Annonce

Anti-lockout
10. april 2013 - 11:12

Menneskekæde, falske plakater og protestkoncert

Aktionsgruppen Korydons Lakajer (KL) angriber i ny kampagne de lockoutede lærere, som tirsdag demonstrerede fra Roskilde til København. Torsdag samles offentligt ansatte foran Christiansborg.   

Op mod 6.000 lærere dannede tirsdag morgen en 35 kilometer lang menneskekæde langs vejen fra Roskilde til København under overskriften »Vi vil undervise – Ikke konflikte«.

Det sker i protest mod Kommunernes Landsforenings lockout af de danske lærere efter sammenbrud i forhandlingerne om en ny overenskomst.

– Vi vil gerne vise, at lærerne står sammen, og at vi er klar til at kæmpe. Om det så er en måned eller to måneder. Vi er der, og vi er klar, siger lærer i Albertslund Kommune og medarrangør Nikolaj Gunnarson til Ritzau.

Læs artiklen »Menneskekæde fra Roskilde til København« hos Avisen.dk.

Se hele menneskekæden her.

 

Ironisk reklameoffensiv

Natten til onsdag blev også brugt til at sætte fokus på den faglige konflikt.

Her lancerede aktionsgruppen Korydons Lakajer – med forkortelsen KL – en satirisk reklameoffensiv, som skal supplere Kommunernes Landsforenings udskældte kampagne Meretidsammen.dk.

Det sker med en plakat, som bærer Kommunernes Landsforenings logo, hængt op i flere hundrede eksemplarer i hovedstadsområdet og med teksten: »Fakta er at alle lærer er dovne og uduelige. Derfor har vi ikke tillid til dem«.   

Korydons Lakajer beskriver sig selv som »en dansk interesseorganisation, der arbejder for en forringelse af de kommunalt ansattes overenskomster. KLs dagsorden dikteres af den nuværende regering og Moderniseringsstyrelsen.«

I en pressemeddelelse sendt til Modkraft skriver lakajerne, at man »har følt sig nødsaget til at udvide kampagnen«, da lærerne med deres fortsatte protester åbenbart ikke har forstået beskeden fra KL.

– Lærerne har tydeligvis ikke forstået budskabet med vores kampagne, og derfor udelader vi matematikken og gør det helt klart, hvad det er, vi mener, udtaler Frank Vang fra Korydons Lakajer.

Han oplyser videre, at KL »ser frem til en længerevarende konflikt, hvor kommunerne kan spare enorme udgifter på lærerlønninger« og »ser yderligere frem til, at lærernes konfliktkasse bliver tømt, så deres overenskomst kan træde i kraft og redde kommunernes dårlige økonomi.«

Besøg »Korydons Lakajer, KL« på facebook.

Koncert-demo torsdag

Torsdag når ugens faglige protester deres foreløbige klimaks.

Det sker foran Christiansborg, hvor store dele af den danske fagbevægelse inviterer medlemmer og sympatisører til protestkoncert foran Christiansborg.

Bag demonstrationen står Frie Skolers Lærerforening, Uddannelsesforbundet, Handelsskolernes Lærerforening, Kriminalforsorgsforeningen, Dansk Sygeplejeråd og Danmarks Lærerforening.

Se Modkrafts fotoserie fra lærernes protester i sidste uge.

Arrangementet bliver anbefalet af FOA, Politiforbundet, Dansk Socialrådgiverforening og Socialpædagogernes Landsforbund, som alle samles under parolen: »Lærerne er de første. Hvem bliver de næste?«.

Læs artiklen »3F'ere opfordrer til sympatikonflikter« hos Modkraft.

»Aldrig har det været mere aktuelt end nu, at fagbevægelsen står sammen og siger klart nej til regeringens utidige indblanding i de offentligt ansattes overenskomstforhandlinger,« skriver lærerne i indkaldelsen og fortsætter:  

»Aldrig har det været mere aktuelt end nu, at fagbevægelsen sender et stærkt signal til regeringen om, at den skal respektere den danske model. Det er ikke rimeligt, at de offentligt ansatte skal betale for regeringens reformer gennem deres arbejdstidsregler, som både folkeskolereformen og vækstpakken er eksempler på. Vi har krav på reelle forhandlinger i stedet for et forhåndsdikteret resultat af KL og regeringen, som vi ikke har nogen indflydelse på.«

Demonstrationen begynder klokken 16:00, og der vil udover taler også være live-musik af Rasmus Nøhr, Klumben & Raske Penge samt Tim Christensen & The Damn Crystals.

Læs mere om begivenheden på facebook.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce