Merkel har sejret – Venstre vil gøre hende kunsten efter

Merkel har sejret. Tyskerne får ikke i denne omgang den længe savnede mindsteløn.

Herhjemme kan oppositionspartiet Venstre nu se frem til det ønskede »nabotjek«, som skal gøre det danske samfund konkurrencedygtigt med tyske lønninger, et arbejdsmarked som det tyske og svenske skatter.

Presset på slagteriarbejderne er kun begyndelsen, og med Merkels valgsejr kan vi forvente en offensiv fra Venstre for en yderligere opstramning af arbejdsmarkedspolitikken.

For at begynde med slagteriarbejderne

Det var udsigten til op imod 1.000 nye fyringer, som fik tillidsmændene på Danish Crowns slagterier til at foreslå kollegerne at afgive en del af deres løn med henblik på at sikre fremtidig produktion af slagtesvin i Danmark.

Ifølge forslaget skulle de 6.000 ansatte på Danish Crowns svineslagterier – DC Porks – ni afdelinger frem mod 2017 afgive i alt 600 mio. lønkroner til et investeringsselskab. Selskabet ville få til formål at låne penge ud til de mange svineproducenter, der har problemer med at finansiere udbygning af produktion og stalde.

Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer vurderede, at selskabet i et samarbejde med landmænd, banker og realkreditinstitutioner kunne generere investeringer for op imod tre mia. kr. i den danske produktion af slagtesvin.

Baggrunden for tillidsrepræsentanternes forslag er et fald i antallet af slagtesvin. En række slagterier er derfor lukket, og siden 2005 er der fyret syvtusinde slagteriarbejdere.

Med forslaget håbede tillidsrepræsentanterne at kunne skabe et grundlag for langt flere slagtesvin og dermed flere arbejdspladser efter 2017.

De ansatte skulle enten via træk i timeløn eller pension afgive 6,4  procent af bruttolønnen næste år, 4,7  procent i 2015, 3,2  procent i 2016 og endelig 1,8  procent i 2017. I 2014 ville det betyde en sænkning af timelønnen på 11,50 kr. svarende til en årlig nedgang på 25.000 kroner før skat.

Danish Crown ville dermed spare 150 mio. kr. årligt i de næste fire år.

Aftalen ville ikke forhindre, at der også i aftalens løbeperiode ville ske fyringer på de enkelte slagterier, hvilket Danish Crown allerede havde meldt ud.

Aftalen ville ikke give slagteriarbejderne et udbytte af investeringerne, og en tilbagebetaling ville heller ikke komme på tale.

Danish Crowns ledelse havde til gengæld givet garanti for, at i de fire år, som aftalen skulle løbe, ville der ikke blive lukket slagterier i Danmark.

Slagteriarbejdernes fagforbund NNF anbefalede et ja til aftalen. Erhvervsminister Henrik Sass Larsen var begejstret, og LO-formand Harald Børsting så aftalen som en perspektivrig løsning.

Alligevel stemte som bekendt 60 procent af slagteriarbejderne nej, mens 40 procent stemte ja.

Ifølge dagbladet Børsen (17. september) forklarede formand for tillidsmandskollegiet Lars Mose afstemningsresultatet med, at »der er en generel mistillid til hele systemet. Både til Danish Crown, politikere og alle andre, der skal hjælpe det her erhverv.«

Outsourcing til bl.a. Tyskland

Med Merkels sejr er situationen ikke blevet mindre alvorlig for de danske slagteriarbejdere eller for den sags skyld andre og især ufaglærte grupper, hvis arbejdspladser er truet af outsourcing til bl.a. Tyskland.

Danmark har siden årtusindeskiftet ligget i front inden for EU, når det gælder outsourcing.

I perioden 2001-2006 flyttede op mod hver femte mellemstore eller større virksomhed en del af deres aktiviteter til udlandet.

Ifølge en undersøgelse fra Danmarks Statistik var det samme gældende i perioden 2009-2011, hvor 19 procent af alle danske virksomheder med 50 ansatte eller derover flyttede produktion til udlandet svarende til 5.600 job i gennemsnit pr. år (’Nyt fra Danmarks Statistik’, Nr. 644 • 12. december 2012).

Sammenholdt med den samlede beskæftigelse er der tale om promiller. Det er dog værd at bemærke, at udflytningen var markant størst i industrien, der har stået for omkring 60 procent af den samlede outsourcing.

Den senest opgjorte periode viser desuden, at mere end 50 procent af virksomhederne med outsourcing til udlandet også flyttede de såkaldte kerneaktiviteter.

Især i fødevarebranchen er langt størstedelen af de outsourcede jobs ufaglærte, og den vigtigste årsag til at outsource er de lavere lønomkostninger i for eksempel Tyskland og Polen. Derfor flyttede Danish Crown allerede i begyndelsen af 2005 udbening af dyr til Tyskland, hvilket gjorde 450 arbejdere på slagteriet i Hjørring arbejdsløse.

De lave lønninger kan først og fremmest henføres til, at der ikke eksisterer mindstelønninger i Tyskland; og for slagteribranchen stort set heller ikke overenskomster.

Ifølge ’Analyse af den tyske svineslagterisektor’, som Karen Hamann fra ’Institut for Fødevarestudier & Agroindustriel Udvikling’ udarbejdede for NNF tilbage i 2009, er sektoren meget lidt reguleret sammenlignet med danske forhold.

Eksempelvist er der stor usikkerhed om antallet af ansatte i slagteribranchen som følge af en udbredt praksis med at anvende vikarer og udstationeret arbejdskraft, de såkaldte kolonnearbejdere.

Analysen peger på, at tyske virksomheder ved outsourcing – fx til et kolonnefirma - undgår arbejdsgiverforpligtelser som betaling af overenskomstmæssig løn, sociale bidrag og forsikringer samt ignorerer forhold omkring arbejdstidens længde.

Da analysen udkom, var lønnen til en fastansat tysk slagteriarbejder ca. 22.065 kr. pr. måned og til en kolonnearbejder ca. 7.260 kr. pr. måned.

Også ifølge det tyske LO’s analyseinstitut ’Hans Böckler Stiftung’ er forholdene for de udenlandske kolonnearbejdere præget af lav løn, lange arbejdstider og dårlige boligforhold (Magazin Mitbestimmung 12/2012).

Lavtlønslandet Tyskland

Den tyske »succes« er altså bygget på lave lønninger.

Opgjort på basis af timelønnen har Tyskland – bortset fra Litauen - den højeste andel af lavtlønnede, nemlig 24,1 procent (lavtløn defineret som to tredjedele af medianindkomsten).

Det viser undersøgelsen af 17 EU-lande, ’Deutsche Geringverdiener im europäischen Vergleich’ af Thomas Rhein fra ’Institut für Arbeitsmarkt und Berufsvorschung’ (IAB-Kurzbereicht 15/2013).

Især er kvinderne hårdt ramt. I de undersøgte 17 EU-lande udgør kvinderne flertallet af de lavtlønnede. I Tyskland er tallet helt oppe på 62,9 procent.

Og selv om andelen af lavtlønnede tyske mænd er relativt høj – 16,7  procent – er andelen af kvinder næsten dobbelt så høj, nemlig 32,4 procent.

Andelen af lavtlønnede fuldtidsbeskæftigede tyskere er 18,2  procent, mens andelen for deltidsbeskæftigede er 40,1  procent. I Danmark er det hhv. 9,5 og 13,8  procent.

11  procent af de deltidsansatte arbejder ugentligt tolv timer eller derunder, den højeste andel i de undersøgte EU-lande. Særligt ramt er ansatte på tidsbegrænsede kontrakter, omkring halvdelen af disse er lavindkomstmodtagere.

Den tyske underbeskæftigelse

Også den tyske beskæftigelse dækker over andet og mere, end tallene siger.

Den tyske arbejdsløshed stagnerer eller stiger svagt. I absolutte tal blev 2.946.000 registreret som arbejdsløse. I forhold til sidste år var 41.000 flere arbejdsløse - svarende til en procent.

Samtidigt har beskæftigelsen sat nye rekorder. 41,91 mio. mennesker var på det tyske arbejdsmarked i juli, hvilket er en stigning på 218.000 eller 0,5  procent i forhold til sidste år og det højeste niveau siden genforeningen.

På trods af dette er underbeskæftigelsen – fratrukket folk på arbejdsfordeling – kun faldet med 6.000, og arbejdsløsheden er som nævnt steget med 41.000.

Det får Redaktør for det Hamborg-baserede tidsskrift Sozialismus, Bernhard Müller, til i en kommentar den 31. august at påpege, at den sort-gule regerings arbejdsmarkedsstatus derfor ikke kan stå for en nærmere prøve:

»Med det tilsyneladende jobvidunder er der primært tale om en omfordeling af det eksisterende arbejde.«

For i beskæftigelsesstatistikkerne tæller alle job med – også de ’atypiske’ Ein-Euro-Jobs, Mini-Jobs mv. – uanset om man ikke kan leve af dem eller ej.

Bag det høje beskæftigelsestal gemmer sig et relativt lavt antal af arbejdstimer.

I 2012 var antallet af arbejdstimer lavere end i begyndelsen af 1990'erne, bemærker Sozialismus-redaktøren med ’Statistisches Bundesamt’ som kilde. I 1991 arbejdede lønmodtageren i gennemsnit 1.473 timer om året mod bare 1.316 timer i 2012.

Antallet af arbejdstimer faldt fra 60.082 mia. i 1991 til 57.973 mia. i 2012, altså med tre mia. timer - selv om antallet af erhvervsduelige omvendt steg fra 38.712 i 1991 til 41.608 i 2012.

Dette modsvarers af antallet af atypiske ansættelser, som siden begyndelsen af 1990’erne er steget fra 4,4 til 7,9 mio. i 2012.

Hvorimod tallene for de ordinære job (inkl. deltidsbeskæftigede med over 20 timer) er gået ned fra 26,9 mio. i begyndelsen af 1990’erne til 24,2 mio. i 2012.

Bernhard Müller konkluderer, at der er sket en afkobling af store dele af de tyske lønmodtagere fra den samfundsmæssige værdiforøgelse og nævner, at selv om bruttonationalproduktet steg fra 2010 til 2012 med 8 procent, steg også fattigdommen med 4,8 procent

Venstre vil bruge Merkels valgsejr

Danish Crown var det hidtil mest markante eksempel på, at lønnedgang er blevet en mulighed på det danske arbejdsmarked.

Men de danske virksomheder, som er kendetegnet af en arbejdsintensiv produktion, kan ikke konkurrere direkte på lønnen.

I Information (5. september) kaldte professor Jørgen Stamhus fra Aalborg Universitet det som »at tisse i bukserne for at holde varmen« og fortsatte med henvisning til slagterierne:

»Man kan ikke med lønnedgange vende beskæftigelsesudviklingen i branchen. Der er man oppe mod for stærke kræfter … Konkurrencen fra udlandet er kommet for at blive, og for nogle virksomheder vil det betyde, at man fortsat må skære i lønninger.«

Men hvad skal man så?

Hverken fagbevægelsen eller Socialdemokraterne kan tilbyde slagteriarbejderne eller andre grupper troværdige forslag til løsninger.

Men det kan Venstre.

Minutter efter slagteriarbejdernes nej meldte Venstre ud i Børsen, at »dagens beslutning lægger mere pres på, at den danske regering vil lytte til de meldinger, der kommer – ikke bare fra fødevareerhvervet, men generelt fra dansk erhvervsliv om, at der er behov for bedre rammevilkår for at producere herhjemme«.

Længe inden afstemningen havde Martin Merrild formanden for brancheorganisationen ’Landbrug & Fødevarer’ i Information (5. september) slået fast, at det er nødvendigt ikke bare med lavere lønninger, men også med lavere afgifter og leveomkostninger i det hele taget:

»Jeg tror ikke på, at vi løfter hinanden ud af dyndet ved at forringe hinandens forbrugsevne og levestandard. Men vi skal reducere virksomhedernes generelle omkostninger. Samtidig skal vi reducere almindelige menneskers leveomkostninger. Og der er skatten jo en meget væsentlig del af det«.

Denne strategi giver mening, når lønmodtagerne vil undgå et lønræs mod bunden, men ikke kan pege på alternativer.

Nu handler det for de privatansatte LO-lønmodtagere ikke længere om at forsvare ’Velfærdssamfundet’. Det handler om arbejdspladser, om muligheden for overhovedet at kunne sælge sin arbejdskraft.

Det har Venstre for længst aflæst.

I sit ’Finanslovsudspil 2014’ noterer Venstre, at DI har placeret Danmark næstsidst på en liste over konkurrenceevnen for 33 OECD-lande.

Det skyldes især de meget høje skatter, som i sidste ende koster arbejdspladser, skriver Venstre. Derfor vil partiet »føre en politik, som gør Danmark til et mere konkurrenceklart samfund«.

Venstre vil »sænke virksomhedernes omkostningsniveau, så der skabes flere danske arbejdspladser og sikre, at det bedre kan betale sig at arbejde«.

Venstre vil gennemføre et byrdestop, så »det skal være slut med at pålægge virksomhederne ekstra byrder, som belaster deres konkurrenceevne med tabte arbejdspladser til følge.«

Virksomhedernes »administrative byrder« skal lettes med to procent om året frem mod 2020.

Endelig vil Venstre med finanslovudspillet lave et ’nabo-tjek af lovgivningen’, så den er sammenlignelig med det naboland, som har den »mindst konkurrencebelastende lovgivning«.

Desuden skal de regler, der »unødigt øger virksomhedernes omkostninger og hæmmer konkurrencen« fjernes, ligesom »nationale produktstandarder så vidt muligt erstattes af internationale standarder«.

Partiet fortsætter tillige i sit oplæg til »Reform af beskæftigelsesindsatsen« ad samme vej som tidligere Tilbagetrækningsreformen, Dagpengereformen og Genopretningsaftalen.

Det handler om at udvide udbuddet af arbejdskraft.

»Graden af succes for den aktive beskæftigelsesindsats afhænger i høj grad af indretningen af især kontanthjælp og dagpenge.« Det skal »bedre kunne betale sig at arbejde« bl.a. ved at øge »forskellen på at modtage offentlig forsørgelse og være selvforsørgende.«

Derfor skal der »gennemføres klare sanktioner, hvis den ledige ikke lever op til sit øgede ansvar«.

Men den strategi, som har ført til situationen, som den er i Tyskland, viser stik modsat jubelfortællingerne, at de lave lønninger ikke fører til flere arbejdspladser, men derimod til lavere levestandard, dårligere arbejdsforhold og en række former for social ulighed.

Strategien har ifølge OECD’s seneste landeanalyse heller ikke ført til øgede investeringer eller produktivitet. Her ligger Tyskland lavt og står faktisk dårligt rustet til at klare en eksportnedgang i forbindelse med den lavere vækst i de nyindustrialiserede lande.

Ikke desto mindre skal man nok ikke forvente en anden kurs fra regeringens socialdemokrater og SF’ere. Ej heller fra fagbevægelsens top, der tror på at kunne ændre på noget ved at kræve indsats mod social dumping samtidig med, at regeringslederne i flere centrale EU-lande er på samme kurs som Merkel.

I stedet kan vi med fordel vende blikket ud i Europa og få inspiration til politisk fornyelse. Se blot på den netop overståede tyske valgkamp. DGB, det tyske LO, formulerede selv pejlemærker for en kommende regering bl.a.

• en generel mindsteløn, større medbestemmelse og en reform af Minijob-ordningen
• en tryg pension med en solidarisk finansiering og en virksom bekæmpelse af fattigdom blandt ældre
• et demokratisk og solidarisk Europa, hvor sociale rettigheder står over arbejdsgivernes markedsfrihed. Dette skal nås gennem et europæisk investerings- og vækstprogram.
• En finansiel handlekraftig stat, som investerer i uddannelse og infrastruktur samt en retfærdigt skattesystem.

En politik, som også det europæiske LO (EFS) og de danske fagforeninger må lade sig inspirere af, hvis ikke fagbevægelsen skal miste sin eksistensberettigelse.

Klaus Krogsbæk er medlem af redaktionen for internettidsskriftet Kritisk Debat, hvor artiklen også bringes.