Opråb til politisk sporskifte

Vi har fået en ny R-S-SF regering, der desværre på nogle områder fortsætter med at føre borgerlig klassepolitik, så jeg kan godt forstå, at liberalisterne hos de radikale for tiden jubler.

Det er også forståeligt, at der er oprør i SF om den politiske linie i regeringen med smalkost, og det er på samme måde forståeligt, at Socialdemokratiet kun har godt 18 % af befolkningens opbakning til den førte politik.

Denne opbakning er kun det halve af, hvad partiet har, når der føres beskæftigelses- og velfærdspolitik med retsmæssige gode levevilkår, for alle i den danske befolkning, så alle får et godt liv.

Regeringen vælger uforståeligt at fortsætte VKO's politiske linie mod et 2/3 samfund med nye fattigdomstiltag, som befolkningen fravalgte ved sidste valg.

Regeringen fejler også, når den går efter brede forlig med VKO's markedsorienterede snæversynede linie, der har været medårsag til, at vi har mistet næsten 200.000 arbejdspladser. Det vil være meget mere fremadrettet at søge et tættere samarbejde med Enhedslisten, der i den politiske substans ligger tættere på S og SF's politiske linie om, at vi ikke skal spare, men arbejde os ud af krisen.

Fagbevægelsen må tage kampen op

Fagbevægelsen, som har været arkitekten bag det danske »velfærdssamfund« - som for tiden desværre er under afvikling - må i langt højere grad tage kampen op mod det politiske system, som er godt i gang med at kvæle fagbevægelsen gennem alle de politiske indgreb på arbejdsmarkedet, der bl.a. omhandler:

Forbud mod eksklusivaftaler

Lavere lønmodtager-fradrag på selvangivelsen

Gav plads for gul fagbevægelse

Ødelagde efterlønsordningen

Kæmpe forringelse af dagpengesystemet

Reallønsfald til lønmodtagerne

Stor lønfest på direktionsgangene

EU’s mange angreb på den danske overenskomstmodel og arbejdsforhold o.s.v.

Alt dette svækker fagbevægelsens popularitet blandt medlemmerne og har resulteret i en medlemstilbagegang på ca. 25 % i LO familien, men det er stadig vigtigt, at fagbevægelsen ikke er halehæng til det politiske system, men fortsætter den faglige kamp, der har gjort Danmark til verdens bedste land at være lønmodtager i trods fejl og mangler.

Mod al logik

Frustrerede vælgere vælger mod al logik partiet Venstre som en protest mod regeringens politik. Løftebruddene består i at føre politik tæt på Venstres præferencer og interesser samt et halvhjertet forsøg på at hjemtage nogle af de oliemilliarder, Løkke forærede Mærsk og ligesindede i bankverdenen og den finansielle sektor og andre rige. Regeringen er holdt op med at føre socialdemokratisk politik, der går ud på at tage fra de rige og give til de fattige.

Vælgerne, som hovedsagligt er lønmodtagere, har gennemskuet, at regeringen hellere vil lave bankpakker end jobpakker, og de kan også godt gennemskue, at regeringens krav om større arbejdsudbud er vejen mod den sociale massegrav for dem, der skal ud i arbejdsløshedskøen.

Vælgernes reaktion i meningsmålingerne og medlemsflugten i fagbevægelsen er et tydeligt bevis på, at de ønsker arbejde og er utilfredse med den alt for høje arbejdsløshed, der har resulteret i, at der stadig er godt 800.000 i den arbejdsdygtige alder, der for tiden ikke er et reelt arbejde til.

Trepartsforhandlingerne kan blive et vendepunkt for fagbevægelsen, hvis den sætter hælene i og viser regeringen og oppositionen, hvor skabet skal stå gennem konstruktiv nytænkning og dropper al form for offentlig sparepolitik i den sociale sektor, der er lagt op til i den kommende socialreform og i beskæftigelsessektorerne.

Den offentlige sektor skal i samarbejde med private i den udstrækning, de ønsker at være med, være et lokomotiv for udvikling og vækst i form af titusindvis af nye job, som skaber merværdi og samtidig lemper de offentlige  budgetter.

For i en situation med misvækst og stigende arbejdsløshed bør alle kræfter sættes ind på at øge de offentlige investeringer til gavn for ungdomsarbejdsløshedstallet, ufaglærte og faglærte, så Danmark fortsat vil være et produktionsland med jobmuligheder for alle.

Danmark i benlås

Fagbevægelsen må også bruge trepartsforhandlingerne til at komme af med finanspagten.

Det er på høje tid, at vor socialdemokratisk ledede regering, som for tiden har formandskabet i EU, tilslutter sig de franske og tyske socialdemokraters krav om genforhandling af finanspagten med henblik på jobskabelse til 50 mill. arbejdsløse europæere og velfærdsforbedringer, i stedet for den sociale massakre, som EU har påtvunget medlemslandene.

Med efterfølgende folkeafstemning om finanspagten.

Såfremt fagbevægelsen ikke får afmonteret finanspagtens fejlkonstruktion, umuliggøres en vækststimulerende politik i Europa, som er det eneste, der kan løse den økonomiske krise i modsætning til finanspagtens umenneskelige sparepolitik på beskæftigelses- og velfærdsområderne.

Resultatet af finanspagten vil være et frontalangreb på den danske overenskomstmodel, og retten til at strejke for bedre løn- og arbejdsforhold bliver begrænset som følge af, at EU i fremtiden skal styre landenes økonomi, der betyder, at Danmark også bliver lagt i benlås og økonomisk spændetrøje.

Det er især vigtigt at fastholde den danske overenskomstmodel, for hvis vi bliver henvist til sydeuropæiske løn- og arbejdsforhold, vil mange danske lønmodtagere blive tvunget til at arbejde for langt under 100 kr. i timen som i mange andre EU lande, og det vil betyde, at mange familier kommer til at gå fra hus og hjem.

Regeringen har kurs mod minimalstaten

Ifølge finanspagten skal EU fremover godkende alle større reformforslag, og det vil handlingslamme fagbevægelsen og undergrave fagbevægelsens eksistens.

EU’s harmoniseringskrav vil undergrave fagbevægelsens velfærdsmodel og gennemtvinge forsikringsmodeller. Og det vil fremme liberalisternes krav om privatisering af den offentlige sektor, så kapitalen kan tjene penge på de nuværende solidariske velfærdsforanstaltninger som ældrepleje, sygehusvæsen, børnepasning, skole og uddannelsesinstitutioner, energi og vandforsyning o.s.v., og der vil blive øget brugerbetaling på velfærdsgoderne.

Det er vigtigt at få et politisk sporskifte, så vi kommer væk fra EU’s og den forrige og nuværende regerings kurs mod minimalstaten.

Fagbevægelsen og den progressive del af befolkningen og de, der repræsenterer et fremsynet erhvervsliv, må i fællesskab arbejde for et politisk sporskifte, så vi ikke ved næste valg får den gamle regering tilbage, som alt jo tyder på. Derfor skal vi ikke i misforstået solidaritet tage den førte politik til efterretning.

Både politisk og økonomisk demokrati

Min livserfaring fortæller mig, at vi har så meget ekspertise i de offentlige institutioner og i den brede befolkning, der er parat til at gå igennem ild og vand for at få et solidarisk velfærdssamfund stablet på benene. Et samfund med fuld beskæftigelse og solidarisk fordelingspolitik, der også omfatter både politisk og økonomisk demokrati, så arbejdsglæden styrkes, og arbejdsfællesskabet og retfærdighed bliver lokomotivet til det gode samfund.

Danmark har i øvrigt rigelige økonomiske ressourcer, hvis de bliver fordelt klogt til samfundets bedste, så det er ikke nødvendigt at tage noget fra samfundets økonomisk dårligt stillede, og der er også penge til at skabe grøn bæredygtig jobvækst.

Hardy Hansen var forbundsformand for SID (det nuværende 3F) i årene 1979-1996. Han er tidligere medlem af LO's forretningsudvalg, og han var medlem af Folketinget for Socialdemokraterne i årene 1994-1998.

Hardy Hansen til demonstrationen Forandring Nu d. 29. marts. Foto: Christian Juhl.