Migranternes Europa på film

Bedømt ud fra de film, jeg indtil videre har set på CPH PIX, så er europæiske filmskabere lige nu stærkt optaget af migration.

Selvfølgelig er mit filmvalg ret selektivt, men fire nye film om migranters vilkår og om vores forhold til dem — og de er ikke de eneste i festivalens program — er altså ikke en enlig svale.

Jeg har allerede anmeldt den belgiske film »The Invader«, som jeg finder stærkt problematisk. Den er blottet for kritik af europæisk asyl- og udlændingepolitik, og solidaritet med papirløse arbejdere, som den handler om — blandt de mest udsatte i samfundet i dag — er der heller ikke meget af. I stedet fremstilles dens hovedperson mest af alt som en liderlig og naiv afrikansk voldsmand.

Læs anmeldelsen »Stærke og rystende oplevelser« på Modkraft.

Heldigvis er dens instruktør Nicolas Provost tilsyneladende alene om den kyniske æstetisering blandt sine europæiske kolleger.

De tre meget for forskellige film, jeg ser på her, er nemlig alle båret af en humanistisk — og stærkt kritisk — stillingtagen til den måde, især det officielle Europa behandler mennesker på, der absolut ikke bare kommer hertil af bekvemmelighed.

Lyrisk portræt af det nødvendige oprør

Man kan diskutere, om den franske roma Tony Gatlifs »Indignados« hører til på en festival, der som PIX er helliget fiktionsfilmen. Løseligt bygget på Stéphane Hessels opråb til Europas ungdom — pamfletten »Gør oprør!«  — fremstår filmen snarere som en stærkt iscenesat og essayistisk dokumentar.

Den rudimentære og episodisk fortalte historie handler om afrikaneren Betty (Mamebetty Honoré Diallo), der ankommer illegalt til Grækenland og interneres under nærmest fængselslignende forhold.

Herfra drager hun videre til Frankrig, hvor hun i Paris for første gang kommer i kontakt med den unge europæiske protestbevægelse.

Efter at filmen tager en afstikker til det arabiske forår i Tunesien — uden Betty — anholdes hun og returneres til Grækenland.

Igen drager hun videre og ender denne gang i Spanien, hvor hun for alvor bliver en del af tidens oprør, som hun indtil nu — lidt forvirret og skræmt — har betragtet på afstand.

Betty smiler også for første gang i filmen, da hun bliver en del af demo’ens farverige fællesskab.

Filmen har kun yderst sparsom dialog, men mangler ikke ord. Gatlif har forsynet filmen med hyppige Hessel-citater og slagord fra protestbevægelsen, der står med spray-skabelonens skrifttype henover billedet.

Ligeledes er plakater, graffiti og demo-bannere meget prominente på filmens billedside.

«Indignados« — hvis titel synes afledt af både Hessels bog og den spanske bevægelse — er altså mere et lyrisk og til tider abstrakt portræt af det nødvendige oprør end en fortælling om et enkelt individ.

Hvis man forventer og stiller krav om den såkaldt »gode« historie, vil filmen være en skuffelse. Er man derimod indstillet på at blive overrasket og udfordret, har filmen sine egne særlige kvaliteter.

Undskyldning til Modkrafts læserne

Jeg vil gerne give en uforbeholden undskyldning til de af Modkrafts læsere, der har været inde og se franske »Low Life« efter at have læst min foromtale af festivalen. Den blev skrevet, inden jeg selv havde set filmen, som altså virkede interessant på baggrund af beskrivelsen i festivalens programavis.

Læs artiklen »Et slaraffenland for filminteresserede« på Modkraft.

Den franske instruktør Nicolas Klotz' film om en gruppe unge studerende/kunstnerspirer er dog en prætentiøs, ordfyldt langgaber.

Samtlige replikker — og karaktererne taler konstant med sig selv og hinanden — lyder som en blanding af emo-skolepigepoesi på Weltschmerz-overdrive og fransk selvomsluttende teori a la Deleuze eller Derrida.

Jeg kan godt forstå den diskursteoretiske pointe i, at sproget ikke bare er funktionelt og instrumentelt, og dialogen i mainstreamfilm er jo netop ofte reduceret til en tåkrummende urealistisk levering af narrativ information om personernes mål, motivation, deadlines og så videre.

Men man behøver jo ikke gå over i den anden overintellektualiserende grøft. Man kunne for eksempel skrive dialog, der lyder, som rigtige mennesker faktisk taler — eller rettere snakker: til tider meningsfuldt, men også fjollet, selvmodsigende og stammende ufærdigt.

Samtidig er filmens melodramatiske hovedhandling om kærligheden mellem franske Carmen (Camille Rutherford) og udvisningstruede afghanske Hussain (Arash Naimian) simpelthen et alt for billigt trick til at fremkalde indignation — ganske paradoksalt, når filmens henvendelse til publikum ellers er så cerebral.

Det er trist, at personernes stadige verbale navlepilleri og det letkøbte, påklistrede plot ender med at gøre filmen så uvedkommende, for Klotz og medmanuskriptforfatter Elisabeth Perceval har uden tvivl hjertet på rette venstre sted.

Deres film skorter da heller ikke på kritik af den uhørte brutalitet og umenneskelighed, som mennesker uden rødbedefarvet pas udsættes for i Europa i dag.

Hvor er de danske film?

Det sidste kan i den grad også siges om Emanuele Crialeses italienske »Terraferma«. Filmen handler om en fiskerfamilie på en lille ø, der stilles over for valget mellem at gøre det rigtige og det, loven foreskriver, når der er andet end fisk i Middelhavet.

Det er klart den mest tilgængelige af de tre film, og selvom jeg generelt ikke er vild med patosfyldte film, må jeg i dette tilfælde overgive mig. »Terraferma« er både ægte hjertevarm og ganske nuanceret i sin skildring af familiens trængsler, som også omfatter forsøget på at opretholde et erhverv uden fremtid.

Filmen får regulær dansk premiere den 10. maj og vil til den tid få sin egen anmeldelse her på Modkraft. I mellemtiden kan læserne glæde sig til en smuk film af en type, som italienerne er så gode til: hverdagsnære portrætter af en gruppe mennesker langt fra samfundets top.

Et spørgsmål trængte sig på, mens jeg så »Terraferma«: Hvor er de danske film, der kritisk behandler Europas strengeste og mest menneskefjendske udlændingepolitik? Hvor er de politisk engagerede film om de afviste i Sandholmlejren eller om dem på tålt ophold?

Er deres fravær resultatet af ti års konstant mobning fra Pias kohorter, der har gjort den såkaldte »kulturelite« bange for sin egen skygge? Angste for at blive stemplet som »halalhippier«, hvis de hæver stemmen i protest?

Eller har de senere års »professionalisering« og genrefilmsliderlighed, som gennemsyrer filmbranchen, simpelthen gjort danske filmskabere selvoptagede og ligeglade?

»Indignados« (instr.: Tony Gatlif, Frankrig 2012, 88 min.). Vises ikke igen under CPH PIX.

»Low Life« (instr.: Nicolas Klotz, Frankrig 2011, 129 min.). Vises torsdag d. 26. april kl. 20.00 i Husets Biograf.

»Terraferma« (instr.: Emanuele Crialese, Italien/Frankrig 2011, 88 min.). Vises ikke igen under CPH PIX, men har premiere d. 10. maj.