Op og ned i retsplejelovens værn om domstoles integritet

Jacob Mchangama har i et blogindlæg i Berlingske den 9. december 2014 kommenteret det forhold, at flere folketingspolitikere har udtalt sig om udfaldet af en dom, der endnu ikke er endelig.

Det sker efter, at forsvareren i sagen har meldt seks folketingspolitikere (Inger Støjberg og Karsten Lauritsen fra Venstre, Pia Kjærsgaard, Martin Henriksen og Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, samt Trine Bramsen fra Socialdemokraterne) til politiet for overtrædelse af retsplejelovens § 1017 stk.2 nr. 3,

Der er dermed opstået en sag i sagen. Og det har givet anledning til flere juridiske kommentarer, heriblandt også Mchangamas.

Tilsvarende har stud.jur. Leif Donbæk forsøgt at ytre sig om problemerne her på Modkraft den 6. december 2014.

Tre juridiske professorer har givet deres besyv med i dagspressen og mere er sikkert i vente.

Hvad er op og hvad er ned i retsplejelovens værn om rettens integritet ved udtalelser om igangværende sager?

Grundproblemstillingen, ytringsfriheden contra domstolenes integritet i konkrete sager, er alle vist enige om, men så hører det da også op.

Udgangspunktet for en juridisk bedømmelse af dette problem er, at grundloven fastlægger, at den dømmende magt er hos domstolene, den udøvende magt hos regeringen og den lovgivende magt hos Folketinget.

Bestemmelse i grundlovens § 3 forstærkes af grundlovens § 64 1. pkt., der bestemmer: »Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven. De kan ikke afsættes uden ved dom, ej heller forflyttes mod deres ønske, uden for de tilfælde, hvor en omordning af domstolene finder sted«.

Begge bestemmelser er med i den oprindelige grundlov fra 1849.

I 1935 opstilles så i retsplejeloven et straffeværn omkring et centralt element i denne uafhængighed (domsresultatet) med bestemmelsen i lovens § 1017 stk. 2. nr. 3 om forbud mod udtalelser, der er egnede til på uforsvarlig vis, så længe endelig dom i en straffesag ikke er afsagt, at påvirke dommerne, domsmændene eller nævningerne med hensyn til sagens afgørelse.

Bestemmelserne, der er gengivet ovenfor har således klar sammenhæng med hinanden og skal naturligvis ses og forstås i denne indbyrdes sammenhæng.

Mchangama koncentrerer sin argumentation omkring tilblivelsen af retsplejelovens § 1017 samt om ytringsfrihedens beskyttelse, bl.a. ved gennemgang af dansk retspraksis og domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Hvis man først ser på undersøgelsen af meningen med bestemmelsen i retsplejeloven, så er det en helt legitim undersøgelsesmåde at gå historisk til værks. Men den har sine begrænsninger og kan under ingen omstændigheder stå alene.

Mchangama synes ikke at se bestemmelsen i sammenhæng med grundlovens §§ 3 og 64, der jo udgør grundforudsætningen for retsplejelovsbestemmelsen. Fandtes disse grundlovsbestemmelser ikke, var § 1017 meningsløs.

Videre kan den historiske tilgang være problematisk jo længere væk man kommer fra det historiske udgangspunkt (1935). Meget enkelt fordi al lovgivning laves ud fra aktuelle forudsætninger og i aktuelle omgivelser. Jo længere væk det tidsmæssige udgangspunkt ligger, jo svagere bliver den historisk begrundede argumentation.

I 1935 fandtes hverken Facebook, Twitter eller andre sociale medier. Kun aviser og radio. Hvis man ville meddele sig i en videre kreds, var der kun offentlig tale, radio og aviser.

Når Mchangama derfor påpeger, at bestemmelsens baggrund dengang var dagspressens skriverier og ikke politikerne selv, så er det rigtigt nok, men ikke nok til i dag at forstå retsplejelovens bestemmelser.

Og bestemmelsen har ikke kun historisk interesse.

Det forekommer mig i øvrigt også noget tvivlsomt, om en politiker, hvis vedkommende eksempelvis i 1935 skrev en aviskronik, der med sine udtalelser bedømte en ikke endelig dom, ikke skulle være omfattet af bestemmelsen.

Hvis der alene havde været tale om pressens egne folk, havde bestemmelsen nok fået en anden og snævrere afgrænset personkreds. Personkredsen omfatter efter bestemmelsens ordlyd alle med sprogbrugen ”den, som fremsætter”.

Vi skriver nu 2014, og mediebilledet har som anført siden 1935 ændret sig fundamentalt, uden at nogen har fundet det nødvendigt at ændre bestemmelsens ordlyd.

Man kan derfor efter min opfattelse heller ikke i dag begrænse personkredsen til kun at omfatte journalister.

Retsplejelovsbestemmelsen er da også affattet på en sådan måde, at den også i dag passer på de eksempelvis de sociale medier, når den bestemmer, at den, som i tale eller skrift, beregnet på at virke i en videre kreds fremsætter udtalelser etc.

Duer den historiske tolkning ikke, og det gør den efter min mening ikke, så må man gå til en regulær bogstavfortolkning.

Mchamgana ved godt, at en historisk fortolkning ikke kan stå alene. Derfor tager han dernæst fat på retspraksis om forholdet til ytringsfriheden, der også er et kernepunkt i diskussionen.

Praksis er domme både i dansk sammenhæng og domme fra menneskerettighedsdomstolen. Det er forståeligt og rigtigt at se på retspraksis.

Beklageligvis giver denne ikke Mchangama ret.

Ikke én af hans henvisninger kan bruges til at understøtte hans synspunkter, idet der i alle sagerne er tale om mindretal.

I referatet af en sag fra Højesteret i 1982 må Mchangama endda ty til et mystisk argument med en senere højesteretspræsident, der i den såkaldte »grønjakkesag« afgav en dissens (dvs. hørte til mindretallet), som senere blev til en afgørelse ved menneskerettighedsdomstolen.

Grønjakkesagen handlede bare om noget ganske andet end udtalelser om verserende retssager.

Endelig fremhæver han, at en del af udtalelserne om den konkrete sag er faldet efter dommen, men inden en evt. anke, idet der hverken er udpeget dommere eller nævninger i ankesagen.

Man må gå ud fra, at Mchangama er enig, når udtrykket »endelig dom i en straffesag« kun kan forstås som, at en dom er endelig, hvis der foreligger dom i ankeinstansen, ankeafkald eller udløb af ankefrist uden anke.

Ingen af delene foreligger endnu i den konkrete sag. Det er altså ligegyldigt, hvor langt man er nået, bare sagen ikke er endeligt afsluttet.

Det er udtalelserne, der i sig selv skal være egnede til på uforsvarlig vis at påvirke dommere, nævninger og domsmænd også i sagens fortsatte behandling i ankeinstansen, uanset hvornår en sådan sag praktisk kan berammes.

I øvrigt er det helt klart, at enkelte udtalelser er faldet før afsigelsen af byretsdommen fra Frederiksberg Ret. Det vil sige, at i hvert fald to politikere har udtalt sig før selve domsafsigelsen.

At i hvert fald ét udsagn (fra Inger Støjberg) har haft sin virkning ses deraf, at en person udpeget fra grundlisten på grundlag af en indstilling fra partiet Venstre har bekendtgjort, at han ville have stemt, som Inger Støjberg ønskede, hvis han havde deltaget i sagens behandling.

At vedkommende er så letsindig, betyder i det mindste, at han kan være sikker på ikke at blive udpeget som nævning i en evtuel ankesag.

Det er pinligt at en lægdommer, uden at kende sagen, giver sig til at mene noget om dommens udfald. Uha.

Afslutningsvis henviser Mchangama til en række politikerudtalelser, der heller ikke har kunnet nære sig for at kommentere ikke afsluttede retssager uden, at de pågældende er blevet dømt.

Det kan man næppe slutte ret meget af, andet end at der ikke er indgivet politianmeldelse.

Men det understreger, at der nu er et klart behov for en retsafgørelse om, hvor meget politikere og andre kan udtale sig om skyld og straf, medens retten sidder.

Derfor er Thorkild Høyers politianmeldelse påkrævet.

Leif Hermann er medlem af Retspolitisk Forenings bestyrelse.