en del af den klasse, de tilhører. Det er dog sjældent tilfældet i dag.

I kampen mellem klasserne forsøger kapitalisterne at splitte arbejderklassen op på alle de brydningsflader, der eksisterer inden for klassen. De forsøger at spille minoriteter ud mod hinanden på etniske, religiøse, seksuelle og kønsmæssige områder lige så vel som på uddannelsesniveau.

For at modgå splittelse i arbejderklassen er det afgørende for Enhedslisten at medvirke i kampe for alle disse minoriteters rettigheder.

Under kapitalismen anerkendes ligestillingsproblematikken i forhold til kvinder og minoriteter ikke. Enhedslisten må derfor pege på hvilke måder, samfundet skal indrettes, så det kan optage de modsætninger, som kampen for ligestilling indeholder.

Skal disse kampe føre til resultater, må de knyttes sammen. Det, der forbinder dem, er en fælles kamp mod kapitalismen.

På trods af de mange uløste problemer er det gennem klassekampen i Danmark lykkedes at skabe et mere demokratisk, trygt og solidarisk samfund.

4. Kapitalisme i Danmark

Den konstante kamp mellem klasserne om, hvordan samfundet skal udvikle sig, har ført til det danske samfund, vi kender i dag.

Arbejderbevægelsen og venstrefløjen har vundet markante sejre, men har også oplevet tilbagegang og forringelser af velfærd og lovfæstede sociale rettigheder.

I den sidste tredjedel af 1800-tallet indså arbejderne i Danmark og i resten af Europa, at kun organisering kunne sikre dem fra forarmelse. Ved at organisere sig i fagforeninger og socialistiske partier tilkæmpede arbejderbevægelsen sig en lang række rettigheder i samfundet.

Alle disse sejre er kommet, fordi arbejderbevægelsen og socialistiske partier har demonstreret, strejket, gennemført vellykkede kampagner, haft fremgang ved valg og vundet andre vigtige konflikter mod de økonomiske og politiske kræfter, der tjener penge på vores arbejde.

I Danmark stod det socialdemokratiske parti i spidsen for arbejderbevægelsen, der med strejker og demonstrationer frem mod århundredeskiftet fik forstærket den faglige organisering og gennemtvunget rettigheder for arbejderklassen.

Resultaterne af arbejderklassens øgede styrke var dels, at modstanderen, kapitalistklassen, styrkede sin organisering, men også at partiet fik mandater i Folketinget.

Stor-lockouten i 1899 blev et vendepunkt for arbejderbevægelsen, da »Septemberforliget« blev vedtaget som et kompromis mellem arbejdsgivere og fagforeningernes ledelse. Fagbevægelsen fik organisationsretten, men arbejderne mistede deres stærkeste våben i klassekampen, strejken.

Hermed ændredes socialdemokraternes projekt fra at stå i opposition til staten til at gennemføre forbedringer for arbejderklassen ved hjælp af staten.

4.1 Den danske stat

Med enevældens ophør og indføjelsen af den ukrænkelige private ejendomsret i Grundloven, blev kapitalisterne den herskende klasse i det danske samfund.

Staten er ikke hævet over klasserne og klassekampen. Så længe den herskende klasse ejer produktionsmidlerne, er staten et redskab for denne klasses herredømme.

Men staten er ikke et passivt redskab. Ved at samarbejde og indgå i forlig med samfundets andre klassers politiske partier, formåede Socialdemokratiet at bruge staten til at fremme arbejdernes interesser.

Arbejdstiden blev begrænset, så arbejderne fik et liv uden for arbejdet. Og samtidig blev de politiske rettigheder, som tidligere kun tilfaldt en del af befolkningen, udbredt til også at omfatte arbejderklassen. Derved dannedes grundlaget for at opbygge et velfærdssamfund.

4.2 Efterkrigsopsving og velfærdsstat

Med det store økonomiske opsving efter Anden Verdenskrig lykkedes det at forbedre arbejderklassens leveforhold betragteligt. Den store vækst i økonomien gjorde det blandt andet muligt for den socialdemokratisk ledede fagbevægelse at tilkæmpe sig højere løn, sikkerhed på arbejdspladsen og ferie, mv.

Samtidigt opbyggede socialdemokratisk ledede regeringer gennem lovgivning i Folketinget velfærdstaten. Denne sikrede skattefinansierede offentlige ydelser til alle borgere efter devisen, at fælles løsninger sikrede selv samfundets svageste.

Ofte var dette mod, men nogle gange også med, kapitalistklassens gode vilje. Der var på denne måde tale om et klassesamarbejde mellem arbejdere og arbejdsgivere.

Velfærdsstaten er således et produkt af klassernes styrke i forhold til hinanden på et givent historisk tidspunkt.

Heri ser vi velfærdsstatens tosidede funktion. De forbedrede leveforhold tillod mange at leve et liv uden for arbejdspladsen, men sikrede også en sikker leverance af sund og veluddannet arbejdskraft til arbejdsmarkedet.

Arbejdsgiverne måtte give afkald på noget af deres profit, der gik til højere løn og kollektive ydelser. Til gengæld undgik de social uro og integrerede arbejderbevægelsen i staten.

4.3 Socialdemokratismens århundrede – er forbi

Så længe den kapitalistiske økonomi havde høj vækst, fungerede klassesamarbejdet om velfærdstaten. Men den internationale oliekrise i 1973 afslørede den kapitalistiske økonomis svagheder.

Den stadige udbytning af arbejdskraften og investeringer i nye maskiner havde gjort, at produktionen i sidste ende ikke gav nok profit. Krisen betød en ende på den produktionsorienterede industrikapitalisme i Danmark.

I stedet begyndte økonomien i højere grad at vende sig mod den spekulationsorienterede finanssektor. Kun ved at øge kreditten og gennem gældssætning kunne økonomien fortsætte med at vokse og almindelige menneskers levestandard opretholdes.

Gældsætningen havde dog sine grænser, og der var ikke længere økonomi til at opretholde velfærdsstatens mange ydelser. De mange reformer til arbejderklassens fordel, der kendetegnede efterkrigsopsvinget, kom til ende.

Fra 1980’erne og frem oplevede arbejderbevægelsen nogle af de største tilbageslag siden 1800-tallet, da en modoffensiv, siden kaldet neoliberalismen, satte ind for at tilgodese den kapitalistiske økonomi. Resultatet blev et frontalangreb på arbejderklassen og dens faglige organisationer.

Vi har siden set en accelererende afmontering af velfærdstaten med en række tilbageskridt og forringelser, såkaldte »reformer«, som er gennemført de sidste årtier uanset hvilke partier, der har siddet i regering.

I stedet for arbejderbevægelsens kollektive løsninger, hvor alle bidrager og har ret til støtte fra det offentlige, introduceredes nu individuelle løsninger, hvor den enkelte selv skal forsikre sig mod ulykke og arbejdsløshed.

Mens Enhedslisten ser det som sin strategiske opgave at forsvare velfærdstatens landvindinger, forstår vi også, at der ikke kan være en tilbagevenden til velfærdstaten under den kapitalistiske økonomi.

Gældsætningen, der begyndte i 1970’erne, nåede i 2008 sin grænse. Da gælden ikke kunne tilbagebetales, begyndte bankerne at krakke. Siden da har nedskæringer i velfærdsstaten været den eneste mulighed for, at det kapitalistiske system kan overleve.

De sidste hundrede år har overbevist os om, at den socialdemokratiske reformstrategi ikke kan føre til et opgør med det kapitalistiske system og heller ikke har kunnet sikre arbejdernes tilkæmpede rettigheder.

5. Internationalisme

I Danmark har vi set, at Socialdemokraterne, SF og de andre politiske partier i Folketinget i modsætning til Enhedslisten er villige til at vedtage »reformer«, der med modsat fortegn har til formål at tilbagerulle alle de fremskridt, arbejderbevægelsen har opnået de sidste hundrede år.

Denne udvikling bunder ikke kun i danske forhold men må som allerede antydet ses i lyset af den krise, som kapitalismen har undergået som system på internationalt plan.

Her er det nødvendigt at forstå, at kapitalismen indeholder en række indre modsætninger, der i sidste ende fører til tilbagevendende kriser – senest i 2008.

Under industrikapitalismen skal værdien af de producerede varer være større end de omkostninger, kapitalisten har ved produktion. Ellers er det ikke muligt for ham at realisere en profit, og denne er jo forudsætningen for ny investering og vækst. Kapitalistens omkostninger til løn er en del af hans produktionsomkostninger.

Det betyder derfor, at varemængdens værdi må være større end lønsummens værdi, men det betyder så også, at lønmodtagerne ikke har penge til at aftage hele varemængden. Her ser vi industrikapitalismens indbyggede brist. Resultatet er overproduktion, hvor varerne ikke kan afsættes.

Industrikapitalismen kan med andre ord ikke fungere, hvis der ikke tilføres midler, der kan opsuge den overskydende varemængde.

For at løse dette problem spreder kapitalismen sig ud i alle afkroge af verden i bestræbelserne på at finde nye markeder.

Dette skete først ved en kolonialistisk udplyndring af fremmede lande. Her benyttede de europæiske lande deres væbnede styrker, der gennem erobring åbnede nye markeder, så kapitalisterne i de enkelte nationalstater kunne afsætte deres varer.

Samtidigt åbnede dette for en udnyttelse af de naturressourcer, man fik adgang til i de nye lande. En konsekvens af dette blev, at de erobrede lande blev underlagt den kapitalistiske produktionsmåde.

Konkurrencen skaber vindere og tabere. Vinderne får større markedsandele ved opkøb af konkurrenter eller ved, at udkonkurrerede virksomheder må lukke. Således kan et monopol skabes på et område. Ved etablering af koncerner bliver monopoliseringen udvidet til at omfatte mange kapitalister og brancher.

Disse koncerner etablerer private banker, der direkte og indirekte forvalter og administrerer de penge, som bankerne får til rådighed. Disse penge, som er blevet skabt gennem den produktive proces, kan i bankerne forøge deres værdi ved rente, kredit, udlån og sikkerhedsstillelse.

Ved at bankerne får tilført penge fra monopolerne, skabes der en enorm magt i den finansielle sektor. Når den finansielle sektor i et enkelt land opnår et vist omfang, bliver den samlede rigdoms forvaltning til en magtfaktor i landet.

Så stor en faktor er denne magt, at den bliver bestemmende for, hvilke interesser selve staten varetager. Hvis kapitalisterne f.eks. ønsker en bro til at fuldbyrde sin afsætning, »opstår der en national interesse«, som netop er – at bygge en bro.

De private kapitalisters interne konkurrence, udtrykt i nationalstaternes konkurrence med hinanden, er imperialisme. Globalisering er på sin side de imperialistiske kræfters konkurrence om at opnå fordele på verdensmarkedet.

5.1 EU og imperialisme

For at sikre sig de størst mulige konkurrencefordele har nationalstaterne slået sig sammen i  internationale institutioner som EU, NATO og Verdenshandelsorganisationen, WTO.

I Europa er nogle lande gået sammen i Den Europæiske Union, EU. De nationalstatslige lovgivninger overtrumfes af EU’s regler, der har til hensigt at sikre varernes og pengemagtens frie bevægelighed.

Gennem EU’s politik sikres finanskapitalisternes interesser på bekostning af de enkelte landes økonomi og dikterer »reformer«, hvis sigte er større udbud af arbejdskraft og mindre statslige udgifter.

Neoliberalismen er indskrevet i EU’s forfatningstraktat, hvilket vidner om, at projektet drejer sig om at skabe en kapitalistisk supermagt, der kan gøre sig gældende på verdensplan økonomisk såvel som militært.

Danmark er således gennem sit EU-medlemsskab en del af den internationale imperialisme.

5.2 Modstand mod EU

EU fører først og fremmest en politik, der tilgodeser den europæiske kapitalisme. Resultatet er en betragtelig afdemokratisering, hvor befolkningerne kun har symbolsk indflydelse på de politiske beslutninger, og hvor afstanden til beslutningstagerne bliver stadigt større.

Af samme grund er EU-modstanden mere end 50 år efter unionens grundlæggelse stadig meget stor i de europæiske befolkninger. Dette er også tidligere kommet til udtryk i en række folkeafstemninger omkring udvidelser af EU’s magtbeføjelser, f.eks. i Frankrig, Holland og Irland.

Som et led i kampen mod kapitalismen arbejder Enhedslisten for en dansk udmeldelse af EU.

5.3 Klimakrisen – et fundamentalt problem

De problemer, som kapitalismens udbredelse til alle verdens hjørner medfører, ses også i forhold til klima og miljø.

Den kapitalistiske produktion på globalt plan har sprængt naturens rammer, og menneskeheden står over for et valg om at ændre samfundet ved at følge en bæredygtig udvikling eller fortsætte med uhæmmet at forbruge jordens naturressourcer.

Enhedslisten arbejder for en bæredygtig verden, hvor jordens endnu eksisterende naturområder og biodiversitet ikke ødelægges men tværtimod beskyttes mod anvendelsen af naturen som redskab for industriel produktion.

Den evige økonomiske vækst, der er den indbyggede drivkraft i kapitalismen, har overskredet, hvad klimaet kan bære. Det massive forbrug af olie, kul og gas har allerede frembragt klimaforandringer, og alle internationale forsøg på at mindske forbruget af de fossile brændstoffer er foreløbigt fejlet.

For at frigøre os af afhængigheden af fossile brændstoffer, må vi nedsætte vort energiforbrug betragteligt. Det betyder, at vi hverken kan fremstille eller forbruge de samme mængder varer, som vi gør i dag.

Enhedslisten anerkender, at en nedsættelse af forbruget i den industrialiserede verden er nødvendig, og anser en væsentlig nedsættelse af arbejdstiden som en del af løsningen på klimaproblemet.

En arbejdstidsnedsættelse kan ikke stå alene, men som led i klassekampen rammer kravet om kortere arbejdstid ind i kapitalismens hjertekugle – profitten. På denne måde

kan man tvinge kapitalisterne til at påtage sig et ansvar i løsningen af klimaproblemet.

5.4 Internationalt samarbejde

Både kampen mod klimakrisen og kampen mod international kapitalisme viser vigtigheden af samarbejde på tværs af grænser.

I Enhedslisten forstår vi, at den nationale kamp i det enkelte land er en del af den globale kamp mod kapitalismen som system.

I Danmark gøres dette ved at bekæmpe den danske kapitalistklasse. På lige fod med dette kan vi ved at støtte udenlandske bevægelsers kamp mod kapitalismen gennem solidaritetsarbejde føre en forbundet kamp.

Det er netop denne forbindelse, der er nødvendig, for at de mange lokale kampe, som overalt har samme karakter, kan samles til en international kamp. Vi må styrke organiseringen af arbejderbevægelsen i vores eget land og derpå arbejde lokalt for at ændre tingene globalt.

6. Et andet samfund er muligt

Enhedslisten har ikke illusioner om, at socialisme bliver virkeliggjort som summen af et antal reformer gennemført over en kortere eller længere årrække.Det er ikke muligt at have et system, som tilgodeser og fokuserer på menneskenes behov og velvære samtidigt med et system, der baseret på udbytning og profit.

Derfor kræves der et grundlæggende brud med kapitalismen. Derfor er det nødvendigt at gennemføre en revolution – i betydningen af et gennemgribende systemskifte. 

Ved en sådan revolution vil Enhedslisten arbejde for, at de ansatte i virksomheder overtager kontrollen med disse fra de nuværende ejere, og at disse ansatte i samarbejde med brugerne planlægger og udfører produktionen.

Den private ejendomsret til produktionsmidlerne, maskiner, bygninger og råvarer skal ophæves, så ingen længere kan leve af at udbytte andre.

Det er helt fundamentalt for Enhedslisten, at kun et flertal i befolkningen kan gennemføre et brud med kapitalismen, og dette flertal skal manifestere sig ved frie valg til repræsentative forsamlinger.

Ud over at et flertal af befolkningen tilkendegiver deres støtte til en socialistisk forandring af samfundet, vil det være en forudsætning for samfundsforandringen, at befolkningen organiserer sig, diskuterer og tager aktivt del i udformningen af samfundet i en helt anden grad end i dag.

6.1 Socialisme

Det samfund, der fremtræder efter et brud med kapitalismen, skal være et demokratisk retssamfund med respekt for magtens tredeling. Enhedslisten arbejder for at udskifte den nuværende grundlov med en ny forfatning, der erstatter den private ejendomsret til produktionsmidlerne med en kollektiv ejendomsret.

Det vil være grundlaget for et reelt demokrati, hvor befolkningens flertal har magt over alle dele af samfundet. Under socialismen stopper demokratiet ikke ved døren til arbejdspladsen eller indkøbsstedet. 

Ved at de grundlæggende ejendomsformer i samfundet ændres, forandres lønarbejdets form. Det vil nu være arbejderne selv, der bestemmer hvad og hvordan, der skal produceres. Det er ikke længere den kapitalistiske produktionsmåde, der bestemmer hvor høj væksten skal være. Dette er i stedet op til befolkningens flertal.

Ved at sætte mål om lavere vækst, vil arbejdstiden kunne blive mindre for alle. En kortere arbejdstid vil nødvendigvis medføre, at menneskene vil opfatte deres liv anderledes. Alle kan nu selv bestemme, hvad de vil bruge deres liv til.

Socialismen skaber således grundlaget for, at mennesket kan frigøre sig fra samfundets tvang. Det socialistiske samfund kan gennem diskussioner mennesker og grupper imellem udvikle en frigørende kultur.

Der vil fortsat være mange modsætninger. Ulighed mellem kønnene vil f.eks. ikke blive løst fra den ene dag til den anden. Det socialistiske samfund er ikke en statisk idyl, men en fortsat proces. Men denne proces kan danne grundlaget for et frit og demokratisk samfund.

Med dette som mål kæmper Enhedslisten for et samfund uden klasser. Et samfund uden udbytning og undertrykkelse. Et samfund, hvor den enkeltes frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling. Et samfund, hvor den enkelte yder så meget, han kan og modtager nok til at dække sine behov.

Dette samfund vil i ordets bedste betydning være frit.

7. Enhedslistens opgaver

Socialisme vokser ikke automatisk eller spontant ud af de forskellige bevægelsers kampe. Derfor spiller Enhedslisten en vigtig og nødvendig rolle.

I den daglige kamp skal Enhedslisten virke som organisator og inspirator i de folkelige bevægelser og komme med forslag, der peger ud over den ramme, som kapitalismen sætter for samfundet i dag. Derfor kan Enhedslisten ikke begrænse sit arbejde af, hvad der er muligt – og hvad der ikke er – inden for rammerne af det kapitalistiske, økonomiske system.

Hvis de aktioner, som forskellige interesseorganisationer gennemfører, vedbliver kun at være et element i den statslige fordelingspolitik, vil en samfundsforandring være en utopi.

Dette indebærer, at når det er befolkningens behov, der skal tages hensyn til, så kan hensynet til »markedets reaktioner« eller kapitalistiske institutioner såsom EU eller WTO ikke tilgodeses.

Enhedslisten ser interesseorganisationer og menneskers deltagelse i folkelige bevægelser som den faktor, der kan føre til forandring af det danske samfund. Enhedslistens skal i denne forbindelse give de daglige konflikter og stridigheder det politiske indhold.

Enhedslisten skal foretage løbende analyser af nationale og internationale forhold for at kunne give et nuanceret politisk mål og derved angive elementer til en strategi i bevægelsernes kampe.

Derfor er det vigtigt, at Enhedslisten konstant forholder sig til den virkelighed, som den arbejdende befolkning lever i. Dette gøres ved at være til stede på arbejdspladser, fagbevægelser såvel som i den offentlige debat – med andre ord dér, hvor befolkningens frustrationer kommer til udtryk.

Enhedslisten skal påtage sig opgaven at fremme lønarbejdernes og den brede befolknings organisering og udvikling af en blok af progressive kræfter i kamp for socialisme.

På denne måde kan Enhedslisten være medvirkende til at sætte gang i en folkelig mobilisering.

Deltagelse i bevægelsernes daglige konkrete arbejde kan optimeres ved, at Enhedslistens forskellige udvalg kan benyttes for at opnå indsigt i specielle forhold, der gør sig gældende inden for forskellige politiske områder.

7.1 Vores parti

Enhedslisten har forudsætninger for at være inspirator også i de folkelige bevægelsers interessekamp. Gennem løbende at lave politiske analyser udvikler vi en socialistisk politik i forhold til bevægelser og i forhold til arbejdet i Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser.

Enhedslistens repræsentation i Folketinget har fire funktioner. For det første at fremføre partiets egen politik i forhold til at være modpol til kapitalismen.

For det andet at forsvare de rettigheder, som arbejderklassen har fået lovfæstet, og som er en af betingelserne for at udvikle arbejderklassens bevidsthed.

For det tredje skal partiet forsvare de rettigheder, som den nuværende lovgivning tilsiger alle borgere. Ikke kun retten til arbejde, men også – og især – de steder, hvor staten magtmidler, politi og militær udvides med løsagtige henvisninger til »statens sikkerhed« og »kampen mod terrorisme«

For det fjerde skal partiet fremføre arbejderklassens politiske krav og i Folketinget modarbejde enhver form for undertrykkelse af lag og grupper i samfundet som følge af køn, social stilling, etnicitet, seksuel orientering, helbredstilstand mv. Enhedslisten indgår derfor ikke studehandler for at sikre forbedringer af en gruppes rettigheder over en anden.

Partiet og dets valgte repræsentanter udgør en enhed. Dette program indeholder principperne for, hvordan man kan og skal forholde sig og reagere på de politiske spørgsmål, man stilles over for.

Målet for vores deltagelse i det politiske liv er at skabe forudsætningen for en revolutionær omformning af kapitalismen.

Vi skal altid erindre os, at kapitalistklassen ikke kan undvære arbejderen, men at arbejderklassen godt kan undvære kapitalisten.

Christian Gorm Hansen er medlem af Enhedslisten Vesterbro, Reinout Bosch og Per Hørning af Enhedslisten Nordvest.

Se også oversigten over indlæg på Modkraft om Enhedslistens principprogram-debat.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce