Nød du Store Bededag? - Det kan blive sidste gang, du får fri

1. Lønmodtagerne skal selv betale.

Regering, fagbevægelse og arbejdsgiverorganisationer står i den nærmeste fremtid overfor trepartsdrøftelser. Drøftelserne handler på en måde om ”Fair Løsning”-planen fra før folketingsvalget, som imidlertid kun endte som en kort passus i regeringsgrundlaget om trepartsforhandlinger.

Der er imidlertid næppe tvivl om, at LO toppen påtænker at satse stort og vil prøve at få en række af reformønskerne fra ”Fair Løsning” realiseret gennem trepartsforhandlingerne.

Ifølge regeringen er til gengæld ”målet med trepartsaftalen primært at øge arbejdsudbuddet svarende til ca. 20.000 personer frem mod 2020”. Det skal angiveligt betyde færre udgifter til overførsler og flere skatteindtægter, så de offentlige finanser forbedres med ca. 4 mia. kr. om året.

Disse midler vil blive reserveret til arbejdsmarkeds– og uddannelsesinitiativer i bredeste forstand.

Essensen af regeringsgrundlaget er den, at fagbevægelsen selv skal betale, hvis den vil have gennemført forbedringer gennem trepartsaftalen. Hunden skal så at sige altså ”fordres med sin egen hale.”

Fra fagbevægelsens side har man forud for trepartsforhandlingerne ytret interesse for at få drøfte en række temaer, der som anført også genfindes i ”Fair Løsning”: Nyt værdigrundlag for beskæftigelsespolitikken, aktiveringssystemet, beskæftigelsessystemet, dagpengesystemet, uddannelse, ‘dansk model’.

Det må klart vurdereres, at der VIL blive indgået en trepartsaftale, da både regering og fagbevægelse har for meget politisk kapital bundet op til ikke at gennemføre.

På baggrund af det i pressen oplyste, må det forventes, at der ikke bliver tale om en stor og samlet aftale, men snarere om et længere forhandlingsforløb med en rammeaftale og en række delaftaler.

Først indgås en rammeaftale, der udstikker kursen for, hvor de 4 milliarder skaffes og arbejdsudbuddet øges med 20.000 personer.

Imidlertid synes der ikke mindst i LO at være overvejelser om at gå betydeligt videre end, hvad de milliarder umiddelbart lægger op til. Sker det, vil det fra regeringens side være betinget af, at der skal skaffes ”supplerende finansiering”, hvis reformerne ”koster” mere end de 4 milliarder, hvad de helt sikkert vil gøre.

De delaftaler, som herudover kan tænkes, kunne være: Aftale om øget udbud af arbejdskraft og forhøjet arbejdstid, aftale om uddannelsesreform, ”dobbelt løft; aftale om styring af beskæftigelsesindsatsen; aftale om reformering af aktiveringsindsatsen; aftale om reform af dagpengesystemet; aftale om samspil mellem a-kasser og jobcentre, aftale om støtte til ”den danske model”.

Gennemføres alle de pågældende delaftaler, vil der som anført helt sikkert skulle skaffes supplerende finansiering i form at betydeligt mere ”øget arbejdstid/øget arbejdsudbud”.

2. Hellig – og feriedage, frokostpause mm. i farezonen.

For at skaffe de indledende 4 mia. kr. forekommer det meget sandsynligt, at regeringen først og fremmest vil foreslå en eller flere helligdage sløjfet. Dette hænger sammen med, at spørgsmålet om fastsættelse af helligdage er et lovgivningsanliggende, og dermed kan regeringen selv ændre det, uden at lønmodtagerne selv skal spørges.

Ifølge udbudsøkonomiske beregninger vil afskaffelse af 3 helligdage eller feriedage svare til op til ekstra 25.000 flere hænder på arbejdsmarkedet, hvilket udbudsøkonomisk omregnes til en forbedring af de offentlige finanser på ca. 4-5 mia. kr.

En række af reformønskerne fra fagbevægelsen, navnlig vedrørende uddannelse, vil imidlertid koste betydeligt mere – i alt op til 10–12 mia. kr. svarende til, at arbejdsudbuddet skal øges med 50–60.000 personer.

Her ville ifølge udbudsøkonomiske beregninger afskaffelse af offentligt ansattes betalte frokostpause skæppe mere i kassen.

Med 835.000 offentlige ansatte ville det øge arbejdsstyrken med op mod 60.000 personer, og ifølge den udbudsøkonomiske regnemaskine give en effekt på 11 til 12 mia. kr. 

Og vedr. at sætte arbejdstiden op generelt, så er der jo det berømte forslag herom fra ”Fair Løsning”, som var beregnet til at give +70.000 flere i arbejdsstyrken, hvilket i den udbudsøkonomiske regnemaskine skulle give 15 mia. kr. En kombination heraf kan tænkes.

Det må anerkendes, at trepartsforhandlingerne kan være med til at afhjælpe denne ”reformtørke” i regeringspolitikken, som hidtil i betydelig udstrækning har været gældende, når vi tager ordet ”reform” for pålydende = forbedring.

Og det må også anerkendes, at trepartsforhandlingerne hermed kan være med til at give regeringen et bedre rygstød fra egne vælgere og eget bagland, hvis det lykkes at lande resultater vedrørende bedre uddannelse, bedre dagpenge og aktivering og bedre tilslutning til fagbevægelsen.

Ligesom det selvsagt også vil være en styrkelse af fagbevægelsen.

Det må også anerkendes, at hvis det lykkes gennem trepartsforhandlingerne at lande de af fagbevægelsen ønskede reformer, vil der være tale om vigtige forbedringer. Det er først og fremmest på uddannelsesområdet, at trepartsforhandlingerne kan sikre væsentlige reformer. 

Der er der ingen tvivl om væsentligheden i både at sikre bedre uddannelse for unge, for ledige og for beskæftigede. 

Af hensyn til fremtiden som service- og videnssamfund har Danmark brug for et uddannelsesmæssigt løft. Og sidst, men ikke mindst må det anerkendes, at det vil være en betydelig styrkelse af fagbevægelsens bestræbelser på at fastholde medlemsopbakningen, hvis det fulde skattefradrag for faglige kontingenter genindføres.

3. Historisk erobring bliver handelsobjekt.

Der er imidlertid også en række betydelige problemer i den forventede kommende trepartsaftale. Det første store problem handler om, at regningen for krisen og statsunderskuddet hidtil primært er blevet placeret hos lønmodtagerne og ikke hos arbejdsgivere og velhavere.

Lønmodtagerne har allerede betalt i flere omgange gennem nulløsningsoverenskomster, dagpenge og efterlønsforringelser.

Trepartsforhandlingerne lægger op til at de skal betale igen.

Det er og bliver problematisk, at fagbevægelsens historiske erobring af nedsat arbejdstid bliver en metervare, der af fagtoppen byttes mod politisk indflydelse og et politisk program.

Et andet stort problem er, at LO's strategi med, at lønmodtagerne skal købe sig til velfærden, peger frem mod et mere betalingsbaseret velfærdssystem og undergraver dermed den universelle velfærdsmodel.

Sidste og afgørende problem i forbindelse med trepartsforhandlingerne er imidlertid, at regeringen baserer sig på en fiktiv udbudsøkonomi uden virkelighedsforbindelse. 

Regeringen forudsætter, at øget arbejdsudbud i løbet af kortere tid vil blive omsat i tilsvarende øget beskæftigelse. Men det bliver kun tilfældet, hvis det øgede arbejdsudbud modsvares af en tilsvarende konkret øget EFTERSPØRGSEL efter arbejdskraft.

Her satser regeringen gennem dagpenge- og tilbagetrækningsreformer samt andre reformer (førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og skattereform) på at øge arbejdsudbuddet frem til 2020 med i alt 115.000 personer.

Lægges hertil trepartsforhandlingernes grundpakke på 20.000 er der således tale om en forøgelse af arbejdsudbuddet med i alt 135.000 personer.

Gennemføres en ”bredere trepartsaftale” med forøgelse af arbejdsudbuddet med 70.000 personer som ”pris”, vil den samlede forøgelse af arbejdsudbuddet således være på omkring 200.000 personer.

Og så skulle vi jo gerne have nedbragt den i forvejen høje bruttoledighed, til fx 100–120.000. Hvilket altså vil kræve yderligere 50.000 jobs. Som der altså skal skabes jobs til, de kommer som sagt ikke af sig selv. Samlet står regeringen altså overfor den opgave at skabe op mod 250.000 jobs frem til 2020.

Men hvis der ikke skabes jobs i et markant omfang, kan den massive forøgelse af arbejdsudbuddet kun resultere i en ting, en massiv forøgelse af arbejdsløsheden frem til 2020. Og så er det igen arbejdstagerne, der kommer til at betale regningen for krisen.

Henrik Herløv Lund, uafhængig økonom og velfærdsdebatør - cand. scient. adm.
Ikke partitilknyttet medlem af Centrum–Venstre
Kendt fra den tidligere "Alternative Velfærdskommission"

HENVISNING:

Denne kronik bygger på rapporten: ”Godt og mindre godt i FORVENTET TREPARTSAFTALE” (115 S. inkl. dokumentation) Rapporten  kan downloades på www.henrikherloevlund.dk/artikler/Trepartsforhandlinger-rapport.pdf

Vederlagsfrit abonnement på nyhedsbrevene "KRITISKE ANALYSER" (om velfærd, økonomi og neoliberalisme) og "KRITISKE DISKUSSIONER" (om regering, politik og ikke borgerligt alternativ) kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk

Alle rapporter og artikler kan downloades på www.henrikherloevlund.dk  under "Artikler og rapporter"