Filmfestivalen CPH PIX byder fra torsdag på to uger med musik, debat og film, der repræsenterer »kvalitet ud over de rent kommercielle«. I år med fokus på sexarbejde, Mellemøsten, fransk revolutionsromantik – og Nordkorea.
Så er det igen blevet højsæson for københavnske filmelskere.
Torsdag den 11. april blænder byens biografer for femte gang op for CPH PIX. Ud over 14 dage med masser af film byder festivalen på debatter, koncerter, events og endda teater, der alle kredser om filmmediet.
For fjerde år i træk er der DVD-byttemarked i Cinemateket, og er man til filmrelateret motion, kan tage med på en såkaldt location-løbetur.
Nørrebro vil lægge husmure til en rullende guerilla-biograf, og den canadiske musiker og performancekunstner Peaches gæster København med musicalfilmen »Peaches Does Herself« og et efterfølgende dj-set.
Ligesom sidste år er festivalen ikke kun for det københavnske publikum – for CPH PIX er en festival for publikum og ikke bare for branchefolk.
Fra den 18. til den 21. april vises et udvalg af filmene i den århusianske biograf Øst for Paradis, så jyderne bliver heller ikke snydt for anderledes og udfordrende filmoplevelser.
Læs mere om filmene og se hele programmet på CPH PIX’s hjemmeside.
Se den officielle trailer for CPH PIX 2013.
CPH PIX er især en sjælden og kærkommen lejlighed til at stifte bekendtskab »det, der har kvaliteter ud over de rent kommercielle,« som festivaldirektør Jacob Neiiendam skriver i programavisens velkomst.
Så der er altså ingen undskyldning for ikke få set film, der ellers ikke fylder meget i en filmkultur domineret af Hollywoods amerikanske mainstreamprodukt.
Festivalens filmserier spænder blandt andet over film fra Mellemøsten, Asien og Norden, ligesom der bydes på film fra lande som Tyskland, Italien og Argentina.
Der er også noget for fans af gru og spænding, foruden midnatsfilm for »ghouls, freaks og weirdos« og »alle der har været forbi den forbudte gade på Christianshavn,« som der står programavisen.
Desuden er der arrangeret debatmøder og oplæg om blandt andet situaionen i Egypten efter revolutionen, prostitution samt ytringsfrihed og kvindekamp i Iran.
Læs om »Debates & Talks« på CPH PIX's hjemmeside.
Selvom der i år ikke er en egentlig politisk serie, kommer man ikke uden om politik i er de mellemøstlige film, hvor regionens nylige omvæltninger og længerevarende konflikter sætter scenen for flere af dem.
»After the Battle« skildrer revolutionen på Tahrir-pladsen gennem to menneskeskæbne på hver sin side af fronten. Marokkanske »Horses of God« handler om, hvorfor unge mænd går ind i Al Qaida, mens 11. september 2001 trækker spor i inderen Mira Nairs pakistanskproducerede »The Reluctant Fundamentalist«.
Forholdet mellem Israel og Palæstina behandles i libanesiske »The Attack«, canadiske »Inch’Allah« og israelske »Zaytoun«.
Desuden vises den franske film 'Après mai' – der har fået den engelske title »
« (på dansk »Efter revolutionen«) – om unge venstreradikale aktvisters kvaler med kærligheden, militans og de store idealer under og efter 68-oprøret i Paris.Se traileren til »
«.
Fra de mere hjemlige breddegrader tages krisen og dens konsekvenser op i svenske »Eat Sleep Die«, ligesom de sociale forhold i Europa spiller ind i film som italienske »Benur« og spanske »The Plague«.
Sexarbejde er et særligt markant tema ved årets festival, hvor feel good-nyklassikeren »Pretty Woman« vises ved særarrangement i Skelbækgade, som følges af debat om gadeprostitueredes vilkår.
Temaet går også igen i film som svenske »Call Girl«, amerikanske »Concussion« og »Eden« samt iraneren Abbas Kiarostami japanske »Like Someone in Love«.
I den mere kuriøse og eksotiske ende vises den nordkoreanske film »Comrade Kim Goes Flying« under åben himmel på Den Røde Plads ved Nørrebrohallen, og der er gratis adgang til forestillingen.
Filmen er den første vestlige produktion fra det lukkede land, som er blevet godkendt af det stalinistiske styre nogensinde og beskrives af festivalen som »en klassisk under dog-historie om den kvindelige minearbejder Kim, hvis eneste ønske er at kunne flyve som duerne.«
Hovedpersonen må rejse fra sin landsby og søge job i storbyen, og der kommer hun tilfældigt til at deltage i en audition til en trapeztrup, og hendes talent spottes på ingen tid, og hun bliver pludselig den positive solstrålehistorie på hjemmefronten, mens hun velfortjent bevæger sig mod stjernerne.
Se traileren for »Comrade Kim Goes Flying«.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96