Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Teori
11. september 2014 - 10:25

Multikulturalisme, venstrepolitisk engagement og kulturens politik

Portræt af den jamaicansk-engelske kulturteoretiker Stuart Hall, der døde i februar 2014.

I februar 2014 døde den jamaicansk-engelske intellektuelle Stuart Hall.

Hall var med til at starte New Left Review og var en drivende kraft i udviklingen af Centret for Samtidskulturstudier i Birmingham, der hævede populærkulturen op i den kritiske samfundsanalyse som både konserverende, men også med et frigørende potentiale.

I en periode, hvor det er blevet mere og mere sjældent at være en politisk engageret intellektuel, stikker Stuart Hall ud.

De seneste årtier er den intellektuelle i den vestlige verden i stadig stigende grad blevet erstattet af eksperter, der rådgiver den herskende magt og informerer (læs: vildleder) befolkningen foran skærmen.

Hall derimod sagde magten imod og satte konsekvent spørgsmålstegn ved den herskende diskurs. Han var ikke ekspert, og han gjorde altid en dyd ud af at være mellem discipliner og henviste ikke til sin akademiske position som legitimation for sine udsagn.

I den forstand var Hall ikke blot en intellektuel af den gamle skole, han var også aktivist, der gennem hele sit liv var engageret i kampen mod undertrykkelse og dominans, i særdeleshed mod kolonialisme, racisme og de nye former for kapitalisme, der blev en realitet i perioden efter Anden Verdenskrig i Storbritannien.

Hall var en intellektuel aktivist, der definerede sig som »uafhængig venstreorienteret«. Siden han først kom til England i 1951 fra Jamaica var Hall involveret i en lang række politiske projekter, og da han døde i februar 2014, 82 år gammel, var han i fuld gang med at opdatere sin analyse af, hvad han kaldte den neoliberale revolution i en ny manifestbog med titlen: The Kilburn Manifesto: Against Neoliberalism.

Hall var ikke medlem af hverken Labour eller det britiske kommunistparti, men fungerede ikke desto mindre som en vigtig stemme på den britiske venstrefløj i årtier. I afdrift fra og i kritisk dialog med den historiske materialisme, hele tiden i færd med at analysere igangværende politiske og kulturelle udviklinger.

I retrospektiv fremstår Stuart Hall som en af de vigtigste intellektuelle i Storbritannien i perioden efter Anden Verdenskrig.

Sammen med kulturhistorikeren Raymond Williams og historikere som E.P. Thompson og Perry Anderson spillede Hall en helt central rolle i fremkomsten af det nye venstre i Storbritannien i anden halvdel af 1950’erne og i 1960’erne.

I forlængelse af Khrusjtjovs tale om Stalin-tidens excesser på partikongressen i 1956 og de vesteuropæiske kommunistpartiers støtte til den sovjetiske invasion af Ungarn samme år udviklede Hall, Thompson og andre en revisionistisk humanistisk marxisme, der distancerede sig fra de stalinistiske kommunistpartiers centraliserede og autoritære stil og problematiserede den dialektiske materialismes priviligering af den industrielle arbejderklasse som historiens subjekt.

Fremkomsten af nye sociale grupper gjorde det ifølge Hall nødvendigt at kritisere mere dogmatiske udlægninger af marxismens idé om klassekamp til fordel for en opmærksomhed på andre sociale grupper, der var objekter for former for dominans, der ikke bare problemfrit kunne indordnes under idéen om udbytning.

Som sort kolonisubjekt fra Jamaica oplevede Hall selv ikke at passe ind i den dominerende forestilling om britisk arbejderklasse.

»Jeg kunne ikke sige ‘vi’,« som han skriver, han var fanget mellem identiteter. Han havde forladt Jamaica og ville ikke tilbage og være jamaicansk middelklasse, men kunne heller ikke bare blive britisk arbejder- eller middelklasse.

Opmærksomhed på glidninger, blandinger og opløsningen af faste positioner blev et hovedanliggende igennem hele Halls liv.

Hall spillede en ledende rolle i 1950’ernes og 1960’ernes opbrud som organisator, redaktør og teoretiker. Med base i først Oxford, hvor han studerede engelsk litteratur, og siden London, hvor han arbejdede med voksenundervisning, var han aktiv i den britiske kampagne mod atomvåben og rejste landet tyndt for at holde foredrag og mobilisere modstand mod tilstedeværelsen af atomvåben i Storbritannien.

Det akademiske var sekundært i forhold til den politiske udvikling. Invasionen af Ungarn og Suez-krisen medførte, at Hall opgav at færdiggøre sin PhD (om den amerikansk-engelske forfatter Henry James) og i stedet engagerede sig i tidens politiske debatter og konflikter.

Samtidig med, at han var aktiv i kampagnen mod atomvåben og andre politiske bevægelser, tog han initiativ til tidsskriftet Universities and Left Review, som i 1960 blev til New Left Review, som Hall var hovedredaktør af de første to år, før Perry Anderson tog over.

Populærkulturen mellem ideologi og forandring

I den anden halvdel af 1950’erne og den første halvdel af 1960’erne forfattede Hall flere artikler, hvor han forsøgte at analysere den nye verden, der var ved at blive en realitet.

Der fandt en voldsom udvikling sted i Vesteuropa i rammen af den kolde krig, og der blev skabt en egentlig industrialiseret massekultur, som opløste tidligere klassestrukturer og livsformer.

Hall analyserede denne udvikling og overvejede, hvilken rolle socialismen skulle spille i den nye verden, og hvordan venstrefløjens partier skulle forholde sig til de nye klassedistinktioner og nye kulturelle udtryk, der opstod i rammen af de statsstyrede moderniseringer af Vesteuropa.

Allerede tidligt var Hall således opmærksom på de forvandlinger, der var i færd med at ske med det moderne kapitalistiske samfund, hvor tidligere adskilte sfærer begyndte at glide sammen eller præsenterede sig på nye måder.

Det var især den nye massekultur, der optog Hall. Og i 1964 skrev han bogen The Popular Arts (sammen med Paddy Whannel), hvor der blev gjort et første samlende forsøg på at analysere de nye former for kultur, der var ved at opstå, og som delvist erstattede tidligere klassekulturer.

Paradokset var ifølge Hall, at arbejderklassen var i færd med at blive delvist frigjort fra lønarbejdets tyranni, den økonomiske vækst resulterede i nedsat arbejdstid og fritid uden for fabrikken, men fritiden blev i stigende grad fyldt med repræsentationer, der effektuerede en ny og mere subtil form for underkastelse.

»Det er den tragiske konflikt i arbejderklassen, som har frigjort sig for blot at blive slavebundet på nye måder,« som Hall formulerede det.

Bogen The Popular Arts var den direkte anledning til, at den engelske litteratur- og kulturhistoriker Richard Hoggart i 1964 tilbød Hall en stilling på centret for samtidskulturstudier (Centre for Contemporary Cultural Studies) på Birmingham University. Hall blev leder af centret i 1968 og stod for undervisningen frem til 1979.

Hall var den helt afgørende kraft i etableringen af Cultural Studies (kulturstudier) som et nyt tvær- eller snarere antidisciplinært studium af efterkrigstidens nye populærkultur.

I en britisk kontekst var Cultural Studies en af de vigtigste teoretiske udløbere af det nye venstre. Her blev det muligt at analysere hele det arsenal af lavstatusobjekter og -fænomener, der indtil da ikke rigtigt hørte hjemme i nogen akademisk disciplin. Her blev det muligt at tage dem seriøst og underkaste dem en kritisk analyse med henblik på at kortlægge, hvilken rolle periodens kulturelle objekter og repræsentationer spillede i almindelige menneskers virkelighed.

Cultural Studies var kendetegnet ved en tværfaglig tilgang, som trak veksler på såvel antropologi, historie, sociologi, marxistisk filosofi som den litteraturvidenskab, både Hall og Hoggart selv kom fra. Feminisme og antiimperialistiske teorier spillede også en stor rolle.

Listen over de nye analyseobjekter, som Cultural Studies så nærmere på, var lang, fra studier af subkulturer som rockere og senere punkere til en kritik analyse af de nye massemedier til en analyse af, hvorledes racialiserede og etniske identiteter blev konstrueret i et postkolonialt samfund som det engelske.

Teoretiske forbilleder

Teorihistorisk er Cultural Studies en parallel til den franske hverdagsteori med Henri Lefebvre, Roland Barthes og Guy Debord og til den tyske kritiske teori i skikkelse af Herbert Marcuse og Theodor W. Adorno, der også alle arbejdede inden for rammerne af den vestlige marxisme med at kortlægge de nye former for kontrol og dominans, der dukkede op som et element i etableringen af efterkrigstidens konsum- og velfærdssamfund i Vesteuropa.

For dem alle gjaldt det om at forstå det skifte, der fandt sted med det politiske på dette tidspunkt.

Det politiske blev udvidet, og såkaldt kulturelle og repræsentationsmæssige spørgsmål blev mere og mere vigtige. Politik blev til billedpolitik. Hvad vi i dag lidt fladt omtaler som spin.

Hall leverede et vigtigt bidrag til analysen af denne udvikling og forstod nødvendigheden af at supplere et mere traditionelt marxistisk fokus på økonomiske og materielle forhold med opmærksomhed på kulturelle spørgsmål.

Hall citerede ved flere lejligheder Engels – »[e]fter materialistisk historieopfattelse er det i sidste instans bestemmende moment i historien produktionen og reproduktionen af de virkelige livsbetingelser« – og beskrev marxismen som »et korpus af analytiske koncepter«, der skulle bruges og justeres i forhold til den historiske situation, og altså ikke »en fuldt færdig teori«.

For Hall betød det først og fremmest et andet fokus på kultur og kulturelle processer; kultur var ikke blot en passiv afspejling af mere grundlæggende sociale forhold, kultur påvirkede også de sociale og økonomiske vilkår.

Derfor var det vigtigt også at analysere den kulturelle produktion og menneskers hverdagsliv, argumenterede Hall. Kultur havde en direkte politisk effekt og kunne bruges i politiske kampe. Derfor måtte man analysere de symbolske praksissers særlige karakter for at finde ud af, hvordan de indgår i relationer med den sociale formations andre sfærer som økonomi og politik.

Igennem hele livet opretholdt Hall en idé om en progressiv og socialistisk brug af kultur.

Den nye populærkultur var hverken blot et kapitalistisk instrument, som dogmatiske udgaver af marxismen fastholdt, eller fordummende underholdning af en småt begavet masse, som den konservative kulturkritik mente, men kunne anvendes i overensstemmelse med en socialistisk dagsorden.

Det var derfor, kultur var så vigtig og ikke blot kunne overlades til højrefløjen eller til snævert definerede akademiske discipliner. Der fandt en reel kamp sted i hverdagen, som det var nødvendigt at kortlægge og intervenere i. Det var i høj grad dér, at de forskellige privilegerede og underkastede identiteter blev produceret.

Betoningen af den aktive skabelse i hverdag og i kulturelle praksisser overtog Hall fra Hoggart, Thompson og Williams. Dette såkaldte kulturalistiske paradigme kombinerede Hall imidlertid med indsigter i den franske strukturalisme, der begyndte at blive introduceret i den engelsktalende verden på dette tidspunkt sidst i 1960’erne.

Strukturalismen betonede, at den levede erfaring er socialt konstrueret og er en effekt af sprog og repræsentation, som nedfældes i strukturer for tænkningen.

Hall trak især veksler på den franske marxist Louis Althusser og hans idé om ideologisk interpellation. Ideologien italesætter og skaber ganske bestemte subjekt-positioner, som den enkelte indtager, og som skaber indtrykket af individuel bevidsthed og handlekraft, men hvor det levede liv er medieret af og finder sted inden for rammerne af et forudgående repræsentationssystem (forestillinger, billeder og idéer).

Hall beskrev selv ved flere lejligheder, at Cultural Studies trak på begge disse positioner, på såvel den kulturalistiske position, der betonede den levede erfaring, og på den strukturalistiske, der fokuserede på sprogets strukturering af virkeligheden.

Hall brugte begge greb i sine analyser af den nye hverdagskultur, der på én og samme tid var kendetegnet ved produktionen af bestemte subjekt-funktioner, men også indeholdt subversive muligheder for andre måder at leve på.

For Hall var det mere end nogen andre den italienske marxist Antonio Gramsci, der udstak perspektiverne for en sådan kritisk analyse, der kombinerede indsigter fra begge tankesæt. Med Gramsci fandt Hall endelig en marxisme, han kunne identificere sig med.

»På et tidspunkt stødte jeg på Gramsci og sagde: ‘Hertil og ikke længere’.«

Det, Hall tog fra Gramsci, var ikke blot en afvisning af økonomisk reduktionisme; det, han fik, var en avanceret idé om ideologi som det medium, igennem hvilken klasser eller grupper producerer sig selv som kollektive subjekter i politiske og sociale kampe.

Hall forsøgte at balancere mellem en vulgær marxistisk idé om ideologi som ren falsk bevidsthed og en poststrukturalistisk forestilling om fritsvævende diskurser, den enkelte frit kan vælge imellem, og forstod ideologi som den praktiske og teoretiske viden, der gør det muligt for mennesker at forstå og agere i et kapitalistisk samfund.

Gramsci tilbød således Hall en marxisme, der betonede den kontinuerlige produktion af ideologisk herredømme, eller hegemoni, som Gramsci kalder det.

Samtidig var Gramsci sensitiv over for spørgsmålet om migration og kolonisering. Han var selv fra Sardinien og havde analyseret forholdet mellem det fattige Syd- og det rige Norditalien og migrationsbevægelserne nordpå.

Det talte naturligvis til Hall, der selv følte sig som kolonialt subjekt.

Kolonialisme og tvetydighed

Som allerede skrevet blev Hall født i Kingston på Jamaica i 1932 og kom til England i begyndelsen af 1950’erne.

Han blev født ind i en jamaicansk familie, der ifølge ham selv aspirerede til mere. Hans far var den første ikke-hvide, der havde en højere stilling i United Fruit på Jamaica, og Halls mor havde hvide forfædre og identificerede sig med det fjerntliggende England.

Hall har selv beskrevet sin familie som en »lavere middelklassefamilie, der forsøgte at være en højere middelklassefamilie, der forsøgte at være en engelsk, victoriansk familie«.

Hall var i modsætning til de andre medlemmer af familien mørk i huden og blev derfor ganske tidligt opmærksom på betydningen af hudfarve socialt, kulturelt og politisk.

På Jamaica involverede Hall sig i kampen mod kolonialismen, men da muligheden for at komme til Oxford kom i 1952, greb han den.

Hall er løbende i interviews og artikler vendt tilbage til sin opvækst på Jamaica og har peget på, hvorledes hans barndom har sat sig spor i hans interesse for spørgsmål om klasse, race og identitet.

Med baggrund i sin opvækst som mørk jamaicaner i en ‘hvid’ familie og sin rolle som aktivistisk intellektuel migrant i England har Hall konsekvent været skeptisk over for enhver forestilling om kulturel oprindelse og har til gengæld betonet det processuelle og flydende i alle kulturelle identiteter.

Thatcherismens autoritære populisme

Ikke mindst af den grund var Hall mere end nogen anden britisk intellektuel hurtigt ude med en mere omfattende analyse af fremkomsten af det nye højre i slutningen af 1970’erne, da Margaret Thatcher kom til magten i England.

Hall skrev en række artikler i Marxism Today om, hvad han på det tidspunkt kaldte thatcherismen, som han mente var kendetegnet ved at kunne artikulere det nationalpopulære på en måde, som Labour og venstrefløjen ikke magtede og ikke forstod.

Thatcher appellerede ikke blot til nationale følelser, men havde også på en anden måde end Labour forstået, at politik var blevet til billedpolitik, og at det handlede om at skabe forestillinger og billeder, som befolkningen kunne identificere sig med på et tidspunkt, hvor tidligere klasseidentiteter var i kraftig opbrydning.

Thatcher henviste både til tidligere engelsk storhed, som kom til udtryk i invasionen af Falklandsøerne, og spillede på frygten for uro og usikkerhed, der nødvendiggjorde kontrol og et udfarende politi.

Hall kaldte fænomenet autoritær populisme.

Labour og den engelske venstrefløj formåede ikke at tage kampen op mod denne frygtpolitik, som banede vejen for de radikale omlægninger af efterkrigstidens britiske velfærdssamfund, der har fundet sted siden da.

For Hall var der ikke tvivl om, at Thatcher indvarslede et gennemgribende skifte, der effektivt hev tæppet væk under benene på Labour og venstrefløjen, som i skikkelse af Tony Blair videreførte den politik, Thatcher introducerede.

Thatcherismen var således begyndelsen på det, Hall siden midten af 00’erne har analyseret som en neoliberal revolution, der tager form af en afvikling af velfærdssamfundets institutionelle basis og en destruktion af tidligere idéer om solidaritet og kollektivitet til fordel for forestillinger om modernisering, privatisering og markedsgørelse.

En udvikling, som de senere år af Halls liv gjorde det nødvendigt for Hall at understrege, at hans kritik af marxismens tendens til økonomisk determinisme på ingen måde var en afsked med en analyse af økonomiske forhold.

Det vigtige var sammensuriet af økonomiske, sociale, politiske og kulturelle processer hinsides en forestilling om basis-overbygning med fokus på forbindelsen mellem hverdagslivet og dybere strukturelle forhold. Ikke at reducere analysen af den historiske situation til en økonomisk analyse, men heller ikke at glemme analysen af økonomien.

Eftermæle

Stuart Hall forblev gennem hele sit liv en engageret intellektuel, og hans analyser var altid knyttet til igangværende venstreorienterede politiske projekter, de var altid analyser af den historiske konjunktur med henblik på handling.

Ofte med fokus på hvordan det politiske skiftede plads og karakter i løbet af den anden halvdel af det 20. århundrede, og hvordan grænserne mellem det økonomiske, det politiske og det kulturelle tenderede til at ændre sig og derfor nødvendiggjorde nye analyser, der var mere opmærksomme på de kulturelle og ideologiske processer, og på hvordan disse ikke blot kunne reduceres til reflekser af de økonomiske forhold.

Hans egen analyse af thatcherismen og den neoliberale revolution var et godt eksempel på dette.

Det var vigtigt at få analyseret den tydelige billedskabende politiske dimension i højrepopulismen, dens ideologiske projekt. Det er det stadigvæk.

Som Hall også selv gjorde opmærksom på, skal det selvfølgelig ikke ske på bekostning af en kritik af den politiske økonomi. Såvel den kulturalistiske som den strukturelle dimension skal med i analysen. Og analysen finder sted med henblik på politisk handling.

Dobbeltheden, frem- og tilbageløbet mellem teori og praksis var centralt for Hall, som på den måde forblev tro mod Marx’ Feuerbach-teser ved at vedblive med at introducere et kritisk perspektiv og pegede på de herskende idéers historiske oprindelser.

Mikkel Bolt er lektor i kulturhistorie på Københavns Universitet og har bl.a. udgivet bogen Krise til opstand - Noter om det igangværende sammenbrud.

Artiklen bringes også tidsskriftet Det ny Clarté #25, august 2014.

 Se også Modkraft Bibliotekets linksamling om Stuart Hall på Tidslinjen 10. febuar 2014 (m. videoklip).

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce