Om seksuelle samtykker og overgreb

Da bogen Fifty Shades of Grey udkom, var min første indskydelse, at den handlede om forskellige grader af seksuelle overgreb. Altså, om mellemrummet mellem egentlig voldtægt og ikke-voldtægt. Gråzonen mellem sort og hvidt.

Det gjorde den på en måde også. Men på den fede måde … Altså den måde, hvor en kvinde erfarer, at nydelsen ved sex er fantastisk, når en mand dominerer hende og overskrider hendes grænser. Den ene orgasme efter den anden kommer rullende. Oh yes.

Fidusen er selvfølgelig, at i fiktion kan fantasien får frit løb i trygge rammer uden virkelighedens irriterende usikkerhedsmomenter og mangel på kontrol. Enhver kvinde med bare lidt seksuel erfaring ved, hvor ubehageligt og eventuelt farligt det er, når en mands seksuelle impulser overtager fuldstændigt. Mig bekendt får man ikke orgasme af det.

Hvad er virkelighed, og hvad er fantasi: Vil kvinder gerne domineres? Måske. Men der skal stadig være to til at danse tango, og selvom det er manden, der styrer, skal han kunne mærke, hvad kvinden vil. Tango kræver, at manden ved, hvad han gør. Ved Mr. Grey det? Hvis ikke, så gør forfatteren. Det sikkerhedsnet har virkelighedens kvinder ikke.

Fifty Shades of Grey har solgt i millionoplag verden over til kvinder. Siden er filmen kommet til. I drømmeland er det åh så dejligt at blive påtvunget en mands begær og seksuelle lyster. I virkelighedens verden er det et problem, om kvinder overhovedet siger ja til sex.

Hvordan definerer man egentlig et samtykke til sex ?

Det er netop emnet for en lille oplysningsvideo, som Thames Valley Police i England har skønnet nødvendigt at producere: Consent. It’s simply as tea.

Videoen har turneret på Facebook, med et følge af smileys. Den er vittigt lavet.

Samtykke til  til sex sammenlignes med at servere en kop te. Lige så vel som te nu engang er noget, folk selv bestemmer, om de vil indtage, således er det folks ret at sige til og fra til sex.

Der går noget tid mellem at tilbyde teen, lave teen, tilsætte mælk og servere. Den svarer til stadierne i et samtykke, som ikke nødvendigvis bare består af et ja eller nej. Indimellem skifter man mening undervejs eller er bare ikke i stand til at drikke teen. F.eks. hvis man er faldet i søvn eller er bevidstløs! Som videoen pointerer, kan man i den tilstand hverken drikke te eller have sex. 

Nu er det (jo) fortrinsvis mænd, der har problemer med at forstå, om der er samtykke fra kvinder, og som har fysikken til at trodse, når der ikke foreligger et. Det er man sådan set ikke i tvivl om, når man ser videoen, selvom den ikke sætter køn på.

Men der er også andre samtykkeproblemer, som opstår udover selve tilbuddet af den famøse kop te. Nemlig når drikningen af teen er i gang. Desværre formidler te-videoen ikke dette aspekt.

Når man først er begyndt at drikke, kan det f.eks. være svært ikke at synke. Spytter man bare teen ud, hvis man ikke bryder sig om den? Hvad gør man, hvis man ikke bruger mælk i teen eller faktisk vældig gerne vil have sukker?

Det er her Fifty Shades of Grey analogien bliver relevant. Altså som jeg (mis)forstod den.

Hvilke former for overgreb udvikler sig, når man har givet samtykke til sex og er i gang ?

Den seksuelle analogi med en kop te, der tilbydes eller påtvinges en anden person giver opfattelsen af, at sex handler om, at mænd tilbyder deres pikke til kvinder. De får hermed æren af at få den op i kussen og konsummere den. Det er klart at mænd skal holde op med at påtvinge kvinder, deres pikke, når de ikke vil have den eller er bevidstløse.

Men uanset hvor velmenende og konstruktiv te-videoen er, så siger den sørgeligt meget om, hvor primitivt seksuelt samkvem mellem mand og kvinde opfattes i vores kultur, når det koges ned til en kop te. Om kvinden vil have pik eller ikke. Eller hun lige skiftede mening undervejs. Det har hun ret til. Men når hun først drikker teen, så drikker hun teen. Punktum.

På den ene side viser videoen ikke, at seksuelt samkvem også er – eller faktisk bør være – en udveksling mellem individer i en gensisidig imødekommende interaktion.

På den anden side viser den heller ikke nogle af de stadier eller episoder, der kan opstå i en seksuelt setting, hvor manden forgriber sig eller overskrider kvindens grænser.

For et stykke tid siden kunne man læse den anerkendte amerikanske maskulinitetsforsker, Michael Kimmel, udtale i et interview i avisen Information (12. april 2014):

»Husk, det er i vores levetid, at ændringerne er sket. Så selvfølgelig render vi rundt med nogle gamle forestillinger i hovedet, som ikke længere kan bruges til noget; som ikke passer til den verden, vi lever i. Da jeg voksede op, lød lektien i omklædningsrummet: Hvis hun siger nej, så kør på lidt endnu. Hvis hun skubber dig væk, så kør på lidt endnu. Grundlæggende var budskabet: Giv ikke op, før hun slår dig. Dengang kaldte vi det dating. I dag ville vi kalde det date rape. Jeg ville kunne ryge i fængsel for det. Så vi mænd har været nødt til at ændre vores forestillinger om verden. Det er en stor forandring. Selvfølgelig sker det ikke på et øjeblik, at tavlen bliver visket ren og fyldt med noget nyt. De gamle tanker er der stadig, og dem må man arbejde med, og så må man træffe nogle valg.« 

Det ser ikke ud til, at der bliver truffet så mange nye valg i USA. Billedet af en kvinde, der på på en campus med sin madras under armen, som er gået verden rundt, illustrerer problemet. Hun mener, hun blev voldtaget, da hun sov. Den pågældende mand mener, de havde frivillig sex.

I USA har hver 7. kvinde oplevet voldtægt i løbet af sin tid på college. Hver 5. har været udsat for seksuelle befamlinger (Information 28. august 2015). 

Unge mænd i USA kunne nok have godt af at servere te i et par år, før deres seksuelle debut.

Hvis voldtægt er sort og ikke-voldtægt er hvidt. Så er alt det midt imellem en glidende overgang af nuancer af grå.

Den gråzone rammer et opråb fra et engelsk medie postet på Facebook med overskriften: Ulempen ved at være en attrativ og ledig heteroseksuel single-kvinde.

Den anonyme bidragyder er ikke blevet voldtaget. Hun har haft nogle fine oplevelser med mænd. Ikke desto mindre, oplever hun et mønster, hvor mænd tror, at det er deret ret at (mis)bruge kvinder med forskellige grader af overgreb i sengen og nedgørende opførsel i øvrigt. Som om det ikke er nok, synes andre, at man selv er ude om det.

Minder dansk seksualitetspraksis om det, der foregår i USA? Forhåbentlig ikke. Minder de om det, kvinden her beskriver? Ja, det tror jeg.

I hvert fald ifølge de erfaringer, egne og andres, som jeg er bekendt med. 

Efter en dårlig oplevelse, skriver kvinden:

»Det forekommer mig, at hver gang noget som dette sker, så er folks råd er det samme: Du må ikke gå hjem med en mand, du må ikke have sex med en mand, du ikke kender særlig godt, du må ikke være naiv nok til at have tillid til en mand, du egentlig kender godt, etc. Så er der også altid ’Altså, når du var ude på sex, burde du vide, at det er sådan, der går’ og ’Hvis du ikke forventede, at blive behandlet på denne måde, burde du ikke sætte dig selv i den situation /have været så nem.’«

Hun opsummerer: »Det synes, at kvinder er altid formanet om at justere deres handlinger, mens mænd aldrig bliver holdt ansvarlige for deres«.

Nu er det jo ikke sådan, at single-kvinder i dag forventer faste forhold eller vielsesring, når de går i seng med mænd. Seksuelt samkvem handler netop ikke nødvendigvis om følelser i romantisk forstand, men bare om at blive behandlet med almindelig respekt, når man har en seksuel kontakt kørende. Uanset længde.

Kvinden ender med at konkludere:

»Dette forekommer mig at være endemisk i vores samfund, og mere og mere tænker jeg, at ’hook-up kultur’ er bare et andet ord for voldtægskultur. Ideen om samtykke til sex, ideen om, at kvinder går med til sex og nyder det lige så meget som manden, giver i virkeligheden blot undskyldning for, at nogle mænd slipper af sted med at udnytte/nedgøre seksuelt aktive kvinder uden at blive holdt ansvarlig. Det er ideen om, at når en kvinde giver samtykke til sex, så giver hun samtykke til hvad som helst, og at blive behandlet som et stykke kød er bare en del af den pakke, hun er gået med til.

