Annonce

Folkeskolereform
22. januar 2016 - 15:05

Ny elevorganisation kæmper for kortere skoledage: Vi er talerør for de utilfredse

Elevorganisationen Alle Danmarks Folkeskoleelever er skabt i protest mod folkeskolereformen og elevorganisationen Danske Skoleelevers manglende kritik af lange skoledage, fortæller initiativtager og folkeskoleelev Milos Jørgensen.

En ny elevorganisation har set dagens lys cirka halvandet år efter, den nye folkeskolereform blev indført i 2014. Initiativtagerne mener ikke, at elevorganisationen Danske Skoleelever er tilstrækkeligt lydhøre overfor elevkritik af reformen og de lange skoledage, den har medført.

Derfor har de valgt navnet Alle Danmarks Folkeskoleelever, fortæller formand Milos Jørgensen til Modkraft.

- Mange elever er utilfredse med lange skoledage. Der var bare ikke en organisation, der gjorde noget ved det, siger han.

Læs DSEs svar: »Danske Skoleelever: Vi har ikke taget en ja-hat på«

Tusindvis af elevdemonstranter

Milos Jørgensen henviser blandt andet til en række af demonstrationer med flere tusinde deltagere, som initiativet ’En stor mellemfinger til den nye skolereform’ har arrangeret.

- Der har været demonstrationer, men ikke en samlende organisation, der kan være et talerør for de mange utilfredse elever. Danske Skoleelever har ikke været så kritiske, som vi godt kunne tænke os. Og hvis de ikke vil gøre noget ved de lange skoledage, vil vi, siger den 15-årige 8.-klasseelev.

Læs Modkraft-artiklen »Elever giver fingeren til skolereformen: Vi vil ikke finde os i hvad som helst«

Talspersonen Legolas fra ’En stor mellemfinger til den nye skolereform’, der ligeledes går i 8. klasse, bakker op om kritikken af Danske Skoleelever.

»Undervisningsministeriets værktøj«

- De er støttet af Undervisningsministeriet og siger kun gode ting om reformen. De siger, de støtter alle elever i deres kamp, men der er rigtigt mange elever, der synes, at reformen er for dårligt lavet. Dem støtter de jo ikke. Og generelt set kan vi ikke se logikken i at skulle gå igennem en forening, der er støttet af dem, der laver reglerne. For så kan vi ikke ændre noget. I virkeligheden er Danske Skoleelever Undervisningsministeriets værktøj, siger han.

Læs Modkraft-artiklen »Dronningens nytårskur fik elevdemo på afveje«

Læs Modkraft-artiklen »2.000 elever holder pjækkedag mod skolereformen«

Af et skriftligt svar til Folketingets finansudvalg fra maj 2015 svarer forhenværende undervisningsminister Christine Antorini (S), at Danske Skoleelever i 2014-2015 modtog en halv million kroner til en informationskampagne for den nye folkeskolereform.

Vil give elevråd mere indflydelse

Mens ’En stor mellemfinger til den nye skolereform’ arrangerer aktioner og demonstrationer, håber Milos Jørgensen, at Alle Danmarks Folkeskole Elever kan lægge et politisk pres blandt andet gennem møder med partiernes undervisningsordførere.

Derudover er der mange andre forhold at tage fat på, forklarer Milos Jørgensen:

- Vi vil stadig eksistere, selvom vi får kortere skoledage. Der er mange ting indenfor skoleverdenen, vi kan gøre bedre. Elevrådene skal have mere indflydelse, vi skal have flere elevrettigheder og mere elevdemokrati. 

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce