Nu skal det være slut med, at folk dør på ressourceforløb

Jeg har med stor glæde konstateret, at både Socialdemokraterne, Radikale og SF nu har meldt sig i koret af kritikere af de ressourceforløb, der forsøger at tvinge selv syge og døende mennesker i arbejde.

Det er vigtigt, fordi partierne alle var med i forliget, der indførte ressourceforløbene, og dermed kan være med til at lave det om.

Det er der i den grad brug for, efter den ene gruvækkende historie efter den anden har trukket overskrifter.

Det har været historier om borgere, der er blevet tvunget til at gennemføre praktikforløb, selvom de har brug for hvile i seng hvert tiende minut. Så er praktikforløbet lavet om til »sengepraktik« – det er jo nærmest højkomisk, hvis ikke det var udtryk for en så fundamental mangel på respekt for mennesker.

Det har været historier om gigtramte, der kun kan arbejde effektivt to gange 14 minutter om ugen, men er blevet tvunget i virksomhedspraktik.

Det har været historier om psykisk syge, der har forsøgt at tage deres eget liv i desperation over ressourceforløbene.

Det har været historier om hele 65 danskere, der er døde, mens de har været på ressourceforløbene. Selvfølgelig er de sikkert ikke døde af at være på ressourceforløb, men giver det virkelig mening, at tvinge mennesker til at bruge deres sidste tid på meningsløse aktivering?

Tillid i stedet for meningsløse krav 

Det er simpelthen for groft. Så det er godt, at vi nu tilsyneladende er en samlet opposition, der endelig står sammen om at ændre på fleksjob- og førtidspensionsreformen.

Selve ideen med ressourceforløbene er ikke nødvendigvis dårlig, men historierne jeg har nævnt, viser at de bruges mod deres intention. Ja, mange snakker endda om systemetisk kassetænkning, hvilket harmonerer rigtigt dårligt med Alternativets udgangspunkt om, at økonomiske incitamenter altid skal komme borgeren til gode. 

I Alternativet har vi den generelle indstilling, at vi tror folk gerne vil arbejde og deltage i forpligtende fællesskaber. Derfor går vi ind for tillid frem for kontrol. Og vi mener, vi bruger alt, alt for mange ressourcer på at tvinge og kontrollere mennesker med ofte meningsløse krav.

Ressourceforløbene kan godt bruges til noget, hvis de er bliver udbudt til mennesker, der får noget ud af det, og som selv er motiveret til at deltage. 

Hvis vi brugte færre ressourcer på at kontrollere og på mennesker, som helt tydeligt ikke får gevinst ud af det, kunne vi bruge flere på at hjælpe de, der faktisk gerne vil og kan få noget ud af ressourceforløbene. 

Ministeren har ændret holdning

Der kommer vi forhåbentlig hen en dag, men netop nu er fokus at bremse det hovedløse ressourcespild ved tåbelige ressourceforløb. Det har vi arbejdet for at overbevise beskæftigelsesministeren om igennem talrige samråd, som vi eller Enhedslisten har indkaldt til.

Sådan et samråd blev afholdt igen i går. Det var indkaldt for at finde ud af, om der virkelig er kommuner, der har gode erfaringer med ressourceforløbene. De gode eksempler blev vi ikke væsentligt klogere på, ministeren ville ikke rangordne kommunerne, sagde han, men positivt var det at opleve, at beskæftigelsesministeren tilsyneladende har indset, at der skal gøres noget for at forbedre systemet 

Ministerens retorik er gennem de mange samråd skiftet. Fra først at udtrykke bred tilfredshed og enorm tålmodighed med ressourceforløbene til nu faktisk at adressere de problemer, der er med reformen og måske endda så småt vise vilje til at få det gjort bedre. 

Han kan heller ikke gøre meget andet, når lederne fra tre af de partier, der er med i reformen vil lave ressourceforløbene om. Det ser vi frem til. Og vi anerkender, at det ikke bare er samråd og høringer, der har vækket de tre partiledere, men også et kæmpestort folkeligt pres fra store grupper af borgere på de sociale medier og fra talrige historier i pressen. 

Der er dog intet, der er vundet endnu. Når forligspartierne mødes for at løse de problemer, der bringer så mange mennesker i uværdige situationer, kræver det mere end symptombehandling og overfladiske reparationer.

Vi skal have en løsning, der betyder, at det kun er borgere, der har glæde af ressourceforløbene, der går på dem. Og det skal borgerne selvsagt også selv være enige i.

Så der er ingen grund til at læne sig tilbage, men alt mulig grund til at øge presset. Både det folkelige og politiske pres frem mod at forligsparterne tager sig sammen til at mødes.

Og hvis de progressive partier oplever, at regeringen sylter et forsøg på at skabe reeelle forbedringer, så vil vi i Alternativet også gerne minde om, at der er et potentielt flertal for at ændre reformen mellem R, S, SF, DF, Ø og Å.

Torsten Gejl er social- og beskæftigelsesordfører for Alternativet