Når politikerne tager autofiktionen som gidsel i deres nyliberale dagsorden

For tiden er det fiktive plot ikke spændende nok. Vi vil have et sandt vidnesbyrd, et rigtigt navn og fortællingen skal helst have et ansigt (senest eksemplificeret i forbindelse med TV2’s fatale Tøndersagsfadæse). Karl Ove Knausgaards, Delphine de Vigans og Yahya Hassans succeser illustrerer, at vi begærer det biografisk sande, og man dristes til at sige, at autofiktionen er blevet 10’ernes foretrukne genre.

Men hvorfor er den sande historie blevet så vigtig i fiktionens verden og i folkets bevidsthed? Kan man overhovedet tillade sig at operere med sande og falske minder – og hvis man gør, hvilke konsekvenser vil det potentielt få? 

Anerkendt akademiker stemplet som løgner 

Psykologen og forskeren Jennifer Freyd havde i en årrække behandlet overgreb og hukommelse i sit akademiske arbejde.

Sideløbende fik hun gennem et samtaleterapeutisk forløb påtrængende erindringer om seksuelle overgreb i barndommen. 

I det private konfronterede hun sin far, og derfra tog historien en uventet drejning. Freyds personlige krise blev viklet ind i hendes videnskabelige virke, og hun blev af sine forældre, beskyldt for at have falske erindringer.

Såvel hendes praksis, som hendes evne til at forske i emnet overgreb blev betvivlet, og hun kom til at ligge under for den klassiske subjektivitets-debat i forskerens arbejde.

Hvad der for Jennifer Freyd var en privat sag, blev på tragisk vis gjort til en offentlig sag, og forældrene stiftede sammen med en række anerkendte kognitionspsykologer, False Memory Syndrome Foundation, en fond mod deres egen datter!

Som absurd eksempel viser Freyd-affærren, hvordan en personlig historie om overgreb og svigt, kan blive til en uhyggelig kamp om retten til sandheden.

En tendens der også er at genfinde i mediernes tildeling af ekspertrollestatus til »den brune debattør«, »tøndersagspigen” og Yahya Hassan. 

En rolle som ofte må se sig betvivlet og gennemsøgt for sandhedsværdi efterfølgende, som da Radio 24syv lavede et faktatjek på Khaterah Parwanis fortid med vold, eller da TV2’s journalist stillede Zandra Berthelsen kritiske spørgsmål i dokusoapen »Pigen fra Tøndersagen.« 

Da Freud lagde sig selv på briksen

100 år før Freyd-affæren, søgte Sigmund Freud som en anden arkæolog, efter den hændelse, der kunne tænkes være årsag til hysterikerens symptomer. Men i slutningen af det 19. århundrede blev han gennem egenanalyser opmærksom på, at hukommelsen ikke blot er et blue-print af vores oplevelser, eller et videokamera, der passivt optager og arkiverer.

Freud havde gjort den opdagelse, at neurosens udvikling finder næring i barndommens fantasier, snarere end i barndommens oplevelser. Ved at gennemgå egne barndomsminder opdagede han, at infantile fantasier og forestillinger kan have lige så stor betydning for voksenlivet som faktiske hændelser.

Han blev opmærksom på, at der udover en ydre realitet, eksisterer en indre, ubevidst realitet, som bestandigt forvikler sig ind i hukommelsessystemet. Af denne grund er hukommelsen ikke i stand til at skelne skarpt mellem hændelsen og fantasien om hændelsen. Den patologiske udviklingsbane er potentielt den samme, om den har baggrund i en historisk realitet eller en psykisk realitet.

Freud opgav nu jagten på den infantile oplevelse og puttede i stedet den psykiske realitet på dagsordenen. Han ligestillede fantasiens virkelighed med den materielle virkelighed og opløste sand/falsk dikotomien i det analytiske arbejde.

Autofiktion kan ikke være historieskrivning

Diskussionen om erindringer har også fyldt en del i polemikken omkring Karina Pedersens bog ‘Helt ude i hampen’, der udkom tidligere på året. Bogen skildrer jeg-fortællerens opvækst i det sociale boligbyggeri Korskærparken i Fredericia. En opvækst, der skildres som præget af druk, socialt bedrageri, kriminalitet og andre dårligdomme.

Problemet med Karina Pedersens bog er bare, at den kun er én stemme i det, der snart skal vise sig at blive et broget arsenal af erindringer om, hvordan opvæksten i Korskærparken virkelig var.

Den retning debatten tager efterfølgende kan nogenlunde parafraseres sådan her: Hvem lyver? Nogen må lyve!! Men denne præmis er problematisk, fordi den bygger på en idé om, at den sande erindring findes og en ignorance over for, at autofiktion er en subgenre inden for fiktionen og ikke historieskrivning.

Bogen, der af udgiveren Gyldendal blev markedsført som en debatbog strøg hurtigt ind på bestsellerlisterne - dem for faglitteratur vel og mærke. 

Bogen rejste voldsom debat, og blev hurtigt centrum for en debat om underklassens moral og overførselsindkomsters berettigelse.

Nyliberale aktører, som fx, den forhenværende Saxobank-direktør og Liberal Alliance-mæcen, Lars Seier Christensen, var ikke sen til at bruge bogen som en slags bevisførelse for sit politiske projekt. Kort efter udgivelsen linker han på sin facebookside til et interview med forfatteren bragt i Zetland d. 24 august i år, under overskriften »Oprør fra bunden: tag pengene fra underklassen. Den har ingen moral«.

Når debatten bliver et spørgsmål om erindringernes sandhed overser man, at mærkatet ‘baseret på en sand historie’ er et formgreb, der netop hører hjemme indenfor fiktionens verden.

Problemet er i sidste ende ikke autenciteten i Karina Pedersens bog, men måden den bliver markedsført på, og brugt som et partsindlæg i debat, hvor der nærmest er gået sport i, hvem der kan sige de grimmeste ting om fattige mennesker.

Diskussionen af  Karina Pedersens erindringer er i sidste ende uinteressant, for hvad ændrer den egentlig? Sagt på en anden måde: Kan Karina Pedersens erindringer nogensinde retfærdiggøre et udsagn som »tag pengene fra underklassen«. Den har ingen moral”?

At søge det faktuelle og biografisk sande i den fortalte historie kan spænde ben for, hvad der er vigtigt nu og her og i stedet bliver det et tvivlsomt stykke ‘empiri’, som passer perfekt ind i en, på forhånd bestemt, dagsorden.

For Jennifer Freyd blev det personlige påtvunget offentlighedens øjne. For Karina Pedersen blev hendes erindringer gjort til et vidnesbyrd for alle på overførselsindkomst.    

Læs artiklen »Hvad Noora og en morder har til fælles, og hvad vi kan bruge skam til« hos Modkraft

Olivia Kretzschmar og Rebecca Sparre Wandall studerer psykologi på Københavns Universitet og psykoanalyserer hver måned populærkulturelle fænomener for Modkrafts læsere.