Hvordan kan vi ændre tingene, uden at smække kussen i?«

Opråbet demonstrerer te-analogien, når den udspiller sig i virkelighedens nuancer af grå, og når den begynder at tangere den sorte.

Præmisen for den heteroseksuelle sexpraksis i vores kultur er åbenbart en kop te, manden tilbyder kvinden. Hvis hun ikke vil have den, skal det naurligvis respekteres. Men det virker som om, at har kvinden sagt A, dvs. ja, så har hun ikke også kun sagt B, men faktisk remset hele alfabetet op til Å.

Seksuel samkvem er ikke en gensidig udveksling med fortløbende tjek på, at det, der foregår, er i orden. Manden kan gøre med kvinden, hvad han vil.

I gamle dage kunne kvinder måske bedre udfolde en imødekommende og tilfredsstillende seksualitet udenfor ægtekabets stive konventioner. I dag er det nok snarere omvendt. I faste parforhold må manden trods alt imødkomme kvindes behov og respektere hendes grænser. Ellers skrider hun. Men ude på det frie datingmarked kan mænd have sex med kvinder en eller få gange uden at stå til regnskab for noget som helst. Hverken under eller efter akten.

Den seksuelle revolution har ikke betydet seksuel frigørelse og nydelse for kvinder, men frit slag for mænd til at leve i overenstemmelse med gamle patriarkalske koder for macho-adfærd. Vi troede, vi havde smidt dem overbord, men med den moderne dating- og singlekultur med frie forhold og knald er de tværtimod blevet revitaliseret. Mænd tager hvad man vil have, lader resten ligge og pisser på det.

Måske er det i virkeligheden det bogen Fifty Shades of Grades handler om. Alle de varianter af seksuelle mænds seksuelle overgreb på kvinder indenfor de vedtagne rammer for heteroseksuelt samkvem. På forunderlig vis lykkedes det bogen, at formidle det som et romantisk setting med happy ending. Kvinder lever sig ind i en lyserød prinsessedrøm om mand, der forfører dem og ved hvad de begge vil have, uden at nogen behøver at sige noget.

Fifty Shades of Grades blev tilsyneladende især et hit blandt det, man lidt nedladende kaldte husmødre. Pointen er dog god nok.

Hvis man har levet i 20-30 år med den samme mand, kan grænseskridende sex netop være en seksuel inspiration, fordi grundlaget for det er fuldstændigt trygt. Men mellem mænd og kvinder, der ikke kender hinanden godt, kan såkaldt almindelig vanilla sex hurtigt blive et overgreb på kvinders fysiske og psykiske integritet.

I Politiken (23. oktober 2015) fortæller en bekymret socialrådgiver, at et massivt brug af lettilgængelig porno på nettet er »ved at smadre en generation af unge drenge«. Hun mener, at forbruget giver dem en forvrænget opfattelse af sex, som det foregår i virkeligheden, og vil gå ud over deres fremtidige sexliv med kvinder. 

I Weekenavisen (uge 52 2015/Ideer) skriver Lone Frank, at der ud fra de undersøgelser, der er lavet, tværtimod ingen videnskabelig evidens er for, at forbruget af lettilgængelig porno på nettet skader i nævnværdig grad.  

Det er klart, at der ingen mænd i en undersøgelse bevidst vil bekendtgøre i, at de vil begå seksuelle overgreb på kvinder i sengen, eller at de ikke kan kende forskel på fantasi eller virkelighed.

Dem, man i virkeligheden skal spørge, er de kvinder, de massivt pornoforbrugende mænd går i seng med. Hvad oplever de? Fifty Shades of Grey eller te i den gale hals?

En ting er at sige fra eller til.

Men muligheden for, ja blot tanken om, at kvinder også kan tage intitiativ til sex, så det er manden, der kan svare ja eller nej, hele vejen igennem, synes at være udenfor den kollektive erfaringshorisont.

Det må blive i næste århundrede.

Pernille Rübner-Petersen er Ph.D-studerende i performance og musik ved Brunel University, London.