Annonce

13. april 2007 - 17:50

Operation Dagsværk: BZ eller stunt?

Den 10. april udsendte gymnasieelevernes oplysnings- og solidaritetsorganisation Operation Dagsværk (OD) en opsigtsækkende pressemeddelelse: I protest imod den kulturelle ensretning var en forladt hytte i Jylland blevet besat. Den unge højrefløj er oprørt og kræver sanktioner overfor OD. Men aktionen var bare symbolsk, svarer OD.

Af Jens Anton Tingstrøm Klinken/Kontrast

For flere gymnasieelever blev kendskabet til Operation Dagsværk i april udvidet til at opleve organisationen som en aktør i den danske debat om fristeder. Rasmus Hovedskov Hansen fra OD’s bestyrelse forklarer:

– Regeringens globaliseringsråd fokuserer udelukkende på, at vi unge skal være konkurrencedygtige som følge af globaliseringen. Vi tror på, at unge vil have frirum til at takle globaliseringen på en solidarisk og globalt engageret måde.

Modstand fra højre
Forståelsen for OD’s aktion er ikke stor hos Konservativ Ungdom.

– KU mener, at OD’s politiske linje ligger til venstre for midten. Denne aktion er endnu et eksempel på dette. Vi synes, det er fint at hjælpe andre mennesker i nød, men situationen i dag er, at alle gymnasieelever tvinges til at støtte OD, som udgiver sig for at være politisk neutral. udtaler KU’s landsformand Rune Kristensen.

Konservativ Ungdom har siden OD’s stiftelse i 1985 bekæmpet projektet. Det sidste angreb blev lanceret i efteråret 2006 med hjemmesiden www.dropod.dk. Venstres Ungdom (VU) har ligeledes angrebet OD for bz-aktionen i en pressemeddelelse, hvor alt offentlig støtte kræves stoppet øjeblikkeligt.

Uskyldig happening
Operation Dagsværk mener, at det er umuligt at være en upolitisk solidaritetsorganisation:

– Verdens fattigdom og ulighed er skabt politisk og skal derfor løses politisk. Vi er naturligvis ikke neutrale, men har holdninger til den verden, vi lever i. Til gengæld er vi ikke bundet op af politiske partier, og de 35.000 elever, der samler ind hvert år, repræsenterer mange forskellige holdninger, udtaler Rasmus Hovedskov.

I OD frygter man ikke splittelse på gymnasierne:

– Det var en uskyldig happening, som skulle sætte en humoristisk vinkel på debatten. Vi vil gerne understrege, at der ikke var tale om en reel besættelse, siger Rasmus Hovedskov.

Artiklen bringes også i det kommende nummer af gymnasiebladet Kontrast

Se pressemeddelelse fra Operation Dagsværk:
»Hemmelig besættelse var en happening«

Se pressemeddelelse fra Operation Dagsværk:
»Hus besat hemmeligt sted i Jylland«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce