Klima- og fredsbevægelserne kæmper grundlæggende for samme sag, menneskeværdige forhold på jorden. Derfor bør de samarbejde og anlægge et systemkritisk, antikapitalistisk perspektiv.
I oktober måned i år har vi oplevet 13 års permanent krig for profit, eller som krigsmagerne kalder det: »krig mod terror«.
»Operationen« dræber og lemlæster millioner af mennesker, især i det olierige Mellemøsten. »Koalitionen af de villige«, en samling Molok-nationer, kvæler Moder Jord til døde, forurener luften, vi indånder, vandet, vi drikker, den muld, der bjærger vores føde, og udrydder millioner af andre arter.
De fleste mennesker er klar over, at hovedårsagen til klimaforandringer, som er ved at ødelægge planeten, er menneskeskabt, og mange arbejder imod dette.
Men de fleste miljøorganisationer og aktivister ignorerer krig, som dræber folk, mens krigen forurener planeten.
Folk i Østen og Syden er ofte ofre af krigen, som blev startet af Vesten, og de ønsker ikke at være en del af denne vold. Men de fleste mennesker i Vesten er ikke nok opsat på denne strid, til at handle imod den. Et mindretal i de krigsførende lande taler, og nogle få handler, mod den permanente krigstilstand.
Den danske fredsvagt er gjort af det moralske sindelag. Siden 19. oktober 2001 har de få dedikerede pacifister stået foran »krigsslottet« Christiansborg for at udråbe: at krig er terror.
De tændte deres fredsfakkel den dag, den danske regering bøjede sig for Washington og sendte et krigsskib til at assistere USA og Storbritanniens bombninger i Afghanistan.
Vi har brug for flere fredsvagter. Vi også har behov for at forene bevægelser mod krig og mod Moder Jords død. De er naturligt allierede, da årsager til disse elendigheder er sammenfaldende: profit og magtgrådighed; og konsekvenserne er de samme: død til menneskeheden og planeten.
Hør hvad den bolivianske præsident Evo Morales siger om årsagerne i sin pjece, »10 bud til at redde planeten, menneskeheden og livet«:
»Der er ingen værre aggression mod Moder Jord og hendes børn end krig, og ingen eller intet kan slippe for krig. De, der kæmper, lider lige så meget som dem, der efterlades uden føde, bare for at brødføde krigen. Land og biodiversitet lider under det. Skønt miljøet aldrig vil blive det samme efter en krig. Det største spild af liv og naturressourcer er krig.«
I pjecen fra 2008 citerede Morales et studie fra Oil Change International skrevet af Nikki Reisch og Steve Kretzmann. Dette studie fokuserer på skade til Irak under de første fem år af krigen (2003-8).
1. USA’s planlagte budget for krigen mod Irak ville have dækket den nødvendige globale kapital, der skulle finanser alle investeringer for vedvarende energi indtil 2030. Dette ville stoppe klima opvarmning.
2. Krigen er ansvarlig for mindst 141 millioner metrik tons af kulstofdioxyd tilsvarende (MMTCO2) siden marts 2003. For at sætte det i perspektiv
a. CO2-udslip for krig i dag [2008] svarer til udstødningen fra 25 millioner flere biler på vejen i USA i år.
b. Hvis krigen rangerede som et land i forhold til udsendelse af CO2 ville det udstøde mere CO2 hvert år, end det 139 af verdens nationer årligt gør.
3. Militær udbudt udstråling er ikke registeret i det nationale drivhusgas-regnskab, som alle industrinationer, inklusiv USA, skulle rapporterer under Forende Nationers rammer. Det er en åbning stor nok til, at en tank kan køre igennem.”
CIA reporterede i sin 2006 Factbook, at kun 35 lande forbruger mere olie per dag end Pentagon gør. USA's krigsmaskine ødelagde flere millioner af liv i krigeb mod Sydøstasien og destruerede for altid 14 % af Vietnams land.
I dag har USA 6.000 militæranlæg i landet og 800+ baser i 150 andre lande med 1.4 millioner militærpersoner plus titusinder af højt betalte civile lejesoldater.
Præsident Morales ved, hvad hovedårsagen er til krig mod menneskeheden og planeten. Hans første bud er »at stoppe kapitalisme«.
For at redde Moder Jord er det er nødvendigt at være bevidst om, at sygdommen har et navn: det globale kapitalistiske system.
»Det er ikke tilstrækkeligt, ikke fair, at sige, at klimaforandring alene er resultatet af menneskelig aktivitet på planeten. Det er nødvendigt at sige, at det er et system, en måde at tænke og føle på, en måde at producere rigdom og fattigdom; en metode til ’udvikling,’ det fører os til afgrundens kant. Det er det kapitalistiske system, som ødelægger planeten … den uendelige konsumeringslogik at bruge krig som en instrument til at vinde markedet, og bestemme markedet og naturressourcer … der er ingen hellige objekter, der skal respekteres.«
Evo Morales taler enkelt og klart. Hvis vi ønsker at stoppe ødelæggelsen af menneskeheden, af alt liv på planeten, må vi stoppe denne »kultur af kaos og død« og skabe »en kultur af liv og fred,« så alle kan leve godt og ikke, så de få kan leve materielt bedre end andre.
Krigsmagerne på Wall Street (og Børsen) og deres parlamenter fortæller os, at der ikke er penge nok til et anstændigt socialt netværk, til sundhed og uddannelse. De siger, vi skal skære ned. Skønt der er rigeligt med penge til deres krige og rigelig profit til de rige.
Der har været profitvinding i USA, i Danmark og de fleste vestlige lande i denne periode af permanent krig.
Under Obamas regering er kapitalfortjeneste efter skat vokset med 171%, mere end under nogen anden præsident siden 2. verdenskrig. Fortjenesten er to gange så høj som deres højdepunkt under super-neo-liberal Reagan regimet.
Antallet af verdens milliardærer voksede til 2.325 i år, 155 flere end i 2013. USA har flest med 513 mens den lille bananrepublik Danmark har fordoblet sit antal af medlemmer i milliardærklassen til 11.
Det militær-industrielle kompleks opsamler ekstraordinær profit. Ifølge et studie lavet af det finansielle rådgivning firma Morgan Stanley er aktier i USA's største våbenmanufakturer steget 27.699% i den sidste halve århundrede. Resten af markedet er »kun« steget 6.777%.
I de sidste tre år alene har våbenfirmaerne Lockheed Martin returneret 149% til deres investorer, Raytheon 124%, og Grumman 114%.
Ca. en tredjedel af mere end 1.000 organisationer, som var involveret i klimaaktioner rundt omkring i verden den 21. september, blev enige om en deklaration af årsager og løsnings muligheder på vores krise. Blandt de bedre kendte gruppe er: La Via Campesina, ATTAC (Frankrig), og Global Justice Alliance (USA).
Essensen af erklæringen var inspireret af folkets verdenskonference om klimaændringer, der blev holdt i april 2010 i Bolivia. Præsident Evo Morales havde indkaldt mødet for at følge op på COP 15-katastrofen.
35.000 personer kom fra 100+ lande.
Her er et uddrag:
»Klimaforandringer er resultat af et uretfærdigt økonomisk system, og for at handle mod krisen må vi fjerne de grundlæggende årsager og forandre systemet. Der er ingen vej tilbage fra klimakaos, hvis vi ikke kæmper for virkelige løsninger og ikke gør noget til at konfrontere og udfordre de passive regeringer. Deres politik er blevet kapret af virksomheder, som tjener godt på deres forurening. Det er afgørende for os at forene og forstærke vores økonomiske, sociale og miljømæssige kampe og dermed fokusere vores energi på at forandre det kapitalistiske system.«
Jeg vil fremhæve tre ting i erklæringens 10-punkt aktionsprogram:
Jeg tror vores vigtigste opgave i dag er det, som disse miljøgrupper og præsident Morales indikerer: vi skal forene vores bevægelser og kæmpe med en stærk knyttet næve.
Vi skal også indrømme, at den danske fredsbevægelse har tabt pusten, som Jan Lars Nielsen og Rune Eltard-Sørensen skrev i Modkraft den 10. oktober.
Udover at forene freds- og miljøgrupper i en fælles front, har vi brug for flere taktikker.
Folk er trætte af de sædvanlige møder og demonstrationer, hvor vi går passivt gennem gaderne og hører (og ikke hører) de sædvanlige taler. Og så hjem igen indtil et halv eller helt år efter, hvor vi gentager det samme.
Vi har brug for at genoptage civile ulydigheds-aktioner; at lave konfrontationer med krigsmagere og deres krigsmaskiner; at sprede vores budskaber om, hvad vi vil, til folket, hvor de samles; at lave happenings fx foran Børsen og banker.
At blive ved, som fredsvagterne gør, og på mange måder!
Ron Ridenour er tidligere freelance-journalist
Besøg hans hjemmeside ronridenour.com
Læs Tine Spang Olsens debatindlæg »Fredsbevægelse lever på trods« hos Modkraft, 13. oktober 2014
Se også Julie Elmhøjs artikel »Hvad blev der af krigsmodstanden?« i Information, 15.oktober 2014.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96