Annonce

Transform
16. marts 2012 - 14:51

Ny tænketank kræver røde kriseløsninger

Den nystiftede danske afdeling af den fælleseuropæiske tænketank Transform slår sig op på venstreorienterede løsninger på finanskrisen. Socialdemokraternes løsninger har spillet fallit, mener initiativtagerne.

Hverken den borgerlige eller den socialdemokratiske model kan løse de økonomiske udfordringer: Der er brug for et venstreorienteret alternativ.

Det mener folkene bag det nyopstartede TransformDanmark, som er en underafdeling af den fælleseuropæiske tænketank »transform!europe«, der med det danske initiativ nu har afdelinger i 16 lande. 

Initiativet skal udvikle og kvalificere analyser og politisk debat på den danske fløj til venstre for Socialdemokraterne, og i modsætning til de eksisterende institutioner og tænketanke agter den at sætte grundlæggende spørgsmålstegn ved den nuværende samfundsudvikling, forklarer Inger V. Johansen fra TransformDanmarks bestyrelse.

– Socialdemokraternes fallit og knæfald for EU's finanspagt og hele den nyliberalistiske politik understreger, hvor vigtigt dette er. Specielt i den aktuelle situation med krise og et stærkt behov for at udvikle debatten og et politisk alternativ. Ved at forbinde os med transform!europe samles kræfterne om at styrke en global debat på venstrefløjen, siger hun til Modkraft.

Demokratisk krise

Første skridt på den vej er at afholde en international konference om venstreorienterede kriseløsninger med en række prominente talere fra den europæiske venstrefløj, blandt andre den egyptiske økonom Samir Amin.

– Venstrefløjen har alternativer, der kan bringe udviklingen i en anden og socialt rigtig retning for almindelige mennesker. Og prioritere at gøre noget for at tøjle finansinstitutionerne og markederne, tilføjer hun. 

Efter den nyopstartede tænketanks vurdering er krisen meget mere end et økonomisk problem.

»Der er tale om en finansiel og økonomisk krise, en global klima- og økologisk krise samt en civilisatorisk og demokratisk krise. Den fastlåste samfundsdebat, der i dag er præget af en dybt konservativ og autoritær verdensopfattelse, viser med al tydelighed behovet for tanker, visioner og ideer, der udfordrer de gængse økonomiske og politiske opfattelser af samfundet«, skriver TransformDanmark i sit værdigrundlag.

TransformDanmarks første konference afholdes i denne weekend den 17-18 marts.

Læs mere om initiativet her.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce