Når et tilfældigt uheld fører til sygdom, fyring, depression og afmagt: Kims historie

»Jeg tror bare ikke, du gider«.

Det var hvad Kim, som har kroniske smerter på grund af slidgigt i den ene skulder og begyndende slidgigt i den anden, fik at vide af sin sagsbehandler.

Han har i de sidste otte år, siden han i 2006 blev fyret på grund af en længerevarende sygemelding, ellers forsøgt at få et fleksjob eller i det mindste blive beskæftigelsesafklaret.

I den tid har han haft cirka 20 sagsbehandlere og har været igennem syv arbejdsprøvninger.

»Velfærdssystemet skaber [bedre end nogen anden model] både værdige valgmuligheder for mennesker, tryghed og arbejde til de fleste« og »det sociale sikkerhedsnet skal være så fintmasket, at det griber de mennesker, der falder – bliver syge, arbejdsløse eller slet ikke kan arbejde«, skrev beskæftigelsesminister Mette Frederiksen ellers i et debatindlæg i Politiken i februar.

Hun fulgte det op, i endnu et debatindlæg i Politiken (denne gang den 2. april), hvor hun bl.a. skrev, at de arbejdsløse skal behandles ordentligt.

De »arbejdsløse har krav på en indsats, der tager udgangspunkt i den enkeltes behov … Vi ønsker en beskæftigelsesindsats, der bygger de arbejdsløse op i stedet for at bryde dem ned«, skrev hun nu.

Og når ministeren siger sådan, så skulle man jo tro at beskæftigelsesindsatsen i Danmark fungerede, og at de kronisk syge arbejdsløse får en behandling som er en velfærdsstat som Danmark værdig.

Men virkeligheden i arbejdsløshedssystemet og for de arbejdsløse er en helt anden, som undersøgelser og tal fra beskæftigelsesområdet i de seneste uger fastslår.

Systemet er øjensynligt overbelastet og virker dermed ikke som det »finmaskede sociale sikkerhedsnet« som Mette Frederiksen beskriver, men er derimod med til at gøre at arbejdsløse mennesker får stress eller går ned med en depression.

Næsten halvdelen af alle ledige betragter sig selv som stressede, ifølge en undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4 i januar.

Og op mod 40 procent af alle aktiverede, eller over 13.000 ledige, er i fare for at havne i en decideret depression, ifølge overlæge Bispebjerg Hospital og stressekspert, Bo Netterstrøm. 

Og nye tal viser at muligheden for førtidspension efterhånden er forsvindende lille, da antallet af førtidspensionister blev halveret mellem 2012 og 2013 efter en reform af førtidspensionen og fleksjobsordningen trådte i kraft 1. januar 2013.

Mange af dem, heriblandt decideret uarbejdsdygtige mennesker, der før ville have været kommet på førtidspension, bliver nu i stedet parkeret på dagpenge og kommer nu i såkaldte »ressourceforløb« - hvis man da kan finde et, eftersom kun lidt over en tiendedel af de forløb, som man regnede med at etablere. er blevet oprettet.

Men en ting er tal. Noget andet er de skæbner som gemmer sig bag ved tallene.

Kim, som er min svoger, er et eksempel på hvordan beskæftigelsessystemet behandler et rigtigt, levende menneske af kød og blod.

Kim var så uheldig at få et ledskred i skulderen under en badmintonkamp tilbage i 1995. Hans læge anbefalede ham at vente med at blive opereret, til han ikke kunne holde det ud længere, fordi der var »50 procents chance for at få et stift led,« hvis han blev opereret.

Kim mente nok at han kunne holde det ud. Men da han fik foretaget en kikkertoperation i 2005, viste det sig at ledbåndet næsten var revet over, og at han havde fået massiv slidgift i venstre skulder, fordi den havde hængt skævt så længe. 

Selv om han fik skulderen opereret, var den permanent skadet.  

Efter at have været sygemeldt i længere tid blev Kim fyret fra sit arbejde som motorcykelmekaniker, selvom han gerne ville have fortsat med et arbejde, som han var rigtigt glad for.

Siden da er hans skulder bare blevet værre, og oveni købet har han begyndende slidgigt i den anden skulder, en begyndende diskusprolaps og slidgigt i ryggen. Han er desuden blevet opereret for hofteproblemer.

Han er efter eget udsagn aldrig smertefri i skulderen. Han kan således hverken bevæge armen eller sidde stille med den, uden at det gør ondt, og han kan ikke løfte sin etårige søn.

Han ligger tit i sengen eller på sofaen og sover eller blunder 10-12 timer i døgnet, og en lur på sofaen om eftermiddagen er ofte en nødvendighed, fordi hans nattesøvn er blevet afbrudt af smerter i skulderen.

Han kan ikke skrue en skrue i et bræt eller tage et spadestik, uden smerter, selvom smertegraden kan variere fra dag til dag, som for alle slidgigtpatienter.

Siden han blev arbejdsløs, føler Kim desuden at han er blevet kastet rundt i arbejdsløshedssystemet, hvilket sammen med rigide regler har gjort det nærmest umuligt at få ham beskæftigelsesafklaret.

Det var nemlig hvad han i de første mange år håbede på, så han kunne få et job der passede til hans tilstand.  

Nu mener han efterhånden at en førtidspension er den eneste løsning på hans situation, på grund af hans forværrede tilstand og en modløshed overfor afklaringsprocessen og muligheden for at få et fleksjob eller lignende.

Men hvor meget skal der til? Kim har trods alt været igennem syv arbejdsprøvninger og op imod tyve forskellige sagsbehandlere.

For hver gang, der har været ændringer – enten i form af nye operationer (han er blevet opereret ti gange på ni år), i form af nye anvisninger fra kommunen eller strukturelle ændringer – har det trukket processen i landdrag, fordi afklaringsproceduren så må starte forfra, fordi de lægelige oplysninger nemt vurderes til at være forældede.

Stort set alle de ting, som Kim selv har foreslået, såsom at han kunne blive truckfører på et lager, er blevet afvist.

I stedet har sagsbehandlerne eksempelvis foreslået at han kunne sidde ved kassen i et supermarked, hvilket Kim måtte forklare ville medføre store smerter og gøre skulderen værre. Eller han er blevet arbejdsprøvet som portvagt, hvilket gjorde skulderen endnu mere smertefuld, blandt andet på grund af træk. 

»Jeg savner, at der i systemet kunne være overskud til, at man kunne se og høre folk. Der mangler pli, der mangler empati. Man er i forsvarsposition, i dårligt humør, allerede flere dage inden et møde i kommunen«, som min søster fortalte mig forleden.

Ligesom de stressede ledige i Ugebrevet A4s undersøgelse føler Kim, at den uafklarede situation, de mange arbejdsprøvninger, frygten for at få taget sine dagpenge eller kontanthjælp (pga. de nye regler om gensidig forsørgerpligt) og den mistro, han bliver mødt med, er voldsomt stressende.

Han scorede helt i top for både stress og depression i en spørgeskematest hos sin læge, og fik antidepressionsmedicin i en kortere periode, men måtte stoppe, fordi de gav han kvalme og gjorde ham svimmel.

Også Kims fireårige datter er tynget af sin fars situation. For nyligt brød hun grædende sammen, fordi hun troede, han skulle på hospitalet igen, og hun har flere gange spurgt om han i det hele taget er hjemme når hun bliver hentet i sin daginstitution.

Alt dette skete for Kim på grund af et tilfældigt uheld.

Men det kunne lige så godt være sket for dig eller mig. Så du må spørge dig selv, om det er sådan, du gerne vil mødes af systemet, hvis du skulle komme ud for et lignende uheld som Kim.

Så måske skulle Mette Frederiksen som den ansvarlige minister arbejde for at realisere de ord, jeg citerede hende for i starten af denne artikel, nemlig at velfærdssystemet virker, og at vi skal gribe dem der falder.

For hverken Kim eller andre arbejdsløse, eller for den sags skyld samfundet, kan være tjent med den måde vi behandler eller taler om arbejdsløse generelt, og kronisk syge arbejdsløse i særdeleshed. 

Så: Nej, vi kan ikke være bekendt at vælge at behandle (syge) arbejdsløse som Kim, som vi gør.

Mette Frederiksen konkluderer selv i Politiken den 2. april, at beskæftigelsessystemet er »et system baseret på mistillid og kontrol. Et system baseret på i mange tilfælde menings- og virkningsløs aktivering.«

Enig. Men du er minister. Så gør dog noget ved det!

Peter Kenworthy er journalist.