Nyt principprogram for Enhedslisten er en omgang rod

Enhedslisten skal have nyt program. 2. udgave af hovedbestyrelsens forslag blev offentliggjort i midten af februar.

Hovedbestyrelsen har valgt at fremstille Enhedslistens grundlæggende værdier og principper og konkretisere dem i nogle små kapitler.

Samtidig skriver man, at forslaget også giver en fremstilling af Enhedslistens strategi for socialismen. Men der er ingen strategi i forslaget.

En politisk strategi skal sige noget om, hvordan samfundet kan forandres, og hvor partiet især vil sætte ind.

Det er der kun tilløb til, i stedet lægges vægten op en opremsning af en masse ting, uden en politisk linje.

Et eksempel på svage argumenter bliver tydelig, når man i et kapitel med kritik af kapitalismen anerkender, at kapitalismen har skabt »en enorm teknologisk udvikling og øget forbrugsmulighederne blandt almindelige mennesker i den rige verden«, hvorefter man skriver, at man er imod kapitalismen, fordi den er grundlæggende udemokratisk, skaber ulighed og utryghed og ødelægger naturen og derfor skal afskaffes.

Det er intet argument for at afskaffe kapitalismen.

Når systemet kan give stigende levestandard for lønarbejderne, så kan lønarbejderne lettere leve med ulighederne.

Hvis man anser ulighed for uretfærdigt, så ville Marx - hvis han stod blandt os - svare, at man ikke kan afskaffe et samfund, fordi det er uretfærdigt. Det kan kun lade sig gøre, når de materielle forudsætninger for det nye samfund er til stede - og når det bestående samfund ikke mere evner at udvikle sig.

Det er ikke nok at sige, at kapitalismen allerede har skabt de produktivkræfter, for hvordan kan vi vide, at de er tilstrækkelige til at skabe socialismen? Især hvis man ikke kan forklare, hvad socialisme er! 

Kapitalismen må også være i dyb krise, og hvad det for en krise, der i dag hærger kapitalismen? Finanskrisen har ikke fået kapitalismen til at bryde sammen!!

Og med hensyn til kapitalismens øvrige skavanker, er der ikke noget tvingende argument for, at man ikke kan reducere disse skavanker.

Alle kan se, at en privat virksomhed ikke ledes demokratisk, men når den skaber arbejde og grundlag for stigende levestandard for lønarbejderne, ville disse da være tåbelige, hvis de kastede sig ud i et forsøg på magtopgør, som ingen kan forudsige resultatet af.

Og når forslaget selv i slutningen afstår fra at redegøre for, hvad socialisme er, hvorfor skulle folk så løbe en stor risiko ved at forsøge at indføre den ukendte socialisme?

Opbygningen af velfærdsstaten har ikke afskaffet kapitalismen, men den har mildnet nogle af markedets ulemper for lønarbejderne.

Arbejdsløshed kan ikke afskaffes i et kapitalistisk system, nej, men hvordan kan vi påstå, at flere rettigheder til arbejdsløse i forening med en generelt stigende levestandard i kraft af en økonomisk vækst, ikke er at foretrække for lønarbejderne?

Problemet er selve den måde, man tænker et socialistisk program på.

Man begynder med at sige, at man er imod kapitalismen og derfor vil afskaffe systemet, og det begrundes med henvisning til kapitalismens begrænsninger. Der virker som om, kapitalismen kan afskaffes her og nu.

Man mangler at pege på systemets afgørende krise, der gør det realistisk at gennemføre en samfundsforandring. Og man mangler at skitsere et forløb, der kan skabe den fornødne styrke til at sætte socialismen på dagsordenen.

Vejen til socialismen

I stedet for at gå mere i dybden med kapitalismens mulige krise, bevæger forslaget sig i andre retninger. I et afnit om vejen til et socialistisk demokrati skriver man følgende:

»Derfor er det afgørende, at folkelige bevægelser samler sig om krav, der tager udgangspunkt i konkrete problemer, men som samtidig antaster selve strukturerne i det kapitalistiske samfund. Her er et centralt omdrejningspunkt magten over økonomien, markedsstyringen og arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.«
Hvordan kan nogle enkelte krav angribe selve strukturerne i kapitalismens økonomi? 

Måske tænker man på den trotskistiske strategi med overgangskrav, som er krav, der kan løse lønarbejdernes umiddelbare behov, men samtidig ikke kan realiseres inden for en kapitalistisk økonomi; et eksempel på et overgangskrav er veto mod fyringer. Hvis kapitalisterne ikke kan fyre de lønarbejdere, de ikke har brug for, får virksomhederne vanskeligheder, og det stimulerer lønarbejderne til at stille krav om indsigt i regnskaber, og det vil kapitalisterne besvare med stop for investeringer, og det kan udløse en økonomisk krise og sætte socialismen på dagsordene.

Er det den form for krav, man tænker sig? Det tyder teksten på, når man samtidig skriver:

»I dette arbejde lader vi os ikke begrænse af, hvad den kapitalistiske økonomi kan tåle, hvad kapitalejerne vil gå med til, hvad markedet reagerer på, eller hvad EU og WTO kan godkende.«

Dette må forstås på den måde, at fagforeninger ikke skal begrænse deres krav til, hvad virksomhedernes økonomi kan bære, men stille de krav, som kan opfylde lønarbejdernes behov (hvilke behov?).

Men hvordan kan en fagforening - eller parti i et parlament - stille krav, som der ikke kan findes penge til indenfor de eksisterende rammer?

Mener Enhedslisten, at det vil stimulere lønarbejderne til at rejse en revolutionær kamp?

Miljøkamp som »overgangskrav«

Forslaget peger på miljøproblemerne som eksempel på krav, der antaster selve strukturerne i kapitalismen:

»Klima- og miljøpolitikken er et godt eksempel på et område, hvor den løbende forsvarskamp nødvendigvis må rejse spørgsmålet om magten over landbrug, transport og produktion og dermed nødvendigvis omfatter et angreb på selve kernen i kapitalismen.«

Miljøkampen nævnes som eksempel. Men et principprogram skal ikke skrives som eksempler på de kampe, der kan føres. Det er for uforpligtende.

Programmet skal pege på den eller de vigtigste kampe og angive nogle hovedlinjer for, hvordan de kan føres.

Dernæst er der selve spørgsmålet om miljø- og klimakampens placering i et socialistisk perspektiv, og det er ikke let at afgøre.

Men forslaget har fra starten viklet sig ind i nogle problemer, der næsten gør det umuligt at tage stilling til den rolle, kampen for bedre miljø kan have.

Ved at nævne en række grunde til at afskaffe kapitalismen, har man næsten sagt, at alle kapitalismens skavanker kan være udgangspunkt for en kamp for socialismen. Altså en ligestilling af kapitalismens problemer og de mulige kampe.

Det virker som om, man mener, at hvis kampen i produktionen mellem arbejdskraft og kapital ikke kan sætte socialismen på dagsordenen, så kan klimakampen gøre det!

Enhedslisten mener måske, at når kapitalismen er et system, der producerer for at skabe profit til kapitalens ejere, så vil ejerne bekæmpe forsøg på at omstille til grøn produktion, og derfor skal virksomhederne overtages af samfundet?

Er det på forhånd udelukket, at bæredygtig produktion kan give profit til private ejere?

Enhedslisten mener måske, at kapitalismen er forbundet med behov for vækst, som naturen ikke kan bære, og derfor må væksten stoppe, og det kan kun ske ved at fjerne de private ejere fra virksomhederne.

Hvis Enhedslisten mener, at nulvækst er løsningen, så kræver det en betydelig argumentation, som reelt vil blive en anden type program. Man kan ikke argumentere for nulvækst, uden at forklare, hvordan et samfund uden vækst vil se ud.

Det, som dette eksempel ser bort fra, er, at miljø- og klimakampen er en helt anden type kamp, end den fordelingskamp, som arbejderbevægelsen blev bygget op for at føre. 

Kampen for socialismen er altid blevet forbundet med den grundlæggende økonomiske fordeling mellem kapital og arbejdskraft, men kampen for miljø og klima går på tværs af den traditionelle klassekamp.

Hvordan vil Enhedslisten forbinde fagbevægelsens økonomiske kamp med en kamp for et bedre klima?

Hvis man ikke er i stand til at forbinde klimakampen med fagbevægelsens økonomiske kamp, så vil miljøkampen splitte lønarbejderne.

På den ene side vil nogle hævde, at klimakrisen peger på en omlægning af forbruget og måske direkte nedskæring af levestandarden, på den anden side er det svært for fagforeninger at opgive kravet om stigende løn i takt med stigningen i virksomhedernes overskud.

Indtil videre har miljø- og klimakrisen virket splittende på arbejderklassen, de lavtlønnede frygter at stå med regningen for de nødvendige omstillinger. Det kan være en del af forklaringen på, at voksende antal lønarbejdere stemmer på Venstre og Dansk Folkeparti.

Vokser socialismen allerede frem? 

Når forslaget skal redegøre for den afskaffelse af kapitalismen, man ønsker, bliver det svævende. 

Man skriver, at der allerede i dag er steder i samfundet, hvor der produceres for behov og ikke for profit og nævner folkeskolerne, kommunale plejehjem og DSB. »Her gemmer sig kimen til et andet samfund«.

Det må forstås på den måde, at velfærdsstaten er udtryk for, at det nye samfund vokser frem for vores øjne - det skal bare hjælpes på vej af klassekampen. Skal det ligefrem forstås som en parallel til kapitalismens dannelse?

Kapitalismen voksede frem som produktionsmåde midt i feudalismen, nu er det socialismen, der vokser frem i form velfærdsstaten. Eller hvad?
Kampen om velfærdsstaten er helt sikkert en vigtig kamp i dag, i den nuværende situation er den måske vigtigere end kampen i produktionen mellem kapital og arbejde.

Men kampen for velfærden kan også splitte, fordi lønarbejderne har forskellige behov for velfærd, ældre, børnefamilier, uddannelsesstøtte og så videre; vi ser allerede hvordan virksomheder tilbyder deres ansatte private sundhedsforsikringer.

Velfærdsstaten kan ikke alene forsvares med stemmesedlen, eller at brugerne deler sig efter interesser; der er også brug for en fagbevægelse til at formulere lønarbejdernes samlede krav til velfærden og ikke mindst sætte magt bag politikken.

Offentlige institutioner i dag viser ikke, hvordan virksomheder i den materielle produktion kan fungere anderledes.

Mener Enhedslisten, at kommunale plejehjem illustrerer, hvordan en maskinfabrik kan fungere i et socialistisk system? 

Det mener forslagets forfattere sikkert ikke, men det er altså logikken, hvis velfærdsstaten skal fungere som eksempel på produktion uden profit.
Noget andet er, at dette forsøg på at påvise velfærdsstatens socialistiske potentiale er en helt anden type argumentation end den, man anvender i forhold til miljø- og klimakrisen, som igen er noget andet end kampen i produktionen mellem arbejdskraft og kapital.

Hvor er ligger muligheden for et afgørende gennembrud?

Det udsendte forslag demonstrerer, at Enhedslisten ikke har opdaget, at den socialistiske venstrefløj har store politiske problemer og derfor har behov for at tage nogle grundlæggende diskussioner om kampen for socialismen. - eller også skriver man bare det, man kan enes om, og det er ikke meget, og for lidt. 

Resultatet er blevet en gang roderi.

Ernst Dahl er tidligere medlem af Enhedslisten.

Se også Revideret disussions-oversigt om Enhedslistens principprogram.