Morfin kan ikke dække mine smerter, men lægekonsulenten siger, at jeg er rask

I 2001 faldt jeg og slog mit højre håndled voldsomt. Jeg tog selvfølgelig til lægen, som sendte mig til røntgenundersøgelse.

De var i tvivl om, der var noget galt med en lille knogle, der sidder ved tommelfingeren. Derfor fik jeg gips på.

Efter 14 dage skulle jeg til kontrol  og have taget nye røntgenbilleder. Der kunne de se, at der var en forstørret afstand mellem to knogler i håndleddet.

De var i tvivl om, hvad de skulle gøre og gav mig ny gips på igen.

14 dage senere skulle jeg til ny kontrol, og nu var den forstørrede afstand væk. Men for en sikkerheds skyld ville de give mig gips på igen i yderligere 14 dage.

Jeg fik en ny tid til check, og igen var der et forstørret mellemrum.

Ortopædkirurgen mente, at det ikke var nødvendigt at undersøge det nærmere, da der ingen brud var på knoglerne.

Jeg tog hjem uden gips, men smerterne var ikke blevet mindre. Tværtimod.

Jeg opsøgte atter egen læge, som igen sendte mig til røntgen. Med samme resultat næsten. Der var en forandring, men ikke noget de ville gøre noget ved.

Jeg begyndte at tro, at det var mig, den var helt gal med. At mine smerter var noget, jeg bildte mig ind. Men heldigvis havde jeg en lyttende læge, som mente noget var galt.

Han sendte mig til en ultralydsscanning med kontrastvæske. Denne scanning viste, at der var øget aktivitet i højre håndled.

Men Holstebro sygehus ville alligevel ikke gøre noget. Jeg måtte altså leve med mine smerter og acceptere, at sådan var det. 

I 2003 mødte jeg min mand, og vi flyttede  til Odense i 2005 - til mit held. For min nye læge satte nogle undersøgelser i gang.

Efter flere undersøgelser blev jeg sendt til en fysioterapeut, som påbegyndte behandling.

Han stod og mærkede på håndleddet og kaldte på en kollega. Han kom ind, og jeg kiggede mærkeligt på dem, for hvorfor skulle de pludselig være to?

Hans kollega mærkede på hånden og så undrende på mig.

»To sekunder«, sagde han og gik derefter ind og hentede en skelethånd.

Begge fysioterapeuter mærkede på skelethånden, derefter på min hånd, og de sagde, at noget var helt galt.

De tog kontakt til min læge og sagde, at noget skulle gøres. Han satte så i værk, at jeg skulle have lavet en kikkertundersøgelse.

Ventetiden på det offentlige sygehus var så lang, så det blev på privathospitalet Eira i Århus.

Der konstaterede de, at der manglede et ledbånd mellem de to knogler, hvor der cirka seks år tidligere blev fundet et forstørret mellemrum ved de to knogler.

Lægen på privathospitalet måtte desværre meddele mig, at der var gået så lang tidm siden ledbåndet var sprunget, så der ikke var mulighed for at sætte et nyt ind.

Den eneste løsning var at lave et stift håndled (artrodese). Et valg mellem voldsomme smerter eller et stift håndled skulle træffes.

Valget var ikke svært for mig, da jeg hellere ville have et stift håndled fremfor så voldsomme smerter. 

I april 2008 skulle jeg opereres på Vejle Sygehus. Normalt ville sådan en operation tage ca 2 timer, men grundet store skader på mit spoleben, tog det i stedet tre timer og 40 min. 

Nu troede jeg, at alt var overstået, og jeg ville blive smertefri. Men ak nej.

Pga. det stive håndled overbelastede jeg mit venstre håndled kraftigt, så det hævede og gjorde voldsomt ondt.

Lægerne begyndte at undersøge det venstre håndled for skader, men fandt heldigvis intet. Men ingen læger ville gå ind og kigge i håndleddet, da jeg fik ren morfin, og det kunne ikke smertedække mig. Så de var bange for at gøre ondt værre. Så jeg måtte leve med de smerter.

Kommunen sendte mig til deres lægekonsulent, da de mente, at han også skulle vurdere det.

Han skrev i mine papirer, at jeg ikke fejlede noget, da jeg jo kunne bruge mine hænder, når jeg snakkede. Dvs når jeg gestikulerede.

Jeg var målløs, da jeg læste det, for jeg havde i mellemtiden fundet ud af, at denne lægekonsulent var uddannet gynækolog. Hvad vidste han om hænder?

Jeg blev sendt i aktivering igen, som jeg havde været i under hele forløbet med min højre hånd. Det gjorde ondt værre.

Kommunen ville ikke forstå, at bare det at kunne fungere i hjemmet var en kamp. Den valgte på den baggrund at sende mig til psykiater, da jeg jo så måtte fejle noget psykisk.

Men heller ikke her kunne de vinde, for min psyke var normal. Nu vidste kommunen ikke, hvad de skulle gøre?

Så den sendte mig i praktik igen. Det måtte afbrydes pga smerter. Derefter fulgte endnu en praktik, som måtte afbrydes osv.

Nu mente de, at jeg ikke var medicineret ordentligt. Derfor skulle jeg på smerteklinik.

Jeg blev glad. Nu skete der da noget.

Jeg havde et forløb på smertecenter Syd i seks måneder, der endte med, at jeg røg på ren morfin tre gange dagligt.

De sagde til sidst derude, at de ikke kunne gøre mere for mig, for min krop reagerede ikke ordentligt på medicinen.

Så vi stoppede efter seks måneder. Nu var gode råd dyre for kommunen.

De sendte mig i endnu en praktik, men den blev også afbrudt allerede efter tre dage. Jeg skulle løfte på ting, og det kunne jeg slet ikke klare. Min venstre hånd hævede op til det dobbelte af normalt.

Min mand blev så tosset over behandling af mig, så han tog med på kommunen. Han sagde til min sagsbehandler, at det ikke var rimeligt, at jeg skulle have ekstra smerter.

Kommunen mente, at jeg blot skulle have ekstra morfin. Så ville jeg kunne klare det praktikforløb uden problemer.

Men med både min mands og lægens mellemkomst blev dette ikke til noget, og praktikforløbet blev afbrudt.

Jeg spurgte så min sagsbehandler om, jeg kunne få et ressourceforløb. Sagsbehandleren ville ikke rigtig gøre noget ved dette, da hun ikke mente, at jeg var berettiget til et sådant forløb.

Vi fandt efterfølgende ud af, at hun overtrådte nogle helt specifikke love og regler mht. til at afvise et ressourceforløb.

Vi sendte en klage afsted til kommunen med henvisning til at videresende den til jobcenteret og den relevante leder på jobcentret.

Dagen efter ringede sagsbehandleren til mig og anmodede om et møde. Her blev alt praktik suspenderet, og indstillingen til ressourceforløb blev sendt til det forberedende team.

Nu venter jeg på en indkaldelse til dette team. Der er seks måneders ventetid blot til det forberedende team, men lige pt bliver jeg ikke jagtet.

Det forberedende team er det team, man skal igennem for at blive indstillet til ressourceforløb. Det er dette team, som tager stilling til, om man kan få et sådant  forløb.

Ressourceforløb går ud på, at man enten bliver indstillet til fleksjob eller får pension. 

Jeg er en af de få, der virkelig ønsker at få sådan et forløb, da kommunen pt. giver mig ro.

Ved et ressourceforløb slipper vi for at blive ramt af gensidig forsørgerpligt. Det betyder, at vi har bedre mulighed for at kunne betale alle regninger.

Samtidig betyder det også, at kommunen er nødt til at tage stilling til, hvad der skal ske.

Enten et flexjob eller en førtidspension.

Janni Filstrup er sygemeldt kontanthjælpsmodtager.

Teksten er en del af serien »Opråb fra bunden«, som er historier om udsattes liv indhentet af netværket Bekæmp Fattigdom NU.

Har du lyst til at bidrage med din historie så send den til bekaempfattigdomnu@gmail.com