Omstrukturering af universiteterne er et angreb på offentligheden

Den position i samfundet, som universiteterne med oplysningen har tilkæmpet sig, er i dag under angreb fra ministre, der ved hjælp af neoliberale doktriner som fremdrift, dimensionering og andre teknokratisk funderede reformer søger at tilpasse uddannelsessystemet en vækstfikseret markedsøkonomi.

Den private brug af fornuft

Den nuværende implementering af Fremdriftsreformen og dimensioneringsplanerne skal forstås i forlængelse af den såkaldte Bolognaprocess.

Denne reformproces for de videregående uddannelser i 29 EU-lande er, som den slovenske filosof Slavoj Zizek gentagende gange har pointeret, en udvidelse og cementering af det, som Immanuel Kant i sit skrift ’Hvad er Oplysning?’ kaldte den private brug af fornuft. I uddannelsesmæssigt regi mærker vi denne brug effektueret i den fortsatte omstrukturering, der påtvinger de videregående uddannelser ’at løse samfundets konkrete problemer gennem produktionen af ekspertviden’.

Universitetets opgave reduceres hermed til at uddanne teknokrater, der kan give konkrete løsninger på samfundets konkrete udfordringer.

Disse problemer er, må vi huske på, altid situerede indenfor en bestemt ideologisk kontekst; de er forudsatte problemer, som blot fremstilles neutrale.

Den offentlige brug af fornuft

De videregående uddannelsers fornemmeste intellektuelle opgave bør omvendt være at problematisere selve formen på disse problemer; den kontekst de formuleres i og de betingelser, der ligger til grund for dem.

Dette er det gennem oplysningstiden tilkæmpede kritiske projekt: at værne om den offentlige brug af fornuft, om en form for universel tænkning, som ikke kan påkræves at være tro mod de problemer, som den ikke selv formulerer.

Principielt set kan universitetets opgave derfor ikke reduceres til en slags virksomhed, der gør brug af de studerendes arbejdskraft for at producere løsninger på samfundets problemer.

At de nuværende reformer fortsætter denne bevægelse, er ikke kun sørgelig, fordi universiteterne tilsyneladende skal producere løsninger på statens ’samfundsøkonomiske’ problemer, men også da staten selv stedse opfører sig som en virksomhed.

Staten er i dag faretruende tæt på at undergrave universiteterne som den samfundsinstitution, der som udgangspunkt tænker universelt. At tænke og formulere levedygtige universelle teorier – fx om det retfærdige, lige og frie samfund eller om naturens væsen – har kun gunstige vilkår i et uddannelses- og forskningsmiljø, der ikke, som det er tilfældet i dag, kvæles af at skulle imødekomme fx arbejdsmarkedsrelaterede parametre.

Når forskningen og den viden, som den tilvejebringer, på uddannelserne tilrettelægges efter den forventede brugbarhed eller omsættelighed af de opnåede resultater – fx den direkte omsættelighed til en brugbar teknologi, som sidenhen kan benyttes i kommercielt øjemed – så er det altid med fare for på forhånd at udelukke den mulighed, at noget virkeligt nyt kan opdages.

… og humanisterne – til hvilken nytte?

Hvorfor bliver netop mange af de humanistiske uddannelser hårdest ramt af reformerne? For så vidt forskellige kvantificerbare variabler, statistikker og skøn ligger til grund for de fremtidige forventninger om, hvilken type arbejdskraft der om fem eller ti år er brug for, så er det ud fra et ’samfundsøkonomisk hensyn’ klart, at visse uddannelser, fx eskimologi, lingvistik og antropologi, i dag fremstår ubrugelige.

Det er ikke ligefrem akademiske discipliner, hvis forskningsfelt er en potentiel guldgrube og hvis akkumulerede viden er lettest at påpege nytten af, når det yndes at gøre meningsfuldhed lig økonomisk vækst.

Regeringens nedsatte kvalitetsudvalg, som ’skal sikre høj faglig kvalitet og relevans i uddannelserne, så de bidrager til vækst og produktivitet i Danmark’, er derfor endnu en ideologisk svinestreg.

For er præmissen for den uddannelsespolitiske agenda ikke, at målet med al uddannelse er midlet for et andet (højere) mål – lad os bare kalde det vækst?

Så når utilfredsheden med dimensionering af de humanistiske uddannelser affejes med henvisning til den ’økonomiske nødvendighed’ i disse tiltag, bør vi huske på, at målet for enhver ideologi er at legitimere sig selv som middel.

De fortsatte omstruktureringer af universiteterne er, under dække af at være nødvendige, i allerhøjeste grad et ideologisk projekt, som truer det almindelige og offentlige rum.

Daniel Kier er studerer teologi ved Københavns Universitet og er aktiv i »Et andet universitet«.