Næste skridt fra Piketty: Økonomisk Demokrati

Piketty identificerer i sin bog Capital in the 21st Century ejerskabet over kapital, som den drivende motor i den stigende ulighed, vi har set verden over i de sidste årtier.

Det skyldes, at ejerskabet over kapital er langt mere ulige fordelt end indkomsten, og at afkastet på kapital ligger højere end væksten i samfundsøkonomien.

Dermed vil en større og større del af den totale samfundsindkomst gå til ejerne af kapital på bekostning af lønmodtagerne.

Ydre chok såsom krig eller naturkatastrofer, hvor store mængder kapital ødelægges, har hidtil været den primære kilde til øget økonomisk lighed, og hvis ikke vi ser disse chok i fremtiden, kan vi imødese en fremtid, hvor uligheden kun stiger.

Pikettys primære løsningsforlag er en global skat på kapital. Ved på den måde at omfordele fra afkastet på kapital til fælleskassen, kan tendensen til stigende ulighed i indkomster, som følge af kapitalkoncentration, standses.

Mens forslaget om en global formueskat på mange måder er fornuftigt og ville opveje nogle af effekterne af de skattelettelser på kapital og høje indkomster, som har drevet en stor del af den stigende ulighed i de seneste årtier, smager forslaget også af symptombehandling.

Det er et forslag, der afbøder skadevirkninger, snarere end at tage fat på den motor bag uligheden, som Piketty selv udpeger, nemlig den ulige fordeling af ejerskabet over kapital.

I dag kan ideen om en omfordeling af ejerskabet over produktionsmidlerne virke verdensfjern og radikal. Men vi skal faktisk ikke længere end 30-40 år tilbage i historien, før sådanne spørgsmål var prominente i samfundsdebatten under overskriften ØD, eller Økonomisk Demokrati.

Økonomisk Demokrati

Økonomisk Demokrati var et projekt udtænkt af den skandinaviske fagbevægelse i 1960’erne og 1970’erne, med hhv. økonomerne Rudolf Meidner og Gösta Rehn i Sverige og økonom og fhv. socialdemokratisk finansminister Henry Grünbaum i Danmark som hovedarkitekter.

Ideen bag ØD var simpel. En andel af lønsummen, betalt af både lønmodtagere og arbejdsgivere, blev overført til fonde, der var demokratisk kontrolleret af lønmodtagerne.

Fondene investerede midlerne i virksomhederne og tilførte dem ny kapital således, at kapitalmængden i virksomhederne blev forøget. Der kunne så investeres i fornyelse og udvikling af produktionsmidler og teknologi, sådan at man stod bedre rustet i forhold til udenlandsk konkurrence.

Samtidigt opnåede man ejerskab i virksomhederne svarende til de investerede midler. Dog måtte ØD-midlerne i den socialdemokratiske regerings forslag fra 1973 ikke overstige 50 procent af kapitalen, så lønmodtagerne kunne ikke opnå absolut kontrol med virksomheden.

ØD medfører ikke en overgang til planøkonomi, men funderer fortsat det økonomiske system i en markedsøkonomi.

I modsætning til Pikettys analyse er ønsket her en omfordeling af ikke bare afkast, men også selve ejerskabet over kapital og den hermed forbundne magt fra private hænder til fællesskabets demokratiske kontrol.

At kapital og magt i den socialdemokratiske ØD-model var uadskillelige kom f.eks. til udtryk, når man i en af LO og Socialdemokratiets Fællesorganisations pjecer om ØD kunne læse:

»Kapitalen er magt i samfundet. Den giver beslutningsret i den enkelte virksomhed, og sin ejer giver den personlig frihed, anseelse og en privilegeret stilling i de fleste af livets forhold.

Selv om vi har lovgivning og regler om samarbejde, ved alle fra deres arbejdsplads, hvor svært det er at få del i beslutningerne og hvor sjældent de tages med på råd i afgørende spørgsmål. Det er ledelsen – ejerne og direktøren – der beslutter og disponerer.«

At ØD på den vis inkarnerer den socialdemokratiske arbejderbevægelses oprindelige radikale vision om at udvide folkets demokratiske magt til alle dele af samfundet bliver eksplicit, når Henry Grünbaum og det øvrige Udvalg om Økonomisk Demokrati i den endelige rapport til LO’s kongres i 1971 skriver:

»I sin yderste konsekvens indeholder økonomisk demokrati et krav om demokratisk socialisme«.

Med ØD ville medarbejderne blive repræsenteret i alle virksomhedens beslutningsorganer. De ville opnå en helt anden indflydelse på udviklingen og ledelsen af deres arbejdsplads, end hvad man kan i form af de medarbejderrepræsentanter, der i dag er lovgivet om skal sidde i bestyrelserne, men som ikke har nær den samme magt som de bestyrelsesmedlemmer, der repræsenterer virksomhedens kapital.

De forventede afledte effekter af ØD, udover en demokratisering af økonomien, ville for det første være, at hvis man investerede mere end ud fra en kortsigtet betragtning om at maksimere profitten her og nu ville i stedet investere langsigtet med det mål for øje at skabe arbejdspladser gennem forøget produktivitet ved at udvide og modernisere produktionsapparatet.

For det andet ville man opnå industrielt demokrati også kaldet arbejdspladsdemokrati ved, at medarbejderne kunne bruge deres ny vundne indflydelse til at ændre måden virksomheden blev ledt på i det daglige i en mere demokratisk retning, hvor f.eks. ledere blev valgt af medarbejderne og demokratiske organer tog de strategiske beslutninger.

Magt og kapital

Det, som arkitekterne bag ØD gjorde sig klart, var, at kapital ikke blot er en monetær størrelse, der giver et afkast, som det defineres hos Piketty.

I stedet så de, inspireret af Marx’ definition af kapital som en social relation, at ejerskabet over kapital i form af fabrikker, transportmidler og naturressourcer også indebærer kontrol over, hvordan produktionen og dermed en stor del af samfundslivet organiseres. Med andre ord er kapital altid et udtryk for magt.

Sigtet med ØD var i forlængelse af dette også dobbelt. Dels at skabe øget lighed ved at give lønmodtagerne medejerskab til produktionen og dels at demokratisere økonomien, gennem en omfordeling af kontrollen med kapitalen.

Ud fra filosofien bag ØD kan disse to ting nemlig ikke skilles ad, da magten over økonomien og arbejdspladserne her netop beror på ejerskabet af kapitalen, dvs. produktionsmidlerne.

Eller sagt på en anden måde; lighed kan ikke reduceres til indkomstlighed, men opnås først, når man udvider den demokratiske lighed til også at omfatte produktion, arbejde og økonomi.

Lighed bliver således et spørgsmål om lighed i politisk magt, hvad igen beror på lighed i kontrol med kapitalen i samfundet og afkastet heraf.

Nu har Piketty aldrig udtrykt noget ønske om at gøre op med kapitalismens fundamentale strukturer. Tværtimod har han overfor flere medier slået fast, at han tror på en form for egalitær kapitalisme.

Men hvis vi anerkender, at kapital også udtrykker magt (hvad Piketty gør i sine konkrete analyser, men ikke i sin teori) er det svært at forestille sig en mere ligelig fordeling af ressourcer på lang sigt, uden også at se på fordeling af ejerskabet over kapital.

Økonomisk Demokrati i det 21. Århundrede

Økonomisk Demokrati i sin 1970’er form kan næppe indføres 1 til 1 i dag.

Både de historiske erfaringer fra Sverige, hvor en form for ØD faktisk blev indført i 1980’erne, men måtte opgives, og erfaringerne med arbejdsmarkedspensionsfondene, der på nogle stræk minder meget om tanken om ØD-fondene, gør, at modellen må gentænkes.

Men den primære udfordring i dag er faren for kapitalflugt fra Danmark pga. den deregulering af finansmarkederne, der er sket siden 1970’erne.

Man kunne derfor i tråd med Pikettys tanker forestille sig ØD indført på regionalt niveau i f.eks. regi af EU, hvad formentligt ville modvirke denne overhængende risiko ved at indføre ØD solo på nationalt niveau.

Pikettys bog spiller også en anden afgørende positiv rolle ved simpelthen, at den atter gør os opmærksomme på, hvor afgørende en rolle ejerskab til kapital spiller i vores samfund.

Selvom det forekommer urealistisk, at nogen fra den nuværende socialdemokratiske ledelse skulle gå ind for noget så radikalt som Økonomisk Demokrati, er det værd at huske, at det ikke er mere end 30 år siden, at det var Socialdemokratiets kongstanke og sammen med LO førte en årtier lang kampagne for det.

Endvidere blev forslaget diskuteret seriøst af både arbejdsgivere og de økonomiske vismænd og blev anderkendt som en mulig finanspolitisk løsning på 1970’ernes lave investeringsniveau af OECD og EF-kommissionen.

Det er således ikke længe siden, vi tænkte politik og økonomi på en helt anden måde, der gav helt andre muligheder, og netop en bog som Capital in the 21st Century kan forhåbentligt bidrage til, at vi igen kan få en debat om ejerskabet over kapital i samfundet.

Rune Møller Stahl og Jonas Toubøl er ph.d.-studerende på hhv. statskundskab og sociologi ved Københavns Universitet

Artiklen bringes også i Magasinet Politik, tænketanken Ceveas netmagasin

Se også linksamlingen Thomas Piketty's 'Capital in the Twenty-First Century' på Modkraft Biblioteket