Militæret bakker ud

Optakten til militærkuppet den 12. september 1980 var blodigt. I løbet af 1970’erne og frem til kuppet var der socialt kaos og politisk ustabilitet med hurtigt skiftende regeringer. I perioden op til kuppet vurderes det, at 5.000 mennesker mistede livet som følge af de mange kampe mellem venstrefløjens og højrefløjens grupperinger.  

Da militæret om morgenen den 12. september tog magten, skete det ud fra et argument om, at landet var ramt af kaos og ustabilitet, hvorfor roen måtte genoprettes. Således lød det fra juntaens leder Kenan Evren over radioen:

»Den storslåede tyrkiske nation: Det land, som den store Atatürk har betroet os, står over for forræderiske angreb på dens eksistens, regime og uafhængighed. I denne atmosfære har de tyrkiske væbnede styrker taget fuld kontrol over landets administration med det formål at beskytte den nationale enhed og forhindre en sandsynlig borgerkrig«.

Militærkuppet blev på mange måder skelsættende. Generalerne, der overtog ledelsen af landet for en treårig periode, ændrede radikalt magtbalancen i landet.

Parlamentet blev opløst, eksisterende partier blev forbudt, ledende politikere blev forment adgang til politisk aktivitet, og de eksisterende institutioner blev ændret efter en ny forfatning vedtaget i 1982. Retten til at strejke blev ophævet, og alle former for civilsamfund opløst.

Militæret gav sig selv meget større magtbeføjelser end tidligere via Det Nationale Sikkerhedsråd, og det kom med i nævn og bestyrelser, som tidligere blev bestridt af civile. Desuden ændredes valgloven, og der blev indført en spærregrænse på 10 procent (til sammenligning er spærregrænsen i Danmark på 2 procent), som stadig eksisterer. Holdningen var, at man ville undgå et ikke-beslutningsdygtigt parlament og en overdreven politisk fragmentering.

Særligt de kurdiske partier og andre politiske grupperinger har lidt under den høje spærregrænse. Ved valget i 2011 kom kun tre partier ind i parlamentet, mens det kurdiske parti BDP (Freds- og Demokratipartiet) i alliance med en række venstrefløjspartier opstillede som uafhængige kandidater. Ved at vinde 10 procent af stemmerne i deres valgkredse fik BDP 35 mandater.

Trods militærets hårde fremfærd lykkedes det juntaen at skabe ro og stabilitet i gaderne i landet, og den politiske vold, som op til kuppet dagligt gjorde sig gældende på begge sider af det politiske spektrum, blev reduceret med 90 procent. Derfor havde og har mange tyrkere også den dag i dag forståelse for den militære intervention og så den som en nødvendighed, om end de hurtigt gerne ville vende tilbage til en almindelig, civil hverdag.

Militæret slog ned på voldelige aktivister fra begge fløje, både venstre- og højrefløjen, heriblandt medlemmer af ungdomsafdelingen af det nationalistiske MHP (Nationalistisk Aktionsparti). Men kuppet gik dog især hårdt ud over kurdere, venstreorienterede og fagforeningsfolk.

En 17-årig dreng ved navn Erdal Eren blev henrettet af styret trods forbud mod henrettelse af mindreårige. Man forhøjede på papiret hans alder til 18 år. Han var anklaget for at have dræbt en tyrkisk soldat lige inden kuppet.

Den 7. november 1982 fik tyrkerne mulighed for at stemme for eller imod militærjuntaens forfatning. Det blev til et stort ja med 91,4 procent af stemmerne.

En af forklaringerne på den store opbakning var formentligt, at var forfatningsudkastet blevet forkastet, havde vælgerne forlænget militærjuntaen. Hvis de derimod stemte ja, ville de kunne vende tilbage til en dagligdag med civile myndigheder.

Militærkuppet i 1980 – konsekvenser

• 650.000 personer blev arresteret.
• I alt 210.000 personer blev retsforfulgt.
• Anklagerne ønskede hængning af 7.000 personer, men kun 517 blev dødsdømt. Af dem blev 50 domme eksekveret ved hængning. Resten blev idømt livstid eller senere løsladt.
• 98.404 personer blev retsforfulgt for medlemskab af politiske organisationer, heriblandt PKK.
• 388.000 personer kunne ikke få udstedt pas.
• 30.000 personer blev fyret fra deres arbejde, fordi de udgjorde en trussel.
• 14.000 personer mistede deres statsborgerskab.
• 30.000 personer flygtede som politiske flygtninge til udlandet.
• 171 personer døde som konsekvens af tortur.
• 937 film blev forbudt.
• 23.677 foreningers aktiviteter blev standset.
• 3.854 lærere, 120 universitetsundervisere og 47 dommere blev afskediget.
• 400 journalister blev anklaget med i alt 4.000 års fængsel (men ikke dømt).
• 31 journalister blev fængslet.
• 300 journalister blev udsat for vold.
• 3 journalister blev dræbt.
• Der udkom ingen aviser i 300 dage.
• 39 tons aviser og blade blev destrueret.
• I alt døde 299 personer i fængsel.
• 144 døde under mistænkelige omstændigheder.
• 14 mennesker døde som konsekvens af sultestrejker.
• 16 personer blev dræbt under flugt.
• 95 døde i kamp.
• 43 politiske fanger begik selvmord i fængslerne.

Özal-epoken 1983-1993:  opgør med tabuerne

Den første civile premierminister efter militærkuppet i 1980 var Turgut Özal. I 1983 blev han premierminister og i 1989 landets ottende præsident – i øvrigt den første som var født inden for det nuværende Tyrkiets grænser.

Özal transformerede landets økonomi med sin liberale tilgang og ved at bane vejen for en privatisering af store statsvirksomheder. 

Han var samtidig en mand, der vendte op og ned på tyrkisk politik og gjorde op med landets tabuer. Et eksempel var i forhold til religion, hvor han åbenlyst bekendte sig til islam og altid besøgte moskeer, når han rejste rundt i landet.

Han var den første præsident, som havde været på pilgrimsfærd til muslimernes hellige by Mekka, han fik styrket religionsundervisningen i skolerne og godkendte opførelsen af en minaret tæt på parlamentet i Ankara.

I 1991 løsrev en række republikker med muslimske befolkningsflertal sig fra Sovjetunionen; det var Aserbajdsjan, Kirgisistan, Kasakhstan, Turkmenistan, Usbekistan og Tadsjikistan.

Iran og Saudi-Arabien prøvede at påvirke de nye stater – der i årtier havde levet under Sovjetunionens ateisme – i retning af deres egne strenge fortolkninger af sharialov, mens Özal ønskede at sprede den tyrkiske model, hvor styret officielt skulle være sekulært, mens religion skulle være en privatsag.

Den tyrkiske statsleder håbede på at skabe en tyrkisk alliance med landene og knyttede derfor stærke bånd til de centralasiatiske republikker, der alle på nær Tadsjikistan taler tyrkiske sprog. Tilgangen til islam mindede meget om hinanden i de centralasiatiske republikker og i Tyrkiet.

Ligesom Tyrkiet officielt havde været sekulært siden 1923, havde de ’tyrkiske brødre’ i Centralasien været underlagt Sovjetunionens ateisme siden 1920’erne og havde derfor samme lange tradition for sekulariseret islam.

Tusinder af centralasiatiske unge blev inviteret til at studere på tyrkiske universiteter. Flere af de nye republikker gik efter tyrkisk inspiration over til at bruge det latinske alfabet frem for både de kyrilliske bogstaver fra Sovjettiden og de arabiske bogstaver, som Saudi-Arabien og Iran forsøgte at inspirere de nye republikker til at benytte sig af.

Et andet område, hvor Özal gjorde en stor forskel, var i forhold til den kurdiske problematik. Præsidenten åbnede op for, at tyrkiske statsborgere kunne klage over menneskerettighedskrænkelser til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

PKK, Kurdistans Arbejderparti, indledte sin væbnede kamp i 1984 under Özals regeringsperiode – på et tidspunkt, hvor det at tale kurdisk var strengt forbudt, samtidig med at kurdernes eksistens som folk blev benægtet af Tyrkiet. Regionale omvæltninger, heriblandt Golfkrigen i 1991, overbeviste Özal om, at forbuddet mod kurdisk måtte ophæves, hvilket det blev i april 1991.

Saddam Hussein, diktator i Irak – naboland til Tyrkiet – indledte i slutningen af 1980’erne et folkemord på kurderne, kaldet Anfal.

Kurdiske områder i det nordlige Irak blev ødelagt, kurderne giftgasset og udsat for tortur og seksuelle overgreb. Kurderne blev anbragt i koncentrationslejre, hvor de ofte omkom af sult og udmattelse.

Under Anfal ’forsvandt’ 182.000 kurdere, som ikke er set siden. Hundredtusindvis af kurdere flygtede mod den tyrkiske grænse i 1988, hvor myndighederne placerede dem i flygtningelejre.

Nogle år senere – i 1991 – besatte Saddam Hussein den lille oliestat Kuwait.

Tyrkiet tog ligesom resten af Vesten kraftigt afstand fra den ulovlige besættelse og krævede, at irakerne trak sig ud. Det nægtede Saddam Hussein dog. Derefter smed en amerikanskledet koalition – som fik ubetinget overflyvningstilladelse til Irak over tyrkisk luftrum – de irakiske styrker ud af Kuwait.

Özal indtog dette proamerikanske standpunkt uden om Tyrkiets parlament, regering og militær, hvilket medførte en del kritik, blandt andet fra islamiske kredse, der ikke brød sig om, at Tyrkiet skulle hjælpe USA i krig mod et andet muslimsk land som Irak. Samtidig gik Özals hærchef af i protest mod den tyrkiske præsidents støtte til amerikanerne.

Den daværende amerikanske præsident George Bush opfordrede irakerne til at gøre oprør – dog uden at USA støttede dem militært og økonomisk heri. Kurderne og de arabiske shiamuslimer gjorde oprør, men oprøret blev slået hårdt ned af Hussein, som kort tid efter genvandt kontrollen med hele Irak.

Kurderne flygtede atter til Tyrkiet – denne gang i millionvis. Men det tyrkiske militær ville ikke lukke så mange kurdere ind. FN’s sikkerhedsråd greb i april 1991 ind med resolution 688, som sagde, at Husseins overgreb på sit folk skulle ophøre. Dermed indledtes Golfkrigen.

Med støtte fra Özal oprettede USA, Frankrig og Storbritannien en flyveforbudszone i Nordirak, hvor det irakiske regime var forment adgang. De irakiske kurdere udnyttede zonen til at udvikle et selvstyre med eget flag, parlament og hær.

Der udviklede sig et nært samarbejde mellem Özal og de irakiske kurdere. De tyrkiske medier begyndte langsomt at bruge ordet ’kurder’, stærkt påvirket af den realitet, som krigen med PKK og Golfkrigen havde skabt, hvorefter det var svært at benægte dette folks eksistens.

Dog var hverken Özal eller det internationale samfund interesseret i, at kurderne skulle gå hen og udvikle et selvstændigt land løsrevet fra Irak, da det kunne inspirere de øvrige kurdiske mindretal i Tyrkiet, Iran og Syrien til det samme.

Men et nært samarbejde med de irakiske kurdere gav dog Özal den fordel, at han håbede at gøre dem så afhængige af Tyrkiet, at de ville hjælpe tyrkerne med at skabe ro ved den fælles grænse, samt give Tyrkiet indflydelse på fremtidens politik, så der ikke blev etableret en kurdisk stat i Nordirak.

Özal indrømmede, at han selv havde kurdiske rødder, og ophævede som nævnt ovenfor forbuddet mod at tale kurdisk samt forbuddet mod udgivelse af bøger og blade på kurdisk, og han indvilgede i at forhandle med PKK om våbenhvile. Men den 17. april 1993 døde han – officielt af en blodprop i hjertet – hvorefter forhandlingerne blev lagt på hylden.

I november 2012 fandt retsmedicinere giftige stoffer i Özals krop, hvilket bekræftede kritikere – heriblandt hans familiemedlemmer – i, at han blev forgiftet, fordi hans ønske om en løsning med PKK blev set som en trussel af tyrkisk-nationalistiske kredse.

Det postmoderne kup i 1997

Efter kuppet i 1980 kom militæret igen på banen i 1997, hvor det udførte det såkaldt postmoderne kup – denne gang mod Necmettin Erbakan, landets første islamisk orienterede premierminister fra Refah Partisi (Velfærdspartiet). Dette på trods af at Erbakan – som mange af sine forgængere – ved sin embedsindsættelse havde forsikret om, at han ville respektere det republikanske system og de nære forbindelser til Vesten.

Militæret afsatte via en række dekreter – fremsat i Det Nationale Sikkerhedsråd – Erbakan. Han havde i juni 1996 dannet en koalitionsregering med den nationalkonservative Tansu Çiller fra DYP (Den Sande Vejs Parti).

Erbakan var en gammel ræv i tyrkisk politik, der havde været på den politiske arena siden slutningen af 1960’erne, men det var ved parlamentsvalget i december 1995, at det lykkedes ham at få den endelige sejr.

Resultatet af valget chokerede både den kemalistiske elite, men også Tyrkiets vestlige allierede. Erbakan fik 21,4 procent af stemmerne, og det lykkedes ham som den første politiske leder i Tyrkiet at sikre sejr til et parti, der havde en eksplicit religiøs retorik.

Baggrunden for kuppet var, at Erbakan med sin opførsel bekræftede militæret i, at han havde en islamisk dagsorden. Således besøgte han Libyen trods modstand fra sin egen udenrigsminister.

Selvom besøget ikke havde direkte med diskussionen om islam at gøre, følte den tyrkiske offentlighed sig ydmyget, da Libyens daværende leder Muammar Gaddafi under et fælles pressemøde kritiserede Tyrkiets kurderpolitik og krævede et selvstændigt Kurdistan oprettet – uden at en tilstedeværende Erbakan sagde ham imod.

31. januar 1997 organiserede en kommune – styret af Erbakans Refah-parti – et møde i Ankara til støtte for det iranske præstestyre samt den palæstinensiske organisation Hamas, hvor den iranske ambassadør talte om nødvendigheden af at indføre sharialov i Tyrkiet. Dagen efter rullede de tyrkiske tanks ind i gaderne.

Erbakan blev afsat. Men der skulle ikke gå mange år, før nogle af hans arvtagere igen udfordrede den kemalistiske elite og tog magten i landet.

Partiet AK (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet), der blev stiftet i 2001, kom til magten ved valget i 2002 med en jordskredsejr med 34,3 procent af stemmerne.

AK blev stiftet af en udbrydergruppe, der forlod Erbakans Fazilet-parti (stiftet efter at Velfærdspartiet blev lukket i 1998 af de tyrkiske myndigheder). Blandt stifterne var den nuværende premierminister Recep Tayyip Erdoğan, der under Erbakans regeringstid var overborgmester i Istanbul.

AK, der også har rødder i politisk islam, og som har tiltrukket politikere fra store dele af det politiske spektrum, spiller en mere moderat rolle ved – modsat Erbakan – at være mere provestlig og ikke være imod EU.

Det er lykkedes dem at genvinde regeringsmagten for tredje gang – senest i juli 2011.

Græsk-tyrkisk opblødning

Op til Cyperns optagelse i EU i 2004 pressede det internationale samfund på for at finde en løsning på den årtier lange konflikt, således at det ikke var et halvt Cypern, som kom med i den europæiske klub, men hele landet, inklusive den nordlige, tyrkiske del.

En aftale – opkaldt efter FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan – om genforening af de to dele af middelhavsøen blev sendt til afstemning den 24. april 2004; blot en uge før Cyperns indtræden i EU.

Ifølge aftalen skulle Cypern genforenes som en føderation med selvstyre til både tyrkerne og grækerne, hvor de var fælles om mønt, flag, nationalmelodi samt udenrigspolitik.

Grækere, som blev fordrevet fra den nordlige del af øen ved den tyrkiske invasion i 1974, skulle i et beskedent omfang have lov at vende tilbage, og de tyrkiske indvandrere fra Tyrkiet, som havde bosat sig på øen, skulle have statsborgerskab. Cypern skulle demilitariseres, og de to folkegrupper skulle deles om præsidentposten.

EU opfordrede indtrængende parterne til at stemme for. Således sagde EU’s udvidelseskommissær, Günter Verheugen:

»Jeg vil opfordre de græske og tyrkiske ledere på Cypern til at overbevise befolkningerne på begge sider om, at denne plan indeholder den bedst mulige løsning for begge parter. Der findes ikke nogen anden plan for en forening. Det er denne plan eller ingenting«.

65 procent af tyrkerne stemte for forslaget, som faldt til jorden, fordi 76 procent af grækerne stemte imod, da de mente, at planen gav for store indrømmelser til tyrker-cyprioterne.

Den 1. maj 2004 indtrådte et delt Cypern i EU. Den europæiske klub fik dermed et nyt medlem, hvoraf en tredjedel af det er besat af 30.000 tyrkiske soldater og ramt af internationale FN-sanktioner.

Selvom konflikten om Cypern fortsat er uløst, skete der i 1999 en opblødning i forholdet mellem de to ærkefjender Tyrkiet og Grækenland. Tidligere lå de to i strid med hinanden på grund af Cypern, behandlingen af græske og tyrkiske minoriteter i hvert sit land og striden om retten til en række græskkontrollerede øer tæt på den tyrkiske vestkyst.

I 1996 var de to lande tæt på at komme i krig på grund af øen Kardak, som begge lande gjorde krav på, men en væbnet konflikt blev afværget i sidste øjeblik af USA.

To jordskælv ændrede i sommeren og efteråret 1999 på den politiske atmosfære. Et stort jordskælv i Vesttyrkiet i august 1999 – der slog 17.000 mennesker ihjel – skabte en international sympatibølge, hvorefter Grækenland sendte over 1.000 hjælpearbejdere til den tidligere fjende for at lede efter overlevende i ruinerne.

Selvom den ultranationalistiske sundhedsminister, Osman Durmuş fra MHP (Nationalistisk Aktionsparti), lod medierne forstå, at Tyrkiet ikke havde brug for udenlandsk hjælp og slet ikke »græsk blod«, bidrog tv-billederne af de hjælpende grækere i murbrokkerne til at ændre den tidligere modvilje mod Grækenland.

Kort tid efter blev grækerne ramt af et jordskælv, og denne gang sendte tyrkerne et redningshold til deres vestlige nabo for at lede efter overlevende i ruinerne.

De ødelæggende naturkatastrofer bragte de to tidligere ærkefjender nærmere.

2000’erne – militæret mister grebet

Militærets rolle er under AK-regeringens ledelse blevet begrænset, og et endeligt opgør venter forude. Dette er blandt andet sket i forbindelse med EU-reformprocessen, hvor EU ønskede en begrænsning af militærets rolle i det politiske liv samtidig med en række andre reformer.

Det er lykkedes AK – for første gang i Tyrkiets historie – at retsforfølge officerer og andre ledende militærfolk.

I disse år pågår en omfattende retssag – den såkaldte Ergenekon-sag – hvor flere ledende militærfolk og tidligere hærchefer er anklaget.  

Ergenekon-sagen

Ergenekon-navnet stammer fra en legendarisk dal i Centralasien, hvorfra en hunulv førte tyrkernes forfædre til det nuværende Anatolien.

I juni 2007 begyndte en sag ved navn Ergenekon at rulle, da politiet i Istanbul fandt et lager af sprængstoffer i et hus i Istanbul. Det lykkedes de tyrkiske myndigheder at optrævle et hemmeligt netværk af flere hundrede personer, som tæller tidligere generaler og nuværende højtstående officerer.

Ifølge anklagerne vil netværket, som er dybt nationalistisk og sekulært, for enhver pris bevare det oprindelige Tyrkiet, som Atatürk skabte i 1923 – og derfor bekæmpe ethvert forsøg på at undergrave dets fundament.

De involverede står ifølge anklageskriftet bag en række angreb og mord, heriblandt på den tyrkisk-armenske forfatter og journalist Hrant Dink, tre kristne missionærer i Malatya i 2007 samt yderligere planer om at skabe kaos i landet og sammenstød mellem forskellige etniske og religiøse grupper.

Formålet med at skabe kaos skulle være at fremprovokere et militærkup.

Taksim-urolighederne i sommeren 2013

Utilfredse demonstranter protesterede i juni 2013 imod et byggeprojekt i Taksim, Istanbul. Projektet medførte, at man ville rydde en historisk park, Gezi Park, til fordel for et indkøbscenter. Senere udviklede begivenhederne sig til en generel protest mod Tyrkiets regerende AK-parti og premierminister Tayyip Erdoğan.

Cirka 25 personer blev anholdt, fordi de på sociale medier som Twitter og Facebook havde opfordret folk til at protestere mod regeringen. Derefter uddelte myndighederne bøder til regeringskritiske medier, som har vist billeder fra sammenstød mellem politi og demonstranter. Den officielle begrundelse lød, at billederne var »skadelige for børn og unge menneskers fysiske, moralske og mentale udvikling«.

Fem personer døde under protesterne, og demonstrationerne spredte sig til hele landet. At ordensmagten gik for vidt, indrømmede selv Erdoğan, da han sagde, at »politiets håndtering af demonstranterne har været ekstrem«.

Oprøret handlede ikke kun om at bevare en grøn plet i Istanbul, men om at protestere mod en regeringsleder, som de seneste par år – ifølge kritikerne – var gået hen og blevet mere og mere arrogant og magtfuldkommen.

Den tyrkiske regeringsleder vil forbyde kysseri i metroen, opfordre alle borgere til at få tre børn, forbyde alkohol mellem klokken 22 og 6 om morgenen, blande sig i abort og stewardessers påklædning.

Oprøret var også en protest imod ensretning af medierne.

Da det amerikanske CNN viste billeder fra sammenstød i Istanbul, viste det tyrkiske CNN samtidig en dokumentar om pingviner. Det hænger formentligt sammen med, at de fleste af de tyrkiske medier ejes af fem store konglomerater, som har økonomiske interesser, der gør dem afhængige af at forhandle kontrakter hjem med staten, hvorfor deres mediedækning helst ikke bliver for regeringskritisk.

Derudover vil Erdoğan opkalde en tredje bro over Bosporusstrædet efter en osmannisk sultan ved navn Yavuz Sultan Selim, som i 1500-tallet massakrerede 40.000 tilhængere af trosretningen alevi. Derfor var alevierne mødt talstærkt op til demonstrationerne .

Ifølge Erdoğan var oprøret udtryk for et »udenlandsk komplot« i samarbejde med det største oppositionsparti CHP (Republikansk Folkeparti). Men en internetundersøgelse foretaget af sociologer fra Istanbuls Bilgi-universitet viste, at syv ud af ti aktivister i Istanbul-urolighederne er »uden politisk tilhørsforhold«. 

Ni ud af ti angiver desuden, at de er gået på gaden i protest mod politiets overdrevne brug af vold og Erdoğans autoritære regeringsførelse.

Erdoğan forsvarede sig med, at han er blevet valgt med cirka halvdelen af stemmerne ved det seneste valg:

 »Vi kan ikke bare se til, mens nogle ballademagere opildner vores folk. […] Ja, vi vil også bygge en moské. Jeg behøver ikke tilladelse til dette, ej heller fra lederen af Det Republikanske Folkeparti (CHP) og heller ikke fra et par marodører. Jeg fik tilladelse fra 50 procent af borgerne, der stemte på os som regeringsparti ved valget«.

Oprøret ebbede ud efter et par uger, da politiet med magt ryddede Taksimpladsen, hvor demonstranterne holdt til, og myndighederne erklærede, at det omstridte indkøbscenter ikke vil blive bygget alligevel.

Serdal Benli er cand.scient.soc. og blogger på Modkraft, Deniz B. Serinci er journalist og redaktør på den kurdiske netavis jiyan.dk.

Artiklen er et uddrag af kapitel 2, »Demokratiets udvikling i skyggen af militærkup« fra bogen Tyrkiet 1923-2013 – fra Atatürk til Erdogan, der er udkommet på forlaget Frydenlund, 2013