Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Nekrolog
21. september 2012 - 12:41

Nils Bredsdorff 1946-2012

Nils Bredsdorffs kritiske grundholdning har været af uvurderlig betydning for venstrefløjen og for samfundsvidenskabelig forskning.

Da jeg i oktober 1953 flyttede til København med mine forældre, kom jeg til at gå i anden klasse på Emdrupborg kommuneskole og i parallelklasse til Nils. Det betød, at vi havde gymnastik sammen. Skolen var en kommunal forsøgsskole, og vi gik udelt til og med 7. klasse, som det siden blev almindeligt. I ottende klasse blev vi så delt, og i den proces kom Nils og jeg til at gå i samme klasse.

Vi havde jo haft gymnastik i mange år sammen, så Nils vidste godt, at jeg bestemt ikke var noget lys på fodboldbanen eller i den surtstinkende gymnastiksal. Men Nils var en fodboldspiller med punch i støvlen og en stærk gymnast. Derfor havde vores lærer stor tiltro til ham.

Karakterer blev uddelt på den måde, at læreren sad med karakterbøgerne i en stabel på knæene, mens Nils sad ved siden af. Så forhandlede de karaktererne. Mig ville læreren give godt+, men Nils insisterede på, at jeg mindst var til mg-. Det syntes læreren var stærkt overdrevet, så det endte med, at jeg fik mg med fire minusser på. Nils var virkelig en ven.

For ikke så mange år siden planlagde Birgitte Rahbek den udsendelse, som kom til at hedde Synsfeltet. Hun spurgte mig, om jeg ville være med og, om jeg havde nogle ideer til andre medproducenter. Jeg foreslog straks Nils, og hun spurgte mig, hvad jeg kunne sige om ham. Jeg fortalte om Nils’ mange faglige kvaliteter og sluttede af med at sige: ”Og så er han min bedste legekammerat.” Og sådan har det været.

Set henover de 50 år, vi har været nære venner, har vi lavet mange ting sammen. Mange af dem har været af en mere alvorlig karakter, men netop lysten til at gøre dem sammen har været helt dominerende.

Vi blev venner, bl.a. fordi vi begge var vokset op i kommunismen. I 1959, da vi kom i samme klasse, var vores forældre kommet ud på den anden side af et opgør med stalinismen. Det opgør kom til at sidde dybt i os og blev retningsgivende for en kritisk holdning til verden omkring os.

Vi blev selv aktive i Kampagnen mod Atomvåben og i Socialistisk Ungdoms Forum, SFs ungdomsorganisation. Måske var det netop denne særlige baggrund, som udviklede Nils’ særlige talent. Han var i eminent forstand et politisk menneske. Hans kritiske blik så interesser i den måde, ordene blev brugt på og den måde, institutioner blev bygget op på.

Denne kritiske begavelse var samtidig knyttet til en forestilling om, at sprog, institutioner og samfund kunne være transparente, at de ikke behøvede at skjule interesserne. I den forstand var han også en utopist, en mand med en retning ind i fremtiden. Men han var samtidig en realist.

Både mens han var formand for Danske Studerendes Fællesråd, mens han var redaktør af politisk revy, mens han var formand for Greenpeace i Danmark og i sit daglige arbejde som tillidsmand gennem mange år demonstrerede han, at han havde et skarpt øje på den daglige politik, dvs. at forholde sig til konkrete situationer, aflæse dem og få optimalt ud af dem for den interesse, han repræsenterede.

Da jeg i sin tid skulle skrive opslaget til Den store danske Encyklopædi om kapitallogik, den retning indenfor nymarxismen, som Nils støttede, bl.a. gennem sit engagement i tidsskriftet Kurasje, skrev jeg til sidst noget i retning af: ”Kapitallogikerne har afskrevet muligheden af en socialistisk revolution.”

Jeg sendte mit udkast til Nils, for at han kunne sige sin mening, og han skrev tilbage, at den sidste sætning skulle jeg stryge, for det var nok kun ham, som led af så radikal en realisme, så han ikke længere troede på en revolution. Han var en realistisk utopist og en utopisk realist. 

En ting, som vi delte med mange i vores generation var, at musikken kom til at spille en stor rolle i vores liv. Nils og jeg var til jazz og havde drømme om at spille selv. Han spillede klarinet og jeg trompet, men vi var ikke musikalske nok til, at drømmen bar igennem.

Derimod hørte vi meget musik sammen. Fx Billie Holiday. Sidenhen udviklede vores musiksmag sig i hver sin retning, og Nils blev en dyrker af den canadiske pianist Glen Gould.

Nils var bestemt ikke nogen afgudsdyrker, og på hans parnas var der ikke plads til mange. Jeg ved ikke, om Billie Holiday blev ved med at være medlem af den fåtallige forsamling, men Gould hørte givet hjemme der sammen med Quentin Skinner, den sprænglærde og kritiske Oxfordprofessor med speciale i politisk filosofi og historie.

Efter vi havde gået i 8. og 9. klasse sammen, så fortsatte Nils i 10. klasse, det som siden kom til at hedde 3. real. Klasselæreren var en ældre og ret traditionel mand. Kort før afsluttende eksamen afslørede læreren sig på en meget ubehagelig måde som racist. Han syntes negre var ulækre.

Nils gik straks lodret imod ham og fik hele klassen bag sig i en kritik af hans racisme. Det endte med, at klassen stillede inspektøren overfor et ultimatum: enten slap de for, at deres klasselærer overrakte dem deres eksamensbevis, som det normalt var, eller de ville alle sammen blive væk fra højtideligheden.

Inspektøren bøjede sig og måtte bede klasselæreren blive væk. Nils var en uforfærdet forkæmper for sine holdninger, som han altid fremlagde uden dæmper af nogen art. Og han tog gerne slagsmålet med.

Nils var ansat 40 år på Roskilde Universitetsbibliotek. De sidste 14 år har vi haft kontorer ved siden af hinanden. Det har givet mig et indblik i noget centralt ved hans måde at fungere på.

Han var gavmildheden selv, ikke mindst når det handlede om viden. De studerende, som han hjalp med at finde litteratur, fik som oftest en grundig vejledning i, hvilke synspunkter og interesser de forskellige forfattere forfægtede, og han var af den klare opfattelse, at man skulle læse sine modstandere med flid. Fx genlæste han den tysk-amerikanske videnskabsteoretiker Karl Popper for nogle år siden og uddrog den pointe, at videnskabsfolk skal opretholde et venligt-fjendtligt forhold til hinanden.

De skal vise hinanden den imødekommenhed at studere, hvad hinanden producerer, og de skal læse artiklerne og bøgerne med det skarpest kritiske øje, ja, de skal af hensyn til deres venlige forhold til andre forskere, metodisk være fjendtligt indstillet.

Kun gennem denne skarpe kritik kan man bekræfte, at man er en ven, der tæller. Og kun herigennem kan man styrke den videnskabelige udsagnskraft i forskningen. Han efterlevede det med en typisk gavmildhed. Overfor kolleger var han altid meget hjælpsom. Man behøvede blot at ringe til ham, hvis man var på vagt på biblioteket og var stødt på et spørgsmål, man var usikker på, så slap han, hvad han havde i hænderne og kom straks en til undsætning.

Som ven var han omsorgsfuld og sensibel, selvom han også var et ret blufærdigt menneske. Han demonstrerede gang på gang, at han, selvom han ikke havde sagt noget, længe havde fornemmet, hvordan det stod til med en. Så fik man et kram eller en forsigtig forespørgsel til ens psykiske tilstand.

Jeg tænker på de mange år som én lang dialog uden konklusioner. Det var ikke, fordi vi altid var enige. Langt fra. I 70erne på politisk revy var vi af og til meget uenige, men uden at det betød noget for vores venskab. Det spillede en vigtig rolle, at Nils i så høj grad gik efter argumenter og ikke efter personer.

De sidste fire-fem år har det været anderledes. Det var som om, vi var bevidste om, at en uenighed kunne være skæbnesvanger, og vi prøvede mulige faldgruber af for at være sikker på, at vi stadig var i dialog med hinanden – og særlig i den periode, hvor sygdommen åd sig ind på ham.

Det kom ham meget på tværs, at sygdommen i den grad angreb hans stemme. At dialogen langsomt størknede, bragte noget vemod ind i vores forsøg på at tale sammen. Til gengæld gjorde han det fra starten lettere på den måde, at han viste, at han hellere ville have, at vi talte direkte om hans sygdom og uden omsvøb, end at jeg tog hensyn til ham og lod som ingenting.

Nils var en ubestikkelig person, som elskede ordet ’kontrær’. Men han var noget meget bedre end kontrær, han var som politisk kommentator og forsker i besiddelse af en helt usædvanlig præcision.

Hans kritiske grundholdning har været af uvurderlig betydning for venstrefløjen og for samfundsvidenskabelig forskning i dette land.

Jeg tror, at jeg ikke bliver alene om at savne ham.

 

Læs mere om Nils Bredsdorff på Modkraft Bibliotekets tidslinje

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce