Annonce

Faktion?
19. november 2012 - 13:22

Modkraft glæder sig over latterliggørelse

Modkraft udstilles som ultramilitant på satiresitet Rokokoposten - og portrætteres i krimiserien »Forbrydelsen III« og journalisten Jesper Steins kriminalroman »Uro«.

Den satiriske hjemmeside Rokokoposten, der har specialiseret sig i falske nyheder, hænger mandag den 19. november Modkraft til tørre.

Under overskriften »Modkraft-debattører raser over pacifismeanklage« udfolder siden en historie om oprørte Modkraftdebattører, der reagerer imod at blive kaldt »en flok harmløse pacifister, der aldrig kunne drømme om at gøre en kat fortræd«.

Udtalelsen skulle angiveligt være fremsat af et medlem af Liberal Alliances Ungdom og have fået Modkraftdebattørerne til at rejse et civilt søgsmål mod medlemmet for overtrædelse af straffelovens paragraf 266b.

Læs artiklen »Modkraft-debattører raser over pacifismeanklage« hos Rokokoposten

Modkraft på rollelisten

Det er ikke kun på det satiriske site at Modkraft på det sidste er blevet beskrevet i fiktiv form.

I DR's tv-serie »Forbrydelsen III« afsnit ni, sendt søndag den 18. november, optræder et Modkraft look-a-like-site, Frontal, hvor selveste statsministerens søn skulle bedrive journalistik.

I kriminalhistorien har sønnen fået færten af en god historie om, at det Mærsk-lignende selskab Zilan og regeringen har indgået hemmelige underhåndsaftaler om valgstøtte mod favoriseringer af selskabet.

Historien forsvinder dog af uransagelige grunde fra Frontals hjemmeside, muligvis på grund af efterretningsvæsnets indgriben.

Frontal holder i serien til i et mørkt lokale med graffiti-dekoration, bannere og tilladt rygning.

Desuden bruges der i serien faktuelt eksisterende klistermærker fra blandt andet Slumsystemet, festarrangører på det alternative kulturhus Bolsjefabrikken, og Kontrafon, et ikke-kommersielt pladeselskab.

Se Forbrydelsen afsnit 9 hos DR.

Hæderlig journalistik

I foråret fik Modkraft sin skønlitterære debut i Jesper Steins roman »Uro«.

Romanen udspiller sig på Nørrebro i dagene omkring Ungdomshusets rydning i 2007. Modkraft kommer – forklædt som nyhedssitet Modpress – til at spille en afgørende rolle i krimiintrigens udvikling.

Modpress dækker i romanen Ungdomshusets rydning ved at sende reportere på gaden med mobiltelefoner, så de kan sende nyheder ind til redaktionen med live-dækning af urolighederne.

Modpress' lokaler placeres i romanen i en baggård på Nørrebrogade, der svarer til Modkrafts nuværende adresse (ikke sitets daværende), mens journalistikken beskrives som hæderlig, og redaktøren navngives som Martin Lindberg - mens Modkrafts daværende redaktør hed Martin Lindblom (og i øvrigt var bortrejst under de dramatiske dage på Nørrebro under Ungdomshusets rydning i marts 2007).

Læs en anmeldelse af »Uro« hos Politiken.

Læs også interviewet med forfatteren i Nørrebro-Nordvest Bladet.

Redaktør: Fantastisk med interessen

Trods en vis karikeret fremstilling er Modkraft glad for sitets optræden i de fiktive universer.

– Det er da fantastisk med den store interesse for Modkraft. Det tolker jeg som nysgerrighed for, hvad der sker på venstrefløjen og vores site. Det viser, at Modkraft har fået status som talerør for en samfundskritik, som man ikke længere kan komme uden om, siger Rune Eltard-Sørensen, redaktør på Modkraft.

Beskrivelsen af Danmarks progressive netportal er dog ofte generaliserende og nogle gange direkte misvisende.

– Jeg kan også konstatere, at der stadig er mange fordomme om venstrefløjen, der trænger til at blive afmonteret. Vi må jo så arbejde for en større gennemsigtighed, både på Modkraft og venstrefløjen, siger han.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce