Når handlekraft forvandles til neoliberal iværksætteri

Kalpana Wilson er medlem af organisationerne  Freedom Without Fear Platform og South Asia Solidarity Group.

Hun har ved et institut for kønsforskning på London School of Economics studeret forholdet mellem neo-liberalisme, køn, definitioner af ’handlekraft’, kvinders erfaringer i arbejderbevægelser uden for metropoler og hvordan ’race’ er indskrevet i ’udvikling’.

Brinda Gangopadhya Lundmark interviewer Kalpana Wilson i et nyt nummer af det britiske tidskrift HYSTERIA.

BGL: Din forskning fokuserer i høj grad på, hvorledes feminisme er blevet opslugt af neoliberale agendaer, og især hvorledes konceptet ’kvinders handlekraft’ er blevet tilpasset agendaer i neoliberale udviklingsdiskurser.  Kan du uddybe dette?

KW: Jeg er interesseret i at forstå neoliberale diskursers evne til at indlemme kritiske ideer og koncepter, og i den proces transformere dem til noget, der er foreneligt med neoliberal kapitalisme. Jeg mener dette er tilfældet med flere feministiske nøglebegreber.

En af de meget vigtige ideer, som er opstået i feministiske diskussioner, er vigtigheden i at  anerkende kvinders evne til at handle.

Men hvis vi kigger på hvordan internationale NGO’er og institutioner, som for eksempel Verdensbanken og DfID [Department for International Development, britisk udviklingsministerium, red.], i stigende grad fokuserer på kvinders ’handlekraft’ i det globale syd, ser vi, at denne benyttelse af begrebet leder til, at vedvarende undertrykkende strukturer ignoreres. 

Det er indforstået i disse diskurser, at så længe kvinder bruger deres handlekraft, behøver vi ikke tage hensyn til undertrykkende strukturer, fordi kvinderne træffer selvstændige valg – selv når virkeligheden er den, at disse er umulige valg – som for eksempel at vælge overlevelse.

I denne kontekst har ’handlekraft’ en specifik og begrænset betydning. Det refererer til kvinders formodet entreprenante potentiale – deres evne til at ’lykkes’ på arbejdsmarkedet inden for de meget begrænsede parametre, som den neoliberale model tillader – vi ser dette i Nike’s ’Girl Effect’ kampagne og markedsføringen af microfinance.

Og ironisk nok er denne tilgang til udvikling  – som Verdensbanken kalder ‘Gender Equality as Smart Economics’ – afhængig af kønsspecifikke ideer, for eksempel at teenagepiger og kvinder er mere sympatiske, ansvarsfulde og flittige end mænd.

Tilgangen sætter ikke spørgsmålstegn ved de ideologiske og materielle strukturer, som ofte  fremprovokerer en særlig adfærd, og der bliver heller ikke sat spørgsmålstegn ved den eksploitering implicit i antagelsen, at kvinders kapacitet til at arbejde er uendeligt.

Samtidig ignorerer denne tilgang til udvikling helt og holdent kvinders kollektive handlekraft i modstandsbevægelser, som udfordrer og modstår den neoliberale kapitalismes ødelæggelser.

BGL: Du har udtalt, at vi er vidne til en forandring – i høj grad takket være post-koloniale feminister – fra at portrættere »den tredje verdens kvinder« som passive ofre til at repræsentere dem som frigjorte »superkvinder«. Ved Feminista Summer School spurgte du: ’Er denne forandring virkelig feministisk?’ Kan du fortælle os mere om dette?     

 KW: Der findes selvfølgelig mange forskellige strømninger af feminismer, men hvad jeg havde til hensigt her, var at få folk på skolen til sætte spørgsmålstegn ved nogle af de repræsentationer, som de møder, og som tilsyneladende er ‘positive billeder’.

Postkoloniale feministers bidrag, for eksempel Chandra Mohanty – men også bidrag fra Black og Third World feministiske aktivister i modstandsbevægelserne i 1970’erne og frem – som udfordrer fremstillingen af »den tredje verdens kvinder« som en homogen gruppe af passive ofre, er af umådelig betydning.

Det er en kamp, som langtfra er overstået – se bare på hvordan kvinder i Afghanistan eller muslimske kvinder i Storbritannien bliver fremstillet i dominerende diskurser.

Men samtidig har der udviklet sig en ny fremstilling, hvorved kvinder bliver portrætteret som dynamiske, produktive arbejdere, som aldrig bliver trætte – vi ser især dette i portrætterne promoveret af Oxfam og de andre store udviklings NGO’er.

Det er interessant at se, hvordan disse portrætter ligner mange af dem produceret under kolonialismen – for eksempel i reklamer for te fra plantager ejet af briterne i Indien og Sri Lanka. Disse reklamer portrætterer de kvindelige arbejdere.

Her er der også den samme antagelse, at inden for den imperialistiske verdensorden går alt fint. Og ligesom repræsentationen af ’den tredje verdens kvinder’ som passive ofre, er disse billeder og reklamer racialiserede repræsentationer – det er noget jeg kigger nærmere på i mit seneste arbejde om ’Race’, Racisme og Udvikling. 

BGL: Kan du nævne nogle feministiske initiativer eller bevægelser, som modstår neo-liberale agendaer? 

Jeg ville ikke have lyst til at opremse specifikke feministiske bevægelser, og for øvrigt er der så mange rundt omkring i verden i forskellige kontekster – her i Storbritannien har vi aktivistiske bevægelser mod varetægt og seksuel overgreb af kvindelige flygtninge; kvindelige arbejderes kamp mod neoliberale ansættelseskontrakter uden social sikkerhed (som har en racistisk slagside) såsom Justice for Cleaners; modstanden mod de massive nedskæringer af ressourcer til at bekæmpe vold i hjemmet, især for racialiserede kvinder - og mange andre sammenkædede modstandsbevægelser.

Feministiske perspektiver er essentielle for forståelsen af nutidig imperialisme – for eksempel for at forstå Israels krig mod det palæstinensiske folk.

Jeg kender mest til feministiske bevægelser i Indien, hvor feminister på nuværende tidspunkt kæmper imod  virksomheder, der beslaglægger land og bruger voldtægt og vold mod kvinder til at knuse modstandsbevægelser, hvor kvinder har været på forkant i kampen mod den patriarkalske, fascistiske og hinduistiske højrefløj, som på nuværende tidspunkt styrer den nationale regering og arbejder for neoliberal politik.

Denne neoliberale politik indbefatter også moralsk overvågning af kvinder samt grov vold målrettet religiøse mindretal… For en mere detaljeret diskussion af nogle af disse problemstillinger, så læs et interview med den venstreorienterede indiske feminist og aktivist Kavita Krishnan   

BGL: Hvad betyder ‘transnational feministisk solidaritet’ for dig?

KW: Jeg mener, at transnational feministisk solidaritet bør tage udgangspunkt der, hvor du befinder dig. Det må ikke handle om at tilbyde ‘hjælp’ til folk, som ‘lider derude’.

Først bør man engagere sig i sine egne kampe, og først derefter finde fælles grundlag og identificere overordnede strukturer, mens man samtidig anerkender forskelle og herskende ulige magtforhold og privilegier.

Jeg mener det er noget, som Chandra Mohanty udtrykte meget præcist i sin artikel fra 2003 ‘Under Western Eyes Revisited – Feminist Solidarity through Anticapitalist Struggles’, hvor hun opfordrer til en ’race-og-køn-bevidst historisk materialisme’.

Jeg er på nuværende tidspunkt involveret i Freedom Without Fear Platform, som startede, da en gruppe sorte og ‘etniske minoritets’ kvinders organisationer gik sammen i solidaritet med den enorme indiske bevægelse mod voldtægt sidste år.

Vi ville sikre, at stemmerne fra aktivister i modstandsbevægelsen i Indien blev hørt her i Storbritannien, og samtidig ønskede vi at arbejde mod racistiske, imperialistiske diskurser, som herskede i de britiske mediers dækning af den indiske modstandsbevægelse – som i det store og hele sagde, at indiske og sydasiatiske mænd er entydigt og ekseptionelt voldelige.

Vi sigtede efter at etablere en klar forbindelse mellem bevægelser mod kønsbaseret vold i Storbritannien og Indien.

Sidenhen har vi været involveret i et antal kampagner, protester og offentlige arrangementer. Senest har vi holdt et offentligt møde om ‘Women Resisting the Racist ‘Security’ State’. Og vi har fortsat diskuteret, hvad transnational feministisk solidaritet indebærer, og vi prøver at bygge vores politiske engagement omkring dette.

Vi opfordrer alle, som er interesseret til at deltage!

Besøg hjemmesiden for Freedom Without Fear Platform

Brinda Gangopadhya Lundmark er studerende på School of Oriental and African Studies i London og redaktør på det feministiske London-baserede tidsskrift HYSTERIA.

Interviewet er lavet i sensommeren 2014 og bringes på engelsk i tidsskriftet HYSTERIA #4 ’Antagonism’, 29. Oktober 2014. Det er oversat af Bjørk Grue Lidin.