Om Ole Birk Olesens fornemmelse for skat

Liberal Alliances folketingsmedlem Ole Birk Olesen og SF’eren fra EU-parlamentet Emilie Turunen diskuterede forleden nye arbejdspladser i EU (DR P1 Debat vist i en tidlig Deadline udsendelse (Del 1-2, se podcasten http://www.youtube.com/watch?v=u_0AJ9Kfywk).

Hurtigt drejede vor liberale helt Ole Birk Olesen (OBO) debatten ind på det høje omkostningsniveau hertillands. Den bedste måde at sænke det på sker iflg. ham og hans parti ved at nedsætte skatterne.

Skatten er nemlig ifølge OBO en udgift eller omkostning  - det svinger lidt - for det private erhvervsliv.

Så spørgsmålet er, om det er skatten, der er en omkostning, eller statens skattefinansierede udgifter, der i sidste ende pålægges den private sektor. 

Mere korrekt er det at sige, at disse udgifter til dels afholdes af profitten og derfor ikke er en omkostning, men en omfordeling. Derudover består langt den største del af statens indtægter af moms, indkomstskatter, grønne afgifter og - heldigvis til en vis grad - af Nordsøoliebeskatningen, der hovedsagelig er en royalty, dvs. betaling for udnyttelse af en ressource ejet af staten.

OBO kommer med den mærkværdige påstand, at Danmark var rigere for 50 år siden, da skattetrykket var halvt så højt som i dag.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at skattetrykket i 1965 var på 29,5%, mens det i dag er på 46,7%. Det var altså 63% af det nuværende skattetryk dengang for 47 år siden.

Selskabsskatterne udgør i dag 3,2% af BNP mod 4,4% i 2006, så med OBOs formidable logik ville man vel kunne sige, at de er faldet med 27% i forhold til BNP på blot 6 år.

De 3,2% af BNP stammer altså fra de 25% (sat ned fra 28% i 2007), som virksomhederne skal betale i selskabsskat af deres overskud. Men er det en byrde for virksomhederne?

Et lille kursus i, hvordan virksomhedsskatten beregnes, ville være nyttigt for OBO og mange andre.

Virksomhederne stræber mod at få så højt EBIT (’earnings before interest and taxes’) som muligt. De skal helst hente over 20% hjem, ellers bliver børsen skuffet.

EBIT, det primære driftsresultat på dansk, fremkommer, efter alle omkostninger plus skattemæssige afskrivninger er trukket fra. Imidlertid står firmaerne i den suppedas, at EBIT på den ene side helst skal være høj, for så ser driften profitabel ud, men den skal også helst være lav, for der skal betales virksomhedsskat af driftsoverskuddet, dog først efter yderligere fradrag af renter og ekstraordinære udgifter.

Store virksomheder løser dilemmaet ved at ændre på deres struktur og fordeling af omkostningerne mellem forskellige lande.

De største omkostninger plantes dér, hvor der er den højeste efter-EBIT skatteprocent. Dette motiverer til skabelse af transnationale virksomheder, der kombinerer direkte outsourcing af produktionen til lavtlønsområder med fastholdelse af højtlønnede funktioner i  moderlandet.

Men der skal noget tredje til. Bedst er det at indregistrere koncernen i et caribisk skatteparadis eller på den engelske kanalø Jersey, så profitten fra outsourcingen af produktionen kan lægges dér, mens omkostningerne til de højere lønninger, husleje, renter og afskrivninger så vidt muligt afholdes af datterselskaber i lande som Danmark, således at driftsresultatet dér falder til 0. Så er den cirkels kvadratur løst.

Den danske virksomhedsskat er heller ingen hindring for investeringer, da slet ikke for firmaer, der helst ikke vil have et overskud hertillands, for afskrivninger trækkes jo fra for at finde EBIT.

Det er en del af 2012 skattereformen, at 115% af anskaffelsessummen til nye driftsmidler kan afskrives over en fireårig periode. Tilbuddet gælder for nye investeringer inden udgangen af 2013. Man kan nemt forestille sig forsøg på at få lavet nogle lokumsaftaler om, hvad prisen lige er på de nye maskiner osv.

Men mange multinationale, der opererer her i landet, har allerede investeret pænt iflg. deres regnskaber, kun mærkeligt, at det ikke giver sig udtryk i en bedre økonomi.

Her kunne OBO måske indvende, at hvis selskabsskattesatsen lå på 12,5% som foreslået af Liberal Alliance (LA), ville ovennævnte form for skatteflugt mindskes.

Det er absolut ikke sikkert, for de kreative koncernstrukturer skal jo helst føre til betaling af 0%. Pudsigt nok hører man aldrig fra LA toner om, at de højerelønnedes indtægter er for høje, det kunne ellers være næste skridt i tankegangen om at skabe arbejdspladser i Danmark. Nej, her lyder altid kun melodien om at tiltrække talenter, og topskatten skal helst helt fjernes.

Makroaspektet af skatter er, at de er med til at finansiere den velfærd, uden hvilken flertallet ville leve miserable liv.

Hvis man f.eks. går over til sundhedsforsikringer i stedet for skattefinansierede sundhedsudgifter, ville virksomhederne være nødt til at gå ind og (med)finansiere dem, som man så i den ekspansive epoke i USA (tænk på General Motors og Ford), noget de nu prøver at vikle sig ud af.

Og det omendskønt forsikringerne er fradragsberettigede omkostninger. Obamas sundhedsreform er et svagt skridt i retning af større statsstøtte til sygeforsikringer, også til dem uden for arbejdsmarkedet.  

Det er svært at se OBOs forslag om lavere skat på profit og relativt lavere statslige udgifter som andet end et ønske om at tage ydelserne fra folk, som de er flest, selvom det naturligvis hedder sig, at det drejer sig om arbejdspladser.

Desværre ser man altså allerede nu megahøje koncernprofitter uden investeringer i hjemlige arbejdspladser – med eller uden betaling af høj selskabsskat.

Emilie Turunen trådte vande over for OBOs argumenter. En skam, hun ikke har lært de her almindelige regnskabslektier. At Ole Birk Olesen ikke har, er ikke så mærkeligt: han har jo slet ingen interesse i ikke at rode rundt i begreberne.