Annonce

FagligtArbejderbevægelsen og arbejdskamp
Kommentar:
20. februar 2014 - 14:22

Overenskomstforhandlingerne der forsvandt

Er det medlemmernes interesser eller Socialdemokraternes økonomiske politik, som fagbevægelsen kæmper for ved overenskomstforhandlingerne?

Overenskomstforhandlingerne for de privat ansatte er næsten overstået – og det inden de fleste opdagede, de var i gang.

Forrige weekend, den 8-9. Februar, blev der indgået forlig på minimallønsområdet, og kort efter fulgte HK med forlig for deres grupper.

Denne weekend er det så normallønsområdet, der skal til bordet – og det forventes at der også her indgås et forlig, som offentliggøres søndag eller mandag.

Systemet er, at man indgår et forlig for et enkelt betydende område – og de så overføres til de andre overenskomster.

Minimallønsoverenskomster er kendetegnet ved at, den løn der aftales ved overenskomstforhandlingerne, suppleres med lønforhandlinger på den enkelte virksomhed.

Normallønsoverenskomster aftaler de faktiske lønninger, der anvendes på virksomhederne. Der er ikke forudsat lønstigninger udover det aftalte ved overenskomstforhandlingerne.

For minimallønsoverenskomsterne er det industriområdet, der fører an – og på normallønsområdet er det transportområdet, der lægger linjen.

Det er dog også industriområdet, der sætter den overordnede retning som f.eks. perioden, vægtning af løn i forhold til andre goder som barsel, tillæg mv.

Overenskomstresultatet

Vi ved derfor allerede nu, at de ny overenskomster bliver treårige, at der er ganske beskedne lønstigninger over de tre år, at der sker en udvidelse af barselsorloven og at kompetencefondene til uddannelse udvides.

Ved præsentationen af minimallønsforliget var der fokus på, at reallønnen er sikret i perioden. Der er aftalt lønstigninger på tilsammen kr. 4,95 over de tre år, samt 1 procent til fritvalg. Omregnet til procenter er der tale om lønstigninger på ca. 5,6 procent.

Traditionelt bliver lønstigningerne på normallønsområdet lidt større end på minimallønsområdet – da der ikke her er mulighed for at forhandle yderligere på den enkelte virksomhed.

Mere reallønstab i udsigt

Hvorvidt det sikrer reallønnen er altså betinget af, at priserne stiger mindre end 1,87 procent om året.

Den gennemsnitlige stigning i forbrugerpriserne fra 2008 – 2013 var 2,17 procent ifølge Danmarks Statistik. I samme periode steg lønningerne i gennemsnit 1,83 procent om året.  

Det er værd at bemærke, at lønstigningerne er lavest i starten af perioden, hvorfor det uanset hvad, er sandsynligt med en reallønsnedgang i både 2014 og 2015.

Det kommer oveni, at både overenskomstfornyelsen i 2010 og 2012 resulterede i reallønsnedgang.

Situationen er altså, at vi efter seks års tab af købekraft, muligvis kan bevare status quo 2017. Ikke just imponerende.

Selvfinansieret uddannelse til de ufaglærte

Et andet forhold, der er værd at lægge mærke til, er det øgede fokus på uddannelse. Umiddelbart er uddannelse jo positivt, men den udvikling, som forliget er udtryk for, lyder alligevel alarmerende.

Uddannelse opfattes normalt som en del af vores velfærdssamfund, og det er vel en grundlæggende forudsætning for vores skattebetaling, at der er nogenlunde lige og fri adgang til uddannelsessystemet.

Akademikere, ingeniører, sygeplejersker, tømrere osv. får alle betalt uddannelse og skoleophold - med mulighed for uddannelsesstøtte eller løn undervejs.

Men ufaglærte arbejdere henvises i stigende omfang selv at skulle finansiere deres uddannelse via overenskomstmidler.

Treårig overenskomst øger usikkerheden for medlemmerne

Endelig er det bemærkelsesværdigt, at vi igen får en treårig overenskomst. I en krise, som den vi er i, er det et farligt sats fra fagbevægelsen.

Har arbejdsgiverne ret i, at vi er på vej ud af krisen, så er der betydelig risiko for, at den øgede økonomiske vækst vil betyde rente- og prisstigninger, der i sig selv vil kunne æde de beskedne lønstigninger.

Normalt vælger man korte overenskomster i usikre tider – og længere overenskomster i stabile tider, men også dette har fagtoppen valgt at se bort fra.

Varm luft og tomme løfter

Overenskomstresultatet er af fagbevægelsen blevet lanceret som et godt resultat, med mere økonomi i end forventet – samt sikring af reallønnen i perioden.

Det må betyde, at der er folk i fagbevægelsen med meget beskedne forventninger – eller tilsvarende beskedne regnekundskaber.

Resultatet er, som det fremgår, meget beskedent – og fagbevægelsen fortsætter dermed den løntilbageholdenhedspolitik, der har været bidraget til at løse krisen.

Det er også temmelig langt fra det fokus, som medlemmerne har haft om sikring af reallønnen.

Det ville klæde fagtoppen at være ærlige om de aftaler, der er indgået, frem for at forsøge at sælge forliget for noget, som det ikke er.

Det er både uærligt og utroværdigt – og fremkalder berettiget tvivl om, det er medlemmernes interesser eller socialdemokraternes økonomiske politik, der er i fokus ved overenskomstforhandlingerne.

Tony Selvig er medlem af Modkraft faglige redaktion.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce