Annonce

København
17. august 2014 - 18:49

Nørrebro: Kalot-demo mødt med fredelige protester

Protester imod Israels bombning af Gaza og opfordringer til mere tolerance mødte omkring 1.000 mennesker, der lørdag demonstrerede imod jødehad på Nørrebro.

En demonstration til støtte for jøders ret til at bære religiøse kendetegn i det offentlige rum indkaldt af leder for De Konservative i København, Rasmus Jarlov, samlede lørdag den 16. august omkring 1.000 mennesker på Nørrebro.

Et massivt opbud af politi, gadeplansmedarbejdere, journalister og fotografer kredsede konstant om forsamlingen, der tavst bevægede sig igennem Nørrebrogade fra Nørrebro Station til Dronning Louises bro.

Adskillige deltagere havde i dagens anledning iklædt sig den jødisk kalot, mens andre havde medbragt store Dannebrogsfaner, som blev luftet sammen med to bannere med teksten »Gaza's ufred skal ikke ødelægge Danmark« og »Plads til alle – også jøder«.  

Blandt deltagerne var flere politikere – herunder folketingsmedlem Martin Henriksen (DF), integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) og Yildiz Akdogan (S) – samt bestyrelsesmedlem i den antimuslimske forening Trykkekfrihedsselskabet Torben Mark Pedersen. 

Pro-palæstinensiske protester

Med i demonstrationen var også formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed.

Han havde ligesom flere andre lokale borgere med palæstinensisk og jødisk oprindelse taget deres eget skilt med til Rasmus Jarlovs demonstration.

»Tolerance for alle!« og »Jeg er imod hadeforbrydelser mod ALLE i vores ellers fredelig og harmoniske samfund« lød foreningsformandens budsskab, der senere på dagen blev fulgt op med en længere kommentar på facebook.

– Jeg kunne ikke lade være med at smile da flere danske retskafne og fredelige butiksejere på Nørrebrogade med enten palæstinensisk/arabisk eller muslimsk baggrund stod uden for deres butikker langs den lange rute og filmede eller tog billeder med deres mobiler. Indrømmet: der var et par der rystede på hovedet! Forståeligt nok, skrev Fathi El-Abed.

Og fortsatte:

– For jeg kan forestille mig at de og andre tænkte ”så misbruges tolerancen for en bestemt befolkningsgruppe af populistiske politikere på bekostning af os fredelige beboere alene fordi en håndfuld højtråbende primitive idioter ytrer sig udemokratisk fra tid til anden…”

Læs mere på Fathi El-Abeds facebook-profil.

Lettet lokalformand

Rasmus Jarlov demonstration havde på forhånd skabt stor debat og formand for Nørrebro Lokalråd, Uzma Ahmed Andresen, havde dagen forinden udtalt, at marchen var en »unødig provokation«. 

Hun var også til stede ved demonstrationen og glæder sig over, at arrangementet forløb uden problemer.

– Jeg er meget lettet. Og håber, at alt det her vil blive en anledning til at vi fremadrettet kan arbejde for mere tolerance og forståelse i bydelen, sagde Uzma Ahmed Andresen, da Modkraft mødte hende ved Dronning Louises bro.

Læs artiklen »Nørrebro Lokaludvalg: Jarlovs kalot-demo er en unødig provokation« hos Modkraft.

Kritiske jøder

Også flere jøder var kritiske overfor den konservative politikers initiativ.

Årsagen er at demonstrationen alene forholdt sig til chikane mod jøder – ikke andre minoritetsgrupper.

Det fik en jødisk kvinde til møde frem med et skilt, hvor hun skrev, at hun havde boet på Nørrebro i 20 år uden problemer og samtidig kom med en opfordring til tolerance overfor både jøder, muslimer og transpersoner.

En anden jødisk kritiker – den 90-årige Svend Allan Horwitz – udtalte til avisen Berlingske, at han opfattede demonstrationen som et politisk stunt.

– Det er populisme og handler om at promovere sig selv. Det kalothalløj, det hører ingen steder hjemme. Demonstrationen er bare med til at trække konflikten mellem Israel og palæstinensere yderligere til Danmark og gøre det til en konflikt mellem jødiske og muslimske landsmænd. Det er da vanvittigt, en happening, hvor danske politikere klæder sig ud som jøder, lød det fra Svend Allan Horwitz.

Læs artiklen »»Det kalothalløj, det hører ingen steder hjemme«« hos Berlingske.

Hærværk mod kirke

Selvom lørdagens demonstration forløb uden uro, så var den alligevel anledning til ulovligheder.

Natten til søndag blev hoveddøren til Stefanskirken på Nørrebrogade således overmalet med en jødestjerne.  

Ingen har taget ansvar for 'aktionen', men den er formentlig en kommentar til kirkens støtte til civilbefolkningen i Gaza.

Stefanskirken kom nemlig i midten af juli i mediernes søgelys, da en talsperson for den israelske ambassade i København kritiserede kirkens holdning til konflikten i Gaza.

Årsagen var at kirken havde ophængt et banner med teksten »Alle liv tæller. Fra floden til havet. #gaza2dk«, hvilket ifølge den israelske talsmand kunne tolkes som en støtte til terrorstemplede oprørsgruppe Hamas.

Læs artiklen »Sognepræst: Vi laver ikke skjulte hilsner til Hamas« hos Kristeligt Dagblad.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce