Annonce

FagligtArbejderbevægelsen og arbejdskamp
Anmeldelse
11. april 2014 - 14:48

Når arbejdspladsen er en kampzone

Jakob Mathiassens og Klaus Buster leverer en velskrevet skildring af udviklingen på byggearbejdsmarkedet i Danmark de sidste ti år i bogen »Kamppladser«.

Anmeldelse

»Problemet var, at de udenlandske arbejdere blev taget ind af en mester, som så en økonomisk gevinst for sig selv. For den løn, han betalte var langt under, hvad han skulle give en dansk arbejder. Det skabte naturligvis utilfredshed blandt danskerne, og i fagforeningen gjorde man vrøvl over for udbyderen, som lukkede det ene øje for, hvordan der blev produceret – man havde jo en aftale.

Og så var der lige det, at de tilrejsende ikke havde samme tradition for at stå organiseret i en fagforening. Det var ikke en selvfølgelighed, hvor de kom fra, sådan som det var blandt danskerne, der havde overenskomster, var anerkendt som forhandlingsmodpart, havde strejkekasse og hvad der ellers hørte til en fagforening«.

Ovenstående er ikke en beskrivelse af situationen med østarbejderne på de danske byggepladser, i landbruget, på det grønne område eller inden for rengøring, hotel og restauration. Selv om det godt kunne være det, når man læse beskrivelsen af forholdene i Jakob Mathiassens og Klaus Buster Jensens bog, Kamppladser – Østarbejdere og social dumping i byggeriet, som er udkommet på Informations Forlag.

Nej, det en beskrivelse af forholdene inden for skrædderiet i et første årtier af 1900-tallets i København. Dengang oplevede man en større tilvandring af russiske og polske jøder, som flygtede fra antisemitiske forfølgelser i deres hjemlande.

Deres historie er beskrevet af historiker Morten Thing i bogen De russiske jøder i København 1882-1943.

Deres historie om social dumping dengang minder på mange måder – deres konkrete særtræk til trods – utroligt meget om den situation, som bygningsarbejderne har oplevet siden åbningen af EU's grænser for blandt kapital og arbejdskraft i 2004.

Også dengang blev den tilrejsende arbejdskraft udnyttet af bagmænd blandt danskere, som med smarte metoder underbød den priskurant, som Skrædderforbundet havde med skræddermestrene.

Det skete blandt andet ved at sende herreskrædderarbejde hjem til de russisk-jødiske skrædderes koner, som blev lønnet efter syersker-priser, der lå betydeligt under prislejet på systuerne og værkstederne.

Lyder det bekendt? Det gør det, når man følger de beskrivelser, som de to forfattere giver af deres egne oplevelser (for Jakob Mathiassens vedkommende) og gennem den research (af Klaus Buster Jensen), som er foretaget til bogen.

Med konkrete sager fra arbejdspladser i København, Aarhus og Brønderslev – isprængt baggrundskapitler med fakta og uddybninger – føres man tæt ind på de enkelte aktørers synspunkter og forklaringer om mål og midler.

Det er et stærkt element i bogen, at forfatterne har interviewet ’begge sider’, altså arbejdsgiverne (i den udstrækning, de har villet deltage) og arbejderne (både de danske og de udenlandske). Det giver en skildring af, hvad der driver dem, hvilke personlige vilkår, der gælder for dem både socialt, økonomisk og politisk.

Der er ingen tvivl om, hvor de tos holdninger ligger – men det er befriende ærligt, når der fortælles om den politisk ukorrekte frustration, som de selv oplever.

I kapitlet om Metro Cityringen fortæller Jakob Mathiassen for eksempel om sin samtale med nogle unge indvandrerrødder og etniske danskere i Folkets Hus i Stengade på Nørrebro. Her hænger de ud uden arbejde. De siger til ham, at hvis bare de der polakker ikke fik jobbene på metroen, så kunne der blive plads til dem i stedet for at gå og kede sig og ikke have noget at stå op til.

»Men ville de kunne tage sig sammen og dukke op hver morgen?, spørger Jakob.

– Måske ikke alle sammen, men mange af dem ville helt sikkert. Pladsarbejde, det ville lige være noget for dem. Det er ikke så teknisk krævende, og det gør ikke noget, hvis man bliver nødt til at udskifte lidt i folkene ind imellem”

– Ja, men det er polakker, der har det arbejde.

–  Pis! De er sgu alle vegne de polakker.

– Overalt!

Vi er begge venstreorienterede og antiracister, men vi er også bygningsarbejdere, og den eftermiddag fik polakkerne med grovfilen. Vores frustrationer fik frit løb, og i et par minutter ønskede vi simpelthen polakkerne hen, hvor peberet gror.« (side 255).

Præcis den problemstilling – modsætningen mellem på den ene side den konkrete virkelighed og på den anden side idealet om solidaritet og sammenhold – tager forfatterne op i det afsluttende kapitel.

Og påpeger, at hvis ikke fagbevægelsen formår at engagere medlemmerne blandt bygningsarbejderne i bekæmpelsen af social dumping, så

»står der andre kræfter klar i kulissen. Overalt i Europa oplever faglærte og ufaglærte arbejdere, at deres løn- og arbejdsforhold bliver presset af indvandring. Udsatte befolkningsgrupper, der tidligere kunne regne med at få adgang til arbejdsmarkedet i perioder med opsving, er i dag permanent på udskiftningsbænke. (…) Højrenationalismen er på fremmarch, og den har et simpelt og let tilgængeligt svar på det spørgsmål: De retter deres had mod de mennesker, der springer over pigtrådshegnet, sejler over Middelhavet eller kører vestpå i fyldte Euroline-busser, og deres svar er at genindføre pigtråden ved grænserne (…) men al pigtråd i verden vil aldrig kunne fange de økonomiske bagmænd bag immigrationen – dem, som tjener på, at folk til alle tider vil rejse hen, hvor der er penge at tjene. De vil fortsat suse over grænserne i deres private jetfly« (side 288).

I almindelighed er det klogt at læse en bog forfra. Det er det også i dette tilfælde.

Men hvis man vil have trukket de store perspektiver op, så ligger der nogle vægtige betragtninger gemt i det afsluttende efterskrift. For denne bog er ud over at være en velskrevet skildring af, hvad der er foregået de seneste ti år på især byggearbejdsmarkedet i Danmark, også en advarsel om, hvilke udsigter der venter. Ikke bare for fagbevægelsen, men for samfundet i almindelighed.

Og det er ikke fordi forfatterne har en patentmodel til løsning af denne situation, men mindre kan også gøre det. Her peger de på nødvendigheden af, at fagforeningerne bliver bedre i stand til at inddrage og organisere de udenlandske arbejdere. For eksempel som det forsøges gjort med Den Faglige Polske Klub, der berettes om i bogen.

For lykkes det ikke at få etableret dette link, bliver det op ad bakken i mange år fremover, hvis det da ikke går som for bygningsarbejderne i Berlin efter Murens fald i 1989.

Her styrtdykkede den ellers velorganiserede tyske bygningsarbejderfagforening IG Bau i hovedstadsdelstaten fra ca. 80.000 medlemmer til mellem 15.- og 20.000. Med den konsekvens, at de tyske byggearbejdsgivere i dag kan afvise at indgå overenskomst med dem, da de ikke længere repræsenterer nogen nævneværdig styrke på arbejdspladserne.

Mads Bruun Pedersen er journalist i Byggefagenes Samvirke.

Historien om de russisk-jødiske skræddere og den danske fagbevægelsen kan man høre mere om under Arbejderhistoriefestivalen den 10. maj 2014. Her holder historiker Morten Thing foredrag under overskriften: Løndumping i skrædderiet, kl. 13 i lokalet: Skolestuen. Det sker når Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie (SFAH) sammen med Arbejdermuseet/ABA slår dørene op i Rømersgade 22.

Læs mere om Arbejderhistoriefestivalen på: www.sfah.dk eller på Facebook: Arbejderhistoriefestival

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce